Hvordan det siden gik...

 

Resten af livet

 

 

1.Manon skriver skuespil, masser af skuespil! Inden for de næste 5 års tid opnår hun en status af legendarisk omfang. Hun skriver komedier, tragedier og dramaer. Nogle er letbenede og nogle er dybsindige. Store og små succeser (ingen deciderede flops!), men samtiden forstår ikke altid pointen i de dybere stykker. Hun skriver under navnet ’Manon’ – alle ved jo alligevel hvem hun i virkeligheden er. Mange af skuespillene portrætterer stærke kvinder med god forstand på mange ting. De er ikke som sådan ’rødstrømpe’-skuespil. De handler yderst sjældent om kvinderettigheder som sådan, men sniger nærmere budskabet ind af bagvejen, så publikum af sig selv accepterer en stærk kvindefigur, uden at skulle bryde hovederne med et kontroversielt budskab. Den succes hun ikke får i sin samtid får hun til gengæld senere. Med tiden vil man kalde hende ’den kvindelige Tychidid’, og en dag bliver der skrevet en biografi om de to, hvor deres liv og skrivestil sammenlignes med titlen ’Tychidids lærling’. Jeg er sikker på at det ville have glædet Manon meget!

 

2.Manon bliver gravid i Genoi, umiddelbart før hun rejser hjem derfra. Hun opdager, at hun er gravid lige omkring Roberts bryllup. Manon beslutter sig til, at hun ikke vil giftes med Gabriel da Silva, selvom hun er glad for ham, og selvom Robert i første omgang kræver det. Gabriel hidser sig selvfølgelig op, da hun skriver til ham om sagen, men hun står fast på sit; hun mener ikke, at de nogensinde kunne være lykkeligt gift, dertil har deres forhold været for stormfuldt. Men hun lover ham, at hun vil tage barnet med til Genoi, når hun mener, at det er gammelt nok til at rejse.

3.Den 24/1 1605 føder hun sin søn Gabriel de Bergerac da Silva. Efter aftale med Robert får hun lov til at vedkende sig ham og beholde ham, mod at hun fortæller en røverhistorie om, a hun blev lovformeligt gift med faderen i Genoi, men at han kom af dage, inden hun rejste hjem igen. Hvor mange der tror på dén vides ikke. Manon frasiger sig i den forbindelse navnet Montrouge, og kalder sig igen Bergerac. Manon elsker sin søn over alt på jorden. Hun tager ham med overalt; på rejse, i teatret når der sættes skuespil op, i Børnenes Hus mm. I perioder sender hun ham dog til Bergerac, hvor han deltager i de andre Bergeracbørns undervisning. I Ryendor City undervises han af Broder Jerome, af særligt udvalgte privatlærere eller af Manon selv. Nicholas underviser ham i bl.a. fægtning. Hun elsker Gabriel meget højt, og har svært ved at sætte grænser for ham. Gabriel beundrer Nicholas St, Marie grænseløst, og vil selv være musketer, når han bliver stor.

 

4.Hendes forhold til Charles af Anjou udvikler sig til et tæt venskab – de har meget at tale om, og har mange fælles interesser. Hun tilbringer af og til en måneds tid på Anjou. Hans kommende kone(r) vil tolerere hende, men næppe mere end det. Hun får indblik i et kompliceret menneske, som altid elsker sine elskerinder mere end sine koner, og som går voldsomt op i radikale idéer om ligeværdighed mellem høj og lav, og den slags.

 

5.Der kommer mange flere piger på kunstakademiet efter Filippa, som klarer sig fabelagtigt på skolen. Hendes gode eksemplar baner vej for mange andre. Manon forsøger at gøre det samme på universitetet i Ryendor City, som hun gjorde i Genoi. De er noget mere stive i det i Ryendor, og det bliver sværere – især fordi pigerne i første omgang bliver slået i hartkorn med de kurtisaner, som også går der. Men det lykkedes efter mange år. Det bliver aldrig til mere end et éncifret procenttal af piger på universitet i Manons levetid, men man skal jo starte et sted…

 

6.Nicholas er hendes faste elsker i mange år, og når han ind imellem er gift, forbliver de nære venner. Gabriel nærer et hemmeligt ønske om, at de en dag gifter sig, men det ligger hverken til Manon eller Nicholas at ødelægge et udmærket forhold ved at legalisere det. Friheden er klart et at de fremtrædende forcer ved deres forhold.

 

7.I 1615 dukker Guillaume en dag op på hendes dørtrin. Han bliver modtaget med hjertehamren og åbne arme, og flytter permanent ind – til Gabriels store fortrydelse. Guillaume er mærket af de krige han har deltaget i, og har mange ar på sjæl og legeme. Han og Manon er sammen, indtil hun dør. De bliver aldrig gift, men ingen er i tvivl om, at de to hører sammen. Manon er ham aldrig utro. Han og Nicholas får et lidt anstrengt forhold til hinanden, for Nicholas kan ikke lade være med at flirte med Manon. Og så synes Guillaume, at Nicholas fylder Gabriel med tåbelige drømme om hæder og ære i krig – noget som Guillaume ikke mener findes. Hans forsøg på at overtale Gabriel til at vende sig mod bøgerne fejler miserabelt, og får tværtimod Gabriel til at kæmpe imod boglig lærdom med næb og kløer.

 

8.Manons hus bliver et samlingssted for digtere, skuespillere og skønånder – og så alle dem, der følger med i købet – ligesom Tychidids var det. Også de studerende falder forbi (som i Genoi). Der kommer også adelige og velhavende borgere. En gang imellem inviterer hun til diskussioner om dette og hint, som enkehertuginden af Oldenborg gjorde det. Med tiden køber hun nabohuset og udvider. Hun får aldrig nogen overvældende god økonomi, men får af og til noget støtte af forskellige beundrere og mæcener. Der er ikke meget at arve efter hende.

 

9.Hun rejser en del – til Damar og Genoi især. Gabriel og siden Guillaume ledsager hende.

 

10.Venskabet med Marcello består. Hun rejser til Genoi med 3-4 års mellemrum og bliver et par måneder. Han maler hende flere gange. På hans sidste maleri af hende er hun 52 år. Året efter dør han, og hun vender aldrig tilbage til Genoi igen.

 

11.Hun ser aldrig Gabriel da Silva igen. Han bliver stukket ned i en duel, efter at han har fornærmet en højtstående person (som sender en professionel duellant i stedet for at møde op selv), kort før at Manon for første gang tager Gabriel Jr. med til Genoi. Hans digte om ’Dragen’ er kort forinden blevet udgivet dedikeret til ’Manon St. Marie’. Man siger, at han aldrig rigtig kom sig over tabet af hende (skønt flere kvinder påstår at have været genstand for de kærlighedsdigte han siden skrev).

 

12.Hun skriver adskillige bøger – hovedsagligt biografier over viljestærke kvinder, men også rejsebeskrivelser og beretninger om historiske begivenheder. Hun skriver også adskillige pamfletter mm om kvinderettigheder. Dem bliver der flere af efterhånden som hun bliver ældre og mere excentrisk.

 

13. I 1618 dør Tychidid, og Manon får beskeden, at han døde før sin tid. Manon sørger dybt over sin lærermester, og skriver flere elegier over ham. Hun åbner det forseglede brev, som han gav hende i afskedsgave, da hun forlod Genoi første gang.

 

14.Børnenes Huse består i mange år. Hun sørger som ældre for at der er kørt folk i stilling til at overtage – Pippin bliver én af dem. Konceptet med at finde lære- og arbejdspladser til børnene fortsætter med held. Efterhånden bliver det et kvalitetsstempel at ansætte et barn fra Børnenes Hus. Desuden kan mange godt lide, at man dermed også gør en god gerning, og samtidig kan man gnubbe sig lidt op af hertugen af Anjou og andre adelige, som støtter foretagendet. I eftertiden går det op og ned for børnehjemmene, og ca. 200 år efter Manons tid eksisterer de ikke mere.

15. Hun opretter adskillige skoler for de ubemidlede – både i Ryendor City, i Brest og i flere andre større byer. De finansieres på samme måde som børnehjemmene. Skolerne består til i dag, men er nu eksklusive kostskoler for de rige – helt omvendt Manons oprindelige intentioner med skolerne. Men tiderne ændrer sig jo…

 

16.Hun dør mæt af dage som 59-årig. Ved hendes begravelse fyldes katedralen i Ryendor City med folk fra alle samfundslag. Man vil sige om hende, at skønt hendes rygte var tvivlsomt, så var hun en gudbenådet skuespilforfatter, og at hun gjorde meget for de fattige, for børnene og for kvinderne i Ryendor. Pippin, Filippa og Gabriel arver hende - skønt der ikke er meget at arve. Guillaume lever i 3 måneder efter Manon er død. Mange af deres fælles venner mener at han mistede viljen til at leve, da hun døde. Han begraves i stilhed i samme grav.

 

De andre:

1.Vandrotterne antager efternavnet ’de Manon’. Det går dem generelt skidt, i modsætning til de øvrige børn fra børnehjemmene- man kan tage Vandrotten væk fra gaden, men man kan ikke tage gaden ud af Vandrotten... De dedikerer deres liv til Børnenes Hus, men de lever også hårdt og i konstant kamp med andre børnebander. De fleste af dem dør unge. Få af dem klarer sig rigtig godt, og kommer for alvor væk fra gaden og ind i respektable erhverv.

 

2.Pippin gifter sig med en trivelig bødkerdatter og får mange børn. Han forbliver tæt knyttet til Manons hus og Børnenes Hus. Han får endelig sin uddannelse og bliver sekretær i den damarianske ambassade. Han bestyrer i en overgang Børnenes Hus. Han bliver ikke gammel.

 

3.Filippa bliver en dygtig arkitekt. Hun gifter sig som 20-årig med en lavadelig arkitektstuderende, som hun møder på l’Academie des Arts i Anjou. De bliver et par meget efterspurgte arkitekter. Hun bliver i sandhed et berømmeligt forbillede for sine medsøstre.

 

4.Robert bliver gift med Charlotte af Anjou. De får et godt og stabilt ægteskab. De får tre drenge i rap (heriblandt Jean Luc, som I kan læse om i Fiona Blackwells biografi), og derefter en pige, som dør som spæd. Marianne dukker op en enkelt gang, og Robert har sit første og eneste sidespring i ægteskabet. Hans uægte datter bliver godt gift med en købmand. Han har altid projekter og forbedringer på Bergerac og Ceara i gang. Han bruger alle sine penge på det. Mange af forbedringerne eksisterer i eftertiden, men det tager hårdt på Robert. Han dør ca. 55 år gammel.

 

5.Pierre bliver en rigtig bognørd. Han studerer magi, men kommer aldrig til at dyrke det. Han bliver gift to gange. Han får 1 dreng og to piger med første kone, og en pige og en dreng med kone nummer to. Så han laver altså andet end at læse…

 

6.Reynaud lever godt og længe i Damar. Han får 4 piger og 1 dreng. Han vender aldrig tilbage til Ryendor.

 

7.Daphne bliver ikke gift, men tager i stedet til Damar og bliver guvernante for Reynauds børn.

 

8.Maurice dør ung i Sach. Han når ikke at blive gift.

 

9.Marco stikker af, og vi ser ham ikke igen, før den dag han dør. Han gifter sig med Louise, datter af ridder Reél, som vi møder i St. Michél, og får et par børn, bla. sønnen og arvingen Enrique (som du også kan læse om i Fiona Blackwells biografi), som sendes som plejesøn til Robert, da Louise dør. Enrique vokser op blandt Bergerac-børnene og uddannes sammen med dem. Som sin far bliver han en fabelagtig fægter – men han bliver også uddannet, som alle Bergerac-drengene, af Nicholas St. Marie. I mange år ved ingen, hvad Marco foretager sig, men i 1624 dukker han op i Ryendor City, hvor han udfordrer de dygtigste musketerer til duel. Han slår to ihjel, inden han når til Nicholas St. Marie. En legendarisk kamp udspiller sig i Nicholas’ fægtesal med blandt andre Jean Luc (Roberts 3. søn) og Enrique som tilskuere (da ved de ikke, at det er Marco). Manon tilkaldes og ankommer i sidste øjeblik, og Marco dør i hendes arme. Alle, også Nicholas, mener bagefter, at Marco godt kunne have vundet kampen, men bevidst sørgede for, at Nicholas gjorde det. Som i livet var også Marco i døden en gåde.

 

10.Mama bliver meget gammel, og når at blive oldemor.

 

11.Er der nogen du mangler at høre om? Send en mail på louise@greiner.dk