To the dead

 

Speaking to the dead before sleep

 

(1/6 1601) Papa! Nu varer det ikke længe endnu. Agenten siger at det sker indenfor de næste par måneder. Fra næste måned skal vi sidde klar på stranden og vente på invasionsstyrken! De kommer! Prinsen kommer! Og du skal blive hævnet – du og Martinez og pigerne og alle de andre! Jeg kan mærke at det brænder i mig! Jeg kan næsten ikke vente længere. Det er som om, at jeg bliver strukket tyndere og tyndere. Jeg skulle være død med dig, men mit liv fortsatte. Glemte Lyset mig? Eller er dette her min straf? Hvilke forbrydelser havde jeg da begået, 13 år gammel, at jeg skulle efterlades her alene? Men nu jeg er blevet ladt tilbage, så skal jeg nok hævne jer – om jeg så skal kravle blødende og døende hen til djævelen, og med mine sidste kræfter stikke min kniv i ham!

 

Agenten udstyrede mig med en militær rådgiver – en lejesoldat ved navn Manfred von Grüner. Jeg bryder mig ellers ikke om lejesoldater; jeg stoler ikke på folk, hvis loyalitet kan købes for penge, men det ser ud til at disse penge er godt givet ud.

 

(1/7 1601) Når som helst nu, Papa! Vi er på stranden hver nat fra nu og til de kommer, og må de komme snart! Nu vender Prinsen hjem til sit stjålne land, og jeg kan vende tilbage til min stjålne død! Jeg kan vende hjem til dig, som blev frarøvet mig! Når som helst nu!

 

Von Grüner har vist sig meget effektiv, og underdanig sågar – han svarer til mig, og det uden at tøve et øjeblik. Han udfører ordrer uden at stille spørgsmål – dét kan jeg lide!

 

(10/9 1601) Åh, Papa! Jeg måtte efterlade Sebastían! Jeg efterlod ham levende, men døende! Men han var bevidstløs, og jeg kunne ikke slå ham ihjel uden hans ja. Jeg har aldrig sat kniven i en ven uden, at han først selv har sagt ja dertil. Hellere døden for min kærlige kniv end i djævelens torturkammer! Men vi efterlod ingen levende fjender, og vi kan bede til, at gode mennesker vil finde ham og pleje ham. Det hele gik så stærkt og jeg hader tanken om, at han skulle dø, uden at jeg var der til at holde hans hånd. Hvis han dør, er vi kun tre tilbage fra den gamle gruppe. Og – forbandet også – jeg tillod mig at holde af ham – selvom jeg svor aldrig mere! Jeg er forbandet, Papa! Holder man af mig, må man elske døden, for den kommer hurtigere end man venter det! Jeg sværger nu til dig, Papa: jeg vil finde Sebastian igen og sige ordentlig farvel, hvis han lever, og begrave ham hvis han er død. Hvorfor skal alle mine nære dø? Og hvorfor skal de alle dø, mens jeg er langt væk? Skal jeg aldrig holde én i mine arme, og nå at fortælle, hvor meget han betød for mig? I dør alle sammen omkring mig – har Døden glemt mig? Skal jeg finde ham selv?

 

Men de er her nu – invasionsstyrken – ledet af en mand du ville kunne lide; Robert de Bergerac, en greve fra Ryendor. Han taler til mig, som Arturo plejede at gøre det. Jeg ved ikke hvordan han gør det, men han forstår sig på mig – det havde jeg ikke troet at nogen skulle kunne igen. Han er jævnbyrdig med mig – han leder sine egne folk og lader mig lede mine. Jeg vil passe på ikke at begynde at holde af ham, for jeg så ham gerne overleve krigen. Til gengæld er hans medbragte fætre ganske skrækkelige: den ene er en tåbe, der konstaterer det åbenlyse, gentager ordrer der blev givet for 5 minutter siden, og taler, når han burde tie, den anden er en surmulende ung mand, som hadede mig fra første øjekast, fordi jeg tillod mig at give hans overordnede en ordre. Den sidste fik jeg ikke meget indtryk af, andet end at han er en køn, mørk mand, som stammer fra Carvintia, hvor det så end ligger henne. Men denne Robert… Han har lovet at hjælpe med indtagelsen af Cearâ – måske i morgen holder jeg djævelens hoved i mine hænder! Bare det bliver inden Prinsen kommer og giver kontraordrer! Hvis Prinsen kommer og kræver at forhøre djævelen og derefter overlade ham til en domstol, hvor en eller anden tilfældig bøddel får fornøjelsen af at tage hans liv… Nej! Jeg vil selv gøre det! Forbandet at der ikke er flere af mig, så ville jeg holde ham i live i dagevis og langsomt skære ham i småstykker! Jeg har forestillet mig hundrede gange hvordan – jeg har forestillet mig hvad jeg skulle sige imens. Mit liv har været spildt, hvis jeg ikke selv får lov til at tage ham med i døden!

 

Jeg har bedt von Grüner om at begrave mig i midten af labyrinten, når jeg dør. Hvis du dør, sagde han, det fjols! Han har ikke fattet det endnu! Jeg har efterladt en seddel med alle navnene, alle de navne, der skal huskes – lige fra min fars til mit eget og alle, der døde mellem ham og mig. Min drøm er at alle navnene skal hugges i sten, så eftertiden kan huske os. Så skal den stå i midten af labyrinten ovenpå min grav...