Børn på flugt

 

Børn på flugt

 

 

21/11. De er kommet hjem! Ja, det vil sige, at de kom hjem cirka samtidig med at vi andre fejrede trolovelse i Sarregueminez. Men nu er de her, og det lyder sandt at sige som lidt af et mirakel, at de kom helskindede tilbage! Det er en fascinerende historie, som jeg ikke rigtig kan finde hoved og hale på. Dæmoner og guder og sten, der går rundt af sig selv… Det lyder alt sammen meget utroligt! Ja, jeg tror jo ikke at de lyver for mig… det lyder bare utroligt!

 

Vi gik ud og spiste bagefter – vi havde jo rigeligt at fejre. Det viste sig, at da vinen gik ind, kom skeletterne ud af skabet! Jeg havde et ubehageligt opgør med Robert, som ville ønske, at jeg holdt mund i forsamlinger. Det er bare trist, at jeg ikke er en mand, så havde han været stolt af mig – det indrømmede han oven i købet selv – det er uretfærdigt, er det! Jeg gik med til at skrive under pseudonym fremover – både når jeg skriver skuespil og når jeg skriver bøger. Og så havde de hørt fra en skjald de rendte ind i, at det var almindeligt kendt, at Nicholas og jeg er par! Det huede bestemt ikke min bror! Så nu har jeg fået ordre på at være mere diskret desangående også! Jeg er dybt splittet i dette her. Jeg vil under ingen omstændigheder lægge hæmninger ind i mit liv, som forhindrer mig at gøre som jeg har lyst. På den anden side kan jeg godt forstå Roberts indvendinger og argumenterne om at det kaster skygge på vores navn. Til gengæld støtter han fuldt og helt et eventuelt ægteskab med Guillaume – men det er nok mest for at slippe for at skulle være den, der hænger på problemet – nemlig mig… Nej, han mener det jo ikke ondt. Han vil gerne have, at jeg får det bedst muligt – men har samtidig ansvaret for at Bergerac-navnet ikke bliver plettet. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal tackle det.

 

Vi havde desuden en interessant snak om Marcos sværd, som Pierre mener, er dæmonisk. Det ser nu ganske almindeligt ud. Til min store overraskelse fik jeg lov til at holde det (Marco nægtede pure at lade Pierre og Robert røre ved det). Der er ingen okkulte tegn eller skumle formuleringer på det. Det er et smukt sværd, og skarpt! Jeg skar mig på det – det dunker såmænd i fingeren endnu. Og da skete det eneste, som jeg tænker tilbage på som besynderligt; Marco reagerede fysisk på at jeg skar mig – som om det gjorde ondt på ham selv… Det var lidt mærkeligt – dét må jeg indrømme. Men derudover så var der ikke noget sært ved sværdet. Men Pierres ’syn’ har før vist sig at passe, og vi bør nok holde skarpt øje med både Marco og sværdet.

 

Marco har lovet at ledsage mig rundt i Damar, når vi tager derover til foråret. Jeg vil gerne se, hvor de rejste med hæren; se de steder, som Pierre beskriver i sin journal; se de steder, hvor grevinden har været. Især vil jeg gerne se der, hvor det sidste store slag foregik, men det er nu lige så meget pgra. Guillaume, som det er pgra. grevinden. Hvem prøver jeg at narre? Mig selv? Selvfølgelig er det for at se der hvor grevinden døde, men det er i langt, langt højere grad for at prøve at finde et eller andet spor efter Guillaume. Selvom det er så forfærdelig længe siden alt sammen. Måske kan Pierre ’se’ noget for mig. Jeg må have vished.

 

Åh gud!

 

Senere: Det mest fantastiske skete i dag! Jeg viste de andre rundt i Børnenes Hus, da Dugarie dukkede op med en damariansk kulturattache. Han havde et frygtelig langt navn, men jeg fik kun lige fat i ’Ruiz Martin y Miro’. En meget køn ung mand, som ser ud til at vide, hvad ’good looks’ kan bruges til. Han har studeret poesi, litteratur og historie ved universitetet. Jeg kunne svagt genkende ham fra ballerne, selvom jeg aldrig har haft noget med ham at gøre før. Nå, nok om alle disse udmærkede kvaliteter. Den mest udmærkede kvalitet lå uden tvivl i hans oprindelse, for da Claire hørte ham tale damariansk, stoppede hun op og begyndte at tale! At tale! Og hun som ikke har sagt det mindste lillebitte pip nogensinde før! Monsieur y Miro fik ud af hende, at hun var adelsfrøken (vores lille Claire!) fra Damar og at hun havde rejst med noget karavane igennem Damar, var rejst over havet og kommet hertil byen med nogle ’spraglede mennesker’, som vel kun kan være zigøjnere. En højst besynderlig historie! Nu er hele familien, samt monsieur y Miro, nærmest sat i sving med at finde ud af hvad der er sket.

 

Marc gjorde mig i øvrigt opmærksom på noget lige så mystisk i dag; vi har i den seneste tid bespist en del børn, som ankommer i små flokke, sådan 3-4 stykker ad gangen. De spiser her, men taler ikke med andre end hinanden, og det gør de lavmælt og med fagter. De tager ikke imod tilbud om senge og tøj. De virker sky og forsvinder hurtigt igen efter maden er spist. Jeg har bedt nogle af de store børn i huset, om de mon kan komme lidt ind på livet af dem. Nogle gange kan børn opnå ting hos andre børn, som voksne ikke kan.

 

Om et øjeblik kommer de andre (incl. Dugarie og monsieur y Miro) til middag. Robert og jeg har spillet skak det meste af eftermiddagen, og det er rart at vinde for en gangs skyld! Og han har ledet slag i krigen i Damar!

 

22/11 1602. Sikken nat! Vi tog i byen efter middagen og dansede og festede natten igennem. Marco udkæmpede duel her til morgen, så vi havde valget mellem at gå tidligt i seng eller feste igennem, og sidstnævnte var der flertal for. Det var en spændende duel! Selvom den udfordrede (den notoriske kujon Louis René de Bouccard) ikke kæmpede selv, men havde medbragt en forkæmper – en mørkhudet og vældig dygtig fyr – som Marco med beklagelse at melde tabte til. Pierre var som sædvanlig bekymret om Marcos sværd, som han påstod havde en ’flimrende, blå aura’. Jeg kunne nu ikke se noget, selvom jeg da godt kan se, at sværdet er blåligt. Men det er jo også codoriansk, og måske ser sværdene bare sådan ud i Codora? Det passede ikke Marco at tabe, så han forsvandt fra skuepladsen straks efter kampen.

 

I Børnenes Hus opdagede jeg hvilket godt tag Stefano har på børn. Claire har på en enkelt dag udviklet sig til en rigtig lille tyran, men Stefano forstod at håndtere hende. I stedet for at spørge om hun havde lyst til at flytte hen til Maison de Bergerac, meddelte han hende, at sådan blev det. Hun og André flyttede ind allerede i dag. Nu må vi så se om vi kan finde en damariansk barnepige til hende, indtil vi finder ud af hvor hun hører til. Monsieur y Miro har allerede researchet lidt og fundet ud af, at hendes familie er så godt som udryddet. I hvert fald er det land, som tidligere var hendes families blevet delt ud mellem værdige modtagere, og en sum penge skulle ligge og vente på hende. Det er en besynderlig historie alt sammen. Hvordan er hun dog endt her? Vi tager hende med tilbage til Damar til foråret, og så må vi ses, hvad der skal ske.

 

Senere: Han har forladt mig… Han kom i eftermiddags og snakkede om at stoppe mens legen var god, før dette her ikke længere var nok… Bagefter sad jeg alene i stuen og lod mørket falde på omkring mig. Hundrede tanker hvirvlede rundt i mit hoved, men jeg har svært ved at finde ordene, der passer til. Så er det nemmere med følelserne; undren, skuffelse, en snigende ensomhed, en barnagtig forkælet vrede, der skriger, at jeg slet ikke var parat til dette her! Havde vi det ikke lige så godt? Jeg føler mig sandt at sige som et lille barn, hvis bedste legekammerat er rejst bort og aldrig kommer tilbage.

 

Jeg sad der i mørket, indtil Madame Renoir med en blanding af vrede og bekymring kom op til mig, og sagde, at nu var det tredje gang hun kaldte til middag, og hvis jeg ikke kom nu, så ville hun kaste min mad ud til baggårdskattene. Hun tændte lys og kunne jo godt se på mig, at ikke alt var som det skulle være. Jeg kunne ikke engang sætte ord sammen til et svar på om der var noget galt. Så sagde hun ’Åh, Herregud, kæreste barn…’ og uden at sige mere holdt hun om mig i en tid. Så trak hun mig ned i køkkenet og tvang mig nærmest til at spise, selv om jeg ingen appetit havde.

 

Nu sidder jeg her, og har stadig den der følelse i mig af ikke rigtig at være til stede. Han sagde, at jeg ikke elskede ham, og det er jo i og for sig sandt nok. Jeg elsker ham ikke, som jeg elsker Guillaume, som jeg elskede Charles, eller sågar som jeg engang elskede Blaise. Men en slags kærlighed er det alligevel, selvom jeg godt kan forstå, at den ikke er nok for én der ønsker mere. Men hvorfor skulle han ønske mere? Det er netop dét jeg ikke forstår; jeg troede, nej, jeg er næsten sikker på, at han havde det på samme måde som jeg. Han har i hvert fald aldrig givet udtryk for andet. At vi var legekammerater, og ikke kærester. At vi havde det godt sammen uden at have alt for besværlige følelser i klemme hos hinanden. Et eller andet sted havde jeg forventet, at når det endte, så var det noget, der sådan skete af sig selv; at det ville løbe ud i sandet uden nogen fortrydelse eller ord. At vi havde et forhold, som man med ord kunne ende – det havde jeg slet ikke set.

 

Nu farer billederne af alle de ting, som jeg kommer til at savne, rundt i hovedet på mig; Nicholas i min seng, Nicholas som min ledsager til baller, teaterforestillinger, operaer, Nicholas til middag, Nicholas’ smil, hans sorgløse væsen, turene med Nicholas i byen med hele flokken af musketerer og deres veninder – alle dem, som Robert ikke vil have, at jeg omgås. Åh ja, Robert… Mon ikke han bliver glad nu? Så er der den bekymring mindre. Så bliver der da skåret lidt ned på den skandaløse opførsel… Nicholas, der leende kysser mine blå fingerspidser, Nicholas, der stryger en vildfaren lok hår om bag mit øre, Nicholas, der favner mig så hårdt, at jeg får blå mærker af det… Hvordan bar han sig ad med at indtage denne store plads i mit liv? Det er aldrig gået op for mig før, hvor meget han og alt det vi lavede sammen fyldte.

 

Nå, spildt mælk, ville Madame Beauvais sige. Vi havde jo netop intet hold på hinanden, ingen krav eller forventninger, vel? Så jeg lader ham vel gå, sådan som han ønsker det, og jeg lader mig ikke kue af det. Men jeg kommer til at savne ham. Nicholas i mine arme…

 

23/11 tidligt om morgenen. Søvnen vil bare ikke komme til mig. Marco kom ellers sent i aftes og fik mig afledt lidt fra mine triste tanker. Han har selv haft det sært hele dagen – lige siden duellen i morges. Han har det vist ikke for godt med nederlag – hvem har det? Han lokkede mig med ned i havnekvarteret for at møde hans undergrundskontakt, Stinky Patch – et meget velvalgt navn. Fy for pokker, en på alle måde væmmelig personage – uvasket, rå, hostende og hakkende og spyttende – uh! Det vender sig i mig bare ved tanken. Marco har sat ham på sagen om de børn, der kommer til byen for tiden. Monsieur Patch fortalte, at de ikke er tilknyttet forbryderbanderne, og at de aldrig er i byen længe – de forsvinder bare… Nu har vi sat ham til at finde ud af, hvor de forsvinder hen. Det er da en besynderlig sag – dét også!

 

Bagefter tog vi herhjem igen, hvor vi drak (alt for meget) og snakkede om dette og hint. Marco nægtede kategorisk at tale om sværdet, men da han var faldet i søvn (han kan tåle væsentlig mindre end jeg), lånte jeg sværdet lidt og undersøgte det. Jeg tegnede mønstrene og sådan noget af til Pierre (det havde han ytret ønske om, at han gerne ville have), og lagde så sværdet pænt på plads igen. Så gik jeg i seng, men jeg har bare vendt og drejet mig, og kan bare ikke falde i søvn! Det burde ellers ikke være så umuligt! Jeg har ikke sovet i to døgn nu! Så snart Matinsklokken lyder, og byportene åbner, så tager jeg Springer med ud i Deumilleskoven. Lidt frisk luft vil gøre mig godt, og jeg trænger i den grad til at få tømt hovedet for tanker. Nicholas, Claire, de mystiske gadebørn, Marco og Marco’s sværd. Jeg kan ikke rumme mere nu!

 

Senere: Jeg kom ikke lige ud og ride i morgenstunden. Den rift jeg fik, da jeg prøvede Marco’s sværd er sprunget op i nattens løb og vil ikke holde op med at bløde. Jeg har været hos Broder Hospital to gange i dag, og har yderligere to gange måtte skifte forbinding. Nu har Broder Hospital syet riften (som ikke engang er særlig dyb), men jeg kan da se nu, at det igen er ved at bløde igennem… Det gør ikke specielt ondt – det er bare en rift, som altså bare ikke vil holde op med at bløde. Pierre opdagede det tidligere, og med den der dystre stemme han bruger, når han forkynder et syn, sagde han, at min finger lyste blåt på samme måde som Marco’s sværd. Det lyder jo ikke specielt opmuntrende! Indtil videre har jeg næsten fået ødelagt en skriftsamling af Seneca (som jeg sad og læste i indtil jeg faldt i søvn tidligt i morges), og har fået plettet min kjole.

 

Nå, ellers har det været en ret begivenhedsrig dag: Jeg har fået afleveret ’En krigers hjerte’ til Prins Louis’ Yndlinge, så får vi se hvad de siger. Jeg har lånt Marco £235 til at indfri hans gæld til klostret for købet af hans nye hus. Og så har det ellers væltet ind med informationer om vores flygtningebørn hele dagen. Jeg orker ikke at skrive det hele ned for sandt at sige er det ret besværligt at skrive med en forbunden finger (især når den hele tiden bløder igennem – selvom den er blevet syet!). Jeg vil nødig plette min journal. Nå, under alle omstændigheder så er Robert, Marco og Pierre taget ned i kloakkerne for at finde det sted, hvor en ca. 10-årig gadedreng er blevet fundet død. Måske vil der være spor at finde dér.

 

Jeg går selv i seng nu – jeg er dødtræt!

 

Senere: Denne dag synes aldrig at ende! Robert og Pierre vækkede mig for en halv time siden og bedt mig opbevare Marco’s sværd. Marco selv ligger svært såret i infirmeriet på klostret, og ingen ved endnu om han overlever. Åh, han skal klare det! Denne familie synes slet ikke hel, hvis Marco ikke er her. Han har bevæget sig ind i en plads i mit hjerte, sådan et sted mellem en fætter og en bedste ven. Lyset skal vide, at der er himmelvid forskel på ham og mig – ja, jeg har faktisk svært ved at finde lighedspunkter – men han hører bare sådan til i nærheden. Som en mandlig Madame Beauvais, som altid er der, når man har brug for ham. Jeg beder til Lyset, at han overlever!

 

24/11 1602. En rent ud sagt skrækkelig nat! Jeg har haft mareridt – ikke sådan noget konkret – blot skygger og mørke, der rækker ud efter mig og dræner mig for energi. Og så vågnede jeg til et mindre blodbad – min finger har blødt en del i nattens løb. Jeg må have ligget ret uroligt (ikke så mærkeligt med de drømme!). Det var ellers ved at gå i sig selv.

 

Senere: Robert og Pierre kom forbi i morges med Claire og André! De vil tage op til bondepigen i Nordlandet med Marco’s sværd, eftersom hun synes at have forstand på den slags. Børnene kan selvfølgelig ikke efterlades uden opsyn, så de er altså flyttet ind hos mig midlertidigt. Jeg overvejede først at de skulle bo i Børnenes Hus, som de jo kender, men da de hørte at de skulle være hos mig, blev de bare så benovede og glade, og så nænnede jeg ikke at sende dem væk. Jeg må nu se at få skaffet en barnepige, og dét i en fart, for jeg aner ganske enkelt ikke hvad man stiller op med sådan nogle små børn!

 

Jeg tog forbi Marco i eftermiddags, men han var stadig bevidstløs. Han ser bleg og blodløs ud – en skygge af sig selv. Broder læge siger, at han nok skal klare det – at han er gjort af et stærkt stof. Jeg vælger at tro ham. Derefter var jeg henne hos Dugarie. Dels for at spørge om han vil hjælpe mig med at finde en barnepige (gerne én, der også taler damarkansk), dels for at spørge om han har brug for en sekretær. Vi blev enige om, at jeg kunne starte, når jeg får en barnepige til at tage sig af børnene.

 

Da jeg kom hjem var Pippin noget træt af at passe børn (uden tvivl den mest uønskede opgave han nogensinde har fået af mig), så jeg tog alle tre med hen i Katedralen for at kigge på glasmosaikker – noget jeg aldrig selv bliver træt af! Jeg tændte nogle lys for Marco. Og så tog vi i parken – en dejlig tur. Alt i alt har det faktisk været en dejlig dag. Jeg er dødtræt – det kræver simpelthen uanede mængder af energi at holde øje med sådan et par unger! Man vender ryggen til et øjeblik, og vupti! er de væk, eller er ved at pille ved noget, eller kravler op eller gør ved. Puha! Vi Bergerac-børn må have været den rene prøvelse for Madame Beauvais – min respekt for hende er stadig voksende!

 

27/11 1602. Som dagene dog flyver afsted! Vi er på ture hver dag – i dag to vi i Deumille-skoven og spiste frokost på skovkroen ’ Den Brølende Kronhjort’. Jeg havde taget Springer med, som i dagens anledning måtte agere lastdyr for to børn, hvilket ikke passede den ædle ganger synderligt. Han foretrækker fart og spænding (det gør jeg nu også), og det sindige tempo var ikke hans stil. Hvis vi gør det her igen, så lejer jeg en godmodig gammel hoppe (som gode gamle Tønde) i stedet for. Dagens dont var tydeligt under Springers værdighed!

 

Pippin fulgte børnene (og Springer) hjem, mens jeg tog hen forbi Marco. Det gør jeg hver dag, uden der dog synes at være den store forandring. I dag tror jeg, at han drømte; han kæmpede i hvert fald i søvne på bedste carvintianske vis. Det var besynderligt at se ham ligge dér – vandret – og fægte i luften. Havde han stået op og haft en modstander havde det virket mere naturligt. Bare han snart vågner op!

 

30/11. Min redning er dukket op i form af en ung sorthåret dame ved navn Emilia y Constancis – børnenes nye barnepige. Hun er vældig sød og virker kompetent. Børnene tog hende straks til sig. Jeg må indrømme, at jeg har nydt disse dage med ungerne, selvom Pippin og jeg hver aften er gået fuldstændig udmattede i seng på et uhørt tidligt tidspunkt. Pippin har været guld værd – og jeg frygter, at han kommer til at bruge det her imod mig til at skæppe en ekstra skærv i hans opsparingsbøsse. Han fortjener det nu fuldt ud. Puha!

 

Marco har fået det synligt bedre. Han er begyndt at få lidt kulør i kinderne, og kaster sig ikke længere rundt i drømme. Det kan ikke være længe før han vågner nu. Jeg frygter lidt for, hvad jeg skal sige til ham. Jeg ved bare, at det første han vil spørge efter er sværdet. Robert bad mig lyve for ham, men jeg har alle dage været frygtelig dårlig til at lyve – jeg bliver fuldstændig transparent og enhver kan bare se på mig, at det ikke er sandhed, der kommer ud at munden på mig. Nå, jeg vil krydse den bro, når jeg kommer til den. Måske har han glemt alt om det forbandede sværd.

 

1/12. Marco er vågnet! Han ønskede at komme hjem til sig selv, hvilket jeg hjalp ham med. Vi har udstationeret et par vandrotter hos ham, så han ikke er alene. Madame Renoir lavede en kødstuvning til ham (der var nok til flere dage – selv hvis vandrotterne spiser med, hvad de jo nok gør).

 

Marco spurgte naturligvis til sværdet. Det lykkedes mig at afværge spørgsmål, indtil vi var hjemme hos ham selv, og det var blevet tydeligt, at hans sværd ikke var at finde nogen steder. Og jeg brød selvfølgelig øjeblikkelig sammen og tilstod alt; at Robert og Pierre havde taget sværdet og var draget mod Nordlandet med det. Årj! Hvor blev han gal! Vi diskuterede det en tid, og det endte med at han var gal på R og P, og ikke på mig… Så kan jeg forhåbentlig gyde olie på de oprørte vande, når parterne mødes igen.

 

Prins Louis’ Yndlinge har sendt besked om, at de gerne vil opsætte ’En Krigers Hjerte’. Jeg tager derned i morgen for at diskutere hvordan og hvorledes.

 

2/12. ’En Krigers Hjerte’ sættes op i februar næste år. Så skulle jeg lige kunne nå at instruere mv. før vi drager mod Damar. Det er svære tider for skuespillerne her uden for sæsonen. Jeg tror, at de glæder sig til at komme i gang igen. Det gør jeg nu også! Det er lidt som at komme hjem at besøge teatret, lidt som at besøge en flok gamle venner (hvad de jo efterhånden også er).

 

3/12. Sammen med Marco det meste af dagen. Han lader ikke til at bære nag mht. det med sværdet – gudskelov!

 

Monsieur Miro kom forbi i dag med en masse idéer til hvordan vi organiserer informationsindsamlingen. Det var godt, at han lige kom forbi og pustede lidt til ilden – nu er vi i hvert fald fyr og flamme igen. Alle de sædvanlige kilder er ikke rigtig kommet op med noget. Pippin og vandrotterne har ikke haft held med hverken at lokalisere flygtningebørnene, eller med at finde informationer om dem. Monieur Miro foreslog bl.a. at jeg brugte mine forbindelser ved Hertugindens salon og ved teatret. Han var bevidst om at mit rygte muligvis ville tage yderligere skade, men det bekymrer mig nu ikke; hvad er mit rygte i forhold til en flok børns liv? Mit rygte er jo alligevel ødelagt, så skidt pyt. Han nævnte i øvrigt, at han vist havde set et af mine stykker! Jeg skal lige have spurgt ham hvilket et, og hvad han syntes om det.

 

Jeg har indrulleret Alexia i informationsindsamlernes rækker. Vi går de sædvanlige steder hen; parker, kirker, de små caféer og restaurenter, og ser hvad vi kan lytte os frem til. Alexia har i øvrigt afgivet bestilling på sengetøj, duge, servietter og deslige til hendes brudekiste til mine sypiger. Jeg går ned med den i morgen.

 

5/12. Børnenes Hus er snart færdigt. En uges tid til og så kan 20 nye børn flytte ind.

 

Freddie er blevet sendt tilbage fra skomagermester Rienoux med anklager om tyveri! Freddie benægter selvfølgelig at have stjålet noget som helst. Han mener til gengæld, at han nok har været lidt for dygtig og lidt for glad for monsieur Rienoux’ datter, hvorved han har fået både de andre lærlinge og skomagermesteren selv på nakken. Men det er jo et noget uheldigt rygte at få påklistret mine børn. Freddie er vældig ked af det, for han kan godt lide arbejdet, men det bliver svært at finde en plads til ham nu. Jeg tog straks hen til monsieur Rienoux for at snakke med ham. Det viste sig at de ’stjålne’ genstande var dukket op igen, og at monsieur Rienoux var fuldt bevidst om, at Freddie ikke var skyldig i deres forsvinden (én af de andre lærlinge gik rundt med et blåt øje – der var måske en sammenhæng?). Nå, hvorom alting er, så vil monsieur Rienoux under ingen omstændigheder tage Freddie tilbage. Det viste sig, at Freddies varme følelser for hans datter var gengældt, og hun er lovet bort til en anden. Vi skiltes i fordragelighed, og monsieur Rienoux lovede, at han ikke ville sprede grimme rygter om mine børn. Men jeg tvivler nu på at hans lærlinge vil være lige så flinke – vi får se.

 

Da jeg kom tilbage til Huset, var Freddie godt gal. Han følte det som en vanære, at han ikke kunne holde på sin plads, og mente, at han havde lært rigeligt til at starte for sig selv. Han sagde, at hvis jeg bare kunne skaffe ham materialerne, så skulle han nok vise mig – og ikke mindst dem – hvor meget han havde lært på de 1½ måned, han nåede at have lærepladsen. Jeg tog ham på ordet; vi gik sammen hen til Madame Èpicier (købmagerlavets formands hustru), som jo havde lovet at hjælpe med at skaffe læder mv. hvis vi fik brug for det. Vi købte de redskaber, som Freddie mente han skulle bruge, og læderet skulle komme om et par dage. Det bliver ikke kvalitetslæder, for Freddie skal lige bevise sit værd først. Så får vi se, hvordan det går.

 

Jeg fik rendt så meget rundt, at jeg ikke nåede ned til teatret for at snakke med dem om rygtebørsen. Det må blive i morgen.

 

Dagen endte hos Roger. Minsandten om der ikke er salon på lørdag, og jeg er inviteret med! Det kunne jo ikke passe bedre ind i mine planer!

 

6/12. Robert og Pierre er vendt tilbage – med uforrettet sag, for sværdet forsvandt på vejen derop! Pist borte! Pierre fortalte mig, at der lå brev til ham fra Surene, da de kom hjem, og han havde sagt om sværdet, at det var fra før Lysets tid! Det skulle være sammensat at to sværd, og drikker sjæle! Uh! Væmmeligt at tænke på! Jeg håber, at det bare er en god historie, for hvis det passer, så… Ja, det giver mig faktisk allerede kuldegys op og ned af rygraden! Brrr! Heldigvis er mit sår læget for længst, så min sjæl bliver forhåbentlig i mig lidt endnu. Robert var temmelig utilfreds med mig over, at jeg havde fortalt det hele til Marco. Men han tilgiver mig nok.

 

Marco var noget bitter på de to herrer, og jeg fornemmer et opgør af en art nærme sig. Jeg håber, at de kan klare det uden at begynde at slås eller noget!

 

Monsieur Miro dukkede pludselig op i selskabet. Da ingen af os har kunnet opsnuse noget som helst (Alexia og jeg har ikke haft held med noget, Pippin og Marco heller ikke), forslog han, at vi startede ovenfra i stedet. Jeg starter jo i morgen hos Dugarie, så min opgave bliver at rode arkivet igennem, Marco er blevet sendt ud for at se, hvad han kan finde ud af i kortspillerkredse, og Robert og Pierre ser hvad de kan finde ud af i de højere kredse (Pierre har en tante, som skulle være ret velinformeret om sladderen i de højere kredse).

 

Vi aftalte at mødes til middag i Maison de Bergerac i overmorgen til middag.

 

Jeg nåede forbi Prins Louis’ Yndlinge og bad dem (de fem stykker, der var der) om at holde ørerne åbne omkring hvem, der ser ud til at kunne tjene penge på sådan en forretning. Monsieur Miro mener, at der er mange penge i spil her, og sådan noget tales der om. Men når der er penge nok i spil, så er der også penge nok til at betale folk for at holde mund… Jeg kunne godt snart trænge til noget ordentlig information – jeg synes, at vi render panden mod muren hele tiden!

 

Nå, det er blevet sent… I gamle dage var Nicholas kommet forbi netop nu, og havde hevet mig med i byen. Eller bare blevet til en hjemmeaften med vin og snak. Det kunne jeg godt have brugt nu. Jeg savner hans eventyrlige evne til at muntre mig op, når verden bliver lovlig mørk i det. Jeg savner ham…

 

7/12 1602. Uha! Hvor begynder man? Jeg har tilbragt stort set hele dagen med snuden i Dugaries arkiv for at lede efter efterretninger om forsvundne børn, eller bare et eller andet, der kunne belyse sagen lidt - forgæves. Monsieur Miro kom forbi og hjalp mig med at lede. Jeg fik lov til at læse de informationer, som han har fået støvet op indtil nu: Ca. 3 karavaner med 2-4 vogne pr. karavene er blevet observeret i Damar. Deres ukendte last blev udskibet fra havnebyer i Norddamar med et par ugers mellemrum. Miro har en teori om, at de børn vi har set i Ryendor City kun er toppen af isbjerget – at de er de få ’heldige’ børn som det er lykkedes for at stikke af fra karavanerne. De sortklædte mænd har så indfanget dem igen (dem alle?) og bragt dem tilbage til karavanerne, som bringer børnene til deres endestation – som godt kunne være kolonierne eller øerne…? Under vores samtale kom der besked til Miro; den zigøjnerfamilie, der havde Claire med, er blevet fundet, og én af dem fortalte, at hun var kommet løbende ind i deres lejr en aften – skræmt fra vid og sans. Hvorfra hun kom ved de ikke. Men de havde observeret en forladt vogn vest for Ryendor City på vejen mod en af de store havnebyer på vestkysten. Vognen blev aldrig afhentet, var bare forladt, og det kunne tyde på, at nogen har haft for travlt til at hente den igen. Det var dette, der fik Miro til at konkludere, at børnene højst sandsynligt bliver udskibet som slavearbejdere til kolonierne eller øerne – og at der er mange af dem… Man sætter ikke sådan et stort maskineri i gang, hvis der ikke er mange penge at tjene – altså mange børn at tjene penge på. Åh, det er så forfærdeligt, at jeg næsten ikke kan bære det! Så forfærdeligt!

 

I en helt anden dur, så kan man godt sige, at jeg allerede er startet som Dugaries sekretær. Det viser sig, at han rent faktisk har et par stykker allerede, som tager sig at korrespondance, arkivet og den slags. Jeg er blevet privatsekretær, og fik til opgave at sende blomster og chokolade til Elizabeth. Det er da ok. Men ikke helt så spændende som at have fingrene i korrespondancen og arkivet… Nå, måske falder der mere spændende opgave af senere.

 

Hm, en lille pudsighed, som jeg har bemærket ved Monsieur Miro: han siger aldrig farvel. Når han er færdig med at give besked eller snakke, så går han bare. Det er ikke på en uhøfligt måde – det er bare sådan, at når han er færdig med det ene, så skal han altså videre til det næste… Et meget koncentreret engagement, der ikke tolererer forstyrrelser eller afvigelser. Jeg kan egentlig godt lide det træk ved ham. Jeg kan godt lide den måde at tænke på – især fordi jeg selv altid distraheres af 27 forskellige projekter, som jeg lige er i gang med på samme tid. Hm, pudsigt!

 

8/12. Middag på Maison de Bergerac. Vi fik samlet oplysninger sammen. Pippin mener ikke, at der er nogen af de damarkanske børn tilbage i byen, men jeg bad ham alligevel om at hvis han eller vandrotterne skulle falde over nogle af dem, straks at tage dem med til Børnenes Hus og tilkalde mig. Pierre fortalte, at han havde fået snakket med sin gamle tante, som var en endeløs kilde til sladder om dette og hint. Relevant for os var følgende: Familien Rochette har adskillige giftefærdige døtre, men mangler medgift til dem. Giselle de Beaufort er endnu ikke blevet afsat (Robert burde slå til nu!), og et øget medgift samt noget land er blevet lagt oveni den allerede store medgift. Hertugen sidder stadig med gældsbrevet for de røde sten, som han anklagede Marco for at stjæle. Monsieur de Beauchamp er lovlig ødsel med sine penge. Familien Tristiennes gældsbreve er blevet opkøbt og krævet indfriet inden et år, så deres datter står pludselig helt uden medgift. Min personlige teori er at vores gerningsmand ikke er i alt for græl nød, for der må være skudt penge i fortagendet, inden det blev sat i gang. Hmm.

 

11/12. Miro havde inviteret alle til morgenmad på ambassaden, og vi udvekslede oplysninger om dette og hint. Og så lagde vi en slagplan; Jeg har en frokostaftale med Gabrielle i dag, og salonen i aften. Marco og monsieur Miro vil opsøge de byvagter, der havde vagten, da vognene med børnene forlod byen. Og Pierre og Robert vil finde oplysninger om hvem der har besiddelser og handelsforbindelser i kolonierne. Vi aftalte, at vi tager afsted i morgen tidligt.

 

Senere: Det var hyggeligt at se Gabrielle igen. Vi snakkede længe, men ikke meget om sagen. Gabrielle har en veninde, som har en bekendt, som ankom vestfra med en masse penge, som han netop var kommet til. Han havde forretninger andetsteds en tid, men ville vende tilbage og besøge hende. Jeg bad Gabrielle om at finde ud af så meget som muligt om den mand, for det kan da godt lyde som om at han kunne være involveret. Ellers snakkede vi om teatret, det nye stykke og almindeligt pigesladder. Det var rigtig hyggeligt.

 

Nu er jeg ved at gøre mig klar til at tage afsted til salon. Roger sagde i tirsdags, at det vist var en filosofisk diskussion vi skal have os i aften, men han kendte ikke detaljerne – det var vist en hemmelighed. Ah, der kommer han.

 

Senere: Interessant aften! Vi diskuterede forskelle og ligheder mellem den kirkelige og den reformerede tro udfra et filosofisk synspunkt. Der blev ikke diskuteret nogen brandfarlige punkter herved, men det var alligevel meget interessant. Jeg synes selv, at jeg klarede mig fint her til aften. Mine argumneter blev i hvert fald lyttet til og tilbagevist, og argumenteret for og frem og tilbage – meget vellykket aften!

 

Enkehertuginden har inviteret mig til the i morgen eftermiddag for at diskutere det med børnene. Jeg har sendt Pippin over med besked til de andre om, at de bare kan tage af sted i morgen tidlig, så skal jeg nok indhente dem senere.

 

12/12. Pippin meddelte her til morgen, at de andre havde besluttet at vente på mig (Marco havde vist nægtet at forlade byen uden mig, og så kunne de jo ligeså godt vente allesamen). Jeg er nu pakket og klar, så jeg kan tage af sted straks efter visittet hos enkehertuginden.

 

Senere: Skriver nu i tællelysets skær i en lille kro nogle timer uden for Ryendor City. Besøget hos enkehertuginden gik godt. Hun mistænker at noget tilsvarende skete efter krigen i Sach for et par år siden. Hun kunne ikke bevise det – det var bare en fornemmelse, men alligevel! Dette her bliver bare større og større hele tiden! Og mere og mere forfærdeligt! Men vi rejser ikke tomhændede til Brest. Marco og monsieur Miro fandt i går ud af, at én af de vagtmænd, som havde modtaget bestikkelse for at lade vognene med børnene igennem, nu har job som vagtmand på en gård eller koloni uden for Brest. Det er jo et temmelig interessant spor at følge! Gudskelov, at vi har efterårsstormene netop nu, for der er næppe nogen skibe, der vover sig ud på havet i denne tid.

 

Det var en mærkelig fornemmelse at spænde kniven på mit ben i eftermiddags. Det er længe siden, at jeg sidst gik med den (Marburg), og jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg føler mig tryg eller skræmt ved fornemmelsen af den. I sig selv er det en beroligende fornemmelse ikke at være ubeskyttet og ubevæbnet, men tanken om at den kan komme i brug skræmmer mig alligevel lidt. Det er jo et stykke tid siden at vi sidst var i clinch med en flok banditter. Nå, jeg er ikke bange for at bruge den, og bare tanken om hvordan de arme børn må have det, indgyder mig ekstra mod. Hvad skulle de gøre uden os? Hvad skulle de gøre, hvis vi ikke turde sætte noget på spil?

 

Der er en lidt sær spænding mellem de andre. Som om at der er noget de holder tilbage for mig – hemmeligheder! Der er ikke noget specifikt, jeg kan sætte en finger på – det er ren fornemmelse. Som om noget er … skævt? Jeg kan ikke finde ud af det – og nu gider jeg ikke at spekulere mere på det! Vi har en hård uges tid foran os, og jeg skal have min skønhedssøvn!

 

18/12. Puh! Sikke en dag! På sådan en dag som i dag skulle man sidde derhjemme foran pejsen med fødderne oppe, en god bog i skødet og en rødvinstoddy i hånden. Det har regnet og blæst og været koldt. Vi var drivvåde, da vi ankom her til aften. Nu har et varmt bad og noget tørt tøj gjort mig menneskelig igen. De første par dage var ellers dejlige. Springer har været i sit es – vi har skudt god fart, og selv det blæsende vejr var bare forfriskende. Men når regnen sætter ind som det gjorde i dag… så er det knap så vidunderligt. En tur i Deumille-skoven i dette vejr ville have været ok – vildt, men ok, fordi man netop vidste at man kunne ende dagen med pejs og bog og rødvinstoddy. Nå, hvorom alting er, så sover jeg godt om natten!

 

20/12 Brest. Så nåede vi endelig frem! Pierre, Robert og jeg var på havnekontoret i dag. Så vidt vi kan regne kan det sidste afgåede skib (sent september) ikke have nået at have børnene med, og det næste skib går først i starten af januar. Marco har fået kontakt til vagten Marcel, som ville introducere ham for hans chef, så Marco måske kunne få job på nævnte gård lidt uden for Brest… Det kunne jo ikke være meget bedre!

 

Vi er indlogerede på Den Gyldne Fortun, da Robert ikke ville ruinere sig selv ved at indlogere os på Moulin d’Olives… Jeg er skuffet! Men vi fik da spist middag derhenne i aftes, og det var herligt! God mad, god vin og deres chokolademousse var om muligt endnu bedre end den var sidst – mums!

 

Bagefter trak Monsieur Miro mig til side, og inviterede på et glas vin. Jeg må indrømme, at jeg havde forventet en lejlighed til flirte lidt uskyldigt, og få spurgt ham om hvad han syntes om mit skuespil (han har jo tidligere påstået, at han har set et af dem). Det viste sig dog at den altid praktiske Monsieur Mrio kun havde til hensigt at plukke min hjerne for mulige venner og fjender her i Brest, som vi skulle være opmærksomme på, og evt. kunne drage nytte af, under vores eftersøgning. Det er jo så hvad det er, men da han så først anfægtede min strategiske begavelse (eller mangel på samme), og bagefter fornærmede mig, mens han på fornærmet vis undskyldte for at have fornærmet mig (…), ja, så var der ligesom ikke rigtige mere at sige til det. Og tænk engang – bagefter bukkede han blot og gik (ja, det plejer han jo at gøre, når han er færdig med én). Efterlod mig stående dér midt i en offentlig krostue! Større fornærmelse kan man vist ikke vise en dame (det skulle da lige være at efterlade hende på et dansegulv)! Ak ja, nogen mennesker er bare umulige at blive kloge på. Det ærgrer mig nu lidt. Jeg tror, at han kunne være blevet en god ven, men han virker meget opsat på ikke at kunne lide mig. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til at komme tilbage til byen. Jeg trænger i dén grad til at blive flirtet med! Det sker bare ikke rigtig, når man rejser med sin bror og sine fætre, og så en fyr, som bare ikke vil flirte med én. Jeg arme stakkel! Hvor er Nicholas, når man har brug for ham? Nå nej… han vil heller ikke flirte med mig mere… Måske er det mig, der er noget galt med? Hm!

 

Nå, samtalen med Monsieur Miro medførte, at jeg skrev et kort brev til Charles af Anjou for at fortælle ham, at vi var i byen i et ærinde, der er relateret til Børnenes Hus, og at jeg ville blive glad, hvis han havde tid til at se mig. Så får vi se, om han har tid og lyst til det. Jeg vil jo helst ikke rode ham ud i mere end højst nødvendigt – han skulle nødig blive træt af at have mig rendende.

 

Pierre og jeg var i Bogtårnet i dag. Den elskelige gamle mand, som plejede at eje stedet, er desværre død, men hans søn (som heller ikke er helt ung) har overtaget foretagendet. De havde et par af mine bøger på lager, og havde ikke fået solgt af dem endnu (øv). Boghandleren fik mig til at signere et par stykker – det kan være at det kan få dem solgt. Nuvel, jeg havde nu heller ikke regnet med at blive den nye Tychidid (ham er der kun én af!), men jeg havde da ønsket, at bøgerne gik lidt bedre. Måske vil min bog om de kendte kvinder gå lidt bedre. Hvis den altså ikke er for kontroversiel og skaber skandale i stedet… Jeg må hellere vente med at udgive den til Robert er blevet gift! Men jeg gik ikke tomhændet hjem derfra (det gør jeg aldrig!) – to digtsamlinger; ’Septemberroser’ af Tychidid og ’At være virkelig’ af Milon di Verona (som jeg ikke har læst noget af før). Dem glæder jeg mig til at fordybe mig lidt i, men det bliver desværre ikke nu. Jeg er dødtræt og hvem ved, hvad morgendagen bringer? Ikke jeg.

 

21/12 Brest. I aften går det løs! Marco var til samtale med henblik på ansættelse (og infiltrering) i barakbyen, men det gik ikke så godt. Han er ret sikker på, at de fattede mistanke, så det er bedst hvis vi går til angreb i aften. Han var et smut derude og spionere, og der ser ganske rigtig ud til at være både børn og en hel del vagter (20-30 stk.) derude. Vi kan ikke gøre det alene, men det var der heldigvis råd for. Robert snakkede om at finde folk i havneknejperne, og Monsieur Miro snakkede om at hyre de lokale thugs. Men så fik jeg en bedre idé: i Brest er der et kompagni af HM Kongens musketerer, og lur mig, om der ikke var nogen i blandt dem, som jeg kendte, og som gerne ville hjælpe. Marcel fra det gamle slæng var der, og han havde op til flere charmerende venner, som gerne ville stille op i den gode sags tjeneste. Robert snakkede med kommandanten, og han gav grønt lys til dem, der gerne ville deltage (og i øvrigt havde fri), selvom kompagniet selvfølgelig ikke kan deltage officielt. Så nu får vi se, hvor mange, der dukker op i aften.

 

Èn af musketerne især var overordentlig tiltalende, en Michel de Rochelin. Han har et fantastisk flot overskæg og et glimt i øjet, man bliver helt blød i knæene af. Ham håber jeg så sandelig, at jeg kommer til at se mere af… jeg mener til.

 

Pierre har i øvrigt lagt sig syg. Han skulle nok have holdt sig fra muslingerne i går. Vi har haft læge til ham, men der er vist ikke meget andet at gøre end at vente på at det går over. Robert og jeg var ellers ude og gå i byen i dag, og hvis det ikke havde været for Pierres uheldige oplevelse med muslinger i går, så havde jeg såmænd nok valgt dem til frokost. I stedet fik jeg et meget lækkert stykke fisk (smørfisk, kaldte de det vist) – mums! Vi var også lige et smut forbi teatret for at se om der gik noget spændende (på det tidspunkt vidste vi jo ikke, at vi ville få travlt i aften), og tænk! ’Labyrinten’ var på plakaten! Den går ugen ud, så mon ikke jeg når at se stykket alligvel? Det kunne være sjovt at se en anden opsætning end den jeg kender!

 

Og nu jeg er i gang med at fortælle alting i omvendt rækkefølge: før morgenmaden hev jeg lige fat i Monsieur Miro. Med det mest seriøse udtryk i ansigtet undskyldte jeg for min uforskammede opførsel i går, og bad ham tilgive mig. Og det gjorde han da også. Egentlig var det for at se, om han selv ville undskylde for sin egen ubehøvlede opførsel - det gjorde han imidlertid ikke. Trist. Senere tilstod han overfor Robert og mig, at han havde studeret vores filer i Dugaries arkiv (tænk, dem har jeg aldrig selv skænket en tanke – men nu må jeg hellere se at få dem læst!). Det kunne jo forklare hans noget studse og uinteresserede behandling af mig – jeg kan forestille mig, at der står mange knapt så flatterende ting om mig i den fil. Egentlig er det meget rart, at jeg bare kan opføre mig overfor ham, som jeg gør overfor Robert og fætrene. Der er ingen grund til at forestille sig overfor én, der kender alle ens hemmeligheder. Tænk, at jeg aldrig havde skænket det en tanke, at jeg selv kunne optræde i arkivet! Jeg er bare så nysgerrig efter at se, hvad der står om mig! Gad vide om der står noget om min liaison med Marianne? Hmmm!

 

Nu har jeg skrevet et brev til hertugen af Anjou, som jeg efterlader hos stakkels syge Pierre, for det tilfælde at vi ikke vender tilbage. I brevet står hele historien med samt en angivelse af hvor barakbyen (som kaldes Maison Katelaine) ligger. Og så må jeg vist hellere lige få opdateret mit testamente. Nogen skal jo overtage Børnenes Hus, hvis jeg ikke vender tilbage (det forventer jeg nu nok, at jeg gør). Det bliver jo nok Alexia. Hun behøver jo ikke at være der så meget som jeg er, bare hun vil tage det overordnede ansvar.

 

Jeg kan mærke, at jeg er temmelig spændt på det hele. Det er jo noget tid siden, at jeg sidst har deltaget i noget, der bare mindede om. Godt at jeg nåede at deltage i en del jagter i løbet af efteråret, så jeg ikke er alt for rusten udi skydningens ædle kunst. Selvom det til enhver tid er noget andet at skyde mennesker end dyr. Selvom mennesker, der holder børn som slaver i mine øjne ikke er meget mere end dyr. Der skal nok blive ydet retfærdighed i nat!

 

23/12 En lille landsby et par timer i karet øst for Brest. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal få de sidste par dage ned på skrift… Men det skal gemmes for eftertiden, så jeg må hellere tage mig sammen. Jeg er meget meget træt, så det bliver i sammenfattet form:

 

Vi fandt børn derude… 97 af dem, fordelt på 27 fra Damar, 6 fra kolonierne (lige så sorte som natten), 16 børn fra Sach (de har været her længst – omkring 6 år…), 11 børn fra Almohadh og 37 ryendorianske børn. 97 børn! De har været holdt som slaver, har lavet halvfabrikater af lædervarer, snedkervarer og metalvarer. De er frygtelig tynde, og skræmte og skeptiske. Det knuser mit hjerte at tænke på hvad de har været igennem. Jeg kan slet ikke fatte, at nogen kan være så onde at de kan udsætte børn for sådan noget! Jeg skød selv to af vagterne derude, og smadrede næsen på en tredje, og det var ikke for meget! Jeg fandt en pige – højst 13-14 år – bundet til en seng! Jeg kan slet ikke bære at tænke på det!

 

17 musketerer stillede op til vores lille ’skovtur’ og de gjorde et blændende stykke arbejde. Efter kampen havde vi taget 8 fanger – 2 af dem døde i løbet af den første nat af de sår de havde pådraget sig i kampen. Resten blev udspurgt af Marco, kaptajnen for musketerkompagniet (som kom herud morgenen efter) og en Broder Jerome (vil du tænke dig, at jorden, som slavelejren lå på, var lejet af kirken? Kom ikke og fortæl mig, at de ikke har anet, hvad der er foregået herude i de sidste 6 år!). Det var nu ikke meget de kunne fortælle. Lederen af lejren hed Sorte Edward, og han sprængte sig selv og alle sine papirer i luften under kampen. De vidste ikke hvem der stod bag, viste kun at en rødhåret kvinde har været herude og inspicere. Miros teori lyder, at kardinalen må have haft folk herude og snuse, og at den rødhårede kvinde meget vel kunne have været hans agent… Det kan ikke være Marianne… Jeg nægter at tro det! Jeg nægter! Og nages lidt… Nej! Det kan ikke være sandt!

 

Og nu Monsieur Miro er nævnt… Tja, jeg ved ikke rigtig. Jeg tror ikke, at kan kan lide mig, og jeg kan ikke rigtig gennemskue hvad det var jeg gjorde, der udløste det. Det er nu heller ikke fordi at jeg er lige vild med ham hele tiden – han kan være noget så irriterende og egenrådig. Men jeg kan godt lide den måde han tog sig af børnene på, og jeg kunne godt lide, at han vækkede mig midt om natten efter kampen for at snakke om, hvad vi nu skulle gøre med alle de børn. Og samtidig kan han med mellemrum irriterer mig helt vildt. Jeg kan ikke blive klog på ham, og dét at han ikke kan lide mig, det kan jeg ligesom ikke rigtig gøre noget ved. Det er nu også ok – ingen kan gøre alle tilfredse, og jeg må indrømme at det er vigtigere for mig, at jeg selv og mine nærmeste ikke har for mange klager over mig. Can’t win them all, I guess.

 

Men dette her er så hvad vi ved eller har gættet os til: Filip (én af de sachsiske drenge, og dén som virkede mest fattet af børnene) fortalte mig, at nogle af børnene har hørt Sorte Edward omtale én af bagmændene som ’hertugen’ eller ’baronen’… Det kan jo kun være én person – vores gamle nemesis le duc. Det kommer ikke bag på mig at det er ham. Vi kan selvfølgelig ikke røre ham – vi kan jo intet bevise, og selv hvis vi kunne, så kunne vi stadig ikke røre ham. Og vi ved at kardinalen ved det (eller det har vi gættet os til – foregår der noget her i landet han ikke ved?), og at informationen om le duc og denne sag derfor står i hans arkiv parat til brug. Åh, jeg håber inderligt, at Kardinalen kvaser le duc fuldstændig sønder og sammen! Jeg håber virkelig, at jeg kan lade være med at sparke le duc næste gang jeg skulle støde på ham. Og jeg behøver vel ikke at nævne, at Robert har droppet tanken om at gifte sig med hans stakkels datter – dét er ikke en familie vi skal ind i (selv hvis vi kunne)!

 

Robert red afsted til hertugen af Anjou, da vi havde befriet lejren, dels fordi vi på det tidspunkt troede, at vi var under hans jurisdiktion her, dels for at bede ham om hjælp til børnene. Det glæder mig, at selvom biskoppen af Brest har lovet at sørge for mad til børnene, så er hertugen der til at garantere at det sker. Han har desuden lovet at sørge for transporten af børnene til Ryendor City, så snart jeg har et hus stående klar til dem. Jeg nåede heldigvis lige at få et bad og skifte tøj, inden han dukkede op. Jeg var stadig i samme tøj jeg var gået i kamp med i fredags, og jeg havde desuden pådraget en betragtelig mængde lopper fra de kære børn, der havde insisteret på at sove omkring og nærmest på mig de sidste to nætter. Børnene hungrer i dén grad efter nogen, der vil tage sig af dem, holde om dem, gøre noget godt for dem. Nuvel, det skal jeg nok gøre mit for. Lyset skal vide, at disse børn trænger til det og fortjener det! Pierre og jeg nåede minsandten også at få købt bryllupsgave til Dugarie. Det er jo nærmest ved at være sidste øjeblik vi kom afsted, hvis vi skal nå hjem til brylluppet. Vi kører med hertugen af Anjou og hans charmerende søster Charlotte. Hun er ualmindelig sød og velbegavet, og jeg har diskret gjort en del reklame for Robert overfor hende. Se, hun er et parti, som Robert kunne blive rigtig glad for, selvom jeg godt ved at vi stiler lovlig højt, når vi drømmer om en hertugs søster som brud. Du gode! Jeg får det til at lyde, som om det er mig, der skal giftes med hende! Jeg mener bare, at det ligger mig virkelig meget på sinde, at Robert bliver lykkelig. Og man har jo lov til at drømme, ikke sandt? Apropro drømme, så skulle jeg tage at komme i gang med netop det. De sidste par dage har været rimelig hårde, og jeg trænger virkelig til at få sovet en hel nat igennem!

 

30/12 Ryendor City. Så nåede vi tilbage – i sidste øjeblik; brylluppet er i morgen! Vi tog afsked med hertugen og hans følge ved hans palæ (og han har lovet at komme forbi og se Børnenes Hus, mens han er i byen). Jeg tog den direkte vej forbi Alexia’s hus og tryglede hende om at komme og hjælpe mig med kjolen til i morgen. Hun synes, at jeg nok var noget sen på den med at få sådan noget arrangeret og lod sig kun lokke mod at jeg ville fortælle hende alt vi havde oplevet, og det gjorde jeg jo kun gerne. Hun var noget chokeret over historien og var helt med på at sprede lidt let sladder om le duc, bare for at stikke en kæp i hjulet på ham. Vi kan jo ikke gøre noget rigtig skade på ham, men vi kan godt sværte ham lidt til (det var i øvrigt enkehertuginden af Oldenborgs idé; hun sagde, at det meget vel kunne være folk højt påstrå, som var involveret, og den slags kan man kun nå med sladder. Nuvel…). Kjolen blev vældig vellykket. Det var min gamle blå kjole, som jeg fik i anledning af Guillaumes 18 års fødselsdag (det er noget tid siden!), men med Alexias ferme nål og spændende idéer (tilsat nogle hvide kniplinger og en håndfuld perler, fra den kæde, der gik i stykker sidste år) blev den forvandlet til højeste mode, med det helt specielle særpræg som er Alexias. Hvis jeg havde råd, ville jeg lade hende sy alle mine kjoler om, så ville jeg have en helt unique garderobe. Desværre er hendes idéer ofte lidt kostbare, så det bliver ikke lige nu, hvor jeg kommer til at have en del udgifter i forbindelse med huset til Brest-børnene. Jeg skal have sendt Pippin afsted for at spørge Gabirelle om hun har tid til at komme forbi i morgen og sætte mit hår. Bare hun så ikke er for tømmermandsramt i morgen! Hvis jeg kender hende ret, så er hun til et brag af en fest i aften.

 

Alexia og jeg tog Philippe og Pippin med til 9-messen, og Pippin fik skaffet os nogle acceptable pladser - det gav pote, da han råbte ’det kan da ikke passe at enkemarquessaen skal stå op til nytårsmessen!’ Et par unge mænd sprang straks op og blev vist lidt forvirrede over, at enkemarquessaen ikke var en gammel grå kone. Det vigtigste var nu at få Philippe ned og sidde – han ville aldrig kunne klare en hel messe stående. Alexia, Pippin og jeg klarede fint at stå op – jeg har alligevel altid haft svært ved at sidde stille længere tid ad gangen, og jeg har alt andet lige siddet ned i en karet i en hel uge.

 

Jeg må med skam at melde tilstå, at jeg takkede nej til at ledsage Alexia til en selskabelig sammenkomst, som hun skulle til hos sin forlovedes familie. Jeg ved at det ikke er sådan man træder ind i det nye år – sovende alene før klokken 2 – men jeg orker sandt at sige ikke andet. Jeg skal tidligt op i morgen (hvad ligner det også at holde bryllup dagen efter årets store festdag?!?), og det har været en lang dag. Og dagen efter i morgen skal jeg på jagt efter et stort hus, der kan rumme mindst 70 børn (Miro ville tage sig af de damarkanske børn, som jeg er sikker på at ambassaden nok skal finde husly til).

 

Ville det være passende at filosofere lidt over det forgangne år? Hm, året synes at være fuldt af gadebørn og Nicholas. Nu har jeg fået dobbelt så mange børn at tage mig af, men ingen Nicholas. Og selvom jeg følte mig overordentlig fristet af det smukke overskæg i Brest, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville have gjort andet end at flirte med ham. Jeg vil ikke rodes ud i flere forhold, før jeg har fundet Guillaume. Men flirte kan jeg da heldigvis gøre med god samvittighed – det er jo en fornøjelse i sig selv. Der er ikke noget, der kan styrke selvtilliden og livsglæden som en god flirt. Mere af det! Hvis jeg får tid… Året der kommer, bliver ikke mindre travlt end det, der er gået. Nå, jeg vil gå det nye år i møde med krum hals – er der andre måder at gøre det på?