Logen

 

 

Logen for Fuentors befrielse

 

18/12 1600. Så er hele familien her! Huset er bristefærdigt med folk, der render rundt og gør ved, samtidig med at Mama og Madame Beauvais har stukket hovederne sammen for at forberede Roberts indsættelse, som afholdes 1. Dag i det nye år, meget symbolsk; en ny begyndelse i alle henseender (det var mig der fandt på det).

 

Nu vi taler om nye begyndelser, så er jeg gået 3 dage over tid. Ikke at det behøver at betyde noget. Jeg er før gået over tid af forskellige årsager. De første tre måneder af mit ægteskab med Charles blødte jeg slet ikke, uden anden synlig grund end at der var vendt op og ned på mit liv. Men jeg har været næsten uhyggelig regelmæssig det sidste år, så... Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal tage det. Skal jeg være lykkelig over, at det rent faktisk er lykkedes for mig at blive gravid med Blaise, eller er der en snert af: ”Det kunne altså godt lige have ventet lidt!”? Det kunne blive et kønt syn: mig med stor mave på min bryllupsdag. Så får vi skandalen alligevel! Nej, jeg vil ikke spekulere så meget over det lige nu. Det er jo ikke engang sikkert, at det er noget. Jeg venter med at sige noget til Blaise, til jeg er sikker i min sag.

 

Senere: Vi tager straks afsted mod Ryendor City! Blaise fik brev fra Patrick om, at André er død! Milde, godmodige André, hvis hus vi var skyld i nærmest brændte ned. Brevet siger intet om, hvad han døde af. Men udover druk, kan det næsten kun være mord. Og hvis det er mord, så er det 95 % sikkert, at det har noget med os at gøre. Jeg er så ked af det, og Blaise er helt ulykkelig, kan jeg mærke. André var én af hans allerbedste venner.

 

22/12 1600. Ryendor City. Jeg er grå indeni. Jeg kan mærke en tynd hinde af lys omkring mig, som langsomt, meget langsomt breder sig indefter, men et stykke tid endnu vil den overvejende kulør være grå. Jeg var gravid - det er jeg ikke mere. For to dage siden ankom vi til en kro. Det var 3. dag på vores rejse, som havde været ualmindelig hård og kold. Jeg havde mavesmerter og gik tidligt i seng med en varmedunk, og vågnede skrigende af smerte i en pøl af blod. En lille bitte stemme inde i mig skreg: Det er barnet! Min umiddelbare reaktion var at få fat i en læge. Jeg skiftede til ublodigt tøj og kan dårlig huske hvordan jeg kom ned i krostuen. Jeg husker at jeg rykkede Robert i ærmet og bad om en læge. Derefter husker jeg ikke mere, før jeg vågnede i en seng (ikke den jeg først havde lagt mig i) og lægen som prøvede at få mig til at drikke noget rigtig ækelt stads. Jeg faldt hen i en døs igen, som langsomt blev til søvn. Jeg klamrede mig til Blaise’s hånd, og han må have siddet der hele natten, og Robert med, for de sad der begge, da jeg vågnede. Ingen fortalte mig hvad der var sket, men jeg kunne jo godt gætte mig til hvad det kunne være. Robert var mest for at vi blev her en dag, men da jeg ikke havde smerter mere, foretrak jeg, at vi tog videre til Ryendor City. Vi ville jo kunne være der samme aften, og jeg foretrak så sandelig min egen seng frem for en tilfældig kroseng. Jeg husker rejsen i går som endeløs. Grå, tung og endeløs. Ingen talte sammen. De sad alle sammen og så bekymret på mig. De vidste vel ikke hvad de skulle sige, og jeg ønskede også bare, at de ikke ville sige noget om helst. Selv havde jeg mest lyst til at skrige og græde, men så var de da blevet helt ude af den. Jeg følte mig kold og svag og meget, meget lille. Landskabet udenfor var diset, gråt og koldt. Jeg døsede i Blaise’s arme noget af vejen. Hans stilhed var på en eller anden måde beroligende. Som, om at han godt vidste, at jeg lige nu ikke havde lyst til at snakke eller beskæftige mig med noget som helst. Om aftenen, da vi nåede frem til Bergerac-huset, gik vi tidligt i seng. Da først vi lå der i sengen begyndte jeg at græde og jeg troede, at jeg aldrig ville kunne holde op igen. Jeg var så ulykkelig. Blaise fortalte mig hvad lægen havde sagt, og hvad jeg havde gættet mig til: jeg havde aborteret igen. Kun 14 dage gik der denne gang. Det er mærkeligt: jeg føler en dyb, dyb sorg over at have mistet barnet, men samtidig (og dette giver mig dårlig samvittighed) en vis lettelse over at jeg ikke skal være mor endnu. Det havde været så ualmindelig dårlig timing! Blaise var også ked af det, men så forstående som nogen kunne ønske sig. Vi snakkede længe, og det endte faktisk med, at vi grinede lidt af, at det kun tog os 1½ måned at blive gravid, når jeg i 5 år efter den første abort ikke kunne blive gravid med Charles. Blaise bad mig om at love, at jeg næste gang jeg gik over tid, sagde det til ham med det samme. Han havde det mærkeligt med, at en vildfremmed læge skulle fortælle ham, at han havde været far et kort øjeblik. Far. Jeg har været mor for et kort øjeblik! Vi har haft et barn. Ok, et lillebitte ufærdigt noget som ingenting er, men noget der kunne have været blevet til et barn. Åh, jeg kan ikke bære det! I drømme ser jeg små rød- og sorthårede børn, der løber rundt på Bergerac og ler og kommer galt afsted. Børn ligesom vi var det engang for en evighed siden. Jeg er så taknemmelig for Blaise! Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre støtte i alt det her. Han forstår mig bare; han ved pr. instinkt hvad jeg har brug for: tavshed, trøst, vin, kram, beroligende små sludreord, som dem man hvisker til et barn, der græder. Jeg takker Lyset for at jeg fik øjnene op for det under som vores kærlighed er. Alt det grå i mig; det er det tabte barn. Det er mindet og ønsket om et barn, som aldrig ser dagens lys. Det er mindet om blod og tab og smerte. Og bræmmen af lys, der omslutter mig; det er livet og Blaise; uadskillelige. Aldrig det ene uden det andet. Jeg er så ulykkelig! Og jeg er så lykkelig på én og samme tid.

 

André blev dræbt i duel. André som ellers aldrig sloges, endsige duellerede! Han blev fundet på tempelområdet gennemboret af kårdestød dagen efter et logemøde. Ingen ved hvem han duellerede mod, og det faktum, at de ikke står frem antyder, at det ikke er foregået på regulær vis. Ingen sekundanter, ingen der vidste besked om noget. André havde været en arg modstander af de krigsgale unge fløse, der for nylig dukkede op i logen. Blaise har også kun foragt tilovers for deres tale om bål og brand. Krig betyder kun ulykke, kan kun ødelægge Fuentor og ikke gøre det frit. Blaise og Patrick talte med en fyr, der havde været med til Andrés sidste logemøde. Han havde holdt brandtale i ½ time mod brushovederne og mod krig. Han opfordrede alle til at melde sig ud af logen og droppe enhver tanke om krig. Efterfølgende blev han set ved et lille møde med formanden for logen og et par stykker at de unge nytilkommende. Derefter ved ingen hvad, der skete. Blaise har skrevet til formanden for at få at vide, hvad der skete ved det efterfølgende møde, samt til Marianne du Bois (Celine) om hun vil undersøge for os, hvem der kan have duelleret på indviet jord den pågældende morgen. Der er aldrig vidner naturligvis, ikke officielt, men jeg er sikker på, at munkene ikke kan lade være med at kigge lidt med. De er i hvert fald altid hurtigt på plettet, når nogen er såret og skal behandles.

 

Jeg er på vej i seng nu. Blaise sidder i salonen og drikker gravøl (altså vin) over André. Han har taget det meget nær. Jeg tror, at han føler skyld over det, selvom det jo på ingen måde kan være hans skyld. Men jeg forstår ham. Min egen dumhed har kostet menneskeliv. To børn, som aldrig blev til rigtig børn, drengen i kolonierne, Døberen og hans mænd havde måske heller ikke mødt helt så grum en skæbne, hvis jeg ikke havde givet dem chancen for at vise deres sande ansigter. Det er en skyld som hænger sig i sjælen på én. Og man kan intet gøre. Man kan ikke gøre gjort ugjort. Man kan ikke bringe de døde tilbage, hvad jeg da heller ikke ønsker hvad Døberen angår! Jeg lader ham i fred. Måske har han lyst til at tale om det i morgen. Lige nu trænger han vist bare til fred.

 

23/12 1600. Hele byen er dækket af sne. Ryendor City har aldrig været smukkere! Marco, Pierre og jeg startede dagen med en rask lille sneboldskrig med nogle lokale snotunger. Vi fik regulære bank! De små møgunger var ikke til at ramme, og de havde et skræmmende boldøje! På et tidspunkt måtte vi erklære os for besejrede og vi gik ind og fik tørt tøj på. Min melankoli var for en stund forsvundet, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt på toppen endnu. Jeg har siddet i en times tid med en af vores gamle eventyrbøger og har læst om Tir-Nan-Ogg, det sagnomspundne land, hvor man aldrig bliver gammel. Jeg har efterhånden fået varmen igen, og har ingen smerter mere. Nu er det Blaise’s tur. Han sidder stadig og drikker i salonen, og timerne han har siddet der kan tælles på antallet af flasker, der hober sig op omkring ham. Jeg tror, at tjenestefolkene lader flaskerne stå for diskret at give os andre et praj om, hvor meget ham egentlig drikker. Jeg er nu ikke foruroliget. Han har grund til at drikke netop nu, og han drikker trods alt mindre nu i gennemsnit end han har gjort.

 

Senere: Jeg fik lokket ham med ud og gå i den friske, frostklare luft. Vi gik ned til Ornen, som var André ynglings værtshus. Det er her, at hans store fest skal holdes i morgen. Værten satte hans mindeplade op, mens vi var her, og jeg sværger på, at jeg så £-tegnet glimte i hans øjne! Blaise og jeg fik snakket, og jeg havde ret: han beskylder sig selv for Andrés død. Det var jo Blaise, som skulle have holdt brandtale. André var ingen stor taler, og har måske hidset folk mere op, end han har overbevist nogen om noget. Blaise fortalte, at André havde ønsket at forlade logen, men at han havde opfordret ham til at blive. Men i den sidste ende var det jo André selv, der valgte at blive. Om ikke andet, så døde han for noget, som han troede på, og det er vel ikke det værste at dø for. Jeg tror, at det trøstede Blaise, at jeg sagde det. Det er jo sådan, at han selv vil dø, hvis det ikke bliver om 100 år af alder (det satser vi på!). Vi kan ikke bringe André tilbage, men vi skylder ham at finde hans morder og hævne ham, og derefter kæmpe hans kamp færdig for ham. Blaise har en vision, som han flere gange har fortalt om. Det er bare først gået op for mig nu, hvor seriøst han mener det, hvor meget han vil ofre på det. Logen skal omdannes til en politisk organisation og magtfaktor, som ad politisk vej skal frigøre Fuentor på en måde som krig ikke kan gøre det. Hvad er et frit Fuentor værd, hvis det er ødelagt af krig? Intet! I øjeblikke kan jeg skimte den store politiker Blaise en dag vil blive. Han er en fattig eventyrer lige nu, men han har mere i sig. Det er på samme måde som man engang imellem i et barns ansigt kan se den voksne person han engang vil blive til. Vi har talt om at købe Andrés hus. Broder Advokat skød det til at indbringe omkring £400, og den pris kan jeg godt overkomme. Huset kræver en del reparation efter branden, og det kan vi måske bruge til at presse prisen lidt ned. Nu skal vi bare lige regne ud, hvor meget husholdningen koster om måneden. £3000 varer ikke evigt, hvis der ingen indtægter er. Det med indtægter er noget vi skal have fundet ud af.

 

Nu kommer Blaise med mere vin! Jeg har ellers fået mere end rigeligt i dag, og dette klare øjeblik, som jeg bruger til at skrive i, holder vist ikke meget længere.

 

24/12 1600 Ryendor City. Vi begravede André i dag kl. 12. Det var et meget lille følge; kun os, hans tjenestefolk og et par venner fra logen. Vi havde bedt præsten om at tale om livsglæde, og det var i det hele taget, som jeg tror, at André ville have den sag gjort. Blaise stod længe ved graven. Jeg gennede de andre lidt væk for at give ham tid og fred til at sige ordentlig farvel. Patrick sad på en gravsten lidt derfra, og så bleg og bedrøvet ud. Han er også stærkt berørt af Andrés død. Som i fælles forståelse begyndte de to at kaste jord på graven (de havde sendt Broder Graver væk). Vi forlod kirkegården i tavshed.

 

Om lidt skal vi afsted til Andrés store gilde. Blaise har bestilt det bedste bord. I aften har jeg tænkt mig at danse og drikke, så det vil være André værdigt! Jeg vil ikke tænke på aborten, på Andrés død, på alle de små smerter jeg bærer rundt på. I aften står i Glædens navn, i Kærlighedens navn, i Livets navn! Ingen og intet kan tage det fra mig! Om jeg så græder nu, så vil jeg le om en time. Leve i nuet, og glemme fortid og fremtid. Jeg kan ikke bære al den sorg, der tynger mig ned og nagler mig til jorden. Som Blaise sagde den anden aften, da jeg var ved at gå helt i stykker: Der er to ting vi kan gøre nu; vi kan glæde os over, at vi rent faktisk kan lave et barn eller vi kan lade os slå helt ud. Han har så godt fast i min sjæl, i alt hvad der drømmer og lever i mig. Han kan tage alle disse tårer og trylle dem om til en livgivende regn, der får blomster til at skyde op af jorden og glæde den der betragter dem. Han har en helt anden forståelse for min sorg, end stakkels Robert. Robert kondolerede mig på kirkegården (af alle steder!). Han havde ville skåne mig for sandheden, og var vist lidt forbløffet over, at jeg godt vidste, hvad der var sket. Han blev ved med at sige, at vi jo var unge endnu, at han var sikker på at der ville blive masser af børn og at han faktisk godt kunne tænke sig en lille nevø. Jeg smilede af den sidste kommentar. Typisk af kære Robert at ønske sig en nevø og ikke en niece! Hvor kejtet hans trøst end var, så var han god, da det hele blev for meget for mig, og jeg begyndte at græde hjerteskærende. Han holdt bare om mig, tæt og nært, uden hans sædvanlige ”så-så” og ”det går nok, søde Manon”.

 

Nu vil jeg ryste al denne sørgmodighed af mig. Min kjole sidder ualmindelig godt i dag, mit hår er sat op til narrestreger, mine sko er nyforsålede og skulle kunne holde til en hel aften og nat på dansegulvet, hvis ikke vi trækker os tilbage for at fejre André på mere intim vis. Jeg føler mig ok nu, er ikke øm eller lignende mere. I nat vil jeg have Blaise så tæt på, at man ikke vil kunne se, hvor han ender og jeg begynder! Jeg vil kravle ind i ham og blive en del af den smukke krop, det stærke hjerte, den drømmende sjæl! Jeg elsker ham! Højere nu end nogensinde før! Så André - du vil få en værdig afsked, tro mig!

 

Senere: Det var alle tiders fest! André ville virkelig have glædet sig over de tusindvis af gæster, der var med til festen. Blaise og jeg fik også fejret ham behørigt. Dugarie kom forbi på sin hvide hest, som Blaise lånte, mens jeg fik lokket obersten ud på dansegulvet. Han danser glimrende, men det var alligevel ikke ligefrem en fornøjelig begivenhed. Han var kommet for at bede mig om at bede Blaise om at ”makke ret”. Og hvis han ikke gjorde det, ville Dugarie tvinge ham. Jeg fandt først langt inde i samtalen ud af, at det handlede om Fuentor-logen, og at det gjaldt om at lukke munden på de krigsgale lømler, der er kommet for nyligt og som råber op om krig og ballade. Blaise er jo i princippet enig med den sag (det var højst sandsynligt dem, der slog André ihjel), og har planer om at gøre noget ved det, men bare det, at Dugarie vil tvinge ham til det, kan få ham til ikke at gøre det! Jeg prøvede at forklare obersten, at man ikke kan tvinge Blaise til noget, og at man slet ikke skal true ham, men jeg tror ikke, at han forstod. Jeg tror i hvert fald ikke, at han vil lade være med det, bare fordi jeg, som kender Blaise bedst i denne verden, siger det. Åh mænd! De kan fandeme være så stejle og hårdnakkede! Nå, mødet er i morgen og jeg fik så mindeligt overtalt Dugarie til at lade mig komme med. Måske kan jeg forhindre dem i at æde hinanden. Dugarie bad mig ikke at sige noget til Blaise, men jeg bryder mig ikke om at have hemmeligheder for Blaise, især dem, som angår ham selv, så jeg har lige sagt til ham, at Dugarie vil invitere ham til møde i morgen for at diskutere Fuentor-logens fremtid (eller mangel på samme). Mere sagde jeg ikke, men han fortjente en advarsel.

 

Åh, nu har han de der øjne, der vil lokke mig tilbage i sengen. Vi har ellers været i den i timevis, efter at vi red hjem på Dugarie’s hvide hest (som Blaise forinden havde ”vandet” ved baren) - meget romantisk! Vi har lige fået lidt natmad; det kan man jo nok trænge til efter sådan en omgang, og nu kunne det være dejligt at krybe ind i hans trygge favn og lægge hovedet på hans skulder og falde i velsignet søvn. Det er sjovt - efter aborten er det som om, at vi alligevel er blevet familie. Der er noget tryggere, mere nært over vores forhold. Større trang til at beskytte hinanden, et andet glimt i øjet. Jeg sørger stadig over barnet - hvad det jo dårligt nåede at blive - men min samhørighed med Blaise er blevet dybere, min kærlighed til ham ligeså. Nu kan jeg ikke sidder her mere - jeg vil over under dynen! Godnat!

 

25/12 1600. Det er frostvejr og byen er dækket af sort sne (den hvide holder åbenbart ikke længe i den store by). Vi fik to interessante breve i dag: ét fra Ferdinand Lerazit (logens formand), som meget kort meddelte, at mødet med André og de krigsgale fløse var gået godt - ”en god debat”, som han kalder det. Derefter et brev fra Marianne/Celine (som jeg er begyndt at synes bedre og bedre om) om hvem, der havde været tilstede ved duellen. André naturligvis, og en ung lyshåret fyr (ham han duellerede imod) og gæt hvem: formanden for Logen for Fuentors Berigelse!! Den lyshårede fyr identificerede Patrick som en Leonard de Ruellen, som vistnok er lejesoldat (hyret til at slå modstandere ihjel?).

 

Efter Patrick tog vi hen og afleverede Dugaries hvide hest (som ellers klædte vores stald så godt). Ak, hvad skal jeg sige om mødet? Dugarie begik alle de fejl jeg havde advaret ham i mod, og fik den ventede virkning: Blaise’s modvilje til at samarbejde! Dybt nede er de jo helt enige: ingen af dem ønsker krig i Damar eller Fuentor, og begge ønsker løsrivelse fra Codora. Ingen af dem bryder sig om brushovederne i logen, og begge synes, at der må gøres noget ved det, og begge har planer om at gøre netop det. Når dét er sagt, er det utroligt så uenige og hadske de kan være over for hinanden! Nå, det endte med at den fælles kurs bliver at håbe på, at Codora ender i krig med Almorad, så Fuentor og Damar kan benytte lejligheden til at rive sig løs. Blaise fik en vis frist til at få styr på logen, før Dugarie sætter ind og lukker den på mere eller mindre voldsom vis. Jeg ved jo hvor meget Blaise tænker over den loge, og ved ligesom han, at timingen for handling er vigtig. Samtidig skal han have gjort sig klart, hvilken rolle han ønsker at spille i en ny og revideret loge, og hvad han vil stille op med brushovederne: luge dem fra og overlade dem til Dugarie? Eller udnytte deres voldelige tendenser, som vil være meget svære at kontrollere. Jeg har rådet ham til det første, og han overvejer det, men hvad det ender med, ved jeg ikke. Jeg vil støtte ham i hvad han nu ender med at gøre - jeg er sikker på, at han kommer frem til den bedste løsning, og hvis ikke - ja, så må jeg hjælpe ham med at finde den bedste.

 

Jeg spurgte i øvrigt Dugarie, om han havde brug for en sekretær; den stabel af breve og papirer han sidder med kunne godt tyde på, at han kunne bruge en hånd på kontoret. Jeg kan jo læse og skrive flere forskellige sprog, forstår at formulere mig, og så er jeg diskret. Jeg elsker at kende hemmeligheder, men røber dem ikke (så er det jo ikke hemmeligheder mere). Jeg håber, at han tager imod tilbuddet. Lyset skal vide, at Blaise og jeg godt kunne bruge en fast indkomst, især fordi vi har snakket om at købe André hus. Vores faste forbrug er vist ikke ligefrem småpenge - ingen af os har lyst til at undvære god mad og god vin. Tøj skal der også til, og bøger, og hvad ved jeg. Og lønninger! Tjenestefolk vil vi jo heller ikke undvære. Nå, vi må regne på det. Vi klarer os jo nok.

 

Senere: Blaise er lige kommet tilbage fra en ekskursion med Marco, hvor de prøvede at opsøge Leonard de Ruellen. Marco er godt knotten over, at han havde betalt £400 (£400!) for samme oplysning, som Marianne/Celine havde givet os ganske gratis (ok, vi skylder jo nok en tjeneste, men ellers gratis), så han mente, at han havde ret til at tage ud og skærer lidt i de lyse lokkers ejermand. Men forgæves - sjuften stak af. Dårlig samvittighed går jeg ud fra.

 

Jeg er begyndt på min roman - den bliver sjov at skrive! Jeg sidder med journalen ved siden af, når jeg skriver for at genopfriske begivenhederne det sidste års tid; det er underholdende læsning. Tænk, alt det der er sket siden jeg forlod Alencon!

 

26/12 på ”Den Fjottede Ko” (sikke et fjollet navn - der må ligge en skæg historie bag!). Sidder her i stearinlysets skær, så dette bliver kort. Vi tog afsted i morges mod Bergerac. 5 dage til ceremonien. Traumatisk at sidde i en karet igen. Har haft en klump i halsen hele dagen. Hvis ikke Springer stod på Bergerac, så var jeg hellere redet hele vejen hjem.

 

30/12 1600 Bergerac. Ja, så er vi fremme i sidste øjeblik. Gæsterne er begyndt at ankomme, og huset er heldigvis klar til dem. Patrice har gjort et nydeligt stykke arbejde. Her er moderne, men meget pænt, og ikke en jadedrage at se nogen steder. Til gengæld har den gode Patrice taget initiativ til at installere nogle nydelige klassiske statuer af unge yndlinge, som aldrig havde fået lov til at stå her i Fars tid. Men Mama har godkendt dem, og jeg synes bestemt også godt om dem! Det er nok et kvindeting (det får jo én til at undre sig lidt over Patrice - hmm).

 

Jeg så moderen til Roberts datter i dag. Hun var her for at hjælpe i køkkenet. Gad vide om Robert ser sin datter og følger med i hendes opvækst? Jeg kunne godt tænke mig at se hende; jeg har jo kun hørt om hende, og moderen kender jeg jo fra længe siden. Sikke en masse hemmelighedskræmmeri dengang. Jeg havde nær aldrig fundet ud af, hvad det gik ud på. Godt min hørelse er så god. Da jeg først havde beviser, var det jo ingen sag at få Robert til at indrømme det hele. Jeg skulle måske tage forbi dem, inden jeg tager tilbage til Ryendor City. Måske kan jeg finde noget at mit gamle tøj, som stadig er pænt nok til at kunne bruges. Jeg kan vel ikke have slidt det hele til laser.

 

Her er i øvrigt en drillenisse på spil! Da jeg gik i bad og sæbede mig ind, begyndte det at klø over hele kroppen. Kløpulversæbe! Det er år og dag siden, at jeg sidst havde sådan én i hænderne (dengang gik det vist udover Far - jeg kan i hvert fald huske de gedigne smæk, der fulgte efter). Robert opdagede, at han prøvede at skrive et brev med blå mælk, og både Pierre og Blaise havde problemer med at åbne skabsdøre (Pierre med det resultat, at alt hans tøj endte i ét rod på gulvet!). Hvem finder på sådan noget?

 

1/1 1601. Nytår - og hvis denne dag er typisk for året, der kommer, så bliver det interessant! Alle sov over sig i dag, og Duc de Beaufort havde meldt sin ankomst kl.12. Resultatet var rent panik! Blaise og jeg undslap al stressen, ved at tage en ridetur ud i det frosne landskab. Vi var tilbage lige efter Beauforts ankomst, og hvem mon var med ham? Maroveille, såmænd, Blaises onde ånd. Beaufort havde også sin ugifte datter med, som han passede meget godt på. Jeg undrer mig over, hvorfor han har hende med, hvis det ikke er for at finde en passende ægtemand til hende. Han kan vel ikke have Robert i tankerne? Nej, det kan jeg dårligt forestille mig. I hvert fald var Marco vist tilfreds med at se hende, men han kender hende jo også væsentligt bedre end os andre, så vidt jeg er orienteret.

 

Drillenissen var med til frokosten - efter første skål sad vi pludselig alle samme med store, blå smil på. På én eller anden måde var Roberts forsvundne blæk dukket op på kanten af hvidvinsglassene! Det så altså ualmindeligt morsomt ud, og heldigvis tog de fleste det også med godt humør. Jeg synes bedre og bedre om den drillenisse, selvom jeg godt kunne tænke mig at vide hvem det er. Ballet skulle jo helst ikke ødelægges af små, tåbelige pranks. Ceremonien var vist i øvrigt ellers lige ved at blive ødelagt af Duc de Beaufort, som beskyldte Marco for at have stjålet de røde sten, som Beaufort var i besiddelse af (og som han havde sat i pant for de lån, han havde taget for at bestikke parlamentsmedlemmerne!). Marco hidsede sig vældigt op over det, da han for en gangs skyld var uskyldig. Men tænk, de røde sten er borte! Det kan kun være Pierre Berg, der har taget dem tilbage, da han ikke fik det han havde betalt for. Bare Marco ikke skal betale for en andens gerninger! Jeg bryder mig ikke meget om tanken om Pierre Berg med så mange penge på lommen. Men hvis det kan gøre ham til Beauforts fjende, så er det en udmærket udvikling. Bare Beaufort selv kommer på den tanke, at det var Pierre og ikke Marco, der er rendt med stenene.

 

Blaise har hjulpet med af- og påklædning. Det er han faktisk ret ferm til (han har jo efterhånden også øvelsen!). Jeg skulle kun have hjælp af en pige til håret her til ballet, ellers klarede vi det i fællesskab. Lige nu sidder han og prøver sig frem på lutten.

 

Han har fundet melodien! Det er det smukkeste, mest fængende og hjertegribende jeg nogensinde har hørt! Jeg forsøgte at skrive noderne ned, men er fuldstændig ude af stand til det. Jeg har aldrig hørt sådan en musik før!

 

Senere, meget senere: Vellykket middag, vellykket bal. Mama præsenterede et billede af os alle sammen (dvs. Reynaud, Pierre, Robert, Blaise og jeg) som minde om rejsen til Cagliano.

 

Blaise og jeg kunne ikke sove bagefter og besluttede at følge en gammel idé til dørs: at undersøge krybekælderen. Vores teori var, at Pierre Berg kan have gemt noget dernede. Personligt var jeg mest bange for, at det var hans forsvundne kumpaner vi skulle finde dernede i mere eller mindre opløst tilstand, men det var ikke det vi fandt! Udover Farfars gamle rustning, nogle skal vi sige anderledes farvede glas og andre interessante småting, fandt vi såmænd nogle af Pierre Bergs efterladte kasser, og i den ene lå vores økonomiske sikkerhed: 20 gule sten og 80 guldstykker! Pierre Bergs lille nest-egg? Nu i vores hænder! Derudover fandt vi nogle papirer, som jeg glæder mig til at læse. Vi mangler stadig at finde ud af hvordan Pierre Berg fandt frem til navnene på Benin, de Levre og Alberto Alfredo, og måske kan disse papirer give svaret. Men skatten! Vi bliver selvfølgeligt nødt til at fortælle Robert om den, selvom vi først overvejede at holde det hemmeligt. Men det kan vi selvfølgelig ikke være bekendt! Og det med at holde hemmeligheder for Robert, det har vi aldrig været gode til. Jeg håber bare, at Robert siger: Godt gjort, venner! Behold I bare skatten selv; I har jo brug for det! Ja, man kan vel håbe. £1200! Tolvhundrede pund, hurra!! Jeg kunne danse og springe badut af begejstring! Jeg får da aldrig sovet i nat!

 

2/1 1601. Robert lod os beholde skatten - så slipper han for at købe huset i Rue de Cloister til os, så lidt får han da ud af det! Vi fortalte også de andre om fundet, og der lod ikke til at være misundelige miner. Reynaud fik Farfars rustning, som endnu er en anelse for stor til ham. Vi snakkede lidt om hvad vi gør ved sagen om Farfar og Nordlandet. Skønt jeg er vældig nysgerrig efter at finde ud af hvad det hele er for noget, må jeg bøje mig for fornuften: Det vil på ingen måde være gavnligt for familiens navn, hvis vi roder op i sagen. Hvis det kommer ud, at Farfar (og vi) rodede med overnaturlige sager, vil det gå ud over vores gode navn. De andre virker umiddelbart mere bekymrede over, at Pierre Berg kunne tænkes at have kastet sig over sagen, og det nager mildest talt også mig! Robert har sendt et personligt brev til Hertugen af Nordlandet om at Pierre Berg må anses for at være yderst farlig og måske være på vej mod det land, der er i familiens besiddelse i Nordlandet. På dén måde kan vi både forhindre Pierre Berg i at lave ulykker i Nordlandet, og kan måske få bragt ham tilbage til retsforfølgelse. Jeg tror ikke, at jeg vil føle mig 100 % sikker, før jeg ved, at Pierre Berg og hans kumpan Rotten er uskadeliggjort. Jeg bryder mig ikke om at ønske nogen død, men de to hjemsøger mig i drømme, og det er deres skyld, at jeg ikke føler mig tryg ved at bevæge mig nogen steder hen på egen hånd. De har stjålet min frihed og jeg hader dem for det!

 

I morgen tager vi til Ryendor City og køber Andrés hus.

 

3/1 1601. Overnatter i ”Masters Inn”. Plusgrader. Jeg hader at køre karet!

 

8/1 1601 Ryendor City. Post; Bogtårnet kender naturligvis ikke noget til bøgerne. Det udelukker ikke at de har dem, men jeg ville søreme heller ikke kendes ved dem, hvis jeg var dem! Jeg forfølger ikke sagen. Brev fra Bourgaine: de ved selvfølgelig heller ikke hvor Guillaume er. Jeg tror, at jeg har foruroliget dem tilfredsstillende. Ikke desto mindre skrev de til Reynaud, at de havde moret sig over frieriet, og dét sårede ham dybt, kunne jeg se. Vi får se om det ikke ændrer sig inden sommeren er ovre! Om lidt tager vi over til Broder Advokat og forvandler ham til Broder Ejendomsmægler, så vi kan komme under eget tag! Selvfølgelig kan vi ikke flytte ind før efter brylluppet, men vi kan indrette det og gøre det hele klart. Det passer mig fint at få flyttet mine ting fra Montrouge-huset til mit nye hjem. Så kan Georges ikke længere røre mig. Jeg vil tro, at han har elsket nyheden om min forlovelse: alle de dejlige penge han sparer!

 

9/1 1601. Pierre ligger bevidstløs, svært såret efter duel med Santiago-bøllerne. Vi gik til klostret i går og fik arrangeret huskøbet. Vi fik det til £400 og så betaler klostret for istandsættelsen. Vi havde inviteret de andre på middag på Café Royale, ét af de allermest eksklusive spisesteder i byen. Vidunderlig mad; skaldyrssuppe, vildtryg, honningglaseret vildsvin og frugttærter med råcreme. Blaise satte de andre ind i den politiske situation med hensyn til Almorad, Codora, Ryendor, Fuentor og Damar, som den gode oberst mærkelig nok ikke havde sat Robert ind i. Det ville jeg ellers have forventet. Det er vel rimeligt at orienterer sine underordnede officerer om muligheden for krig, selvom det ikke nødvendigvis er lige rundt om hjørnet. Derefter tog vi i teatret og så ”En flaske fuld af sandhed”; et meget grinagtigt stykke! Hunden var uhyre morsom! Meget talentfuld. Derfra til vores sædvanlige dansested, hvor vores ulykke tog fart. Marco havde et sammenstød med et par Santiago-fyre, som bare ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Jeg tror, at vi har glemt at advare ham om de idioter, men nu kan han da ikke længere erklære sig uvidende. Der blev aftalt duel; ved klostret ved daggry. De fleste af os besluttede at feste igennem; det har vi haft held med før.

 

Ved daggry mødtes vi - Blaise og jeg ret beduggede - og jeg kunne bare ikke dy mig for at fornærme dem så godt jeg formåede; mig kan de jo ikke udfordre. Desværre inspirerede jeg Pierre til at gøre det samme, og han endte naturligvis i duel. Blaise og jeg gik efter lægen, for nogen kunne jo nok få brug for hans hjælp inden duellerne var ovre. Desværre var han ikke hjemme da vi kom, og vi vendte tilbage uden ham og noget senere end planlagt. Duellerne var overstået da vi kom. Marco havde klaret sig fint, men Pierre - Pierre lå i Reynauds skød og blødte meget. Han var bevidstløs og bleg som pergament. Jeg troede først, at han var død, og mit hjerte stoppede ved tanken. Jeg har aldrig elsket Pierre, men tanken om at han skulle være død lamslog mig. Han levede stadig, men kun lige. Vi fik ham ind i klosterhospitalet, hvor Broder Læge straks tog sig af ham. Det ser ud til at han vil leve, men han er stadig ikke ved bevidsthed. Reynaud er hos ham, og vi er taget hertil for at hente rent tøj og noget at læse i til Reynaud. Vi tager tilbage til klostret om et øjeblik.

 

Senere: Vi købte huset og betalte desuden grundleje og tyveri- og brandforsikring for de næste 5 år. Inden da har vi nok fået en mere solid indkomst. Pierre er stadig bevidstløs, men stabil. Han skal nok komme sig, selv om det vil tage noget tid. Robert blev hjemme for at kigge på gamle regnskaber. Jeg tror, at han har svært ved at håndtere sådan noget her. Marco og Blaise tog videre ud i byen, mens jeg blev hos Reynaud. Han så ud til at kunne bruge lidt selskab, og jeg fik ret. Han er langt, langt nede. Han ønskede sig i Pierres sted. Han kunne intet håb se; ikke så meget hvad Pierre angik, men hvad hans egen fremtid angik; Jacqueline, manglen på penge og ting at foretage sig. Jeg prøvede at opmuntre ham, men det var håbløst. Jeg kan ikke forstå den slags sortsind. Jeg kan ikke begribe håbløsheden, som har så godt tag i ham, så jeg gik hen for at hente Blaise. Blaise lider med mellemrum af samme mørke sind, og kunne måske hjælpe. Jeg fandt ham og Marco i gang med et spil kort, hvor de hustlede et par forhåbningsfulde korthajer, som dog måtte indse, at de havde fundet deres overmænd. Jeg tror, at Marco blokkede dem for £40 pund, og det lunede vist godt i hans pengepung, slunken som den altid synes at være. De tog med tilbage til klostret. Jeg tror måske, at det hjalp Reynaud at snakke med Blaise. Han fortalte desuden at han savnede militærlivet; kammeratskabet, det at leve livet på spidsen hver dag. Jeg ved jo hvad han har været igennem; mord på uskyldige, nedbrænding af landsbyer, blod og skrig. At savne dét? Jeg forstår det ikke. Og dog. Charles havde en digtsamling, som jeg læste engang, skrevet af en forhenværende soldat, som ikke længere kunne finde en mening med livet. Det må gøre noget ved en mand hver eneste dag ikke at vide om man lever til solen går ned. Hver eneste dag være omgivet af død, blod, angst. Se sine kammerater dø, se mennesker dø for éns eget våben, selv se døden i øjnene. Hvor ulykkeligt, at det er sket for Reynaud. Selv hvis han fik Jacqueline, så ville han aldrig finde sin fred. Han lever kun på slagmarken, han venter kun på den næste krig, den næste kamp. Man lever mest, det øjeblik kården rører huden, sagde han til mig. Et eller andet sted kan jeg godt forstå det, men ikke helt; jeg er enig i, at man elsker livet mest, når man står i fare for at miste det. Men at leve for det øjeblik? Dét forstår jeg ikke. Jeg lever for en smuk frostklar morgen, jeg lever for øjeblikke med Blaise, jeg lever for et smukt digt, en god jagt, en hæsblæsende ridetur igennem skov og over mark, jeg lever for en aften med mine kære med god mad og god vin, jeg lever for en livlig dans. Men Blaise og Reynaud forstår hinanden bedre. Jeg ved at Blaise lever for mange af de samme ting som jeg, men han forstår det at søge mørket og døden, hvilket skræmmer mig endeløst! Åh, jeg kan ikke bære det! Hvordan lever man, hvis man ikke elsker livet; Kan man overhovedet?

 

Det lykkedes os at overbevise Reynaud om at verden og livet ventede derude, og vi lokkede ham med i byen. Vi besluttede at hente Robert derhjemme, og det var vist godt at vi gjorde dét! Også han er i et mærkeligt humør. Han havde arrangeret bøgerne i biblioteket efter størrelse, farve, forfatter og titel; jeg har aldrig set noget lignende! Mens herrerne gjorde sig klar, kom en tjenestepige med en besked til mig; Marianne/Celine vil se mig i morgen formiddag i slotshaverne! Jeg er mildest talt meget spændt på hvad det kan handle om! Hun er et meget fascinerende menneske! Jeg kan godt forstå, at mænd på stribe bliver forelskede i hende; hun er virkelig ikke et jordisk væsen. Hun er bare mere til stede en alle andre på én eller anden måde, som om at hele Verden er skabt for at hun skulle være i den. Ja, jeg tilstår, at jeg er en lille smule forelsket selv, hvis en kvinde kan blive dét i en anden kvinde. Jeg ville bare ønske at Robert ville glemme hende, eller at hun ville give ham et reelt håb, men det kan hun vel ikke i hendes branche - som jeg stadig er lidt i tvivl om præcis hvad går ud på. Blaise mener jo, at jeg er alt for naiv, hvad hendes branche angår. Tja, jeg ser nok lidt for romantisk på det. Nå, nu er de herrer endelig klar. Afsted ud i byen!

 

10/1 1601. Mødet med Marianne du Bois var på én gang en betagende og meget trist affære. Hun er den smukkeste kvinde, der findes, og har det skrækkeligste liv. Ikke bedre end havneknejpernes skøger, som hun selv siger. Hendes skønhed er et middel til at få oplysninger, ja, det kom jo ikke bag på mig; men nogen kræver mere end at se. Stakkels, stakkels Marianne! Jeg tilbød hende et fristed, skulle hun nogensinde bryde ud af det triste liv. Jeg tilbød hende venskab, og hun så ud til at hun sandelig godt kunne bruge en ven. Jeg føler sådan en ømhed for hende; ikke som forelskelse og betagelse mere, men en trang til at beskytte hende, og give hende det liv hun fortjener. Hun ønskede, at jeg skulle bede Robert om at glemme hende. Han havde sendt hende en invitation til at spise middag med ham, og det bliver mig, der skal bringe ham hendes afslag. Det er ikke fordi, at hun ikke kan lide ham - det fornemmer jeg, at hun kan - men hendes arbejde forhindrer det. Hun bad mig om ikke at fortælle Robert om hvad det præcist gik ud på; hun ønskede ikke, at han skulle foragte hende - bare glemme hende. Hun er ham ikke værdig, sagde hun. Ak! hvad nytter det at ligne en engel, hvis man lever i Helvede? Stakkels Marianne! Stakkels, stakkels Marianne! Hvis bare der var noget jeg kunne gøre for hende. Jeg håber, at hun en dag vil tage mod tilbuddet om et fristed hos os, før hun har mistet al agtelse for sig selv; før hun mister sit livsmod. Det så ikke ud til, at hun havde meget af det tilbage; men hun er på den anden side ikke typen, der giver op. Stakkels, smukke Marianne.

 

Jeg savner Guillaume. Pludselig dukkede han op i min erindring, og det gik op for mig, hvor lidt jeg har beskæftiget mig med ham det sidste ½ år. Han var min nærmeste ven i 8 år, igennem hele mit ægteskab, og nu er selv tanken om ham så langt væk. Jeg var 15, da jeg kom til Montrouge. Han var 14. Vi var begge lidt ensomme, og fandt i hinanden den ven vi manglede. Vi havde de samme huslærere i musik og filosofi, og fandt at vi var ligesindede hvad mange ting angik. Guillaume var Charles’ yndlingssøn, og han tog os gerne med begge to, når han skulle rundt i landet. Georges skulle passe sin uddannelse - jeg tror, at han misundte os grænseløst. Måske er det derfor han har så lidt til overs for os i dag. Da Charles døde, fandt vi trøst hos hinanden, og mere end det… Så tog jeg bort - jeg forlod ham før det blev for farligt, men jeg frygter nu, at det var for sent. Jeg ville så gerne tale med Guillaume, sikre mig, at det ikke er mig, der er skyld i hans ulykke. Der var en gang vi kunne tale om alt - vi kendte alle hinandens hemmeligheder. Og nu - nu ved jeg ikke engang hvor han er, endsige hvordan han har det! Bare han dog ville kontakte mig, så jeg vidste hvad der foregik! Så jeg vidste at han havde det godt!

 

Senere: Brev fra Blaises mor; de kommer alle sammen til brylluppet! Det lød lidt som om, at hun nok skulle dreje armen om på dem, der ikke skulle have lyst til at tage med. Hende kan jeg godt lide allerede!

 

Vi tog hen for at se til Pierre efter frokost. Det viste sig, at munkene måtte genoplive ham i morges, da han pludselig holdt op med at trække vejret! Han var ved bevidsthed, men nærmest i chok, da jeg talte med ham. Han fortalte om et forfærdeligt mareridt han havde haft; Han var i en fremmedartet skov (Nordlandsk?) og blev draget frem mod en lysning med en hedensk stensætning, hvor der foregik noget underligt. En mængde mennesker var samlet til et sælsomt ritual. På en stor sten, som et alter, i midten af stensætning lå en mand, som tydeligvis var død, og da han kom nærmere kunne han se, at det var ham selv! Pludselig vidste han at ritualet skulle kalde ham tilbage fra de døde - nekromanti kaldte han det selv. Netop som at han drømte, at ritualet gik i gang, genoplive munkene ham! Han havde virkelig været død! Han ville ikke gå til inkvisitionen med det, som jo ellers er eksperterne i sådanne sager. Principielt ville jeg også være lidt nervøs ved det; man hører jo et og andet om deres metoder. I stedet opfordrede jeg ham til at opsøge den såkaldte troldmand Surene, som jo arbejder for inkvisitionen, og som, hvis han ikke selv kan hjælpe, måske kan henvise til en mindre rabiat inkvisitor. Det ville han gøre, sagde han, når han kom på benene igen. Munkene vil først lade os få ham hjem i morgen, så det varer nok lidt før han har kræfter nok.

 

Derefter Tog vi hen til Dugarie, som havde indkaldt til møde for hele familien. Han startede med at introducere herrerne for hans nye sekretær; mig såmænd!! Han fortalte om den politiske situation, om hvordan Damar (og Fuentor) skal tages ved kup, mens Codora er travlt optaget andetsteds (Almohadh). Vi skal så vidt overhovedet muligt gøre det med så få blodsudgydelser som muligt. Vores vigtigste opgave netop nu er at hjælpe Blaise med logen, så brushovederne dér ikke begynder en krig i utide (eller i det hele taget allerhelst!). Jeg kunne ikke helt tyde Blaises reaktion på dette. Han roder stadig med, hvad han skal gøre ved logen, men er dog opsat på at noget må gøres - og snart! Og Dugaries pludselige støtte overraskede ham. Af rent principielle årsager blev han slet ikke glad for det, tror jeg! Han hader, når andre fortæller ham, hvad han skal gøre, og logen er i den grad hans egen affære, at andre, i hvert fald obersten, skal blande sig uden om, indtil han selv giver folk besked om hvad de skal. Logen er hans ømme punkt. Jeg tror, at han venter på det gyldne øjeblik, hvor det står klart for ham, hvad der skal gøres.

 

Vi tager afsted mod Bourgaine i morgen, Blaise og jeg, på Reynauds vegne. Vi har kaldt til familiemøde, når vi kommer hjem igen. Der er så mange ting, der optager os, som Marco ikke er orienterede om. Og jeg aner ikke hvordan, det ser ud med forretningen. Pierre har brug for at snakke med nogen og bør åbne op for andre end Reynaud og mig, og Marco ved jeg bare ikke ret meget om. Jeg ved at jeg vældig godt kan lide ham. Der er en ligefremhed over ham, som bare går rent ind. Han er en anelse usleben, men han har mange gode evner og sider, som vi godt kunne få glæde af i familien. Så vi må gøre et eller andet for at binde ham til os. Han har lovet at lære mig at spille kort, noget jeg hovedsageligt spurgte om for at få lejlighed til at pumpe ham om hans fortid!

 

13/1 1601 Bourgaine. Efter noget møje og besvær og en hel del tålmodighed (støn!) lykkedes det os at få kontakt til Jacquelines duenna. De ville slet ikke lade mig besøge Jacqueline selv. Min anmodning blev sendt tilbage med et kort og kontant afslag. Men de har åbenbart ikke fået nys om vores nære kontakt til duennaen endnu. Jacqueline har selvfølgelig aldrig modtaget Reynauds breve, og hun har heller ikke hørt et ord om Reynauds formelle frieri, hvilket ikke overrasker mig synderligt. Jeg bad duennaen om at fortælle hende det, og spurgte om det var muligt at få Jacqueline til at skrive et brev til Reynaud for at give ham håb. Duennaen kom tilbage med et digt, som Jacqueline havde skrevet og derpå tydeligvis smidt ud; det var krøllet og forrevet. Enten ville eller kunne Jacqueline ikke skrive selv, eller også foregår her noget, som jeg ikke har gennemskuet endnu. Duennaen fortalte, at Jacqueline er overvåget konstant. Hun er som en fugl i et gyldent bur. Jeg må indrømme, at jeg skimmede digtet; bare for at sikre mig, at det ikke var et brev, der ville gøre Reynaud for ked af det. Det er smukt og så sørgmodigt, at det knuser mit hjerte på de unge elskendes vegne. Så snart Reynaud har besluttet sig, må vi gøre noget drastisk! Vi tager tilbage til Ryendor City i morgen tidlig.

 

Manuons dag 1601 Ryendor City. Familiemøde. Vi satte Marco ind i Reynauds kærlighedsaffære. Pierre fortalte de andre om hans mareridt og årsagen til dem. Han tager hen til Surene i morgen. Hans fremtidsplaner er stadig lidt vage; hovedsageligt går de ud på at finde en eller anden form for indtægt, inden han skal arve onkel Josephe. En mulighed er familieforretningen, naturligvis. Robert har under alle omstændigheder tænkt sig at udvide forretningen lidt, blandt andet med at oprette handel til og fra kolonierne. Pierre og Robert begyndte at diskutere fordele og ulemper ved selv at købe et skib, men bestemte sig vist til at overlade dén risiko til andre (det er lettere at få erstatning, hvis det ikke er ens eget skib, der går ned!). Robert har også tænkt sig at ansætte en administrator der kan forbedre vores landbrug og skovbrug; det lyder fornuftigt! Forretningen går så godt, som man kunne forvente; Robert mangler stadig at få genetableret den tillid, som vores forretningspartnere nærede til Far. Det er bare et spørgsmål om tid, er jeg sikker på. Han har fået brev fra Nordlandet om at vi ganske rigtigt ejer et stykke land deroppe. De holder øje med Pierre Berg, men har endnu ikke set tegn på hans tilstedeværelse deroppe. Efter min mening er det et spørgsmål om tid, medmindre han slår sig ned et eller andet sted i udlandet med hans/Beauforts røde sten. Marcos fremtidsplaner gik kort og kontant (!) ud på at tjene så meget som muligt så hurtigt som muligt, gerne igennem rige og gavmilde kvinder. Jeg spurgte til hans grund til at forlade Carvintia, men han slog det hen. Det var ikke noget han havde lyst til at snakke om, sagde han, men jeg kunne se på den måde han så på mig på, at jeg nok skulle få historien på et eller andet tidspunkt. Jeg kan mærke et bånd imellem os, som jeg ikke helt kan identificere. Jeg tror også, at der er et mellem ham og Blaise. Jeg kan forstå hvorfor de to har en forståelse for hinanden. Der er en udefinerbar kvalitet ved dem begge, som de har tilfælles. En form for integritet måske? En evne til at se tingene fra en lidt anden vinkel. Jeg må indrømme, at jeg synes bedre og bedre om ham. Han kan blive en meget nær ven, eller endnu en pseudobror?

 

Manuons Fest i aften.

 

16/1 1601. Kors, hvor er jeg træt i hovedet! Jeg startede hos Dugarie i dag. Det bliver hårdt, men spændende arbejde! En del af arbejdet består af at sortere og svare på fanpost, som obersten kalder det (folk, der vil opnå et eller andet; informationer, kommissioner, ægteskab og så videre), og det noget mere interessante; det hemmelige arkiv, samt læsning, sortering og analyse af agenternes breve. Det hele skal noteres og krydsrefereres. Jeg havde vist mere end almindelig ret, da jeg foreslog Dugarie, at han burde anskaffe sig en sekretær! Mit hoved er proppet med informationer, som jeg prøver at finde hoved og hale på. Jeg håber, at Dugarie vil finde mig effektiv nok. Arbejdet er hemmeligt naturligvis, og jeg holder det for mig selv, med mindre Dugarie selv giver mig lov til at fortælle noget videre. Ikke engang denne journal vil se et ord af det! Nå, jeg må hellere prøve at finde Pierre. Han skulle have været hos Surene i dag, og jeg er sikker på at han har noget at snakke om! Jeg har brugt 1 times tid med Blaise og med at skrive dette, men jeg må hellere være der lidt for Pierre, før jeg kan holde helt fri for i dag!

 

17/1

 

Første linie illustrerer den første ½ time jeg har kigget på papiret. Jeg ved ikke hvor jeg skal ende og hvor jeg skal begynde. Mit hoved kan ikke rumme mere, mit hjerte kan ikke, mine skuldre kan ikke. Men hvis jeg alligevel skal, så kan jeg nok godt alligevel. Manon de Montrouge giver aldrig op. Og hvis hun gør, er der nok nogen, der sparker mig i gang alligevel.

 

Jeg starter med starten: Jeg fandt Pierre i ret oprørt tilstand. Han var dybt rystet over det Surene havde fortalt ham; at han var født med magi i sig og en hel masse om en ånd, som jeg ikke fik fat i - hovedsagelig fordi jeg slet ikke kan fatte hele konceptet af hvad han sagde. Han må studere og lære at styre magien, sagde Surene, eller forsøge at holde fristelsen ud, og vedblive med at have mareridt. Pierre er jo i forvejen en anelse forvirret, hvad kirken angår (det er også mig og min humanisme), men hans tro på det overnaturlige og magi ligger langt fra min livsfilosofi. Surene fortalte ham, at mareridtene kan være erindringer eller forudanelser. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal håndtere sådanne ting! Jeg er bange for at Surene har proppet hans hoved med absurditeter. Jeg måtte give op til sidst. Jeg nåede lige at forsikre Pierre om, at hans plads i familien ikke er i fare; vi udstøder ham ikke fordi han er knyttet til magi (hvad siger man?) Fordi han er bindegal?), så flygtede jeg nærmest ud af værelset og fandt Robert, og bad ham om at snakke med Pierre.

 

Så fandt jeg Marco og spurgte om han ville lære mig at spille kort nu. Jeg trængte til at bruge hovedet til noget jeg kunne forstå, til noget jordnært. Men jeg kunne mærke på Marco med det samme, at det ikke var det han ville. Han fortalte mig sin historie, gjorde Marco, eller rettere Giovanni.

 

Marco er ikke fætter Marco fra Carvintia. Hans virkelige navn er Giovanni - han er født som bondedreng, blev tidligt forældreløs og tog til Venuzia, hvor han levede på gaderne. Marco de Badjo var hans kammerat, som engang havde fortalt om sin familie i Ryendor. Sammen lavede de en bliv-rig-hurtig-plan som gik ud på at forføre en rig marquis hustru og lænse ham for så meget som muligt. Det lykkedes også, men Marco ændrede sig; blev ond og sadistisk. De flygtede derfra med en masse penge, efter at Fætter Marco havde voldtaget og dræbt marquisens 16-årige datter. De blev indhentet på en kro, hvor Giovanni gemte pengene og Marco blev dødeligt såret. Giovanni stak nordpå med et stjålent navn, og et introduktionsbrev han selv havde skrevet, for at finde os. Han er en bondedreng uden anden uddannelse eller manerer end dem Marco lærte ham. Det er mærkeligt, men at vide at han ikke er familie ændrer intet i mine øjne. Jeg er utrolig beæret over hans betroelse og det mindskes ikke af den gave han bagefter gav Blaise og mig. Han sagde til mig, at han længe havde ønsket at fortælle sin historie til enten mig eller Blaise. Blaise kan jeg forstå, men mig? Måske kan han, ligesom jeg, mærke den sære umærkelige forbindelse der er opstået imellem os. En form for fascination? En klar viden af at her er en person som man holder af uden at vide præcis hvorfor. Jeg kan i hvert fald ikke forklare det. Han bad mig om at møde ham en time senere i huset i Rue de Cloister og tage Blaise med mig. Så ville han fortælle det hele til Blaise. Nu håber jeg ikke, at Blaise bliver kontrær og påstår at Giovanni sagtens kunne lyve; at det var ham og ikke Marco, der voldtog og dræbte, at det var ham der dræbte Marco for at tage hans identitet. Jeg vendte tankerne kort, men kan ikke få det til at passe. Jeg fornemmer en rå ærlighed i ham. En fornemmelse af, at han ikke ville lyve om sådan noget for mig eller for Blaise. Blaise og jeg tog derhen og var der til tiden. Giovanni var der ikke endnu, men der var lys - i hele huset! Der var tændt op og lys over det hele! Der var ingen tjenestefolk, til gengæld var der møbler! Sidst vi var her var huset tomt. Andrés møbler var flyttet til klostrets lagerrum for at blive solgt. Vi havde overvejet at købe en del af dem, selvom de er gamle og slidte, fordi de var billige, og møbler skulle vi jo have. Jeg kiggede i alle værelser og alle var møbleret undtagen soveværelset, som jeg har en del møbler til fra Alencon. Vi mangler faktisk bare en seng nu. Det er gode møbler, god kvalitet, dyre møbler! Da jeg kom ned ad trappen igen stod Giovanni der med et mystisk smil. ”Kan I lide jeres bryllupsgave”? spurgte han. Jeg tror, at jeg gav et skrig fra mig, før jeg kastede mig om halsen på ham. Møblerne er en gave fra Giovanni! Alle de penge han har vundet det sidste stykke tid må være gået til at købe møbler til os! Hvilken gave! Hvilket storslået gave! Hvor må han holde af os, denne fremmede fra Carvintia! Hvordan vi vandt hans hjerte aner jeg ikke, men at bruge så mange penge, når det eneste han higer efter, er penge og flere penge! Måske har han hos os fundet noget, som han ikke vidste at han ledte efter; venskab, respekt, accept af hvem han er, præcis som han er. Han sagde godt nok, at møblerne havde tilhørt nogen som alligevel skulle have nogle andre, så jeg har en svag mistanke om, at han ikke er kommet helt ærligt til dem, men jeg lader tvivlen komme ham til gode. Hvordan han end er kommet til møblerne, så er de en fantastisk og utrolig betænksom gave! Han og Blaise gik op i det store arbejdsværelse for at tale sammen, mens jeg gik fra værelse til værelse og beundrede gaverne. Denne gang fortalte Giovanni hele sin livshistorie og ikke bare den som bragte ham til os.

 

Giovanni mistede sin far, da han var 5 år gammel. Hans mor kunne ikke forsørge ham, og han måtte klare sig selv i byen. Han voksede op i drengebander, og levede af at stjæle, lyve og bedrage. Som ung mand mødte han Marco de Badjo, som deltog i nogle indbrud mod højerestående folk. Marco havde vist meget store problemer med sin far, ja, i det hele taget. De to kom godt ud af det med hinanden. Marco lærte Giovanni, hvordan man bevæger sig i de højere kredse, i hvert fald nok til at han kunne begå sig iblandt de fine. Hvorfor Marco ændrede sig, ved Giovanni ikke. Han vidste i det hele taget ikke meget om de meget tunge problemer Marco åbenbart gik og rodede med. Jeg er nu glad for, at det er Giovanni, og ikke den rigtige fætter Marco, der kom til os. Der er ét eller andet ved Giovanni, som klinger rent. Han sagde, at han ønskede at forlade sin kriminelle karriere. Han ville gerne leve lovlydigt, og dét forstår jeg godt! Det er et farligt liv; at leve i skyggerne! Vi fik ham overtalt til at beholde Dugaries kommission. Hvis han virkelig gerne vil gå for at være adelig, hvis han gerne vil være rig, så er her faktisk en reel mulighed for at blive det. En ærlig titel, en ærlig tjent formue. Han bad os tie stille med det, og for en gangs skyld var Blaise og jeg helt enige i at dette var en hemmelighed, som hellere måtte holdes. Robert ville aldrig forstå det, retskaffen og retlinet som han er. I mine øjne er Giovanni familie, og familie svigter man ikke.

 

Sent, sent, sent om aftenen forlod vi huset igen og vendte tilbage til Bergerac-huset. Robert tog imod os i natskjorte. Vi var nået tre skridt op ad trappen, da det bankede på døren. Et øjeblik ventede vi alle på, at en tjener ville åbne døren, men de sover sjovt nok klokken 2 om natten. Så jeg åbnede døren. Udenfor stod to kappeklædte mænd med hattene godt nede i øjnene, og sagde at Marianne du Bois havde sendt dem. Jeg lukkede dem selvfølgelig straks ind. Med dem havde de endnu kappeklædt skikkelse, som jeg ikke kunne sige mere om, end at det var en kvinde. De bad os om at huse hende for en nat, og uden at konferere med nogen, sagde jeg ja. Jeg regnede ikke med at få modsigelser, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg førte kvinden til et ledigt gæsteværelse, og fik jeg ved ikke hvilket nummer chok for én dag; hun er en meget ung kvinde, måske 17 eller 18 år, og nonne. Hun rystede af kulde, så jeg rodede op i kullene og skovlede lidt mere på, før jeg sendte bud efter varm mad og grog til hende, og hentede noget tøj til hende. Giovanni, Robert og Blaise stod stadig ude på gangen, men da de kunne se, at der ikke var noget de kunne gøre, trak de sig tilbage, for at drikke kunne jeg tænke mig. Pigen var ikke særlig meddelsom. Det eneste jeg ved om hende lige nu, er at hun hedder Danielle, at hun er novice og har været igennem noget forfærdeligt, som hun ikke ønsker at tale om (endnu!). Jeg tilbød at blive der, indtil hun sov, hvilket hun accepterede. Det var kun min mening at våge over hende til hun sov, men jeg nåede de sidste reserver af energi netop dér. Hele dagen; arbejdet hos Dugarie, Pierre, Giovanni, huset og nu denne unge kvinde, lå tungt, tungt, tungt på mine skuldre. Jeg kunne ikke rumme mere, ikke overkommer mere. Jeg tror, at Danielle græd sig i søvn. Jeg selv faldt også i søvn i en noget akavet stilling i en umagelig lænestol. Alle disse hemmeligheder og ulykkelige historier - alle disse ting som jeg ikke kan gøre noget ved, havde gjort mig mere træt end jeg havde indset. Jeg har stadig lidt lyst til at sætte mig hen i et mørkt hjørne og holde mig for ørerne, og sige; ”jeg vil ikke vide mere, jeg kan ikke hjælpe mere, lad mig være i fred”, bare indtil der er stille igen i mit hoved, bare indtil skrigene og gråden er stilnet. Indtil det eneste jeg kan høre er mit eget åndedræt, mit eget hjerteslag. Jeg vil gemme mig i Blaise’s favn bare et øjeblik, og fra ham låne den styrke, der skal til at være mig i disse dage.

 

Robert vækkede mig ved at banke hårdt på døren en times tid senere. Han vækkede heldigvis ikke Danielle. Han havde ventet oppe for at få at vide om det var Marianne, der var derinde, det kærlighedssyge fjols. Nå, i det mindste kunne jeg finde min egen seng, krybe ind til Blaise og falde i søvn.

 

Jeg stod op med morgenklokkerne kl. 9. Jeg kiggede ind til Danielle og hun var allerede vågen. Hun spiste på sit værelse, og Robert greb muligheden for at holde endnu et familiemøde, nu Reynaud er vendt tilbage fra hvor han nu var. Der blev snakket længe om inkvisitionen, som vi snart alle ønsker, at Pierre henvender sig til med sine problemer. Jeg ved ikke om de kan hjælpe ham, men de er da det bedste bud på sjælelig hjælp. Jeg har heldigvis altid følt Lyset så stærkt i mig, at jeg ikke har følt behov for den slags hjælp. Fader Bryant har altid været herligt at diskutere med, men han er også den eneste indenfor kirken, som jeg ikke har følt mig fordømt af, den eneste som ikke har sat spørgsmålstegn ved måden jeg troede på, så længe jeg troede. Jeg har da også hørt historier om inkvisitionen, men jeg kan ikke tro, at en institution, som skal følge landets love, udøver tortur og brænder folk mere som regel end som undtagelse. Vi lever da i 1601, mon ikke kongen eller kardinalen ville sætter en stopper for et sådan misbrug. Under alle omstændigheder var Pierre ikke til at overtale, så jeg ved ikke mere hvordan man skal hjælpe ham. Robert lagde meget vægt på, at vi nu skulle have alle hemmeligheder ud. Jeg sad og betragtede Giovanni, for at se om han ville sige noget til resten af familien, men han så bare tilbage på mig uden at fortrække en mine. Dér er i hvert fald én hemmelighed, som ikke kommer frem i lyset lige foreløbig. Køn fyr, Giovanni!

 

Vi snakkede også lidt om Blaises logemøde om en lille uges tid. Han ønsker ikke at vi foretager os noget desangående og dét bekymrer mig. Jeg sagde til ham, at jeg synes, at det ville være klogt at forberede sig, men han vil gerne se folk an, før han begynder på den store planlægning. Nuvel, det er hans loge, og han ved sikkert, som altid, bedst. Jeg stoler på, at han finder den rigtige løsning på det hele.

 

Efter mødet fulgte Giovanni mig hen til Dugarie. Det blev en lang dag. Jeg kom hjem kl. halv seks; det er snart en time siden. Jeg går ind og inviterer Danielle til at spise sammen med os. Hun har vist siddet på værelset hele dagen helt alene.

 

Senere: Vi fik lokket Danielle med i teatret. En tragedie af Tychidid: ”Pelleas og Ettare”, en meget sørgelig sag. Bagefter fulgte Robert den triste mademoiselle hjem, mens vi andre gik i byen. Jeg sætter mig hermed for at snakke med Danielle i morgen. Jeg vil vide, hvad der gør hende så fortvivlet. Hvis hun blev smidt ud hjemmefra på grund af en ung mand, så må han kunne findes, så de i det mindste kan få hinanden. Vi kunne godt bruge en lykkelig slutning mere her i huset - og snart!

 

18/1 1601. Blaise sov, da jeg gik i morges. Pierre, Robert og Giovanni tog i kirke. Reynaud tog ud og ride. Vi lavede en aftale om at jeg rider med i morgen. Springer trænger til at blive rørt. Og jeg trænger til at komme lidt ud. Blaise hentede mig midt på eftermiddagen og vi gik ud og brugte en skrækkelig masse penge på en skrækkelig masse tøj. Sidste nye skrig. Vi har bare fingeren på pulsen, ja, vi har!

 

Danielle, ak, Danielle! Det er værre end jeg troede, meget værre. Jeg ved ikke hvad, der fik hende til at snakke, men ud kom det hele. Hakkende og stammende, hjerteskærende grædende. Hendes mor døde, da hun var lille. Faderen var meget religiøs, og var gode venner med både biskop og ærkebiskop. Til en fest mødte han en bibelstudiegruppe, som han inviterede til sit hjem. Vist hovedsageligt fordi, at der blandt disse unge mennesker befandt sig en billedskøn rødhåret kvinde, som betagede alle hver gang hun talte, og hver gang hun tav. Hun kaldte sig Gabrielle, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Marianne. Danielle's fader fik hende til at blive hos dem. Årsagen er klar nok; men det var ikke faderen Marianne gik i seng med. Det var Danielle… Det er jo ikke fordi fænomenet er mig helt ubekendt. Jeg læste om det i Comtessa de Fleurents bog, og jeg har jo selv følt mig tiltrukket af Marianne. Faderen opdagede dem, og blev rasende, mest fordi at Danielle havde taget hans elskerinde. Danielle's forlovede blev så rasende, at han brød forlovelsen, så vidt jeg kunne forstå det. Danielle blev sendt i kloster. Jeg fandt hende i dag omgivet af dynger af sammenkrøllet papir. Hun elsker vist stadig Marianne. Jeg kan godt forstå, at Marianne ikke tør lade folk komme tæt på mere. Alle disse knuste hjerter, som hun intet kan gøre for at klinke. Det er pudsigt; det var på en måde nemmere for mig at forklare Mariannes natur for Danielle end for Robert. At hun er en sommerfugl, som flyver fra blomst til blomst. Noget smukt, som man kan glæde sig over at have haft et øjeblik, men som ikke kan holdes fast, lige så lidt som man kan holde på en mild brise eller en varm sommerdag. Jeg forstår forelskelsen i Marianne, åh ja, jeg forstår den. Hvorfor skal den altid vendes til ulykke, fordi man ønsker at besidde hende. Det kan man ikke. Hun er slave og er ikke til salg. Jeg tilbød Danielle, at hun kunne tage til Bergerac. Jeg skrev et introduktionsbrev til Mama, og efterlod det udenfor hendes værelse med 3 sæt tøj (det kan jeg godt undvære nu) og 4 guldstykker. Det er ikke alverden, men noget ville jeg give hende med.

 

Hun havde svært ved at forstå hvilken gave Marianne har givet hende nu; hendes frihed. Hun kan gøre hvad hun vil nu, men hun ved ikke hvad hun vil. Jeg tror hun er vokset op med, at nogen altid har fortalt hende hvad hun skulle gøre. Intet initiativ selv, og hvorfor have det, når alt bliver dikteret? Hvor er jeg glad for, at jeg hele mit liv har haft frihed. Ikke lige meget altid, men alligevel en vis grad albuerum, en vis selvbestemmelse. Sjælen dør i et bur. Danielle skal til at genopdage sin. Åh, stakkels pige!

 

19/1 1601 Rue de Cloister 3! Jeg tog ud og ride med Reynaud i morges. Da jeg kom hjem for at skifte tøj, var værelset tomt! Blaise havde flyttet det hele til vores nye hjem. Jeg er spændt på hvad Robert siger til det! Her er dejligt! Det skal ikke tage mig lang tid at føle mig hjemme her. Vi fik snakket sammen, som vi ikke har snakket længe! Og så har slynglen været ude og købe en seng, en vidunderlig smuk himmelseng, uden at sige et ord om det til mig! Vi har afprøvet den, og den er godkendt! Den er enorm stor; vi kan ligge på tværs hvis det skulle være. Han fik beroliget mig lidt med hensyn til logen, men jeg er stadig bange for hele affæren. Der er for mange blinde vinkler, som jeg ikke bryder mig om. Jeg bryder mig slet ikke om, at vi ved hvad fjenden er i stand til; mord! Nu kryber jeg tilbage i Blaise’s arme og lægger mig til at sove. Arbejdet kalder igen i morgen!

 

Åh, Danielle tog afsted i dag. Marianne kom forbi i morges, efter at have sørget for, at Robert var ude af huset. Hun kom med en lille kiste til Danielle, som var fuld af penge til at starte forfra for. På min anmodning skrev hun et brev til Danielle. Ved frokosttid vil der komme en karet for at hente Danielle. Den vil køre hende hvorhen hun vil. Foreløbig er det Bergerac. Må hun finde noget ro dér og finde ud af hvad hun vil med sit lev.

 

22/1 1601. Puh, jeg synes, at mine dage farer afsted. De er fulde af Dugarie, breve, blækfingre, informationer, Reynaud og finter og blå mærker. Og fulde af Blaise, som jeg nu deler hjem med, men ikke rigtig nok, på én eller anden måde. Jeg er så træt når jeg kommer hjem, at jeg nærmest bare falder omkuld i sengen. I går fik jeg ikke engang aftensmad, så træt var jeg. I morgen er det min 6. dag hos Dugarie; Payday! Sove!

 

23/1 1601. Robert mødte op hos Dugarie i dag med et brev til Marianne, som han gerne ville have mig til at aflevere. Jeg sendte bud til hende og vi mødtes i frokostpausen i slotshaverne. Hun blev ikke glad for at høre, at Robert nægter at give op. Hun mener nok at hun kunne elske ham for en kort stund, men så ville hun bevæge sig videre og efterlade ham med knust hjerte. Under alle omstændigheder rejser hun snart, og så er hun ude af vores liv et stykke tid. Stakkels Robert, det her bliver han ikke glad for at høre, men han bliver nødt til at glemme hende! På én eller anden måde er det blevet min opgave. Jeg tog tilbage til Dugarie og arbejdede, og vendte hjem træt langt ind i sjælen.

 

Senere: Logemødet var en katastrofe! Blaise siger, at han overhovedet ikke fik et ben til jorden. Den ene halvdel af logen drikker og forstår ingenting, den anden halvdel vil have krig. Min familie var ikke noget at prale af i dag. De fulgte efter Blaise, da han gik (med krigshøgene straks efter). Men selvom han kun gik små 20 meter hen til nærmeste værtshus, tabte de ham af syne og stod og skændtes i en gyde. Det var i hvert fald sådan, at Blaise og jeg fandt dem, efter at han var vendt tilbage for at hente mig. Marco ved vi ikke hvor er, heller ikke de krigsgale. Bare han ikke er kommet galt afsted!

 

Da jeg kom hjem fra Dugarie var jeg helt smadret. Blaise kom ind i soveværelset, hvor jeg lå og hvilede mig lidt, og spurgte om jeg var ok. Han kunne se, at jeg brugte meget tid på at hjælpe alle og enhver, og var bekymret for, at jeg ignorerede mig selv og mine egen problemer. Vi havde en god snak, og jeg endte med at falde i søvn i hans skød, mens han sad og strøg mig uendeligt kærligt over håret. Jeg elsker ham så højt!

 

24/1 1601. Måske sidste dag i huset på Rue de Cloister. Jeg er grå langt ind i sjælen. Var på arbejde hos Dugarie. Undersøgte nogle navne i Dugaries arkiver (med hans forlov, naturligvis!). Marco havde bedt mig om at checke navnet Poran. Hvorfor vidste jeg ikke på dét tidspunkt, men jeg fik ved det familiemøde Blaise havde indkaldt til i dag at vide, at krigshøgene havde mødtes med logens formand og denne Poran i går aftes (ja, Marco fandt dem!) Jeg fandt intet om Pierre Bergs kumpaner, men om Poran stod der, at han var pengeudlåner, og det er jo interessant. Dugarie mente, at jeg holdt noget tilbage for ham, og jeg fortalte ham det som det var; jeg vidste intet om hvilken forbindelse Poran indgik (det vidste jeg faktisk ikke på det tidspunkt), intet om logemødet, andet end at de havde skændtes. Det plager mig, at Dugarie ikke stoler på mig, for jeg har ikke holdt hemmeligheder for ham og jeg har intet røbet, af det som jeg har lært hos ham.

 

Åh ja, Blaises familiemøde. Jeg ved ikke hvad der gik galt. Blaise var som en fremmed - jeg kendte ham slet ikke igen. Han beskyldte os for at rende i vejen for ham. Han mente ikke, at han havde mere at sige i logen - de måtte sejle deres egen sø. Ikke desto mindre ville han ikke lade os fortælle Dugarie om det plot som Marco havde opsnuset; nemlig at Poran ville komme med et forskud på 10 gylden (!) til logen i overmorgen på Baronen. Han ville heller ikke lade Marco sige det til sine forbindelser, så de kunne slå de brådne kar ihjel (og Marco kunne få en procentdel af pengene). Han ville slet ikke have noget med logen at gøre mere, og ville ikke lade os gøre noget. Jeg kunne mærke, at han var meget frustreret over hvor stenhårde de havde været at tale fornuft til i går, men at han lader det går ud over os på den måde! Han måtte da kunne høre hvor selvmodsigende og latterligt det lød! Det værste var nu, og det er det, der får mig til at sidde her med pakket kuffert og en halv flaske vin i maven, pletter af tårer på mit kjolebryst og på papiret, at han ikke stolede på os - ikke stolede på nogen som helst af os - heller ikke mig! Jeg kan slet ikke forstå, hvor det kom fra! Jeg har aldrig nogensinde gjort noget bag om ryggen på Blaise! Hvis der er nogen jeg fortæller alt, så er det da ham! Jeg var fuldstændig uforstående, da jeg lige måtte spørge: Mener du virkelig, at du ikke stoler på mig? Og han svarede: Ja! Jeg forlod rummet med ordene: Der er vel ingen grund til at gifte sig med én man ikke stoler på! Han fulgte ikke efter. Ingen fulgte efter. Reynaud var taget afsted tidligere for at fortælle Dugarie om mødet i morgen på Baronens. Jeg tror, at Robert prøvede at stoppe ham inden han kom afsted; jeg ved det ikke. Men her sidder jeg nu, alene, og aner ikke hvad jeg skal gøre. Er det virkelig slut? Hvordan kan et menneske, som jeg kender så godt, pludselig være et helt andet? Jeg kender ikke den mand, som overfaldt os alle med sine beskyldninger her til aften, som vendte ryggen til os alle, selv mig! Tjeneren har lige meldt Marco og Reynaud.

 

Senere: Marco og Reynaud var her for at overtale mig til ikke at gå fra Blaise. Marco mente ikke, at her var noget at blive efter, hvis familien faldt fra hinanden og i hans øjne var det mig, der holdt den sammen. Senere kom Robert, som i et eller andet misforstået forsøg på at trøste mig, snakkede om sig selv og hvordan han ville prøve at rette sine fejl. Til sidst læste Reynaud mine tanker og bad ham om at gå. Endelig, endelig kom Blaise. Jeg sendte de andre væk. Han stod så langt væk - lignede én jeg aldrig havde set før. Først undskyldte han; sagde at han havde været en idiot, og dét kunne jeg jo kun erklære mig enig i. Så blev han pludselig meget lille, faldt på knæ foran mig, holdt krampagtigt fast i mig; sagde at han ikke kunne leve uden mig, elskede mig så højt, ikke vidste hvad han skulle gøre for at overtale mig til at blive. Han skulle sige lige dét - lige præcis det han sagde. Lige pludselig kunne jeg kende ham igen; den stærke, vidunderlige, skrøbelige, inderlige Blaise, som bor så tæt på mit hjerte. Jeg ved heller ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke han var kommet og havde sagt netop dét. Jeg kunne fylde mit liv ud, fylde hvert øjeblik med sager, arbejde, familie, og stadig være tom. Stadig mangle noget, som kun han kan fylde ud. Vi forsonedes, elskede mere inderligt end nogensinde før og aftalte, at i morgen er tilegnet os to. Intet arbejde, ingen familieanliggender, ingen loge, bare os to. Som jeg ser ham ligge sovende der, ved jeg ikke hvem, der var til familiemødet i går i stedet for ham. Han er så smuk! Hvad end der skal gøres i morgen, må andre gøre det. I morgen tilhører kun os!

 

25/1 Ja, det blev altså ikke helt sådan, som vi havde planlagt. Men vi fik i det mindste formiddagen sammen. Derefter gik vi ud og spiste frokost på ”Hanen”, hvor Pierre fandt os. Han havde en besked med til Blaise fra en Monsieur Cecil, som gerne ville tale med Blaise kl. 15 i Maison de Bergerac. Så jeg tog hen til Obersten for at få lidt arbejde fra hånden, og Blaise tog til Bergerac-huset og fik vist snakket lidt med folk, og sagt undskyld for det verbale overfald i går. Jeg tror, at vi skal forlade byen og ikke sige til nogen, hvor vi tog hen, hvis vi skal have fred en hel dag!

 

Jeg tog forbi Maison de Bergerac på vejen hjem for at tale med Robert. Vi havde ikke fået snakket om mit seneste møde med Marianne. Men han var hverken til at hugge eller stikke i. Selvom jeg forsøgte at overbevise ham om, at han aldrig kunne være andet end en midlertidig fornøjelse for Marianne, og at han med meget stor sikkerhed ville få sit hjerte knust, så ville han ikke opgive tanken om hende. Han er overbevist om, at han kan frelse hende, være dén der får hende omvendt. Jeg prøvede at forklare ham, at hun vist slet ikke var til mænd, når det kom til stykket, men det ignorerede han også. Det er det samme som altid med Robert; han lytter ikke til hvad man siger. Robert har ret. Robert har altid ret - i hvert fald indtil det øjeblik hvor han lærer på den hårde måde, at det havde han ikke alligevel. Jeg har trukket mig ud af sagen. Jeg vil ikke være mellemmand mere. Jeg ønsker ikke, at Marianne skal blive vred på mig, fordi Robert er dum. Og jeg har ikke lyst til at være medvirkende til at Robert får sit hjerte knust. Jeg vil gerne hjælpe begge to, men jeg tror ikke at de kan hjælpe hinanden. Men hvem ved? Måske er de lykkeligt gift om 5 år? Men hvis jeg skal være helt ærlig, og det kan jeg jo ligeså godt være i dette forum, så tror jeg ikke, at Robert er Mariannes type, i hvert fald ikke til andet end tidsfordriv. Jeg fik en ny køkkendreng med hjem fra parken - Pippin.

 

Robert og jeg fulgtes til Rue de Cloister, hvor der var indkaldt til familiemøde. Cecil viste sig at være én af dem, der følger krigshøgene. Han var blevet bekymret over det Blaise havde sagt til mødet og ville vide om det var sandt. Han får tilsyneladende ikke meget at vide af de krigsgale selv. Derefter tog Blaise hen til Patrick, som fortalte at det er en Grande fra Fuentor, der sendte ballademagerne herop, fordi han er trængt økonomisk af Codoras tilstedeværelse i havnebyerne. Han taber mange penge på ikke at kunne komme af med sine varer, og har mistet sin formandspost i Rigsrådet i Fuentor. Han ønsker krig så hurtigt som muligt, og vil have Logen for Fuentors Befrielse til at initiere det, så det ikke ser ud til at det var ham, der gjorde det. Praktisk med en syndebuk så langt væk hjemmefra! Men er det mon også ham, der sender pengene? For så kunne han da have sendt pengene med de folk han sendte herop, i stedet for alle de krumspring med Poran. Hm! Det kunne være yderst interessant at finde ud af hvem der betaler de penge, og hvem præcis de betales til. Hvis de betales til logen, så kan der skrides ind med mistillidsvotum og hvad ved jeg. Så har vi krammet på dem. Men hvordan i al verden finder vi ud af det?

 

Marco overværede pengeudvekslingen i dag mellem krigshøgene og Poran. Resten af pengene skal overleveres i næste uge, og det bliver et ret stort beløb. I hvert fald kommer der mange folk med for at beskytte guldet. Marco hev mig til side inden mødet, og bad mig prøve at overtale Blaise til at sige god for et overfald på dem, så nogle af de dejlige penge kunne komme til gavn andetsteds. Vi skal i hvert fald snart gøre et eller andet, hvis vi vil forhindre krig i Fuentor!

 

Vi snakkede længe om hvordan vi skulle gøre alt det her. Vi skal finde ud af hvem der betaler, og hvem der betales til. Og hvilken vej skal vi gå? Umiddelbart virker det logisk at informere Rigsrådet om at de har en forræder i deres midte. Blaise luftede (for sjov?) tanken om et helt frit Fuentor - også frit for Ryendor, og det fik Robert til at stejle. Det er jo ikke fordi, at det er en særlig realistisk idé, og da slet ikke i nærmeste fremtid. Det Blaise taler om, er jo en opblødning af Ryendors tilstedeværelse i Fuentor. Han så gerne Fuentor og Ryendor som ligeværdige lande. Men der skal ske meget i Fuentor, før det er et realistisk scenario. Ikke desto mindre fik det Robert til at snakke mere end sædvanlig om irrelevante ting, og til sidst gik Marco helt i baglås. Han beskyldte Robert for at være handlingslammet og initiativløs - og det er han jo! Det har han så vidt jeg husker altid været! Da vi var børn, var vi andre for længst i gang med legen, før Robert havde fået skitseret alle reglerne for os! Det er jo heller ikke første gang vi har beskyldt Robert for at tale mere end han lytter, og til i det hele taget at tale for meget! Men endelig sprang Robert til handling - og udfordrede Marco til duel! Jeg var mildest talt målløs! Nu har han været træg og langsommelig i sine beslutninger i så lang tid, og når han endelig skrider til handling er det imod hans egen familie! Nå ja, teknisk er Marco jo ikke familie, men alligevel! Det ved Robert jo ikke. Blaise protesterede og sagde, at en eventuel duel måtte gå igennem ham først, men da det ikke havde effekt, måtte jeg bede Robert gå, fordi han brød vores husfred. Han kan være herre i sit eget hjem, men ikke i mit! Tænk; det han blev fornærmet over var, at Marco sagde, at han ikke var en handlingens mand! Marco har jo ret; han er ikke handlingens mand. Kender han sig selv så dårligt? Jeg er rasende på ham! Han har været årsag til så mange skænderier og langtrukne familiemøder, hvor jeg har været ved at eksplodere af utålmodighed, og så bruger han energi på at springe i struben på dem, der står ham nærmest! Ja, ja, han fortryder det i morgen, men han har gjort ubodeligt skade på sit forhold til Marco. Han får aldrig Marco til at følge sig. Og jeg er så rasende, at jeg for en gangs skyld ikke har lyst til at være olien på vandene. Marco flytter ind i Rue de Cloister. Han får gæsteværelset, som vi alligevel ikke bruger. Jeg har aldrig følt mig fjernere fra Robert end nu.

 

Nå, for at vende tilbage til mødet: Blaise bad Reynaud om at gå til Dugarie og bede om beskyttelse til Patrick og hans fætter (som er købmand her i Ryendor City). Det er et stort skridt for Blaise! Han ved jo godt, at det betyder, at han står i gæld til en mand han afskyer, men Patricks liv er det værd. Vi skal ikke have slået flere venner ihjel!

 

26/1 Ryendor City. Dugarie spurgte mig i dag, om Poran havde noget med logen at gøre. Det kunne jeg jo dårligt benægte, især ikke efter, at han beskyldte mig (uretfærdigt!) for at holde hemmeligheder for ham. Jeg ønsker bestemt ikke, at han ikke stoler på mig. Men lidt må han trods alt stole på mig, for han røbede, at han mente at det kunne være Hans Kongelige Højhed Prins Mauris, der kunne være pengemanden! Han havde været ked af at krigen mod Certsen sluttede så tidligt, og ville gerne have en anden krig i nærheden, som han kunne blive helt i, eller hvad det er han vil. Obersten ville naturligvis ikke lade mig få adgang til de Kgl. sagsmapper, men det er da mildest talt interessant, hvis det er prinsen, der står bag pengene til Logen. Pludselig er det ikke en lille personlig disput mellem Blaise og nogle krigsgale, men et storpolitisk spil! Hvad mon logen vil sige til at få at vide, at det donerede beløb kommer fra en ryendoriansk prins? Og hvad mon Kongens moder synes om at én af hendes sønner pønser på krig i Ryendors baghave, så at sige, mod Codora? Uha, det kunne blive meget grimt! Men hvordan griber vi det an? Juliette d’ Isar dukker op for mit indre øje, men jeg skal lige gennemtænke, hvordan vi gør. Hmm.

 

Pierre kom og hentede mig som aftalt kl. 16, så vi kunne tage hen til Patrick og høre om der var nogen nyheder. Han havde Robert med, og jeg var ikke synderligt begejstret for at se ham. Han undskyldte, at han havde brudt min husfred, men sagde ikke et ord om at Marcos anklage havde været berettiget. Jeg er træt af hans undskyldninger. Det er smukt, at han kan gøre det, men det holder aldrig særlig længe, så han gør noget lignende igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med ham!

 

Hos Patrick fik vi at vide, at der havde været brug for Dugaries mænd i nat! 5 mand var dukket op ved huset og så ud til at pønse på ballade, men den kompetente sergent René havde jaget dem på porten. Jeg tror, at Patrick var lidt skræmt af sergent René, men han er nu heller ikke helt almindelig! Jeg var ærlig talt også lidt nervøs ved ham, da det var os, han bevogtede! Patrick sagde desuden, at hans fætter havde sagt, at hvis logen fik en stærk leder, så ville de fuentorianske købmænd bakke op om ham. Tja, det ser ud til, at hvad enten Blaise vil det eller ej, så bliver han nok nødt til at sætte sig på formandsposten et stykke tid! Jeg tror, at han ville være perfekt til rollen! Han er dygtig og klarsynet, og folk vil følge ham. Her er en ambition jeg ville ønske, at han havde. Men det bliver nok snarere sund fornuft, end ambition, der får ham til at gøre det!

 

Vi mødtes alle hos os, og vi lagde planer. Nu sover vi på det, og ser på om vi kan bruge planen til noget i morgen. Jeg er allerede kommet i tanke om noget vi kan lave om.

 

Senere: Jeg kan ikke falde i søvn. Dét med Robert plager mig! Jeg savner et overhoved i familien. Det er aldrig gået op for mig før, at han er så forskellig fra Far. Robert bliver en storartet greve, det er jeg overbevist om. Hvad landbruget og vinhandlen angår, så har han det store overblik, de store visioner, som vil føre ham vidt. Men jeg gyser ved tanken, om at han skal stå i spidsen for et kompagni i krig en dag! Han kan ikke samle os om sig, som han burde. Noget vrider sig i mig, når jeg tænker på hvor ringe han er til at lede os. Han burde kunne gøre det; for Lysets skyld; han er opdraget til det! Og Pierre som rangmæssigt er hans næstkommanderende er lige så slem! Og hvad har vi så tilbage? En ung soldat, med alt for meget smerte i bagagen, en yngre søn fra et andet land, en kvinde og en stratenrøver! Åh, Lys! Fortæl mig hvem der skal lede os, hvis ikke min bror gør det! Jeg er så træt af al den snak! Al den palaver, hvor alle mulige relevante og irrelevante detaljer bringes på bane og diskuteres til døde! Jeg har den største lyst til at hive Marco til side, og bare gøre nogle af alle de ting, vi bliver ved med at snakke om! Jeg ved, at det også piner Reynaud, at Robert ikke er en mand man har lyst til at følge i krig. Jeg kan se tvivlen i hans øjne - han brænder efter at sige Robert et par borgerlige ord, men rang og alder forhindrer ham i det. Men hvis nogen skulle snakke med Robert og få noget ud af det, så er det nok ham. Jeg kan ikke gøre det lige nu. Jeg er bange for, at jeg bare gør det værre. Hvor gør det ondt at opdage, at man ikke kan respektere sin bror! Han har altid været min store helt - ham og Blaise - men det smuldrer nu! Det er som om, at han er på vej ud mod klippens kant, og lige meget hvor meget jeg råber, så vil han ikke høre og han ender med at fare lige ud over den! Åh, jeg elsker dig, Robert, men du er ikke min helt mere. En smuk illusion er knust og intet i verden kan samle den igen. Jeg er så ked af det!

 

27/1 Ryendor City. Som ting dog kan vende op og ned på en enkelt dag! Pierre kom forbi til morgenmaden og vi aftalte at mødes efter frokost. Jeg tog en halv arbejdsdag hos obersten, så jeg får en hel ud af det sammen med den halve dag i går. Vi gik i kirke og skriftede. Det er alt for længe siden, at jeg gjorde det sidst, og jeg måtte da også tænde 8 lys, hovedsageligt for at bo sammen med Blaise, før vi er gift. Faderen var utrolig sød, da jeg fortalte om aborten. I stedet for at være fordømmende trøstede han mig, og forsikrede mig, at selvom barnet var død længe før tid og derfor naturligvis udøbt, så sad det ved Lysets side nu. Jeg burde virkelig gå til skrifte noget oftere; det letter virkelig, og præsterne her i Ryendor City er oftest utrolig søde. Pierre havde vist også et godt skrifte. Så længe han ikke søgte ondskaben i magien, og skriftede regelmæssigt, så gik det lige an. Det hjalp selvfølgelig også, at Pierre fortalte at én af inkvisitionens rådgivere havde sagt god for det. At denne rådgiver selv udøver magi, sagde han nok intet om! Vi tog fra kirken hen til Surene (jeg købte et par låse på vejen, som Marco havde bedt mig om, hvis han skulle lære mig at åbne dem). Han var ikke meget for det. Mest fordi at han var bange for at få ballade med Blaise, hvis han fandt ud af det. Ja, det er sikkert heller ikke passende at lære sådan noget, men når jeg nu har muligheden! Tænk på alle de døre den egenskab i bogstaveligste forstand kan åbne for mig! Blaise vil helt sikkert ikke billige det, men det kunne være virkelig spændende at prøve, og Marco er så let at overtale til dén slags!). Surene mente ikke, at der var nogen særlige evner i Pierre, og jeg tror, at det lettede hos Pierre at høre det. Surene gav ham det råd, at han skulle komme overens med det; ikke frygte drømmene, men tage dem til sig. Jeg tror virkelig at denne dag har hjulpet Pierre. Han virker mere ligevægtig end jeg har set ham længe. Nu hvor han ved, at inkvisitionen ikke vil komme og hente ham hvert øjeblik det skal være, er han ikke så nervøs. For resten; Surene slukkede et lys ved magiens kraft. Ja, jeg kan ikke komme på andre forklaringer. Det var virkelig mærkeligt. Både Pierre og jeg prøvede, men det lykkedes selvfølgelig ikke. Men Surene ligesom sugede kraften ud af lyset, indtil det gik ud. Og da han gjorde det sidste gang, lyste alle de andre lys i lokalet lidt op og blev ligesom klarere. Yderst besynderligt!

 

Da jeg kom hjem ventede Robert på mig. Åh, hvilken lise det var at tale med ham. Han startede med at takke for al min hjælp med Marianne (han takker altid så sent, men det er ok; jeg har vænnet mig til det), desuden sagde han, at han ville droppe tanken om hende foreløbig, og det var jo mildest talt en glædelig nyhed! I stedet ville han til at bruge tid på at skabe sig en politisk position, blandt andet ved at samle nogle bedrestående købmand, og andre adelige omkring sig, med andre ord; folk med samme interesser som ham. Det er skønt at høre, at han vil til at bruge sine evner til noget fornuftigt! Jeg tilbød at agere værtinde indtil han har fundet sig en kone, og det takkede han ja til. Jeg er så glad! Jeg har fundet min bror igen. Han har rendt rundt så længe med hovedet under armen, forvirret og fortabt, men nu virker han målrettet og dedikeret til en sag, og det glæder mig så usigeligt meget! Jeg vil gøre alt for at hjælpe ham og støtte ham! Jeg var alt for ulykkelig og hastig i går, da jeg skrev, at intet kunne rette op på mit tab af tro på ham. For jeg tror på ham igen. Jeg tror på, at han har potentiale til at blive en stor mand! Min bror! Jeg skal nok blive stolt af at være født med samme navn som ham!

 

Undervisningen med Marco var noget for sig. Vi luskede op på det kolde loft med stearinlys, og han lærte mig lidt om dirkeriets kunst. Mine fingre blev hurtig for kolde og stive til at kunne klare tricket, men jeg skal nok lære det. Øvelse, øvelse, øvelse, ligesom med så meget andet! Han lærte mig også nogle smidighedsøvelser, og dem skal jeg nok få glæde af på mere end én måde. Jeg ved ikke om det bare er mig, men han var en anelse nærgående under øvelserne. Ja, altså ikke sådan nærgående, det var ikke som om at han prøvede på noget. Jeg er bare ikke vant til at andre end Blaise rører ved mig, så det føltes en anelse intimt. Nå, det er nok bare indbildning; jeg kunne jo ikke have lavet øvelserne, hvis ikke han havde vist mig hvordan. Han har i øvrigt været rigtig snedig, og udgivet sig for at være en stor lånehaj fra Venuzias right-hand-man, og opsøgte Poran og advarede ham om at logebrødrene kunne være nogle værre svindlere. At de havde lånt penge af hans arbejdsgiver, og at denne nok snart ville annullere lånet og tage pengene tilbage, og så kunne Porans penge være i klemme også. Ja, nu er det jo ikke Porans penge, men alligevel. Det var da en trussel, der var værd at overveje. Poran ville give besked.

 

Blaise lyttede til mit råd om logen, og har sendt indkaldelse ud til ekstraordinært logemøde med henblik på at nedlægge logen. Som jeg ser det, er det meningen at logen skal lægge navn til oprøret mod Codora og være syndebuk for granden i Fuentor. Men hvis der nu ikke er en loge, der kan lægge navn til. Så er det pludselig enkeltpersoner, der skal lægge deres gode (?) navn til, og det er ikke svært at identificere flere af disse som folk granden har sendt herop. Jeg synes selv, at det var ret godt tænkt, og det gjorde Blaise da også. Han kyssede mig lige midt på næsen og kaldte mig sin muse, og dét er jeg jo slet ikke ked af at være!

 

28/1 Ryendor City. At vi alle har overlevet denne dag, må siges at være lidt af et mirakel! Først til Marco og fætrene, som var kaldt til møde i en skummel havneknejpe med Poran. Pierre og Reynaud var taget med som livvagter, og det var nok meget godt. I stedet for Poran var det nemlig 8 velbevæbnede mænd, der tog imod dem. Men nu er Bergerac-slægten jo ikke sådan at skræmme eller gøre det af med, så mine drenge vandt, men så sig nødsaget til at slå et par fjender ihjel inden det strategiske tilbagetog.

 

Og så til Blaise, som har været udsat for ikke mindre end 4 mordforsøg i dag!! Heldigvis har attentatsmændene været ualmindelig uheldige og klodsede, og har til vores held ikke gjort skade på andre end sig selv. Det første forsøg var på hans vej hjem fra Patrick (som pludselig har besluttet, at han vil stille op til formand for logen!) Det må siges at være lidt af en kovending, han har taget der! Han har ikke givet mig indtryk af at være særlig egnet eller villig til at tage sådan en post, og han tør da heller ikke før truslerne på hans liv ophører. Nå, måske træder han ligesom Robert ind i sit livs rolle og får noget godt ud af det. Blaise er vist bare lykkelig for at slippe for den byrde. Hvis ikke han havde kunnet få andre til det, havde han jo selv tænkt sig at stille op som formand. Det ser ud til, at han slipper for dét nu!). Nå, tilbage til attentatforsøget; på vejen hjem fra Patrick fik Blaise øje på to fyre, der stod oppe på et stillads, hvor de løsnede stilladset fra muren og klatrede over på taget. Blaise råbte op til dem, at de skulle sætte det fast igen, så der ikke skete nogen ulykker. De råbte frejdigt ned, at alt var vel. Heldigvis kom en vagt forbi, og Blaise demonstrerede for ham hvor usikkert stilladset var (det væltede og efterlod de to idioter på taget). 2. forsøg skete, da han havde hentet mig hos Dugarie. Vi havde lige været hjemme og vende, og besluttede at spise til aften i Maison de Bergerac. Jeg var i forvejen en anelse rystet over Blaise’s fortælling, som han selv tog meget køligt, da jeg fik øje på en fyr, der stod og pegede på os med en pistol. Pistolen fejlede og han undgik vist kun med nød og næppe at skyde sig selv i foden, før han panikkede og stak af. En vagt kom forbi, men var ikke hurtig nok til at fange ham. Ja, jeg må sige, at jeg ikke vidste, om jeg skulle grine eller græde, for det er da noget foruroligende, at nogen vil gå til yderligheder for at komme af med Blaise, men at de er så inkompetente er da betryggende. Vi nåede dårligt at sætte os til middagen, da Pippin kom rendende og sagde, at der havde været indbrud derhjemme, hvorefter Marco, Blaise og jeg farer hjem, og bliver nær slået ihjel (igen), da en spand fuld af cement falder ned ovenfra og lander lige for fødderne af os. Idioten, der sørgede for at den faldt, fulgte straks efter, og Marco insisterede at vi skulle tage ham med hjem og udspørge ham. Det var Blaise og jeg helst fri for, men han fik sin vilje. Derhjemme svinebandt Pippin ham, før vi smed ham ned i kælderen, hvor han kunne tænke lidt over sine ugerninger. Vi så huset igennem, men intet syntes at mangle, og intet syntes at være tilføjet. Men noget var tilføjet; Pippin prøvesmagte vores mad og øl, og blev meget syg. Vi tilkaldte en læge, som anbefalede os at få ham til at brække giften op, og at putte ham i bad. Det sidste havde jeg nu allerede tænkt mig, for han er ved Lyset den mest beskidte knægt jeg i mit liv har set, og det på trods af, at det ikke engang er en uge siden jeg sidst puttede ham i bad! Nå, han brækkede sig under Madame Renoirs kyndige behandling, jeg puttede den noget svækkede Pippin i bad, hvad der var noget nemmere denne gang end sidst. Derefter blev han puttet i seng, og jeg tror og håber, at han kommer sig. Han er en meget kvik dreng. Det var små detaljer, som havde gjort ham opmærksom på, at nogen havde været her. Hans sprog og manerer er stadig skrækkelige, men han skal nok komme efter det. Han har et godt hoved på sine skuldre, og den stakkels dreng måtte næsten lade livet for os i dag. Vi skylder ham meget! Nå, Blaise og jeg fik snakket lidt med vores lille attentatmand, som vi fik til at fortælle, at hans kære onkel Vincent havde hyret ham til at agere morder. Vi tilkaldte derefter kirkevagterne og de tog ham med, og sendte nogle folk ud til onkel Vinnies adresse. De var velorienterede om de tidligere mordforsøg, og det lod til at de tog det tilstrækkeligt alvorligt.

 

4 mordforsøg på én dag - og tre af dem kunne ligeså godt have slået mig ihjel også. Lyset skal vide, at jeg har tænkt mig at dø i Blaise’s arme - men først om mange, mange år og ikke i morgen eller én af de nærmeste dage! Og bare tanken om, at nogen er så ivrige efter at se Blaise død, skræmmer mig usigeligt meget! Nu hvor vi har alt det liv foran os, bliver det pludselig utrolig skrøbeligt! Jeg kan ikke mere forestille mig et liv uden ham. Jeg håber, at de får onkel Vinnie til at sætte navn på skurkene!

 

Marco kom hjem fra bagholdet og var klar til at tage hen til Poran med det samme. Blaise snakkede ham fra det, og overtalte ham til at opsøge ham i morgen, og stille og roligt spørge ham, hvorfor han udeblev fra mødet. Det ville sætte noget mere troværdighed på Marcos historie.

 

Desuden gav obersten mig en ny indgangsvinkel på sagen i dag. Det viser sig, at Porans sekretær, en nydelig ung mand ved navn Neville Ardent, jævnligt frekventerer en herreklub, hvor herrer møder herrer! Man kunne nok få ham til at røbe en ting eller to, hvis man til gengæld lod være med at fortælle dét lille penible faktum til nogen. Det var jo værd at overveje!

 

Min anden løndag faldt i dag. Som tiden dog går! Meget af arbejdet er allerede rutine (som brevene om ægteskabstilbud fra Madame Bonsiux, rig enke, som jeg allerede har skrevet høflige afslag til 5 gange inden for to uger; et ægteskab som obersten er begyndt at overveje, Lyset forbyde det!) Hun lyder skrækkelig, og han har så mange gode muligheder! Han er smuk, rig, adelig og indflydelsesrig; han kunne få hvem som helst. Jeg kan huske sidste sæsons baller, hvor han var en meget eftertragtet ungkarl. Jo, han kan gøre det meget bedre end en midaldrende, dødirriterende, men rig enke, som Madame Bonsiux!).

 

29/1 Dagen i dag startede mildest talt også med drama! Vi blev vækket tidligt at en noget bleg Pippin, om at der var komme et bud med brev til Blaise. Det var en besked om at mødes i katedralen kl. 9, underskrevet Dugarie. Jeg kunne nu straks se, at det ikke var Dugaries skrift. Desuden var der stavefejl, og det har jeg endnu ikke set obersten lave! Alle breve og beskeder, der udgår fra dét hus er skrevet af mig eller obersten selv, så hvem havde skrevet dette? Nå, vi besluttede at tage til Dugarie for at høre, om han kendte noget til det, og tænk; han havde fået et lignende brev; møde i katedralen kl. 9:05, underskrevet Blaise! Han var allerede taget afsted, så vi for hen til katedralen, men for sent. Da vi ankom, vaklede Dugarie ud af en skriftestol, hårdt såret og med en knækket kårde i hånden. I skriftestolen ved siden af lå en død mand, som ikke længere kunne identificeres. Obersten startede med at anklage os for at være medskyldige, indtil vi noget rodet fik forklaret ham sagens rette sammenhæng. Marco, som vi havde sendt bud efter, ankom netop som kirkevagterne arresterede Dugarie for våbenbesiddelse i kirken, og trak af med ham til infirmeriet. Det var mærkeligt at se Dugarie sådan. Såret og fuldstændig ude af sig selv. Jeg har aldrig hørt ham hæve stemmen, andet end når han gav ordrer. Jeg har aldrig set det vilde udtryk i hans øjne før, som da han fik øje på os. I sygesengen var han det ene øjeblik klar og næsten på vej ud af døren, det andet øjeblik svag og tåget. Marco rendte hen og hentede Dugaries mænd, og det var en oplevelse at se dem komme ind og overtage kommandoen, og trække af med Dugarie. Han gav mig fri for resten af dagen. Det bekymrer mig meget, at Dugarie nu også er involveret i mordforsøgene på Blaise. Nogen prøvede altså på enten at myrde Dugarie og skyde skylden på Blaise eller omvendt. Begge dele er lige skræmmende! Det er tydeligt, at der er nogen, der kender til deres gensidige modvilje til hinanden, og som udnytter dén situation. Det skræmmer mig; vores fjender kender os ganske godt!

 

Vi tog direkte derfra og til biskoppens borg, hvor kirkegardisterne holder til, for at få at vide, hvordan det gik med onkel Vinnie. Han var søreme kommet i tanke om, at han var blevet hyret af tre mænd; én som ligner en rotte (ja, det er jo ikke svært at gætte, hvem dét er!), en lyshåret fyr, som i beskrivelsen svarer præcis til Ruellen, og en tredje mand, hvis signalement ikke umiddelbart sagde os noget. Vi gjorde dem opmærksomme på, at Rotten hedder Lebrun og er en eftersøgt mand i hele Picadiet, og at den lyshåret hedder Ruellen og er at finde på Baronens Tårn på lørdag kl. 19! Det noterede de sig, og ville dukke op med kardinalens mænd og afhente ham. Alt ser ud til at flaske sig! Nu skal vi bare overleve indtil på lørdag! Rotten og Ruellen sammen; det huer mig bestemt ikke! Hvordan har de fundet hinanden? Og hvis Rotten er med, er det vel ikke kun Blaise’s liv, der står på spil? Det ser meget, meget ubehageligt ud! Nå, meget værre end dette bliver det vel ikke. Og det ser da heldigvis også ud til at lysne. Hvis kardinalens mænd pågriber Ruellen på lørdag, så er en hel del af vores problemer af vejen!

 

Ha, der er stadig en ½ fridag tilbage til Blaise og mig! Herligt!

 

Marco dukkede op under frokosten med meget dårlige nyheder. Hans lille ekspedition til Poran gik mildest ikke efter planen. Poran havde anklaget ham for at være en svindler, og Marco var gået fuldstændig amok; han havde slået Poran bevidstløs, havde rodet rundt i hans papirer (han havde stadig en skjorte fuld af papirer, da han fortalte dette) og derefter sat ild til det med et lys! Han kom lige fra skrifte, og skriftefaderen, der som de fleste kirkelige mænd ikke har for meget tilovers for pengeudlånere, fik ham bare til at tænde et par lys og søge tilgivelse hos sine nærmeste. Jeg var dybt chokeret. Ikke bare vil det nu være umuligt for os at få fat i papirerne ved list, men Marco kunne have været skyldig i mordbrand og min bror og fætre medskyldige heri. Marco virkede selv ret så berørt over det der var sket. Han havde mistet kontrollen over sig selv, og det skræmte ham (for ikke at sige mig!) meget. Vi sendte Pippin ud i byen for at hente resten af familien til et familieråd (og jeg havde faktisk tænkt mig at skælde dem hæder og ære fra, fordi de ikke havde grebet ind!), og hen til Porans hus for at finde ud af hvad der var sket med Poran. Robert og fætrene var noget overraskede over det med branden, men var i øvrigt ikke særlig stolte af situationen. Pippin vendte tilbage og kunne fortælle, at Poran blot var blevet indlagt på infirmeriet med mindre skader og branden var ret hurtigt blevet slukket - Lyset være lovet! Heldigvis ser det ikke ud til, at der er nogen, der på dette tidspunkt mistænker Bergerac-familien for noget. Marco er virker sandfærdigt angerfuld, men hans handlinger gør mig virkelig betænkelig - kan han gå sådan amok igen? Kan det komme til at gå ud over os? Ikke at jeg tror, at han ville gøre os noget - men vi kan ikke være sikre på, at han ikke kan komme til at gøre noget, som kan komme til at skade os. Jeg skal have snakket alvorligt med ham.

 

Pippin vendte tilbage fra frugtmarkedet med en besked fra Cecil; den tvivlende krigshøg. Han vil møde Blaise i morgen, og advarede i øvrigt om, at Blaise bliver holdt under observation. Pippin blev sendt en tur ned på gaden, og kunne bekræfte, at der var en fyr, der holdt øje med huset. Vi sendte bud til kirkepolitiet, som kom løbende og afhentede spionen. De satte desuden et par forklædte gardister til at overvåge kommende overvågere! Den første de afhentede røbede efter lidt overtalelse, at han var blevet hyret af Rotten - sikke en overraskelse!

 

30/1 1601. Marco fulgte mig hen til Dugarie, og han fortalte, at Rotten havde betalt tilstrækkelig med penge til underverdenen i Ryendor City til at være urørlig. Det vil blive meget dyrt at finde oplysninger om ham der. Typisk at ham jeg helst så dingle ikke er til at lægge hånd på! Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på om Pierre Berg er i byen også så.

 

Dugarie havde det ikke godt. Hans hus er fuld af hans folk, som er bevæbnet til tænderne; der er ikke nogen uanmeldte besøg til ham for tiden! Han bad mig komme på arbejde hver dag i hans sygeperiode, og det gør jeg gerne. (Lyset må vide, hvordan han klarede al det papirarbejde før jeg kom ind i billedet!) Der skulle komme nogle vigtige breve i den nærmeste fremtid, i særdeleshed ét fra Damar. Under mit besøg ved sygelejet kom Blaise og Marco farende ind. Blaise kom lige fra et møde med Cecil. Krigshøgene har holdt krisemøde i forbindelse med logemødet i morgen. Alle har fået replikker; besked på hvad de skal lire af, hvis de bliver adspurgt. De deler sig i tre; et hold til pengeudleveringen, et hold til logemødet og et hold til at forsøge at forhindre Blaise i at nå frem til mødet. Blaise har heldigvis ordnet det sådan, at kirkegardisterne passer på ham, så jeg er ikke bange for hans sikkerhed mere. Obersten beordrede mig til at godtage en skygge, fordi det ikke vides med sikkerhed at det kun er Blaise de er efter. Jeg protesterede, men en ordre fra Obersten kan man ikke sådan gå imod. Min skygge hedder Frederique, en hyggelig fyr, som ikke snakker for meget. Vi aftalte at det var bedst ikke at gøre mere inden mødet, og overlade både pengefolkene og en evt. gennemsøgning af Porans hus til gardisterne. Det vil se så meget bedre ud, hvis det er gardister, der finder inkriminerende papirer, end os.

 

Kasséren fra Blaises loge kom lige forbi; og han var stiktosset. Han havde været hos Poran for at se papirerne angående pengeudlevering til logen, men Poran ville ikke lade ham se dem og han havde i det hele taget været temmelig grov overfor ham. Kasseren var overbevist om, at han havde noget oppe i ærmet og er nu mere end nogensinde på vores side. I morgen finder mødet sted og jeg kan næsten ikke vente med at få det overstået. Tilfældigvis er i morgen også min fødselsdag, så det bliver ikke kedeligt!

 

½ 1601. Det har været en fantastisk dag! Helt igennem fantastisk! Robert og fætrene kom til morgenmad og havde gaver med, og hvilke gaver! Robert gav mig en rigtig lille damepistol ornamenteret med sølv og elfenben. Den er fantastisk flot! På siden er der en lille inskription: ”Love and a long life. Robert”. Reynaud har lovet at lære mig at bruge den ordentligt. Jeg kan jo godt håndtere skydevåben, men det tager altid lidt tid at vænne sig ordentligt til et nyt våben. Derudover fik jeg et lille krudthorn med kugler, krudt og hvad der ellers hører til. Reynaud gav mig den smukkeste damesaddel i mørkt læder i nøjagtig samme nuance som Springer! Lidt senere, da Robert ikke var i nærheden, gav han mig en tilsvarende herresadel, så vi kan øve ridning for fulde gardiner på herremanér! Det ser jeg frem til! Pierre gav mig det smukkeste bogskab af helt mørkt træ. Jeg manglede virkelig noget ordentligt at sætte min efterhånden omfattende bogsamling i. Og for at gøre det helt perfekt: bogskabet har et hemmeligt rum! Sådan et har jeg altid ønsket mig. Jeg kunne ikke selv finde det, men Pierre viste mig hvordan. Og sidst, men ikke mindst: Blaise gav mig min bog (”Til Verdens Ende og tilbage igen eller Titlen, der blev væk”) smukt indbundet i sort læder og med titlen og mit navn trykt med sølvbogstaver. Desuden havde han en færdig kontrakt til mig til udgivelse af bogen, som bare kræver min underskrift!!! Underskriften satte jeg med det samme og Pippin blev sendt afsted med det. Tænk engang! Jeg bliver udgivet! Hele Ryendor City kan læse om Pierre Bergs uforskammede behandling af sin egen familie, vores fantastiske rejse og den ikke mindre fantastiske sejr i Parlamentet!

 

Jeg gik med Robert og Pierre til middagsmesse. Jeg holder fri for arbejde i dag, trods Dugaries anmodning, men vi smuttede lige forbi ham på vej tilbage fra messe for at checke posten. Brevet var ikke kommet endnu.

 

Blaise tog tidlig afsted til mødet, og Marco forsvandt ikke længe efter. Så der sad Robert, Reynaud, Pierre og jeg over fødselsdagsmiddagen og vansmægtede og vred os af utålmodighed efter at gøre noget. Jeg havde jo nok tænkt, at de herrer ville vride og vende sig for at komme afsted, så de var ret lette at overtale til at komme ud af døren. Robert var bange for at Blaise ville slå dem ihjel, hvis han fandt ud af, at de tog mig med. Der var dog ingen chance for, at jeg ville lade dem efterlade mig herhjemme på min egen fødselsdag! Så jeg forsikrede dem, at Blaise aldrig ville finde ud af det. Vi ville holde lav profil (med mindre der blev ballade) og jeg ville forklæde mig som mand (jeg fandt senere ud af hvor kikset jeg havde været; mine marmalukblonder havde hængt forneden knæbukserne på venstre ben). Desuden kan jeg overhovedet ikke bevæge mig ordentlig, og drengene synes åbenbart ikke at de kunne lide at sige det! Jeg må hellere snakke med Marco om han kan lære mig det!). Vi tog afsted til den kro, hvor logemødet skulle finde sted. Vi satte os i et mørkt hjørne ikke så langt fra trappen op til mødelokalet hvor logemødet blev holdt. Folk begyndte at ankomme; ikke ret mange krigshøge, men formanden Lerazit, var der selvfølgelig. Kassereren (jeg har aldrig opfanget hans navn) ankom med at bestemt og viljestærkt ansigt. Han lignede én, som nok skulle få rettet op på en ting eller to. Efter knap en times tid ankom et par gardister og trak af med Böethius, mens et par af deres kolleger blev stående ved døren. Kort efter dét åbnede Lerazit døren for at gå, men han blev også taget med af gardisterne. Han så noget slukøret ud. (Blaise fortalte senere, at da han var blevet gået for hårdt på klingen, havde han til sidst givet op og trukket sig som formand). Da en fyr på et tidspunkt kom farende ud af døren og ned ad trappen forhindrede 3-4 Bergerac-ben ham i at komme særlig langt. Vi afleverede ham til gardisterne på vejen hjem, og følte os vældig godt tilfredse med, at vi alligevel fik udrettet noget. Blaise fortalte senere, at Patrick, kasseren og Cecil klarede det med at overtale logen og snakke krigshøgene fra deres bestilling. Han havde bare lænet sig tilbage og nydt forestillingen og ladet et ord falde hist og her (gjorde bl.a. en replik færdig for én af krigshøgene ifølge det manuskript Cecil havde givet ham). Der holdes genstiftende generalforsamling med valg til næsten hele bestyrelsen (kun kasseren havde rent mel i posen) på et eller andet tidspunkt snarest. Da vi i krostuen kunne se, at nu var logen ved at bryde op, tog vi benene på nakken (sergent René genkendte mig på vejen ud, og jeg bad ham glemme han havde set mig - det var dér at det gik op for mig, hvor dårligt jeg var forklædt). Jeg bemærkede, at folk gloede på mig hele vejen hjem!). Vi nåede hjem tidsnok til at skifte tøj, og slænge os i salonen med et par tomme flasker på bordet, som jeg havde gemt til en lignende lejlighed. Blaise vendte hjem og fortalte kort hvad der var sket, og vi gjorde klar til at gå i byen.

 

Marco var kommet hjem på det tidspunkt. Han sad med det besynderligste ansigtsudtryk på sit værelse med en kasse foran sig. Han viste os indholdet: 10 gylden!!! Han kunne ikke slippe tanken om alle de dejlige penge som krigshøgene skulle have haft, så han havde lejet værelset ved siden af pengeudleveringen igen, og da gardisterne var kommet og arresteret alle, var han, forklædt som gardist, gået ind og taget én af de 5 kasser, uden at nogen lagde mærke til eller satte spørgsmålstegn ved noget!!! Jeg må sige, at Marcos økonomiske situation har forbedret sig væsentligt på ganske kort tid!

 

Vi gik alle i byen og drengene havde endnu en kæmpe overraskelse oppe i ærmet til mig. Vi tog ned til Prins Louis Ynglinge (byens bedste teater). Der var lange køer ude foran, men vi gik lige ind med billetter til logen. Stedet var stuvende fuldt, og det gik først op for mig, hvad det var de spillede, da stykket gik i gang: ”Titlen, der blev væk” (2. Udgave); baseret på min bog! Reander Idaané (uden tvivl den smukkeste mand i Ryendor!) spillede karakteren Ramon, som er bygget over Robert. Det var fantastisk! Jeg svævede på en sky under hele forestillingen! Folk grinede, gøs og tav de rigtige steder. Truppen var fortrinlige, især Reander var uforlignelig! Da det hele var slut, hentede Reander mig i logen og trak mig ned på scenen til klapsalver og stående ovationer! Der var vimpler og blomster overalt omkring mig. Jeg fristes til at citere en stor digter (er det Tychidid?) : ”Øjeblikket løftede sjælen op i lyset og berørte magien i menneskets liv”. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Jeg går ind i mit 24. år med et hjerte på nippet til at briste af lykke!

 

2/2 1601. Jeg har gået og nynnet hele dagen. Jeg kan overkomme hvad som helst i dag! Mange breve i dag, men ikke det. Trænede med Reynaud i frokostpausen. Jeg var næsten uovervindelig! Den nye træningsplan går ud på at løbe en farlig masse, først i træningstøj (noget af Reynauds aflagte), så i mit dagligdags tøj; kjole, korset og højhælede sko! Puh! Jeg må have vrikket om de første 5 gange i dag. Bagefter trænede vi med min nye fine pistol. Se; det kan jeg bedre lide! Vi aftalte at han skulle komme her hver dag så vidt muligt, så vi kan træne.

 

Høring mod Poran i morgen. Kirkegardisterne rodede alle hans papirer igennem ifølge Marco (som går rundt med det mest fjogede smil). Han ligner én som er forelsket, men jeg ved bedre. Det er hans kærlighed til de mange dejlige penge, der skinner igennem!).

 

Trænede med Marco her til aften. Jeg har næsten styr på den store lås; de mindre er noget sværere. Smidighedsøvelserne kaster allerede af sig. Det bliver lettere og lettere hver gang.

 

3/2 1601. Høring mod Poran, som blev pure frikendt og fik rettens undskyldning. Nogen holder hånden over ham, for der kan vel ikke være tvivl om at gardisterne fandt ud af hvem, der stod bag betalingen. Selvfølgeligt ville kardinalen ikke lade sådan en skandale komme frem i lyset. Porans frigivelse beviser bare for mig, at det var Prins Maurice, der stod bag. Han får sikkert en irettesættelse, og en gæld at betale (måske i lydighed?) til kardinalen.

 

Alle kom til middag. Marco fortalte at Rottens kontrakt om fredhellighed i Ryendor City er udløbet og at han er stukket af til Certzen. Dén besked lod Blaise gå videre til kaptajn Bresson ved kirkegardisterne. Underverdenens leder holder øje med Marco på grund af de forsvundne penge, og Marco holder lav profil. Han har aftalt med Robert, at denne låner pengene til en rimelig rente; på den måde får Robert penge til kompagniet og Marco slipper af med 10 inkriminerende gylden. Marco tager ud af byen i overmorgen med Reynaud, som tager til Bourgaine i forsøget på at få kontakt til Jacqueline. Jeg ville gerne have været med og hjælpe, men jeg har rigeligt at lave hos Dugarie.

 

4/2 Pierre fulgte mig på arbejde. Han har igen drømt sære ting. Nogen er efter ham og vil have fat i den genopstandne. Jeg luftede idéen for ham, at han jo er den genopstandne. Han havde været død nu, hvis ikke infimeristbrødrene havde genoplivet ham dengang efter duellen. Det chokerede Pierre en anelse at se sådan på det. Han gik i hvert fald noget rystet derfra.

 

Brevet er kommet. Skrev de vigtige facts ind og bragte brevet til Dugarie, som havde besøg af lægen. Lægen forlangte at Obersten blev i sengen og slappede af. Man kunne ligeså godt bede en ræv om at holde op med at være rød. Han dikterede breve til sine underordnede i regimentet om et møde på lørdag. Vi havde farlig travlt resten af dagen, og det havde Obersten bestemt ikke godt af. Han var både bleg og svedig, da jeg gik ved halv 6 tiden.

 

Alle kom igen til middag. Det bliver dyrt i længden at være det nye samlingspunkt! Blaise gik tidligt i seng til en afveksling. Han havde hovedpine efter 8 stive klokketimers kedelig forhøring af Ruellens kumpaner.

 

5/2 Marco og Reynaud tog afsted i dag. Så får jeg da mine frokostpauser og aftener for mig selv! Jeg lovede dog Reynaud at forsætte træningen, og det gør jeg i det omfang jeg har tid til det.

 

Dugarie er ikke til at stoppe. Jeg prøver at dæmme lidt op for hans aktiviteter, men det bliver han bare irritabel af. Jeg knokler dobbelt så meget som jeg plejer for at nå så meget af hans arbejde, som jeg kan.

 

Høring af Onkel Vinnie og hans uheldig nevø i dag. De var meget behjælpelige med at udpege de herrer som havde hyret dem til at slå Blaise ihjel, og blev idømt 30 stokkeslag og udvisning af Ryendor City. Ruellen blev dømt for konspiration mod kronen, mordet på André Brixant og mordforsøg på Patrick og Blaise: Halshugning. Grandens øvrige tre lakajer blev ligeledes dømt til døden. En af dem viste sig at være ryendoriansk statsborger, så han ender på hjul og stejle - yrgh!

 

Blaise og jeg gik ud og spiste. Han måtte selvfølgelig ikke fortælle mig om ovenstående, men jeg fik tilladelse til at læse hans dagbog! Glimrende ordning! Det er ikke sikkert at den holder i retten, men han kan med sandhed sige, at han ikke har fortalt noget videre! Han fortalte mig i øvrigt en mystisk oplevelse han har haft i dag: Han var stødt på nogle sigøjnere på torvet, som havde spillet melodien fra øerne! De fortalte ham, at i deres tradition er sangen en hyldest til foråret! Højst mærkværdigt!

 

6/2 Dugarie arbejdede som en gal i dag! Allerede da jeg kom, kunne jeg se, at han havde det værre end i går. På et tidspunkt så han så skidt ud, at jeg gik i køkkenet og bad kokken om at lave en kande the med noget beroligende i. Hun protesterede og krævede at jeg tog fuldt ansvar. Det gør jeg gerne, hvis det kan forhindre Dugarie i at falde død om midt i arbejdet! Jeg serverede theen, og et lille minuts tid senere lå han og sov henover sine papirer. Jeg kaldte på René, som mildest talt blev overrasket over at se Obersten ligge og sove. Dét havde han vist aldrig oplevet før! Jeg fik ham til at bære Obersten i seng, og fortsatte arbejdet til sent. Er blevet helt god til at skrive Jean Luc Dugarie på den helt rigtige måde.

 

Resten af de menige krigshøge er blevet dømt til døden. Cecil går dog fri, fordi hans samvittighed bød ham at hjælpe Blaise og siden retten.

 

7/2 Mødte tidligt, men kom stadig ikke til biblioteket før Dugarie. Knoklede på, og endte med at bedøve ham igen. Det er meget lettere at få noget fra hånden, når han ikke er til stede og kræver at lave mindst ½ af arbejdet! Mine fingerspidser er mørkeblå af blæk.

 

Böethius, Antonin og Lerazit blev dømt til døden. Henrettelsen fastsat til i morgen, og Blaise har meldt sig som vidne til eksekveringen.

 

Robert tager afsted på mandag. Vi følger nok efter sidst på måneden eller i starten af næste måned. Lige nu kan det selvfølgelig ikke lade sig gøre. Pierre bliver i Maison de Bergerac og kommer formodentlig herhen og spiser. Han roder rundt i bibliotekerne for at finde noget om trolddom, drømme og den Genopstandne. Jeg forstår ikke, at han tror, at han vil finde noget i andre biblioteker end inkvisitionens.

 

8/2 Tidligt afsted. Forberedelse til mødet. Alt var klappet og klart til kl. 12, uden at Dugarie havde fået lov til at overanstrenge sig. Jeg er lidt bekymret over hans plan. 4. Kompagni er efter min mening for umodent til en sådan mission, men der kan jo ske meget på ½ år. Da han efter mødet tog afsted til prinsen og bad mig blive her, bad jeg René om at bedøve ham på hjemturen, så han ikke bare kørte på. René betænkte sig, men nægtede at gøre noget bag ryggen på sin Oberst. Hvis Obersten valgte at arbejde sig ihjel, ville han ikke forhindre ham i det. Nå, det vil jeg nu, men jeg forstår godt hans synspunkt. Vores loyalitet er stor, men vi har forskellige måder at håndtere den på. Nu jeg tænker over det, er det utroligt, at René overhovedet tøvede og overvejede det jeg bad ham om. Han er også bekymret for Obersten.

 

9/2. Undlod at bedøve ham i dag. Vi har så meget at nå, og der er meget jeg ikke kan klare for ham. Jeg synes, at jeg kender arkivet ud og ind nu. Hvad der før var uoverskueligt er nu lige ud af landevejen for mig. Det er som om, at det overblik Dugarie plejer at have, har jeg arvet i hans sygdom. Jeg ved præcis hvor alting er. Vi har været utrolig effektive i dag!

 

Reynaud og Marco vendte tilbage i dag og spiste hos os. Jeg har aldrig før set Reynaud så glad, ja næsten kåd! Han fik snakket med Jacqueline, og hun elsker ham så meget, at hun vil stikke af med ham, hvis det skal være! Marco havde lavet et fantastisk afledningsnummer for at de to kunne snakke sammen. Han genfortalte det så levende, at det var som at være der. Meget, meget morsomt!

 

Blaise tilbragte dagen hos sigøjnerne. Det lyder meget spændende og jeg kunne godt tænke mig at komme med ham en dag/aften.

 

10/2 Måtte bedøve ham igen. Han var ved at besvime over papirerne og vi tilkaldte lægen, som sagde at han bare skulle hvile. Ha! Som om vi ikke ville få ham til det, hvis vi kunne. Reynaud kom i frokostpausen og vi genoptog træningen. Madame Bijouxs gode frokost fik jeg spist lidt af gangen i løbet af hele eftermiddagen. Kold suppe er ikke min favoritspise, men når man nu ikke lige har tid. Kom sent hjem og gik direkte i seng (efter at have skrevet dette).

 

12/2 Pippin er alle tiders knægt! Selvom han ikke er meget for sit ugentlige bad, så lykkedes det som oftest at få ham til det alligevel. Det er nu nok mest fordi, at jeg truer med at bade ham selv, hvis ikke han gør det, og han er alligevel nået en alder, hvor han finder det lidt pinligt. Hans sprog er skrækkeligt, men jeg har forhåbninger om, at det bliver bedre med tiden. Hans manerer er også skrækkelige, men jeg gider ikke opdrage for meget på ham. Der er få ting, som jeg kræver, at han skal (banke på inden han kommer ind i et rum, vente med at komme ind til vi har sagt værsgo, og sådan noget), og dem har han for de fleste tilfælde lært. Jeg tror efterhånden, at han betragter os som familie i stil med hans slæng af gadedrenge, og han opfører sig ret familiært overfor os. Madame Beauvais ville have afskyet det, men jeg synes et eller andet sted at det er ok. Jeg har tænkt på at spørge ham, om han kunne tænke sig at lære at læse, skrive og regne. Jeg skulle nok kunne lære ham det, når jeg får mindre travlt. Jeg vil spørge ham én af dagene.

 

13/2 Dugarie har det bedre, men jeg tyr stadig til at bedøve ham, når han bliver for bleg. Han har givetvis gennemskuet mig på dette tidspunkt, men han lader mig gøre det. Jeg får utroligt meget fra hånden, og jeg kan godt lide fornemmelsen af at efterlade skrivebordet tilnærmelsesvist tomt, eller i hvert fald i ordentligt bunker.

 

17/2 Reynauds og Marcos træning bærer frugt. Jeg tror aldrig, at jeg har været i så fin form. Selvom Dugarie næsten er sig selv igen nu, har jeg bibeholdt overblikket og vi arbejder næsten som jævnbyrdige. Jeg har bare styr på det kartotek! Blaise bar mig i seng i går; jeg var faldet i søvn henover journalen. Jeg har stadig en blå blækstreg på kinden, som jeg ikke kan få vasket af. Ligesom pletterne på mine fingre, må det slides af. Hvordan slider man en blækklat på kinden af? Vi er begyndt at spise senere herhjemme. Det har åbenbart passet Blaise bedre at spise lidt senere. Det passer nu også mig fint. Jeg gik glip at aftensmaden et par gange i sidste uge, men nu når jeg det fint, selvom jeg er sent hjemme. Madame Renoirs skældte mig ud i morges, fordi jeg var ved at rende afsted uden morgenmad. Hun insisterede på at blive stående ved siden af mig til jeg havde spist op. Hun synes, at jeg havde tabt mig nok, sagde hun. Det havde jeg ikke tænkt over. Korsettet kan godt nok spændes lidt mere ind end det plejer, men det er jo ikke fordi jeg render rundt og har været ved at dø af sult.

 

18/2 Travlt hele dagen som sædvanlig. Der kommer flere breve end sædvanlig, fordi vinteren er ved at slippe sit tag i Ryendor. Vinteren er nu kommet og gået lidt sporadisk her i februar. Den ene dag er det lunt og herligt forårsvejr, den næste dag falder sneen tung og hvid.

 

Dugarie har det meget bedre nu. Lægen har sagt god for ham. Jeg ville nu ikke sende ham i krig lige med det samme, men han er feberfri og smertefri. Mine arbejdsdage bliver stadig kortere, så de er ved at nå normal længde igen.

 

21/2 1601. Dugarie rejste til Prinsen af Damar i forgårs, så jeg har holdt et par velfortjente fridage - som mildest talt har været interessante. Vi var til middag hos Patrick, dvs. hans fætter i forgårs. Det var ikke farligt interessant - en del snak om logen og hvad der skal ske nu. Patrick vil have Ryendors tilladelse til at smide Codora ud af Fuentor. Mere interessant var Patricks fætters snapsesamling, som jeg desværre fik lidt for meget af.

 

I går sov jeg længe (onde tømmermænd!). Og tænk - så fik jeg brev fra biskoppens advokat, som adviserede mig om, at ”Til verdens ende og tilbage igen” har fået en anmærkning i biskoppens sorte bog for at indeholde for meget vold og sex mellem linjerne! Jeg håber, at det kan øge salget. Madame de Fleurent skal snart for kirkeretten, som vil forbyde hendes bog. Så vidt håber jeg ikke det går for mig, men det tvivler jeg nu også på. Madame de Fleurents bog er noget mere… hvad skal man kalde det? … kontant i sine fremstillinger af de emner, som jeg kun har beskrevet ”mellem linjerne”. Det er da i øvrigt de utroligste ting, som kan stå mellem sådan nogen linjer! Sjovt som det virker mere afhængigt af dén der læser, end den der skriver, hvad der står dér! Nå, samtidig fik jeg et værdipapir fra Reaul & Søn på £300 - de har solgt første oplag på 1000 stk.!

 

Ved frokosttid lokkede Blaise mig med ud og gå. Vi ville gerne have bekræftet et par rygter vi har hørt de sidste par dage og tog derfor til Kgs. Have. Det var herligt vejr og jeg følte mig på toppen af verden. Blaise tog sig umanerlig godt ud! Og dagens rygter var som følgende: Kongefamilien (inkl. kongen) kommer til byen på Lilois Dag med stort indtog. Fyrsterne fra Ø-rigerne er i landet for at forhandle fredstraktat efter at vi slog dem i et større søslag. Nogle meget elegante diplomater fra Codora er kommet til byen, men ingen ved præcis hvorfor. Gætterierne gik fra total fred eller total krig, så det var bare at vælge sin grad af optimisme. Balsæsonen starter 28/2 med kongeligt bal. De allerfineste tyvstarter allerede på søndag. Og så hørte Blaise rygter om at brudgommen til Jacqueline de Bourgaine er stukket af og ingen ved hvor han er! Åh, Guillaume, hvis bare jeg dog vidste, at han havde det godt! Jeg føler, at noget af alt dette er min skyld, men da jeg ikke har snakket med ham i månedsvis og hans sidste brev var så afvisende, har jeg ikke den fjerneste anelse om det bare er noget jeg tror, eller om der er noget om det. En del af mig glædes over, at han er rejst bort, så vejen til Jacqueline er noget lettere for Reynaud, men jeg savner ham! Min åndsbror gennem 8 år - hvor kan han være?

 

Lilois Dag. I dag kom der brev fra Blaise’s familie - de ankommer til Bergerac d. 24/6! Uh - jeg er så spændt! Og så kom der et brev fra Mama (”kommer I ikke snart hjem?”). Hun fortalte, at Daphne rejste hjem uden at sige farvel, og at Danielle ikke kunne sige hvorfor. Jeg kan jo gætte mig til, hvad det kan have noget at gøre med, men præcis hvordan og hvorledes aner jeg ikke. Jeg må snakke med begge de unge damer, når vi kommer hjem. Danielle er en følsom pige, som har brug for al den hjælp hun kan få, men jeg bryder mig ikke om at hun skaber ufred i familien. I hvert fald ser jeg nødig kusine Daphne såret. Hun er min eneste kusine, og så ung hun er i forhold til os andre, har jeg altid følt et særligt ansvar for hende. Hun har altid været så sød og yndig, og jeg har misundt hende hendes naturlige flair for alt der er feminint. Jeg havde selv for travlt med at være pseudodreng til at kunne hitte rede i de kvindelige dyder. Nå, heldigvis har de mænd jeg har elsket i mit liv set gennem fingre med mine mangler på dét felt.

 

Nå, Lilios Dag levede op til sit ansvar! Det var markedsdag med teaterforestillinger på ethvert gadehjørne med respekt for sig selv. Kongens indtog var lige som det skulle være - farverigt, spektakulært og overdådigt. Jeg fik oven i købet et glimt af kongen selv - det er jo noget tid siden, at jeg sidst fik lejlighed til at få et glimt af ham. Han vinkede og smilede - men jeg gætter på, at han tæller dagene til han kan tage af sted igen på sine elskede jagter. Synd, at Montrouge-jordene ikke byder ham velkommen mere. Georges vil bare trætte ham med politik, og er der noget HMK ikke gider, når han er på jagt, så er det at diskutere politik, især med en dødbider som Georges. Det skulle også undre mig om Georges overhovedet inviterer ham, når man tænker på hans nye legekammerater! Prins Francis og Prinsesse Rhiannon ankom i samme karet, efterfulgt af kongemoderen. Og efter hende kom søreme Prinsen af Damar! Modsat de andre så han alvorlig og tilknappet ud, og vinkede ikke til folket, hvilket sikkert blev taget ilde op rundt omkring. Jeg håber søreme ikke, at det er fordi, at han er for snobbet til at løfte hånden og vinke til pøbelen. Men han har jo også meget at spekulere på netop nu, så jeg undskylder ham gerne. Derefter gik vi på markedet, hvor jeg fandt nogle kulørte glas ligesom dem vi fandt i krybekælderen på Bergerac. Det viste sig, at de var en mindre formue værd: de var fra 1400-tallet og havde tilhørt en eller anden konge. Det lød jo interessant, så vi fik ham til at se på vores glas, og de viste sig at være fra 1300-tallets Carvintia, og de 12 glas og 2 karafler er sine små £75 værd! Glasmageren var chokeret over at høre, at vi brugte dem til dagligt. Vi hyrede ham til at finde ud af, om han kunne lave tallerkener i samme stil - det ville han kigge på!

 

I aften går vi traditionen tro på Lilois Dag i teatret - de spiller komedie hos Prins Louis’ Ynglinge. Derefter har Blaise lovet mig at tage hen til sigøjnerne!

 

Det var fantastisk! Jeg er dødtræt, men bliver nødt til at skrive det nu, mens jeg har det hele på huden! Vi tog hen til sigøjnerne, hvor Leana - den kvinde, som Blaise har snakket mest med - overtalte en ret stor mand til at slippe os ind i deres lejr. De havde slået lejr i en lukket gyde uden vinduer - de manglede bare taget, så havde det været et hus - men når sandt skal være sagt, så tror jeg ikke, at de ønsker noget andet tag over sig end stjernehimlen. De var utrolig kulørt klædt. Kvinderne har lag på lag af farverige skørter på og de klirrer, når de går af alle de smykker de har på arme, hænder og i ørerne. De har alle til hobe sort hår og mørke i huden, ligesom folk fra Carvintia. Vi blev budt velkommen ved et kæmpe bål, som de havde lavet midt i gaden. Børnene især bød os velkomne og sværmede omkring os, og jeg mistede nok sammenlagt et par £ til deres små, smidige hænder - men de har mere brug for dem end jeg, så okay - bare det ikke bliver en vane! Der blev talt et mærkeligt, eksotisk sprog, som ingen mening gav for mig. Det minder ikke om noget, jeg har hørt før. Vi blev budt på mad og drikke, men da maden i første omgang lugtede meget fremmedartet, nøjedes vi med at sige ja tak til drikken, som smagte lidt af lakridsrod. En ung kvinde dansede kun ledsaget af et mærkeligt instrument som lignede et rør. Det var den mest særprægede dans jeg i mit liv har set! Utrolig sensuelt! Det lignede til forveksling forspil, meget æggende og provokerende. Leana havde lige sat sig hos os, da en ældre kvinde som farende hen til og råbte op. Hun var især arrig over at se Blaise. Leana oversatte for os, at hun ikke ville have ”troldmanden” siddende ved deres bål - ”troldmanden” var åbenbart Blaise. Jeg er ikke i tvivl om, at det er hans evne til at påvirke ens sindsstemning med sin musik, som hun taler om. Det er vel magi af en slags, men det gør vel ikke Blaise til troldmand. Han står i det mindste ikke derhjemme med sorte gryder og koger sejd! Leana fik beroliget den gamle, og en lille pige kom hen og bad Blaise om at spille. Han lånte en guitar (der var ingen lut til rådighed). Med lidt tilvænning fandt Blaise ud af guitaren og spillede meget smukt. Til ære for morlillen lagde han ikke nogen følelser i. Musikken i det hele taget i aften var fantastisk. Deres sang, deres instrumenter, melodierne og rytmen er så anderledes end noget som helst jeg har hørt før! På en pludselig indskydelse lånte jeg noget tøj af Leana. Det var en fryd at komme ud af korsettet efter sådan en lang dag! Leanas tøj var en utrolig befriende og samtidig meget sensuel fornemmelse af have på. Det var som at træde ud i menneskemængden i sin natkjole, så behageligt var det. Skørter og tørklæder og bare arme og mit hår sluppet fri for alle bånd og hårnåle gjorde mig næsten uigenkendelig, og fik Blaise til at gøre store øjne. Jeg glemmer aldrig det smil, som bredte sig på hans ansigt, da han så mig. Jeg skilte mig stadig ud med mit røde hår og blege vinterteint, men jeg følte mig som én af dem. Leana og den unge kvinde vi så danse først lærte mig at danse på deres vis. Det var så fremmedartet, men efter lidt tid fandt jeg rytmen, og tabte den først igen, da musikken blev for hurtig for mig at følge med. Det er længe siden, at jeg har moret mig så godt! Jeg følte mig tryllet til en eventyrverden af feer, hvor man følger sit hjerte og sine indskydelser uden tanke for hvad der er passende eller propert! Jeg har aldrig før følt mig så fri! Efter dansen faldt jeg udmattet om ved Blaise’s side, og sad i hans arme, mens en lille pige fortalte eventyret om feernes dronning Elithea, hvis kærlighed til en simpel, dødelig bonde bragte feernes by til dets destruktion og bringer mørket til feernes verden. Da eventyret var slut, var der gået flere timer, men det føltes som et øjeblik. Dén pige var en stor historiefortællerske! Andre eventyr fulgte og jeg havde den største lyst til at høre historierne igen og skrive dem ned. Leana og jeg diskuterede det et stykke tid, men hun mente, at nedskrivningen ville slå historierne ihjel. Der er jeg jo helt uenig: historier lever, så længe der er folk til at bringe dem videre, og mennesker til at læse dem og høre dem. Jeg forstår godt, at nedskrivningen fastholder en historie i et frossent øjeblik, hvorimod den mundtlige genfortælling hele tiden lader historien udvikle sig og forandre sig. Midt under vores diskussion kom den gamle kone hen til os igen. Jeg havde set hende sidde rundt omkring i kredsen og kigge i folks hænder, og nu bad hun om at se mine. Efter at have studeret mine hænder en stund, fortalte hun mig på gebrokkent carvintiansk, at jeg ville føde børn og at jeg ville rejse bagom horisonten! Jeg ved jo godt, at sådan noget er det rene hokus pokus, men det gik alligevel lige i hjertet. Hvordan kunne hun vide, hvad jeg helst ville høre? At det jeg drømmer om lige nu, er at rejse til fremmede lande og at jeg en dag vil være i stand til at få børn? Jeg er stadig mildt rystet og fuldstændig beruset af glæde! Jeg har ikke engang fået ret meget af deres Ouzo, eller hvad det var de kaldte stadset, men jeg er fuldstændig ør og rundt på gulvet af hele oplevelsen! Gad vide om jeg nogensinde kommer helt ned på jorden igen efter dén oplevelse?

 

24/2. Dugarie lovede mig billetter til årets første bal. Han har et par stykker liggende til Prinsen af Damars følge, og dem fik jeg et par af! Glasmageren vendte tilbage i opstemt tilstand - han har fundet ud af, hvordan man laver glastallerkener, og vil sælge dem til £2 stykket. Vi bestilte 12. Så passer de til glassene, og hvem ved, hvornår man får mulighed for at købe sådan nogen igen? Vi besøgte sigøjnerne igen - Blaise for at købe en guitar af suspekt oprindelse og jeg for at købe noget af det behagelige tøj. Hvis Blaise og jeg en dag tager ud på landevejen, har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at rejse i korset!