Krig

 

 

Forberedelser til krig

 

 

21/6 1601 Bergerac! Jeg er lykkelig! Vi er hjemme. Tjenestefolkene var selvfølgelig ikke forberedt på vores ankomst. Vi havde jo ikke sendt besked, så inden længe stod huset på den anden ende. Madame Beauvais ville i første omgang slet ikke lukke os ind, så lurvede vi så ud. Så kom hun i tanke om, hvordan det ville se ud, at husets herre stod der på dørtrinnet i dén tilstand og lukkede os mere end modvilligt ind. Hun fortalte at Daphne og Danielle var ude at ride, og at Mama var i marken med gæsterne - Fader Bryant og hele hans vidunderlige familie er her! Jeg kunne ikke komme hurtigt nok derud! Mama var i marken med alle folkene for at luge flyvehavre, og smage på kornet, om det var modent. Det er længe siden jeg har set hende se så godt ud! Hun var fuldstændig i sit rette element derude - hun er ufashionabelt solbrændt (næsten så meget som mig), og ser ualmindeligt godt ud!

 

Der blev en vis opstandelse over min opdukken. Der var knus og kram og glæde raden rundt. Mama var henrykt, Fader Bryant og hans søde frue varme og glade, og alle hans unger kastede sig nådesløst over mig. Det var vidunderligt! Folkene råbte velkommen hjem, og jeg deltog i flyvehavreplukning resten af dagen, men ungerne Bryant hængende i skørterne, mens jeg diskede op med de mest hæsblæsende historier fra vores rejse. En times tid senere sluttede Daphne og Danielle sig til selskabet (det glæder mig sådan, at de har genoptaget deres venskab!). Nær aftensmadstid vendte vi tilbage til huset, leende og snakkende, og fandt d’herrer friske og renskurede i færd med at drikke før-middag-sjusser. Madame Beauvais kastede et enkelt meget misbilligende blik på mig, og trak mig nærmest i ørene ud til badefasciliteterne, hvor jeg underkastede mig hendes ihærdige skuren, præcis som da jeg var en lille pige, og havde leget hele dagen udenfor med landsbyens børn. Til middagen var jeg renere end jeg har været i ugevis - lyserød, og skinnende som en nyslået mønt! Middagen bar præg af munter snak og latter. Robert prøvede at fornægte de mest spændende af de historier jeg havde fortalt til ungerne, og sendte mig bebrejdende blikke. Jeg synes nu ikke, at børn tager skade af at høre gode historier. Det har jeg da i hvert fald aldrig gjort! Åh, det bliver skønt at sove i en ordentlig seng!

 

22/6 Bergerac. Jeg har fået brev fra van Maar om Guillaume! Det kræver en del koncentration at læse - van Maar løj ikke da han sagde at hans skriveegenskaber ikke var noget at prale af! Men det var skønt at få brevet ikke desto mindre! Guillaume har forladt den epriotiske hær - eller den har forladt ham… Ved et slag gjorde han dagens heltegerning, og tog fanen og angreb fjenden og vandt en bro (og siden hen en by!), efter at hans oberst havde beordret tilbagetrækning. Helt eller ej, så er lydighedsnægtelse nu engang lydighedsnægtelse, så han blev smidt ud af hæren. Alle hans mænd ser ud til at følge ham, og van Maar overvejede vist også at følge efter. Det håber jeg, at han gør, så jeg fortsat kan få besked om Guillaume. Det bliver ikke svært at skrive helteberetninger om ham!

 

Senere: jeg har haft en god og lang samtale med Fader Bryant. Han var kommet hertil p.gr.a. mine breve - i første omgang for at modtage mit skrifte ordentligt, men som han sagde: man kan ikke skrifte noget, som man ikke fortryder. Og jeg må indrømme at jeg ikke fortryder noget som helst. Vi snakkede om hvordan hvad der er acceptabelt har ændret sig med tiderne, og Fader Bryant ærgrede sig vist over, at kirken er håbløst bagud hvad det angår. Men det var skønt at høre, at han forstår mig. Han sagde, at jeg var født til at være fri. Åh, hvor han kender mig godt! Vi havde en god snak om Lyset, som han selv ser i sine børns øjne, og som jeg føler dybt inde i mig. Jeg kan godt lide hans rodfasthed - han har altid begge ben på jorden. Fanatisk religiøsitet har heldigvis aldrig ligget til ham. Han fortalte mig i øvrigt, at det står skidt til på Alencon. Georges er en håbløs bestyrer af sit hverv. Alencons befolkning vender sig nu mod Fader Bryant og religiøs udfrielse, da marquisen og det verdslige ikke længere har meget at byde på. Fader Bryant finder håb i, at Georges tid ikke kan vare evigt, og han finder sin opgave i at hjælpe folket til en ny og bedre leder dukker op. Men det kan vist godt vare en tid. Så vidt jeg er orienteret har Georges og Charlotte Louise ingen børn endnu. Og Mariottes børn er nogle værre små tyranner, så vidt jeg erindrer.

 

Efter samtalen tog vi til kirken i Melun. Han læste nadver for mig og velsignede mig. Da vi kom tilbage legede vi med børnene i parken. Jeg forsøgte at lære dem kroket, men det endte i ren senden-hinandens-kugler-langt-pokker-i-vold. Det var nu meget skægt! Hov, her kommer Robert…

 

Robert kom med et brev fra Georges advokat. Han nægter at betale mere enkepension til mig, fordi han mener, at forlovelse må gælde som giftermål. Ha! Den kommer han ikke langt med! Testamentet siger meget tydeligt, at enkepensionen skal betales indtil indgået ægteskab! Robert lovede at gå med mig til advokaten i morgen, så vi kan få ordnet dén sag!

 

Senere: Jeg fik snakket lidt med Daphne før middagen. Jeg er bare så glad for at hun og Danielle blev gode venner igen! Det viser sig, at Danielle køber et lille gods lidt nord herfra for de penge hun fik af Marianne, og har bedt Robert om at agere hendes værge. Og så var Daphne ved at sprænges af hendes egen gode nyhed: hun debuterer til næste år, muligvis i hovedstaden! Åh, det kunne være så sjovt at være med på sidelinjen dér! Hun er så køn og sød, Daphne, og så fuldstændig (næsten) uspoleret. Hun har jo ikke meget at komme med økonomisk og titelmæssigt set, men jeg er ikke i tvivl om, at hendes sødme vil lokke en passende bejler (eller fem!) til. Jeg kunne godt tænke mig at have hende boende hos mig, men Daphne mente ikke, at onkel Josephe og tante Regine ville tillade det. Mit rygte ser vist ikke for godt ud, sådan som jeg render jorden rundt som om jeg var en uafhængig mand, og ophæver forlovelser og den slags. Nej, jeg er nok ikke noget godt eksempel for kusine Daphne… Ikke at jeg vil lave noget om ved mig selv! Jeg er temmelig tilfreds med tilværelsen som den er nu!

 

Ved middagen fortalte Robert, at der officersamling d. 6/7 - der er vist noget under optræk… Jeg håber virkelig, at obersten kan bruge mig, når vi vender tilbage til byen. Jeg savner arbejdet lidt.

 

Reynaud havde fået brev fra Norbert de Bourgaine, som leverede en fornærmelse man ikke kan sidde overhørig. En duel er under opsejling (noget så eftertrykkeligt!), og Reynaud håbede på at gøre noget ved den snarest, helst uden indblanding fra Norberts tvillingebrødre fra Santiago-logen! Det lader til at Pierre og Blaise tager med som sekundanter.

 

Blaise meddelte, at han nok måtte opholde sig på Bergerac en tid endnu - hans forældre er jo på vej hertil… Det har jeg det ikke rigtig godt med, og jeg tilbød at blive her også, men han sagde at det behøvede jeg ikke (gudskelov!).

 

Blaise fortalte i øvrigt, at han og Pierre havde planer om at finde Pierre Berg via magien, og slå ham ihjel, og at det ville kunne lade sig gøre, hvis de havde noget af hans. Jeg mindede dem om den kiste, der stadig står i krybekælderen med hans tøj og ting i. Blaise spurgte om ikke jeg ville med - men jeg takkede nej, ellers tak! Det er meget fascinerende et eller andet sted, men ”den anden verden”… den er en verden for de døde, for elverfolk og ånder. Nej tak, dér vil jeg ikke til igen. Én ting var i øvrigt at overlade det til imanen i ørkenen, da vidste vi jo ikke hvad det var. Og så vender det sig i mig ved tanken om at overlade min sjæl til Blaise. Han har været både flink og imødekommende siden Pierre fik hanket op i ham, men der er et glimt i hans øjne, som jeg ikke føler mig tryg ved - en slags galskab? Jeg skal ikke nyde noget af at rejse ud i de dødes verden med ham! Jeg er ret glad for den virkelige verden. De dødes verden hører de døde til, ikke de levende.

 

23/6 Bergerac. En lang og mærkelig dag. Vi var hos advokaten i dag, Robert og jeg. Advokaten havde allerede fået tilsendt papirer om sagen fra Georges’ advokat. Selvom jeg har testamentets ordlyd på min side, så vil Georges gøre alt hvad han kan for at bevise, at Blaise og jeg har levet sammen som om vi var gift, og at jeg gjorde dette for at snyde ham for penge… Tja, det er jo ikke svært at bevise, at Blaise og jeg har boet sammen. Med lidt ekstra ivrighed kunne det måske oven i købet graves os, at jeg aborterede dengang… Jeg kan godt vinde sagen, men ikke uden at mit navn og rygte trækkes igennem mudderet, og dét er jeg ikke særlig interesseret i. Og det er jo heller ikke fordi, at jeg har brug for pengene… Selv når jeg har fået betalt Blaise de £600 jeg føler, at jeg skylder ham (selvom han engang bad mig om at beholde dem som gave - hvilket jeg ikke har lyst til. Jeg er træt af at høre ham brokke sig over, at han ingen penge har, når han ved, at han har £600 til gode hos mig), så har jeg stadig en pæn formue. Og huset er betalt små 5 år ud i fremtiden. Jeg er ret sikker på, at obersten stadig kan bruge mig, nu krigen er ved at komme - nogen skal vel passe forretningen, når han er taget til Damar. Og jeg har et par idéer til bøger, som jeg måske kan få udgivet - jeg kommer ikke til at sulte! Og hvis alt skulle gå galt, så kan jeg vel altid sælge huset og tage Pippin med mig til Bergerac.

 

Jeg var så rasende, da jeg kom tilbage. At Georges vover at gøre det imod mig! Jeg hadede tanken om at se ham vinde over mig. Pierre og Blaise fandt mig skumlende i gazeboen. Jeg fortalte dem sagens sammenhæng. Blaise tilbød at plage Georges i hans drømme. Hvis han kunne bo hos Fader Bryant, så ville han være tæt nok på til at det ikke krævede så meget af ham, som rejsen over lange afstande. Måske kunne han således få Georges til at droppe sit forehavende. Uden at tænke over det slog jeg til. Jeg ønskede bare hævn… Senere, allerede inden jeg fik talt med Fader Bryant, gik det op for mig, hvad det var jeg havde sagt ja til: sort magi! At bruge magien til noget ondt, til at skade! Jeg vil ikke have noget med sortekunst at gøre! Desuden har jeg virkelig ikke brug for pengene; det skulle kun være for at forhindre Georges i at vinde over mig - for én gangs skyld. Jeg har vundet alle vores slag i tidens løb - jeg kan forstå, at han hader mig.

 

Nuvel, Pierre fortalte begejstret om hans rejse med Blaise i den anden verden - om hvordan de havde fløjet hurtigere end vinden over jorden, og set landskaberne skifte under sig. De havde fundet Pierre Berg langt ovre i Øst-Sach, hvor han levede en kummerlig tilværelse. Han var ussel og sølle at se til, og de nænnede ikke at slå ham ihjel (gudskelov - dét havde også været sortekunst!). Blaise opfordrede mig endnu engang til at tage med dem, og jeg takkede nej, endnu engang. Han spurgte hvorfor ikke, og jeg svarede kort, at jeg foretrak at have min sjæl og min krop på samme sted. Han virker meget interesseret i at tage mig med; og det kunne sikkert være spændende, men jeg mener det faktisk: jeg fortrækker at have krop og sjæl samlet! At drømme er én ting; bevidst at forlade sin krop, det har jeg altså virkelig ikke lyst til! Og jeg har ikke mere lyst til det nu, hvor jeg ved, at han er villig til at bruge sin magi til at gøre ondt med.

 

Jeg snakkede med Faderen efter middagen. Da jeg havde bedt om samtalen, havde jeg i første omgang tænkt mig at spørge om Blaise kunne bo hos ham i en tid, men da jeg sad under middagen og prøvede at forberede, hvad jeg skulle sige, kunne jeg pludselig høre, hvad det var jeg ville; nemlig bede den mest retfærdige og godhjertede mand jeg kender om at hjælpe med at gøre noget ondskabsfuldt og nedrigt! Pludselig forsvandt al min vrede for Georges. Jeg fortalte fader Bryant, hvad Georges havde gjort, og hvad jeg i første omgang havde tænkt mig, før jeg fortrød det igen. Han var enig med mig i, at jeg skulle lade være med at gøre noget. Krigen mellem Georges og mig har varet længe nok! Nu må det være slut… Det er ikke værd at sætte mit navn og rygte mere på spil end det allerede er, bare for noget så småligt som hævn over en mand, som er dømt til at ødelægge alting for sig selv alligevel.

 

Nu mangler jeg bare at fortælle Blaise, at jeg ikke ønsker hans hjælp alligevel. Jeg har lyst til at tage en snak med ham om, hvordan han bruger sin magi - at han ikke bør bruge den til at gøre ondt, men jeg tror ikke at han vil tage vel imod kritik eller råd fra min side. Jeg vil tænke over, hvordan jeg skal gribe det an, og så opsøge ham, når vi når til Ryendor City. Så kan han jo i samme åndedrag få de £600 som han ikke vil have.

 

Vi tager afsted til Ryendor City i morgen.

 

28/6 1601 Ryendor City. Dejligt at være tilbage i Rue de Cloister! Alexia og Philippe bor her stadig - det er jeg glad for! Jeg er blevet ret glad for Alexia. Hun er sådan en slags lillesøster, som jeg aldrig har haft - så frisk og sød! Pippin var himmelhenrykt over at hans ”bande” er vendt tilbage til byen. Nu kommer der til at ske noget, lader til at være hans forventning. Jeg må se om jeg ikke kan holde ham beskæftiget, så han ikke laver ulykker af bar glæde! Marco (som beholder sit værelse her i huset) bad ham og hans vandrotter om at holde øje med den enøjede og jeg bad ham kigge efter Rotten, nu han var i gang (han meldte senere tilbage, at Rotter er i byen - men hvor præcis vides ikke). Marco lød som om at han havde store planer med Pippin (han skulle blive Marcos højre hånd i en større forbryderorganisation…) Jeg spurgte om han ikke hellere ville være butler - en noget sundere livsstil, og det lød som om, at han var mere tilbøjelig til det. Han ved godt, hvor kort en levetid den almindelige forbryder har. Men Marco og jeg var enige om, at hvilken branche han end valgte, så skulle han i bad, og det nu! Han havde i øvrigt noget spændende frisk sladder: byen har fået en ny helt - Cyrillius, som kæmpede mod fire mand og overlevede. Det var vist en værre historie med både musketerer og kardinalens soldater indblandet, og Santiago-logen havde vist også en finger med i spillet. Det havde vist været lidt af en slåskamp til sidst! En ny helt… Gad vide om man kunne være så heldig at løbe ind i ham? Det kan være at jeg ender med at skrive en almanak over ryendorianske helte! Det kunne være skægt!

 

Og så er Bourgaine-familien i byen alle til hobe - De er ved at køre Jacqueline i stilling til afsætning næste sæson. Jeg håber, at Reynaud kan få vendt udviklingen til sin egen fordel. Hvis jeg kender ham ret, er han allerede i fuld gang med at lægge skumle planer! Han kom netop forbi med beskeden om, at vi er inviteret til bal hos Prins Maurice (!) på lørdag. Det er invitationer han har skaffet gennem sin mors familie her i byen. En anden interessant information: Bourgaine-familien har lånt en meget stor sum penge (af Poran vist - ham kender vi jo) til at købe en klostergrund for. Det skulle vist sætte dem i ret stor gæld - en information, der må kunne bruges til noget.

 

29/6 Ryendor City. Jeg sendte Pippin med brev til Nicholas Saint-Marie om en middagsinvitation. Jeg vil høre ham om han vil træne med mig, når Reynaud rejser til Damar. Nicholas er den mest suveræne fægter jeg i mit liv har set, og han må kunne lære mig en hel masse, hvis han altså er villig til at træne en kvinde. Kvinder generelt har han jo ingen problemer med… Og så tror jeg, at Alexia vil blive glad for at møde ham igen - han er jo lidt af et klassisk eksempel på den charmerende og kække kgl. musketer! Jeg glæder mig nu også til at se ham igen - man kan ikke undgå at komme i godt humør, når han er i nærheden!

 

I samme åndedrag sendte jeg også Pippin hen til Marianne med besked om at vi atter er i byen. Jeg ved ikke om hun selv er nået hjem endnu, men nu får vi se.

 

Jeg pakkede alle Blaises ting: hans tøj, bøger og småting. Jeg fandt et par af de rigtig gode flasker rødvin fra Bergerac og lagde dem med i kisten. Så skrev jeg et lille brev, hvori jeg fortalte, at jeg ikke ønskede at beholde hans £600, som jeg lagde ned i bunden af kisten sammen med pengene. Jeg afleverede kisten til ham, og fortalte ham, at jeg ikke ønskede, at han skulle plage Georges, at jeg havde fortrudt. Han sagde bare okay, han ville nok finde på noget andet at lave. Det undrede mig, at han ikke engang spurgte hvorfor, og jeg havde ikke lyst til at starte en diskussion om anvendelsen af magi. Han virkede, i al sin venlighed, afvisende. Men nu har jeg Rue de Cloister for mig selv! Det lettede!

 

Jeg tog forbi obersten på vejen tilbage. Jeg var nær ikke blevet lukket ind af en emsig butler, som viste sig at være Dugarie’s kusines. René kom heldigvis forbi i rette tid og hev mig med sig under butlerens protester. Det viser sig at Dugarie har besøg af sin skrækkelige kusine og hendes ikke mindre skrækkelige veninde. Han var vist mere end taknemmelig over at bliver forstyrret! Vi gik ud til fuglene og snakkede lidt. Han kan stadig bruge mig, og jeg starter igen i morgen. Så inviterede han på frokost på en nærliggende kro. Han virkede noget ved siden af sig selv - han lo meget, og virkede… nervøs, ja ikke over mig, men sådan generelt - og jeg kunne jo ikke lade være med at spørge hvorfor. Det viser sig, at han har mødt en ung dame fra en lavadelig familie af lykkejægere, som han kaldte dem. De havde en del sammenstød, og obersten virkede frustreret over, at det ikke var lykkedes ham at sætte hende ordentligt på plads. Jeg skulle virkelig anstrenge mig for ikke at komme til at le! Han er jo forelsket! Det var så tydeligt, selvom han benægtede det hårdnakket i lang tid. Oberst Dugarie er forelsket, og det er ikke et øjeblik for tidligt! Han virkede ret forvirret over hvad han dog skulle stille op med det, og jeg frygter, at han ingenting vil gøre. Forelskelse er sådan en irrationel størrelse, som slet ikke passer ind i den pertentlige obersts tilværelse! Åh, hvor jeg dog ville ønske, at han ville tage en chance på det her - flydende, usikkert og frustrerende som så noget end er! Og hvor ville jeg dog gerne møde den kvinde, som kan rokke ved den urokkelige Dugarie! Hun må virkelig være noget ganske særligt!

 

Senere: Nicholas er i Navaris, så jeg sendte brevet videre dertil. Pippin kom tilbage med besked fra Mariannes residens om at hun ikke er hjemme, og man ikke ved, hvornår hun ventes hjem. Nuvel, nu kan mit brev ligge på hendes bord med hundrede andre breve til hun kommer hjem, og får kigget på det. Hvis hun vil se mig, kontakter hun mig jo nok.

 

1/7 Brev fra Nicholas. Han vil meget gerne komme - og lyder i øvrigt som sit sædvanlige supercharmerende selv! Jeg bad ham til middag på fredag om en uge, og foreslog at vi kunne tage Alexia med på en spadseretur i Kongens Have - der plejer at ske så meget på sommeraftnerne.

 

Vi knokler på hos Dugarie - der er så meget der skal ordnes og arrangeres. Kun den relevante post bliver gennemgået (Selvom jeg holder et godt øje med om der kommer post fra Elizabeth (Dugaries amour), selvom det er sin sag at komme til posten før Dugarie selv. Nuvel, jeg har indgået en aftale med postbudet om, at al post leveres direkte i mine hænder, og jeg har håndfast fortalt Dugarie, at han jo slet ikke selv har tid til at kigge på den ligegyldigt post - det er dét han har en sekretær til. Dét huede ham ikke!

 

Han er i øvrigt meget emsig med at jeg holder pauser og ikke overanstrenger mig. Nuvel, jeg gør det samme for ham - jeg nægter at holde pause med mindre han selv gør det!

 

Marco og jeg sparer lidt i Dugaries træningslokaler. Han havde også et par låse med i dag, og jeg er blevet noget rusten i dirkning, så det var nok meget godt.

 

3/7 Lørdag i Ryendor City (dvs. lige nu er det søndag). Bal hos Prins Maurice - en af de kedeligste affærer længe! Prins Maurice er jo ikke ligefrem på listen over vores politiske allierede og de fleste gæster var derfor også politiske modstandere. Desuden er jeg alt for gammel (Jeg er 24, helt ærligt!) til at være interessant nok til at danse med. Hvor det irriterer mig! Jeg er jo for pokker ikke interesseret i at blive gift - jeg vil bare gerne danse! Så er Kongens musketerer så meget bedre at feste med! De er sjældent selv interesserede i at blive gift, men de vil gerne danse! Men her var ingen musketerer i aften - kun masser af de dræbende kedsommelig Santiago-fyre. Hvis ikke Marco havde været der, så havde jeg kedet mig ihjel!

 

Nå, lad os tage det fra starten af. Vi blev modtaget i døren af en tjener, som sagde ”Velkommen Major” til Pierre efter at have set vores invitationer… Vi så alle sammen på Reynaud med spørgende blikke (Roberts var lettere anklagende). Men Reynaud grinede bare og sagde noget i retningen af ”Vi er jo kommet ind, ikke?”. Ja, det var vi, men ikke som os selv! Nå, det var der såmænd ingen der bemærkede. Pierre og jeg cirkulerede og hilste på de få mennesker vi kendte. Blaise styrede mod baren (det var såmænd det sidste jeg bemærkede til ham), og Marco styrede mod magtens centrum og prøvede at mænge sig med cremen af selskabet (inkl. prinsen!)- det gik vist lidt op og ned med det. Så dukkede Duc de Beaufort såmænd op med sin ranglede, men søde datter. Vi var rigtig kommet i godt selskab!

 

Nå, inden længe indtraf den begivenhed vi var kommet for: Reynaud ville have Norbert de Bourgaine til at ydmyge sig og udfordre ham til duel --lige sådan gik det nu ikke. Omgivet af sine venner og i sit rette element var Norbert overlegen, og Reynaud fik ikke et ben til jorden. Men resultatet blev at de skulle mødes næste morgen kl. 9 bag klostret (hvorfor bryde en god vane?). Så havde vi ligesom fået overstået det vi var kommet for, og kunne gå i gang med noget seriøs fest. Marco bød mig op til dans - og vi blev temmelig mange danse på gulvet. Jeg fik vist mere end hvad der tilkom mig af danse med Marco, men hver gang en dans sluttede, stod Bourgaines datter på spring for at overtage Marco. Han var imidlertid ikke interesseret i overtagelse, så vi blev på gulvet sammen urimeligt længe. Det var nu skægt! Vi har ikke for gode til at starte med, men efter lidt øvelse blev vi ret gode, når jeg selv skal sige det.

 

Pludselig kom Robert hen til os. Han så noget oprevet ud. Det viste sig, at Reynaud havde forladt festen for en lille ½ times tid siden for at besøge Jacqueline (alle de mandlige familiemedlemmer var jo her… når katten er ude…), og nu var det vist gået op for Norbert, at Reynaud var gået, og så kunne han jo godt lægge 2 + 2 sammen. Robert mumlede også noget med Blaise, som var sluppet væk, og så stak han afsted for at advare Reynaud. Marco og jeg besluttede at droppe resten af selskabet og tage ud og få noget natmad. Det viste sig at Robert havde beslaglagt én af hestene foran kareten, så vi måtte låne én af prinsens heste for at komme afsted. Vi tog hen til ”Korsets svane”, hvor vi fik noget fortrinligt natmad - deres udsøgte oste og patéer, deres gode brød og pølser og lidt god rødvin. Noget tid efter stødte Pierre og Robert til. Reynaud var sluppet væk i sidste øjeblik på hesten, mens Pierre og Robert stak af til fods. Men Norbert havde jo nok regnet ud, hvem der sådan sprang fra Jacquelines balkon og stak af… Robert fortalte desuden at Blaise var forsvundet med prinsens flavour of the month i over en time, og der blev sat en større eftersøgning i gang efter hende. Han var heldigvis sluppet afsted uden at blive pågrebet. Det var godt at vi brød forlovelsen - han er meget mere i sit rette element på denne her måde. Jeg tror, at det må være dette her (at kunne forføre hvem han nu lige har lyst til at forføre), som Robert snakkede om, at Blaise havde svært ved at vænne sig til at skulle lade være med. Det var også fjollet af os at prøve at binde to frie sjæle sammen, når vi nu har det meget bedre hver for sig. Gudskelov at det er overstået!

 

Nå, jeg må se at få sovet bare lidt, hvis jeg skal op og se på duel i morgen. Jeg har lovet Pippin, at han kunne komme med, så han skal nok sørge for at vække mig til tiden.

 

4/7 Jeg startede dagen tidligt. Kl. 9 mødte vi op bag klostret og fandt Norbert de Bourgaine og fire af hans Santiago-venner. Alt skete for en gangs skyld efter bogen - ingen sidefornærmelser og efterfølgende dueller blandt følget. Efter en noget kedelig start fik Reynaud overtaget og jagede en mere og mere desperat Norbert rundt i manegen. Norberts sekundant kom over til Pierre og bad om pause, men inden vi fik den iværksat (Pierre trak også tiden godt ud, fordi Reynaud klarede sig så godt) blev Norbert spiddet i Venstre skulder. Første blod afgjorde sagen. Norberts sekundant måtte imidlertid holde ham tilbage - han var så rasende, at han var i fuld gang med at bryde gentlemanreglerne. Jeg går og tumler lidt med en smædevise om begivenheden. I betragtning af at Norbert i går aftes insisterede på at kalde Reynaud en ubetydelig bonde, så må det føles rigtig skidt at blive slået så overbevisende af ham i dag!

 

Vi spiste lidt tidlig frokost, hvorefter jeg tog over til Dugarie og arbejdede - der er stadig meget at forberede før officerssamlingen.

 

6/7 Ryendor City. Officerssamling hos Dugarie. Det gik fint. Nu har jeg knoklet i dagevis på at koge hele vores historie ned til det relevante, og Dugarie overlod det til mig at fremlægge den diplomatiske situation netop nu, hvad Epirus, Almohadh og Codora angår. Det var en ret stor oplevelse at stå der og være klog overfor sådan en flok mere eller mindre garvede officerer. Jeg følte mig utrolig kompetent - det var en rar fornemmelse! Jeg føler virkelig at jeg gør gavn. Jeg kan ikke tage med dem i krig (hvilket jeg absolut heller ikke har lyst til!), men jeg kan forberede dem så godt jeg kan på den. Robert fik de mænd han manglede til kompagniet. Han mangler imidlertid stadig en sergent. Jeg lovede at sende videre, hvis nogen skulle dukke op og melde sig under fanerne.

 

8/7 Ryendor City. Nicholas har været til middag, og har været præcis som jeg havde håbet og forventet! Han havde en Chateau de Lâmonse 1580 - eminent vin! - med fra kongens vinkælder (!). Alexia har siddet med store øjne og suget til sig, og har med meget jævne mellemrum ytret sit mantra : ”I ryendorianere er altså bare så…”. Hun er altså sød! Nicholas havde også medbragt en nøgle til det forladte kongepalads, og under påskud at tage Alexia med i Kongens Have, gik vi på slotsvandring i stedet! Det var skægt! Der er nogle meget interessante hemmelige gange, som godt kunne fortælle ét og andet om de kongeliges vaner! Og adskillige genstande, der satte fantasien i gang med hvad deres anvendelse dog kunne være. Nicholas’ forklaringer gav i nogle tilfælde røde ører! Balsalen var vidunderlig, og mærkelig at være i sådan tom og uden oppyntning. Nicholas viste sig at være en glimrende danser selv uden musikledsagelse… At gå igennem gange og stuer som de kongelige går rundt i, når de er her, og se den overvældende luksus her er … fantastisk! Én af de rum der tog vejret fra mig, var HMK’s trofæ-værelse. Hundredvis af hoveder fra rådyr, kronhjorte, vildsvin, ræve og mange andre dyr, pelse, tænder, våben af alskens arter. Alexia brød sig ikke om værelset, og sandt at sige gav det også mig myrekryb, så vi blev der ikke længe.

 

Da vi kom hjem, og fik puttet Alexia i seng, fik jeg spurgte Nicholas om han ville træne med mig. Med sit allermest uartige blik bedyrede han, at det skulle være ham en fornøjelse… Det tror jeg på at det bliver! Det bliver interessant at se, om jeg kommer til at lære andet og mere end fægtekunst fra ham… Jeg håber det! Det kan godt være, at jeg bare bliver endnu et trofæ til hans trofæ-værelse, men det gør mig ikke noget - han er bare så … livsbekræftende!

 

10/7 Vi knokler stadig på. Robert, Pierre og Reynaud kigger forbi hver dag, og leger med tinsoldater i Dugaries sandkasse. En gang i mellem får vi tid til at træne lidt. Marco kommer også forbi og træner. Dugarie sørger til stadighed for, at vi holder pauser og får ordentlig mad. Hans utålelige kusine bliver ignoreret fuldstændig til hendes store irritation. Hun synes vist, at jeg er ret meget i vejen - jeg får i hvert fald nogle ualmindelig nedværdigende blikke fra hende. Nå ja, jeg kan da vel ikke gøre for, at der er en krig på vej, og at Dugarie slet ikke kan tænke på andet. Han glæder sig som en lille dreng! En sjælden gang i mellem ser han ud som om at han tænker på noget andet, men langt det meste af tiden nyder han al denne aktivitet, som bygger op til hans livs store øjeblik - krigen! Og jeg må indrømme at hans entusiasme er smittende. Det er svært for os begge at overholde pauserne - vi vil hele tiden hellere være i gang med noget. For at sikre at vi ikke bare knokler løs, går vi nogle gange ned på den lille kro og spiser frokost - så er vi da hindret i at arbejde så længe. Da vi sidder et offentligt sted kan vi jo ikke sidde og snakke ”shop” imens. Men jeg kan se på ham, at det klør ligeså meget i ham som i mig med at komme i gang igen efter sådan en frokost.

 

14/7 Pippin leverede friske rygter: de diplomatiske delegationer vender tilbage til Ryendor City, og kongen holder en stor reception for dem. Der bliver en stor procession på Mephenors dag.

 

Mephenors dag 1601 (Tænk - i dag kunne have været min bryllupsdag! Mærkelig tanke! Jeg er så glad for mit liv som det er lige nu!). Alexia, Philippe og jeg startede dagen med gudstjeneste, som det sig hør og bør på Mephenors dag. Vi fandt nogle gode pladser på Akademiets balkon. Byen er pyntet smukt op og her dufter af blomster alle vegne. Processionen indledtes af de ryendorianske diplomater, som i deres fineste skrud kom kørende i åbne kareter efter rang. Efter dem kom en enlig rytter i skinnende almohadhisk rustning på en pragtfuld almohadhisk hest. Jeg kunne ikke lade være med at sukke henført - det var et forbandet flot væsen - den hest. Rygtet gik at manden var den almohadhiske ambassadørs champion, og at hesten var en gave til kongen! Efter championen kom en hel flok almohadhiske ryttere på smukke almohadhiske heste, som dog slet ikke var i klasse med det pragtfulde dyr championen red på. Derefter kom Ambassadøren af Bait Cathir selv i bærestol (!). Alle almohadherne var fantastisk klædt! Rygterne gik, at ambassadøren er i landet for at underskrive en traktat med kongen, så Bait Cathir kan købe kanoner hos os, mens vi får nogle gode handelsforbindelser i Bait Cathir. Godt at vi har fået solgt vores safran (jeg fik £470 ud af det - en gevinst på 80 %!). Desuden siger rygtebørsen at der nu officielt er fred mellem Epirus og Almohadh. Jeg kan godt lide tanken om, at vi måske har haft en finger med i spillet dér. Men hvem ved, hvor megen indflydelse vi i virkeligheden har haft på begivenhedernes gang?

 

16/7 1601. Besked fra Marianne - hun er tilbage i byen. Jeg håber, at hun har lyst til at se mig. Selvom vi har forfærdeligt travlt for tiden, så må der være tid til andet end arbejde og træning!

 

Drengene tager afsted i dag til Bergerac. Inden de tog afsted fik jeg sagt ordentligt farvel til Robert (selvom det meste af samtalen handlede om hvor lidt vi fattede eller kendte Blaise efterhånden. Robert er frustreret over det, kan jeg mærke, mens jeg er meget tæt på at være ligeglad), Reynaud, som nærmest fik tårer i øjnene, da jeg gav ham min afskedsgave; en sølvmedaljon uden andre falbelader end hans forbogstav, og den hårlok, som jeg skaffede fra Jacqueline (og som Pippin var så skuffet over! Her havde han samvittighedsfuldt båret noget han troede var en kostelig skat igennem byen, og så var det bare en hårtot! Han forstod ikke helt, at den hårlok for nogen er en kostelig skat!), og Pierre, hvem jeg gav en notesbog, samt pen og blæk, så han kan holde journal, så jeg bagefter kan læse, hvad de har lavet i mit fravær. Jeg prøver at skyde tanken om den fare de skal møde fra mig. De taler alle sammen om deres testamenter, og jeg kan ikke holde tanken ud! Hvis bare jeg kunne tage med! Ikke fordi jeg har lyst til at tage i krig, men jeg ville have det bedre, hvis jeg var, hvor de er. Så kunne mit held måske smitte af på dem.

 

19/7 Møder hele dagen! Puh, jeg er snart træt af dem! Alle dem, der skal snakkes til rette og instrueres og overbevises. Og så opdagede jeg noget pudsigt i dag: Dugarie og jeg er blevet dus. Det var et rent uheld, at jeg kom til at sige ”du” til ham (vi er trods alt sammen stort set hele dagen hver dag, og når vi arbejder så tæt sammen, er det lidt mærkeligt at bruge det formelle ”De”), og jeg kunne næsten se lettelsen i hans ansigt. Han smilede bare. Lidt efter sagde han ”Du, Manon, ræk mig lige listen over mandskabet i 2. kompagni” - ikke fordi han skulle bruge den til noget, jeg tror bare, at han lige skulle smage på ordet. Jeg kalder ham nu stadig Dugarie, for han er ikke nogen Jean Luc i mine øjne - Jean Luc, det kan hans kommende hustru kalde ham, det er ligesom lidt for intimt.

 

22/7 1601. Jeg havde en aftale med Marianne i Deumille-skoven klokken 10. Jeg stod meget tidligt op, så Springer og jeg kunne få en ordentlig løbetur inden mødet. Han er ret utilfreds med de korte ture til og fra Dugarie, som er det eneste jeg har budt ham på det sidste. Det var en skøn tur! Sommeren er på sit højeste, skoven var vidunderlig, duftene og lydene derude… Skønt! Springer var i sit es! Jeg må virkelig tage ham ud og ride vildt lidt oftere! Både han og jeg nyder det så meget. Da vi endelig stødte på Marianne ved den store eg, har vi set vilde ud! Marianne var ledsaget af en tjener, som hun sendte tilbage til sit selskab om, at han havde mistet hende af syne i den anden ende af skoven. Tænk, at hun bliver nødt til at komme med løgnehistorier, bare for at tilbringe ½ dag med mig. Man skulle tro, at hun selv måtte råde over bare lidt af sin tid! Nå, Springer (og jeg) var slet ikke færdige med at galoppere, så vi red om kap til Ulvedalene. Marianne kom først (hendes hest var også udhvilet, bilder jeg mig selv ind). Det var skønt! Jeg var lige ved at le højt, fordi alting bare var så fuldendt.

 

Fra Ulvedalene lod vi hestene køle lidt ned i skridtgang. Jeg begyndte at fortælle om vores rejse ind i ørkenen til Oraklet - jeg nød at fortælle, og Marianne var en taknemmelig tilhører. Jeg kunne mærke at jeg fandt en rytme og fortællefacon, som jeg ville kunne bruge, når jeg skriver bogen. Ja, jeg er slet ikke i tvivl om at der også kommer en bog ud af dette her eventyr. Den er selvfølgelig noget mere politisk eksplosiv, men så må jeg jo omgås sandheden lidt, så den ikke støder for mange. Marianne skal ikke nævnes med så meget som med den mindste antydning, og Dugarie skal også udelades. Men historien er altså for god til at lade ligge i journalen i en skrivebordsskuffe! Jeg må se om jeg ikke får tid til at skrive, når Dugarie er taget afsted. Jeg har simpelthen for travlt lige nu til at koncentrere mig om at skrive andet end journal udenfor arbejdstid.

 

Det har været en dejlig dag. Præcis sådan en dag jeg har haft brug for til at slappe af i. Marianne var dejligt selskab, hun nød vist sin stjålne frihed i fulde drag. Der er stadig en vis tiltrækning mellem os, men det var på en eller anden måde slet ikke dét dagen drejede sig om. Det var en hvilen i nuet, omgivet som vi var af den grønne skov, den blå sommerhimmel over os, hestene, der græssede lige i nærheden - jamen, kunne det blive mere perfekt? Jeg kan ikke forestille mig hvordan.

 

24/7 Nu får vi travlt! Der kom besked i dag om at Kaliffen i Haadamat har rejst sin hær for at drage mod Codora, og at han har beordret emirerne langs kysten til at rejse tilsammen 200.000 mand, som skal følge med ham. Ambassadøren fra Bait Cathir (kaliffens bror, for resten) har nu ikke tænkt sig at efterkomme kaliffens ønske - det er derfor, at han er her i Ryendor : for at købe kanoner, så han kan sætte sig til modværge. Hvis man spurgte mig, lyder det som et klassisk ønske om at bliver hersker i stedet for herskeren, men lad os nu se, hvordan det går. Under alle omstændigheder kan de første almohadhiske ryttere være i Codora om højst to måneder, så vi skal til at have fart på! Jeg har i dag skrevet og udsendt marchordrer til alle kompagnierne.

 

Jeg er blevet helt grebet af Dugaries ophidselse - han lever og ånder for dette her! Det bliver noget af et antiklimaks, når de alle sammen er taget afsted, og jeg skal sidde tilbage i Ryendor City. Nå, jeg finder nu nok på noget at lave. Alexia er noget skuffet over min manglende energi til at tage hende med i byen for tiden. Men jeg har lovet at tage hende med til bal i starten af næste måned. Dugarie får jo invitationer til stort set alt, der er værd at dukke op til, og da han ikke bruger dem selv, får jeg dem. Jeg er nu meget selektiv. Jeg gider kun, hvis jeg ved, at der kommer folk med jeg kender, eller i det mindste en rimelig mængde musketerer, for det er urimeligt kedeligt at være til de baller, hvor folk koncentrerer sig ensidigt om at skabe nye ægteskaber og alliancer, inden sæsonen er slut.

 

27/7 1601 Ryendor City. Robert og de andre ankom til byen i dag! Uden kompagniet! De dukkede op på kontoret i håbet om at finde Dugarie (som var til møde) - jeg var indledningsvis imponeret over deres hurtige reaktion på marchordren, som det viste sig, at de ikke havde modtaget endnu, da de tog afsted! Nå, jeg lovede dem, at de ville få Dugarie at se inden dagen var omme (det blev til middag i Rue de Cloister).

 

Dugarie kom forpustet ind på kontoret et par timer senere, og jeg måtte nærmest tæve hans emsige kusine af ham. Han så helt forskrækket ud, da jeg sagde, at vi havde forfærdeligt travlt og at han slet ikke havde tid til at underholde sine gæster. Det var nu bare for at give ham til tid og rum til at slappe af. Vi fik sendt mad op fra køkkenet, og spiste frokost i ro og fred på kontoret.

 

Middagen her til aften var det nærmeste vi kommer en afskedsmiddag. Jeg kommer ikke til at se Robert og de andre igen på denne side af invasionen. Det er første gang Dugarie har besøgt mit hjem, og Pippin undlod ikke at gøre indtryk (”hvem er den ildelugtende dreng?”), ej heller Madam Renoirs gode mad (”Har du stjålet hende fra ”Den farserede hane”?”). Hovedtemaet kunne dog ikke undgås at være invasionen, som Dugarie satte os ind i. Jeg har jo hørt meget af det før, men det var anderledes at sidde der med dem, som rent faktisk skal udføre opgaven. Jeg kan næsten ikke vente til de alle sammen er tilbage igen!

 

Pippin fortalte i øvrigt Marco, at Rotten har forladt Ryendor City og draget vestpå med en flok lejesvende, og sendt en lignende flok sydpå. Jeg gad vide, hvad han er i gang med af skumle planer! Nå, jeg er i hvert fald glad for at vide, at han ikke er i byen, nu hvor jeg skal til at være alene.

 

28/7 Robert og de andre tog tilbage til Bergerac i dag med ordrer om at støde til resten af regimentet et andet sted.

 

Jeg fik sagt ordentlig farvel til Marco, som jeg har sagt farvel til de andre. Jeg lovede at støve hans værelse af en gang i mellem, og holde ørene åbne for de oplysninger som Pippin og hans vandrotter kommer rendende med.

 

7/8 1601. Jeg havde Alexia med til bal i dag ; ét som marquessaen af Langres gav for sin datter, som debuterer i år. Det gjorde det naturligvis til lidt af et kødmarked, men da jeg vidste, at min og Guillaumes gamle ven, Luc, ville komme (jeg rendte ind i ham på gaden for nogle dage siden), så var det ikke helt håbløst. Alexia nød hvert et øjeblik. Det var et rent eventyr hver gang hun blev budt op. Hun er så ung, og så tiltrækkende i al sin naivitet, at hun ikke fik lov til at kede sig ret meget langs væggen. Det var en fornøjelse at se hende suge det hele til sig. Jeg morede mig nu også meget godt. Jeg fik danset et par gange med Luc, og med forskellige andre, som enten allerede var gift, eller ikke havde tænkt sig at blive det, og som derfor ikke var så kritiske med hensyn til ældre enker uden de store midler.

 

Luc bemærkede min blækplettede fingerspidser (jeg havde ellers skuret dem hele formiddagen), og lød meget interesseret i mine skriverier. Han havde set ”Titlen, der blev væk” sidste år, men havde ikke sat forfatteren ”Manon de Montrouge” i forbindelse med hans gamle jagtkumpan Manon. Jeg tror, at det imponerede ham lidt.

 

12/8 1601 Ryendor City. Dugarie tog afsted i dag. I sit fineste rejsetøj kravlede han ind i sin karet efter at have givet mig hånden (!), og bedt mig se efter Bastian og Adele. Jeg ved at han brændte efter at svinge i sadlen på Ouragan i fuld uniform, men diskretionen kræver foreløbig, at han foregiver at ligge syg på sit landsted - en illusion jeg skal forsøge at opretholde så længe som muligt. Der blev ikke sagt mange ord. Jeg vekslede et blik med René - vi kommunikerer næsten ordløst, når det drejer sig om Dugarie - et blik fra mig og en finger til hatten fra René, kunne oversættes til ”Nu passer du godt på dig selv, og på Ham” og ”Det ved De, at jeg vil, madame”. Jeg kommer til at savne dem…