Pest

 

 

Pest i Marburg

 

 

26/5 Brev fra Danielle. Hun kommer til byen snarest! Hendes brev var fuldt af bekymringer om hendes korte hår, og hvad folk mon ville sige, men jeg tror nu nok, at vi finder en løsning på det (om ikke andet er jeg sikker på, at Gabrielle kan finde på noget). Og nu skal jeg afsted til det hemmelige møde på Den Gyldne Fasan!

 

Senere, meget senere: Jeg føler mig opstemt og nedtrykt på samme tid… Det var Marianne, der havde iscenesat mødet, og i morgen tidligt skal vi mod Sach for at forhindre at kardinalen bliver snigmyrdet… Det er sådan en lang historie, at jeg ikke orker at skrive det hele ned. Dugarie har modstræbende lovet at hjælpe (vi har fået heste og diplomatpapirer), og jeg har kontaktet en ung mand, som skulle være ekspert i Sach-anliggender. Jeg håber, at han er besværet værd – vi bliver nødt til at sende ham pr. postvogn, fordi han er bange for heste…

 

Nu sidder jeg så her; jeg har skrevet forklarende breve til Alexia, Roger og Danielle. Jeg har pakket mine ting, og har højtideligt måtte love Pippin, at jeg tager ham med på næste eventyr. han var noget stødt over, at jeg allerede tog afsted igen – og det er mildest talt heller ikke noget, der passer mig gevaldig godt. Men givet en mulighed for at redde kardinalens liv, kan man altså ikke prioritere anderledes end vi gør. Og ved at redde kardinalens liv, redder vi også Mariannes, for hendes liv er intet værd, hvis ikke han er der til at sanktionere det. Jeg er glad for, at jeg nu får muligheden for at betale den gæld tilbage, som jeg har følt, at jeg har skyldt hende siden Almohadh.

 

Og nu vil jeg bruge den nøgle, før den brænder hul i min lomme!

 

Senere endnu: La Palais er et palads af en anden verden, når man går der i mørket, og der er tomt for mennesker. Jeg følte mig som et genfærd – mørk og stille igennem korridorer og hemmelige gange. Man kan næsten høre det fjerne ekko af liv og stemmer i rummene. Måneskinnet i gyldne forsiringer gjorde hele til noget overjordisk – et eventyrslot fra en gammel fortælling. Det har været en fortryllende aften…

 

Nicholas blev glad for at se mig. Elskoven var tyst, dvælende, inderlig – meget passende for omgivelserne; en vis diskretion var nødvendig for ikke at tilkalde andre vagter – men hvorfor ødelægge magien med praktiske spekulationer? Det var dejligt. Jeg gav ham nøglen tilbage. Der er ingen grund til at den ligger og samler støv hos mig, når den kunne være til nytte andetsteds. Han var ked af at høre, at jeg skulle afsted, og bød mig til afsked op til dans i slottets spejlsal. Også det var næsten overjordisk. Vi dansede alene, og dog sammen med hundrede spejlbilleder af os selv – et helt hof af Nicholas’er og Manon’er – til lydløs musik, hvis rytme vi alligevel fulgte uden mindste fejl. Jeg var lige ved at lade mig gribe for alvor af magien, og føle mere end jeg burde. Det var slet ikke let for mig at sige farvel denne gang – heldigvis gik det lettere for ham, og derfor også for mig. Og han har jo ret; vi ses, når vi ses. Ingen bånd – kun sjov og ballade – og en lille smule magi.

 

27/5 Så er vi afsted igen. Jeg plejer ellers at byde eventyret velkommen, men denne gang er der et eller andet der hæmmer min glæde ved at rejse. Måske er det fordi vi forlader Ryendor City netop som balsæsonen er startet, måske fordi jeg går glip af 1½ måneds tid med Nicholas, måske fordi missionen denne gang er forfærdelig alvorlig. Det vil være katastrofalt at fejle vores mission. Lyset hjælpe os med vort forehavende.

 

28/5 Det ser ud til at vi allerede har fået os en skygge. En fyr som ikke andet end lige har fået diplom fra spionuniversitetet – helt sortklædt, med lange sorte støvler og en stor sort kappe, som han gemmer sig bagved. Han ligner fuldstændig Marcel, når han spiller skurk i et af Jean’s mere fjollede stykker.

 

Døren er barrikaderet, så jeg regner med at sove sødt i ro og fred.

 

30/5 Vi krydsede Wizell ved frokosttid, og en tydeligere grænse finder man næppe. Indtil videre bekommer menuen mig fint (jeg har hørt fra Reynaud, at sachsisk mad er fremmedartet og ikke altid lige lækkert). Men deres snaps er udmærket og det mørke brød de kalder pumpernickelbrød er ligeledes ret godt. Deres øl kan de derimod godt få lov til at beholde for sig selv. Puha! Vel ankommen hertil har jeg nu fået vasket rejsestøvet af mig. Jeg har en fortryllende udsigt, og er spændt på sengen, som ser noget mærkelig ud. Det ligner nærmest en stor blød hule af puder og udstoppede lagner. Almohadisk næsten…

 

1/6 Så er vi nået til det virkelig Sach; skovene her er mørke og dystre, og man forventer at hekse, trolde og kæmper hvert øjeblik skal komme ud mellem træerne. Meget eventyrligt; jeg burde elske det, og jeg kan da også mærke den lille pige i mig hoppe på hesten af frydefuld forventning. Den voksne Manon savner sin seng (uden de tunge og alt for varme dyner, de holder sig her i landet), sin by, og sin elsker…

 

Lidt pjattet har jeg dog været i dag. I morges bemærkede jeg et par meget lange sorte støvler stå til pudsning, og det kunne næsten kun være Den Sorte Spions. Jeg kunne ikke dy mig for at benytte det mørke tykke øl til noget fornuftigt, og fordelte indholdet af et stort (!) krus i de to støvler. Det var fjollet, jeg ved det godt, og sikkert også dumt, hvis han virkelig er efter os, men jeg kunne ikke lade være. Og så har jeg fået lov til at bevise, at man ikke behøver at kunne sproget for at blive forstået; der var et par genstridige grænsevagter ved overgangen til Oldenburg, men da jeg havde talt højt og myndigt længe nok, lod de os slippe igennem.

 

Nu er vi så i den famøse ’Gasthof zum Rippach’, hvor vi er blevet modtaget af en overordentlig venlig og imødekommende kromutter af ældre dato, som jeg ikke vil stole på længere jeg kan smide hende (og det er ikke langt – hun er ca. lige så bred som hun er høj). Efter aftensmaden faldt vi i snak med 4 ungersvende, som påstår at de er rejsende i sko. Én af dem spiller lut, og jeg fik lokket ham til at spille lidt. Han gik an, mens hans selvforelskelse mens hans spillede var næsten ikke til at snuppe. Nu håber jeg meget at jeg sover bedre i nat end i går – jeg er efterhånden godt træt.

 

3/6 Sikke en masse der pludselig skete! I går blev en meget lang dag! Jeg sov ganske elendigt. De dyner dér har Fanden skabt! De er for tunge og kvælende at have over sig, er meget svære at arrangere på og uden dem er det for koldt… Da jeg stod op i går, savnede jeg bare så meget mit eget hjem og min by! Nu har jeg været storbypige i godt et år – jeg er slet ikke vant til primitive og ukomfortable omgivelser. Jeg var næsten parat til at ride hjem igen, da jeg i stedet besluttede at ride en morgentur på Springer, som ligesom jeg fandt sig omgivet af ringere selskab end vanligt. Jeg red ud i den nærliggende skov – en stor, mørk ting, som jeg prompte fór vild i. Til mit tvivlsomme held rendte jeg ind i Den Sorte Spion, som yderst fåmælt og stram i masken fulgte mig tilbage til Gasthof zum Rippach, hvor han straks indlogerede sig. Da var mit humør ikke meget bedre end da jeg stod op. Jeg trampede op på mit værelse, skrev 6-7 digte om min elendighed, som alle endte iturevne eller sammenkrøllede på gulvet. Så dukkede Reynaud op og reddede min dag; han bestilte et skuespil hos mig! Et om et ungt par, der ikke måtte få hinanden (klart baseret på ham og Jacqueline). Han bad om flere forskellige slutninger, og havde i tankerne at bruge det mod Jacquelines familie (”hvis vi ikke får hinanden, sætter vi dette her stykke op…”). Jeg håber nu at det bliver sat op en dag, for det er noget af det bedste jeg har skrevet. Ordene sprang næsten af sig selv ud af fjerpennen. Synopsen er ret helstøbt og enkelte scener er allerede helt på plads (jeg er ret vild med balkonscenen, som jeg synes er blevet ualmindelig vellykket, og en scene som foregår en tidlig morgen efter en elskovsnat, er næsten på bogstavet taget ud af en virkelig situation mellem Nicholas og mig, og så fik jeg en ualmindelig skæg idé til scenen med hunden – for pokker, hvor er jeg god en gang i mellem!). Jeg har droppet alle forsøg på at inkludere litteratur- og filosofihenvisninger. De faldt ikke naturligt, og blev alle som én slettet igen. Men stykket behøver det heller ikke. Musikken glider mindre glat (jeg har heller ikke noget instrument med), men den del plejer Alexia også at være bedre til, så jeg sætter hende på opgaven, når jeg kommer hjem (for pokker, hvor jeg allerede glæder mig til at komme hjem!).

 

Nå, det lykkedes mig fuldstændig at glemme, hvorfor vi var der, men prøvede at råde bod på min manglende tilstedeværelse ved at spørge Momse (vores kromutter) om der mon var kommet brev pr. due til mig endnu. Hun viste mig prompte dueslaget indefra, og i det samme kom minsandten en due. Momse gik ned efter nogle korn til at lokke den til sig, og øjeblikket efter var dueslaget fuld af folk; adskillige af de unge ’købmænd’ og to hærdebrede sachsere, som alle begyndte at kæmpe om brevet. Kampen flyttede sig ud i gården, hvor Den Sorte Spion og Bergerac-familien blandede sig. Det blev det rene kaos, og al diskretion gik totalt fløjten. Jeg græd af grin – det hele var bare så komisk! Til slut blandede Momse sig dog i kampen og vristede beskeden fra Roberts knyttede næve, og traskede af med den, mens alle stod tilbage med meget lange ansigter! Sikke en flok amatører (inkl. os er jeg bange for)! Derefter hentede drengen ikke mindre end tre andre beskeder, som usete var kommet i løbet af dagen. De blev leveret til rette ejermænd (deriblandt én til en mand i næstbagerste værelse – det er ham vi nu følger efter). Resten af dagen fjollede vi rundt med de 4 ungersvende, som nu var overbevist om, at vi burde holdes øje med, hvilket de så gjorde med meget lidt diskretion. Efter en lille afledningsmanøvre som Reynaud og jeg stod for, fik Robert i fred og ro snakket med drengen om hvem, der havde fået brevet, og vi deducerede bagefter, at det måtte være manden i næstbagerste rum, vi burde interessere os for (Reynaud havde tidligere på dagen set ham rejse mod øst – mod Marburg). Lige før sengetid tog vi afsted, og red igennem en nu endnu mørkere og rigtig ubehagelig skov, som jeg synes næsten var levende af skygger. Et par timer før daggry nåede vi frem til en postkro, som vi måtte antage at fyren var taget ind på. Vi sendte Marco derhen (Du gode – det glemte jeg! Marco er dukket op! Jeg har ikke haft lejlighed til at snakke med ham om hans tur endnu, og vi bruger ham som hemmelig spion, fordi han ikke er blevet set sammen med os) for at holde øje med fyren. Vi andre lagde os til at sove i det fri (fik jeg nævnt at det øsede ned på dette tidspunkt?). Sjovt nok sov jeg bedre i Roberts arm lænet op af et træ end jeg har gjort de sidste par dage i de sachsiske senge!

 

Netop nu er Pierre og jeg indlogeret på Postkroen, mens vi venter på Eustace Trucon. De andre er draget efter Marco og Hr. Zünner, som ’vor mand’ hedder.

 

4/6 På vejen den halve dag i regn og minsandten om det ikke også er blæst op! Eustace ankom lidt over middag og forklarede et og andet over frokosten; alle ser ud til at sende delegerede til Marburg i disse dage; kejseren af Sach, kronprinsen af Morossen skulle være her, og Certsen har et par mand, desuden adskillige andre, hvis navne jeg hverken kan huske eller udtale. Striden står mellem markgrevens nevø Simon (reformist, og højst sandsynligt ’vores’ bud på en arvtager), og markgrevens datter, hvis afdøde mand var yderst kejsertro. Situationen må siges at være ret letantændelig. Der skal en hel del diplomati til for at få valgt den kandidat man gerne vil have uden samtidig at starte krig med det Sachsiske Kejserdømme! Vi har virkelig brug for kardinalen!

 

Eustace klager over hesten og ligner én der prøver at ride uden at røre ved sin ganger… Det storartede vejr gør ikke sagen bedre. Jeg gider ikke klage mere over, at jeg er her i stedet for til et bal på la Palais. Der er brug for os her, og jeg skal nok få mit lyst styret, når vi kommer hjem. Jeg er ikke længere en lille pige, som hellere vil lege end side på skolebænken. Seriøsiteten af situationen har grebet godt fat i mig. Du gode! Jeg kan slet ikke forestille mig et Ryendor uden kardinalen! Hvad man end siger om ham, og har af følelser for ham, så er han landets rygrad og hoved, hvor Hans Majestæt er landets hjerte. Drengene har snakket om Mariannes lovning om belønning for veludført mission. Det virker bare så sekundært, ikke? Marianne kommer og går hos mig præcis som hun har lyst til – samvær med hende skal ikke være en belønning, men som altid være noget hun selv har lyst til. Desuden tror jeg nok at jeg skylder hende en rimelig stor tjeneste i forvejen, så mon ikke det går lige op? Jeg kan ikke rigtig se mig stå i kø bag Pierre og Robert for at få en nat med hende, så vil jeg faktisk hellere være fri.

 

6/6 Vi indhentede de andre i Slisingen Wald i går. David Zünner er en meget nervøs mand, som ikke bliver mindre nervøs som dagene går. Reynaud og Marco så ham aflevere et stykke papir til en forbrydertype i dag, men Zünner blev ikke mindre lettet af det, så vi antager, at han stadig er værd at følge efter. Meget tyder på at vi i morgen rider mod det pestramte Marburg, hvilket jeg ikke glæder mig synderligt til… Jeg prøver at huske råd og vink om hvordan man undgår at få pest, og det er noget med at undgå de pestramte, tage masser af bade og undgår rotter (hvad rotterne har med det at gøre, har jeg ikke lige gennemskuet). Der er også noget med nogle urter og bønner af forskellig art. Jeg kan kun bede til Lyset, at vi bliver skånet. Det virker absurd, at vi har så travlt med at nå frem til en by, som alle andre fornuftige mennesker flygter fra.

 

Hvor er vi dog langt fra vor lyse og smukke hovedstad!

 

7/6 Marburg. Tja, her er præcis som der burde være i en pestramt by; dystert, ildelugtende, ganske ubehageligt. Jeg har set lig, brændende klæder fra de døde, ekskrementer fra dyr og … ja også mennesker, ligge og flyde i gaderne. Husene her er grå og dystre. Alle virker bange, forståeligt nok. Af og til høres brøl fra menneskemængden som ikke må komme ud af byen. Vi er blevet rådet til at anskaffe os vagter, for ingen er sikre her.

 

Det blev kort… Vi skal op til paladset, nu vi er færdige med at blive indkvarteret i Rådhuset, hvor de mindre vigtige delegationer har fået husly. Her er i kontrast til byen meget farverigt – en anelse vulgært, hvis man spørger mig. Nå, jeg skriver mere senere.

 

8/6 Marburg… Jeg kan ikke få billedet af den blå kat ud af hovedet! Den hæmmer hver tanke jeg tænker, tynger dem ned, den har lagt sin tunge krop på alle mine florlette tanker, der nu bare ligger og bliver kvalt… Jeg har en pude inde i hovedet kombineret med de værste tømmermænd jeg nogensinde har haft. Pierre mener at det er en forgiftning – de troede at det var pest… og så et par meget blå øjne, og hver gang jeg tænker på dem, så bliver jeg så tørstig. Reynaud virker stadig lettere sindssyg – han forlader rummet da jeg træder ind og drikker meget. Altså de blå øjne! Jeg kan ikke se ansigtet – kun disse her blå øjne, og en forfærdelig tørst vælder op i mig, og på en eller anden måde forsikrer de mig om at alt bliver godt… De går sådan helt ind i sjælen på mig… Gad vide om de har noget med den forbandede blå kat at gøre? Jeg har vist ævlet gevaldigt meget om den kat, for Robert og Pierre får nervøse trækninger hver gang jeg nævner den. Og dybt nede under det hele ligger en vældig længsel efter Guillaume, som om jeg trods min overbevisning om at han må være død, er blevet lovet at han ville komme tilbage. Jeg har skåret mig i armen. Robert siger at det var mig selv der gjorde det, og jeg husker svagt noget om at jeg ville se om jeg var blå indeni… Men jeg var rød… meget rød. Resten er tåget og uhåndgribeligt – som en drøm eller et mareridt, som bare sidder i én, men som man ikke kan huske rigtigt. Jeg kan godt huske slottet – som i sig selv lignede noget fra et mareridt, mørkt og dystert med ubehagelige udskæringer og tårne og spir. Et slot bygget for at skræmme folk, ikke for at vække deres beundring. Der var da nogle flotte rum og sale, men alle som én mørke og skræmmende, især set med disse ude-af-fokus øjne jeg har lige nu. Og det var dér vi blev forgiftede… Af hvad præcis ved jeg ikke. Pierre og Robert spiste da det samme som vi. Men det er Reynaud og mig, som nu martres af tågede drømme og for store følelser – angst og længsel – en voldsomhed så stor at den ikke kan tæmmes, en forvirring så vældig at jeg ville ønske jeg bare havde ét eller andet at klamre mig til; et eller andet fast og robust, som jeg kan klynge mig til så længe verden drejer for hurtigt rundt til mine langsomme tanker. Jeg lukker øjnene, og så ser jeg bare den blå kat, og de blå øjne, og Guillaume med en stabel pandekager… det blev jeg ikke mindre forvirret af, vel?

 

Mad, de kalder om aftensmad. De blå øjne… jeg er mest tørstig.

 

Senere: Jeg er stadig langsommere. Vi har været ude og udspionere Zünner, som mødtes med en mystisk mand med sporer på. Eustace og jeg var ikke megen nytte til. Mit speciale er vist i højere grad afledningsmanøvrer end det er snigen sig rundt i skyggerne. Eustace var værre end mig, så mit afledningsmanøvretalent kom alligevel til gode. Robert er vred på mig og Reynaud er endnu mere vred på mig. Som om vi ødelagde noget! Han fik da lyttet og alting. ’Det kan ikke overlades til de vantro’ – det sagde han at de sagde. Hvad det så end betyder? Jeg tænker slet ikke hurtigt nok til at kunne gennemskue alle intrigerne lige nu. De vantro er vist os, altså ryendorianerne, kunne det ikke tænkes? Og mon ikke Patriarken eller hans tro tilhængere vil klappe glade i deres hænder, hvis Kardinalen – Lyset forbyde det! – dør? Indtil nu peger de største pile på Wolfenburghel (eller hvad det ulyksalige land nu hedder) og Solms-Laubach (du gode – kan de ikke få sig nogle ordentlige navne? Det skal altid være sådan en mundfuld!). Kardinalen tager en omvej hertil, og så vidt vi kan regne ud, er den mystiske mand nu i besiddelse af rejseplanen. Marco følger efter ham netop nu – så får vi se, hvad der sker… Nu vil jeg sove – jeg håber, at langsomheden har fortaget sig i morgen.

 

11/6 1602 ved daggry et stykke uden fra Marburg. Jeg sidder med fødderne oppe på sædet i den mest luksuriøse og komfortable karet, jeg i mit liv har haft fornøjelsen af at sidde i. Jeg har blækhuset mellem knæene, hvilket ikke er noget problem siden jeg for mindre end et kvarter siden skiftede fra mit temmelig beskidte rejsetøj til et sæt tøj, som jeg har hugget fra Reynaud. Bukser er i mange tilfælde mere praktiske at have på end kjoler, men jeg bliver aldrig nogen tilhænger af dem. Bukser snærer og er alt for tæt på huden…

 

Hvem prøver jeg at narre? At indlede journalen med banaliteter efter alle de ting, der er sket de sidste par dage – hvor snedigt. Måske kan banaliteterne holde virkeligheden lidt på afstand. Ligesom Marianne gør det. Nuvel – der er vel ingen vej udenom. For 1½ døgns tid siden rendte jeg i bogstaveligste forstand ind i armene på en mand, der var døende af pest. Jeg kan slet ikke beskrive med ord den angst og afsky, der rev i mig, mens jeg af alle kræfter sparkede og kæmpede mig fri fra under hans krop. Billedet af hans ansigt sidder stadig alt for godt fat i mig – han var på alle måder en mand i opløsning – de gustne øjne, det sindssyge grin, fordi kødet ikke længere dækkede hans ansigt… Sådan vil jeg ikke dø – jeg har tænkt mig at sørge for, at jeg ikke dør sådan! Jeg er sikker på, at jeg gjorde det rigtige derefter; rendte tilbage til rådhuset, smed alt tøjet og beordrede det brændt, sprang i et bad, der indledningsvis var meget koldt, fordi jeg ikke ville vente på, at de fik varmet vand. 20% chance… Lægen, der undersøgte mig i går, sagde, at der kun var 20% chance for at jeg har pådraget mig pest. Det er jo fint… Små 20%. Hvilket selvfølgelig er meget bedre end f.eks. 40% eller 80%...

 

Uvisheden er næsten det værste. At gå og forberede den snarlige afslutning af ens liv – sige farvel, spekulere på testamente, gøre regnskabet op med Lyset – det virker som noget tåbeligt noget, hvis det skulle vise sig, at jeg er rask. Men hvad kan jeg gøre? Hvis pesten tager forstanden først, så når jeg jo ikke noget. Og alligevel kan jeg ikke gøre andet end at vente og være så forberedt, som jeg nu kan være.

 

Jeg har gjort mit bedste for at holde mig fra andre mennesker, hvilket ikke er let. Især ikke, når de ikke vil holdes væk… Marianne holdt om mig i går, og deler karet med mig nu, og er fuldstændig ligeglad med risikoen. Hun mener ikke, at det er hendes skæbne at dø af sot. Jeg ville ønske, at jeg havde samme vished. Jeg er nu både taknemmelig og dybt foruroliget over hendes uansvarlige opførsel. Vi ved jo ikke hvordan pesten smitter. Gennem berøring, gennem luften eller hvad? Vi ved det ikke, og at tage sådan en risiko for min skyld – ja, det fatter jeg bare ikke! Marco gjorde det også, inden vi tog af sted i går. Omfavnede mig, og sagde, at der alligevel ikke rigtig var noget ved det, hvis jeg ikke var der. Hvad er det for noget at sige? Hvad er det for en lemfældig omgang med sit eget liv? Ja, og med andres?

 

Ikke desto mindre var det dét, der fik mig til at beslutte mig. Jeg havde ellers først tænkt mig at bede Reynaud om det, men han er for kold på én eller anden måde. Jeg har nok brug for at vide, at den der gør det, er én som holder af mig. Og hvis jeg kender Reynaud ret, så vil han desuden lynhurtigt besværliggøre sit liv med skyldfølelse, bare fordi at han har det bedst med at have det skidt. Desuden har han i den sidste tid opført sig underligt – hundset rundt med mig som om jeg var menig soldat under hans overkommando. Ha! Jeg kan huske, da han blev født – han skal ikke tro, at han kan kommandere rundt med mig! Og tænk - grunden til at han opførte sig så sært efter vores forgiftning, var at han troede at vi havde været i seng sammen…! Adr! Hvor har han dog fået en så bizar og, ja ulækker, idé fra? Vi er familie, og altså, jeg foretrækker rigtige mænd og ikke smådrenge på powertrip, og desuden var vi fuldt påklædte og var bedøvede ud af vores hoveder! Sikke da en syg idé! At jeg valgte ham først, var fordi at jeg mente, at hans ’bæst’ ville kunne gøre det for mig. Men sandt at sige ville jeg ikke kunne holde tanken ud om at det sidste jeg skulle se, var Reynaud kolde, døde øjne. Marco vil kunne gøre det, kærligt, og vil bagefter holde min taknemmelighed over hans barmhjertighedsgerning tæt på hjertet.

 

Nå, den tid, den sorg – det er jo kun noget, der bliver aktuelt, hvis det skulle vise sig, at jeg ikke er sluppet. Og hvis jeg er sluppet, så kan det ikke gå hurtigt nok med at komme hjem til Ryendor City, ballerne, Nicholas, Roger, Alexia, salonerne, Deumille, Fader Bryant og alt hvad jeg har kær! Så vil jeg ikke spilde et eneste øjeblik – jeg vil ikke dø, og opdage at jeg ikke har levet. Slet ikke nogen ny livsanskuelse, men mere prægnant netop nu, hvor livet er blevet så kostbart.

 

Måske skulle jeg huske at nedfælde, hvad der er sket de sidste par dage. Eftertiden kunne måske nok godt bruge disse iagttagelser til noget, også skal jeg jo ikke drukne det i selvmedlidenhed og dødsangst. Nuvel – det skete således:

 

Marco fulgte efter dén mand, som Zünner talte med, og endte i katedralen, hvor han (altså den mystiske mand) satte en kridtstreg på en af søjlerne. Det kunne jo næsten kun være et tegn til én eller anden, så vi holdt øje med hvem, der holdt øje med søjlen. Efter morgenmessen gik en Moritz Köller, baron af Köller-distriktet, på suspekt vis forbi søjlen, og vi fulgte efter. Det viste sig, at Hr. Köller minsandten er medlem af Kejserens delegation, at han kommer fra en familie, som det mildest talt er gået skidt for, og desuden at han har økonomiske problemer (Eustace er en guldgrube af oplysninger). Resten dagen gik vi så og holdt øje med Köller (jeg i tjenestepigetøj – jeg ved jo af erfaring, at så bliver man straks usynlig). Hen under aften forlod han kejserens kvarter – vi fulgte efter, og Marco og Pierre havde held med at følge efter ham ned i krypten under katedralen, hvor han mødes med 30-40 maskeklædte konspiratorer. Èn af dem tiltalte de andre som fyrste, og han bar en meget usædvanlig dolk, som let skulle kunne identificere ham. De talte Sach og Tyndall, så det har været en international affære (til ingens overraskelse). Pierre og Marco hørte navnet på en by – Hilpritz – som meget vel kunne være dén by, hvor et baghold ville finde sted. Vi mødtes alle – undtagen Reynaud – tilbage på rådhuset, og besluttede straks at tage af sted. Marco ville dog lige sove lidt (han havde næsten heller ikke sovet de sidste to døgn), og jeg tilbød at hente Reynaud – det skulle jeg jo nok ikke have gjort, da det var på den tur jeg havde fornøjelsen af at møde min ven Døden…

 

Pierre, Robert og Reynaud tog dog alligevel afsted med det samme. Efter jeg havde været i bad (i ca. 1 time) og havde pakket, hvad jeg mente jeg skulle bruge til en uges tid i ensomhed, vækkede jeg Marco (ja, man tror det er løgn, men jeg brugte en ilddrager for ikke at røre ved ham), og så tog vi også afsted. Marco var ret chokeret over at høre, at jeg måske havde pådraget mig pest, og prøvede at muntre mig op med små anekdoter på vejen. Han gav dog hurtigt op, for jeg var ikke just i humør til det.

 

For at gøre en lang historie kort, så fik vi advaret Kardinalen i tide, og vi deltog i kampen mod konspiratorerne, hvoraf ingen af de deltagende overlevede (de der ikke døde, begik selvmord… Og så kalder de os vantro!). Jeg slog to mand ihjel, og jeg har brug for snart at tale med en præst, for dén dårlige samvittighed har jeg ikke brug for at tage med mig til Skærsilden. Jeg ved godt, at det var en nødvendighed, at de mere end villigt ville have slået os ihjel, at de alligevel ville have været døde, men der er ingen undskyldning. Jeg har blod på hænderne igen, og jeg hader det! Det skriger i alle nerver, river én i stykker, det øjeblik man ser livet slukkes i en andens øjne. Jeg skulle nok være blevet væk, men jeg kunne ikke holde ud at være inaktiv. Det er så vigtigt at få mit liv til at gælde for noget. At gøre en forskel af en eller anden art.

 

Og nu er vi altså på vej tilbage til Marburg i Kardinalens følge – min familie ombord på en vogn med tilstrækkelig med hø til at gøre den komfortabel, og jeg i denne luksussalon på hjul med den smukkeste barnepige man kan ønske sig. Jeg mistænker hende for at have våget over mig hele natten. Jeg har vågnet et par gange, når kareten trods formidabel affjedring har bumpet lidt, og hun har hver gang siddet op med åbne øjne (men hun kan jo være vågnet ligesom jeg) og med et blidt smil på læberne. Jeg kan ikke lade være med at sidde og smugkigge lidt på hende, når man nu har lejligheden – for Pokker hvor er jeg glad for, at hun er her, uansvarlig eller ikke.

 

Marburgs mure er dukket op i horisonten – det kan ikke vare længe før vi er der. Jeg tror nu lige, at jeg vil benytte lejligheden til at notere et par ting som kan gøre det ud for testemente. Hvem ved hvornår der bliver lejlighed til at skrive noget igen?

 

Åh, alle I Høje, vil I ikke holde hånden over mig! I har allerede skånet mig så mange gange før – det kan vel ikke være Jeres mening, at jeg skal dø på denne usle måde? Men hvor længe kan ét menneskes held holde? Bare lidt endnu, bare lidt endnu.

 

12/6 1602. Det var ikke sådan her det skulle nede, vel? Jeg som kommer fra Lysets land, opvokset i skæret fra tusind vokslys, der brændte ved hundrede baller. Levede jeg for hurtigt trods alt? Tog jeg for mange chancer? Tja… Jeg ville gøre det hele igen – måske med undtagelse af den sidste løbetur gennem Marburgs gader… Dette mørke, dystre land… Er det her mit legeme skal hvile til evig tid? Jeg kan næsten ikke undgå at blive et spøgelse – ét der plager de levende, indtil de bringer mig tilbage til det land jeg elskede, til det land hvor jeg elskede. Al min frygt for dagene der kommer, sidder i en klump i halsen på mig, tvinger mit hjertes lys til bitterhed. Jeg skulle jo ikke have været her. Jeg skulle have været til bal på la Palaise, jeg skulle have danset med Nicholas hele natten, jeg skulle med mit vid forbløffe hertugen af Anjou, så han mistede sit hårde ydre, og fik det glimt i øjet, som han havde, da han med passion talte om humanisme i Brest, Roger skulle nikke anerkendende til mig, og minde mig lidt om Papa eller Charles, når de følte stolthed for mig, Alexia og jeg skulle le sammen og en dag ville Guilleume dukke op ud af det blå, tilbage fra de dødes verden, og vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende… Er det ikke sådan at eventyret ender? Er det ikke sådan, at det burde ende? I stedet sidder jeg her, på Mariannes bud, og ser min snarlige død i øjnene. Alle hendes løfter om at vi kan få hvad vi ønsker af hende, hvad betyder de nu? Hun kan ikke give mig det, jeg ønsker mig mest, og det hun uden tvivl ønsker mest hun kunne give mig – mit liv. Hendes fornemme læge kan kun fortælle mig om jeg har pest eller ikke, han kan intet stille op, hvis jeg har. Og Pierres drøm… hvad kan det betyde andet end netop det. Et silketørklæde der svæver gennem luften – som jeg selv har blæst for vinden siden Charles døde – og som slås til jorden af en sten; kan det være andet end pesten? Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal tolke det anderledes. Det var nu pænt af ham at prøve – jeg ved hvor anstrengende det er for ham.

 

Det er nu svært at vende sig til tanken om døden. Jeg føler mig umådelig levende og rask netop i dag. Robert og Marco ligger til gengæld og plejer deres velfortjente tømmermænd. De to fjolser! De to elskelige, tåbelige fjolser. Jeg finder dem umådelig dumme at ignorere enhver risiko, og jeg er dem dybt taknemmelig for, at jeg ikke skal igennem dette alene. Marco indvilligede i – meget modstræbende – at hjælpe mig med at dø vel. Hvad der fulgte, må jeg sige kom meget bag på mig. Marco har knyttet sig meget mere til mig, end jeg havde anticiperet. Ja, jeg er måske det eneste menneske, han nogensinde rigtig har knyttet sig til? I hvert fald sagde han, at jeg var det eneste menneske han ikke kunne slå ihjel… Selvom han finder mig usandsynlig irriterende, når jeg blander mig i alting, når jeg som kvinde har en mening om alting, når jeg skælder ham ud, så er jeg alligevel på en eller anden måde kommet ind under huden på ham. Dette forbløffende menneske, der uden at blinke med øjnene kan skære halsen over på en fuldkommen fremmed, han græder, når jeg beder ham om at gøre det samme for mig af barmhjertighed. At tænke sig, at han tog til Damar for at imponere mig! Han som afskyer både krig og fast arbejde med lige stor passion! Hans venskab er en sjælden gave, som jeg er umådelig beæret over at modtage. Så har jeg vel alligevel gjort en forskel i verden, hvis min indflydelse har givet ham samvittighed og ønsket om at blive en bedre mand.

 

Hmm, ja, dagen i går var fuld af overraskelser: Efter jeg havde talt med Marco, tog han til byen efter forsyninger, og da han kom tilbage sad vi længe og drak og snakkede (Marco som jo ellers aldrig drikker, lider under det netop nu – han ligner en levende død!). Senere kom så Robert – fuld som en allike – styrede direkte hen til mig og gav mig et ordentlig kram. Trist at kærlighed og tåbelighed er så nært knyttede elementer! Og samtidig var det lige det jeg havde brug for. Jeg havde sandt at sige været meget ked af at være afskåret fra Robert. Ham har jeg knyttet mig tættere til, end jeg troede, mere end jeg nogensinde forestillede mig. Som børn binder en beundrende lillesøster sig meget nemt til den glorificerede storebror – som voksen skal der mere til. Og trods alle hans små fejl, så beundrer jeg ham næsegrus. Jeg ville gøre hvad som helst for ham. Men hvad har jeg at give nu? Ingenting… ingenting.

 

Nå, nok af det tuderi! Robert fortalte i går om alt, der var sket i mit fravær. Efter jeg var gået fra forhandlingerne kom Solms-Laubach med deres forventede krigserklæring. Grafen af Certsen var dog på pletten og tilbød at mægle mellem udfordrer og udfordrede, bla. ved at sætte tropper ind i det omdiskuterede område (han havde belejligt nogen på forårsøvelse i nærheden…).

 

Kardinalen forbløffede alle. Han holdt en yderst kort tale; ingen tilbud om alliancer eller favorable handelsaftaler, blot en symbolsk støtte af markgrevens nevø Simon, fordi han i højere grad vil holde de Sachiske staters selvbestemmelse i hævd. Jeg får mere og mere respekt for dén mand! Kardinalen gjorde ca. det eneste, der kan forhindre krig i mellem det Sachiske kejserrige og Ryendor m. allierede. En yderst begavet mand, som jeg bukker mig dybt for. Jeg kan nu ikke undgå at føle en vis mængde bitterhed for ham, da jeg hørte det næste Robert fortalte… Gaston de Vieux, den nydelige unge mand, som jeg forfulgte ud af byen, og overværede have en samtale med Wolfenburghel, var ganske rigtigt dén mand som Zünner havde udpeget som det brådne kar i kardinalens følge. Robert, Pierre og Reynaud brugte vold mod manden (vist nok ret slemt!) for at få ham til at fortælle om hvem hans arbejdsgiver var, og det viste sig minsandten at være kardinalen! Han havde smidt madding ud for at se hvilke af hans ansatte og fjender, der ville bide på. De Vieux er dobbeltagent… alt han havde snakket med Zünner, Wolfenburgel og andre om, er nået videre til kardinalen. Kardinalens liv var aldrig virkelig i fare, Mariannes heller ikke. Selvfølgelig er der en stor gevinst i at få sat navne og ansigter på sine fjender, men jeg må indrømme, at jeg synes, at mit offer – trods dets uheldige og utilsigtede afstedkomst – er større end jeg havde ønsket for det formål. Selvisk af mig, og fjollet virkelig. Jeg havde jo gerne ofret mit liv for kardinalen eller Marianne – bare ikke på denne måde. En kugle, et kårdestik, en hurtig, værdig død – noget som ville efterlade mit navn med et skær af heltemodig død – havde været til at bære. Men dette… Jeg hader denne bitterhed! Den er så uværdig – og alligevel hænger den i mig, æder af mig. Jeg bliver så vred på disse raske mennesker omkring mig. Jeg bliver så vred på dem, når jeg tænker på, at de udsætter sig for den risiko, som jeg ville have gjort alt for at undgå. Og jeg forbløffes igen og igen. Havde jeg gjort det samme for dem? Hm, efter længere ransagelse af min samvittighed vs. min store uvilje mod at dø, så må jeg erkende, at netop de tre, som har udsat sig for risikoen for at være sammen med mig, havde jeg selv gjort det for. Med skam at melde ville jeg dog have væsentlig større betænkeligheder mod at gøre det for Marco, end han havde for mig. Jeg er stadig fuld af forundring over de ting han sagde til mig i går.

 

Senere: Pierre og Reynaud var her i eftermiddags. De holdt deres afstand. De beklagede deres manglende evne til at holde en fuld Robert tilbage fra at tage herud i går. De så sandelig også skyldbetyngede ud… Nej, nu er jeg uretfærdig. Pierre plages af dette; han ser trist ud. Reynaud derimod ser ud som om, at det rager ham noget så inderligt. Han er blevet en fuldstændig fremmed for mig. Borte er den Reynaud som fortalte mig om Creve-Bouchiere, borte er den Reynaud, som jeg snakkede bæst med, borte er den Reynaud, som jeg har hjulpet talrige gange mht. Jacqueline. Han har trukket sig ind i den skal, hvor han ikke elsker nogen eller noget, hvor han ikke har nogen fjender eller alliancer, hvor der ikke er nogen, der kræver ofre eller beslutninger af ham. Hvor jeg dog har ondt af ham. Og hvor jeg afskyer ham for at spilde sit liv på den måde. Hvor jeg dog i min bitterhed yder min familie uretfærdighed. Det er vel i stunder som disse, at man kender sit rigtige jeg. I så fald skammer jeg mig.

 

Pierre og Reynaud kom med besked fra Marianne. Hun ønsker at møde os i morgen ved middagstid. Mine følelser er i et stort kaos. At se hende igen – hvilken lise… At se hende igen, symboliserende alt hvad der er liv og lykke og store, store følelser – hvilken tortur! Hun dør ikke af sot… nej, men jeg gør – og aldrig mere kan jeg håbe på at tilbringe en nat i hendes arme, aldrig mere sole mig i hendes lys med håb i hjertet. Jeg er allerede en skygge, jeg er allerede et irritationsmoment, et minde om at det altid ender galt for dem, der elsker hende. Jeg kan ikke bære hendes blik – jeg vil ikke kunne bære hendes medlidenhed, eller hendes bebrejdelse af, at jeg ikke tager dette bedre. For pokker, jeg er jo kun et menneske, og jeg føler denne uretfærdighed ligge tungt over mig. Hvorfor mig? Havde jeg ikke fortjent bedre end dette? Jeg håber, at jeg når at finde noget ro og accept af min skæbne, inden jeg dør. Det kommer til at se skidt ud, når jeg kommer trampende ind til Lyset fuld af beklagelser over disse to store uretfærdigheder i mit liv, hvoraf den ene gør, at jeg aldrig vil kunne gøre den anden god igen. Åh!

 

Senere endnu: herinde er der rart at være. Jeg kan se skyggerne af Marco og Robert, som ligger og sover. Jeg kan høre deres åndedræt som stille musik. Her er ikke meget lys at skrive ved, og jeg fortaber mig hele tiden i synet af det rødglødende brænde i ildstedet. Jeg sidder tæt nok på, at det føles brændende mod mit ansigt. Udenfor er verden sort og øde og trist. Ikke en verden jeg har meget lyst til at drage ud i. Jeg vil hellere blive herinde, hvor der er varmt og trygt, hvor disse to elskelige mænd ligger og sover. Herinde er jeg en hårsbredde fra at kunne mærke Mamas arme omkring mig, kan mærke hende vugge mig i søvn. I morgen bliver vi tre genfødt, og de vil begge være mine brødre, og vi kan begynde forfra, og livet venter på os med løfter om stor lykke og stor kærlighed. Jeg glemte tidligere i aftes hvilket dejligt liv jeg har haft. Jeg snakkede med Marco om det i går, om hvordan jeg elsker mit liv, om hvor heldig jeg har været med næsten alting. Jeg har rejst meget, oplevet meget, modtaget megen kærlighed, givet meget, lært meget, jeg har skabt musik og skuespil, jeg har skabt historier ved selv at være i dem, jeg har gjort indtryk, i hvert fald lidt på nogle få udvalgte. Jeg har bitterheden i mig endnu over alt det jeg går glip af – og det er utaknemmeligt af mig. Jeg har oplevet mere end de fleste, og det burde glæde mig, at jeg har haft så meget held som jeg har. Jeg søger tilgivelse for mine synder, på nær nogle ganske få. Jeg søger tilgivelse af de mænd jeg har dræbt; det angrer jeg dybt. Jeg søger tilgivelse for mine tåbeligheder, når de har såret andre. Jeg søger tilgivelse for min tåbelige krig mod Georges, som mange er kommet i klemme i. Jeg søger tilgivelse fra Blaise for min hjerteløse måde at vende ham bort fra mig på. Men jeg søger ikke tilgivelse for den kærlighed jeg har givet. Jeg har elsket Guillaume, Marianne, Nicholas – jeg har givet min kærlighed frit til dem. Kærlighed givet og modtaget frit kan ikke i mine øjne være syndigt. Det ville snarere være syndigt at holde sådan kærlighed tilbage.

 

Det har været et godt liv.

 

14/6 1602. Gårsdagens begivenheder er næsten for talrige og for voldsomme til at jeg kan sætte ord på. Marianne blev skudt, dvs. hun sprang ind foran mig, da jeg var ved at blive skudt. Længe vidste vi ikke om hun ville overleve, eller om hun ville dø. Så længe hun lå i mine arme, nægtede jeg at acceptere, at hun skulle være død, men da lægen og præsten kom til, og jeg blev fjernet fra hende, så var det – og hun - ude af mine hænder, og jeg kunne intet stille op. Og senere, da det var til debat, om de skulle ’aflive’ (ja, det var det ord, der blev brugt) hende eller ikke… Jeg kan slet ikke beskrive de følelser der rasede i mig! Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad hun er – jeg elsker hende, og ingen skal tale om hende, som om hun var et dyr eller noget mindre værdigt end et menneske. Hvis man ikke kan elske andre med alle deres dimensioner – det være sig gode eller dårlige – hvordan kan vi så håbe på selv at blive elsket for alt hvad vi er? Jeg er meget bevidst om, at de der end måtte elske mig, må sluge nogle ordentlige mundfulde svært fordøjelige karakteregenskaber og –svagheder. Men det ser ud til, at hun blev tilladt livet… Om det så var vores (Robert, Marco og mine) ønsker, der gjorde udslaget, eller noget helt andet, det ved jeg ikke.

 

Og så var der den besynderlige drøm, som jeg ikke kan viske bort fra min erindring. Ligesom i Almohads ørken drømte vi alle det samme – denne gang kan jeg bare huske den – og ville helst være fri… Vi forsøgte at overtale hende til at komme tilbage til livet. Jeg er endnu usikker på, hvad der gjorde udslaget, men i hvert fald var hun i live sidst jeg hørte noget. Og så ringer det dybt inde i mig; hendes ord om at hun ikke kan føle kærlighed, at hun ikke ved hvordan det føles… Det gør mig så ked af det. Ikke så meget fordi, at hun så aldrig kan elske mig, men fordi kærligheden er det største i verden (trods drømmens mening om, at den fri vilje er større… ikke i min bog, hvor den fri vilje må nøjes med en 2. plads). Tænk aldrig at kunne have 1000 sommerfugle i maven, aldrig at kunne opleve hele verden som gylden, når han rører ved én, aldrig at kunne tabe hovedet helt og foretage alle valg med hjertet i stedet, selvom man godt ved, at hjertet ikke er skabt til at foretage kløgtige valg… Hvor er det trist!

 

I morges vågnede jeg ved at kirkeklokkerne i hele byen bimlede og ringede… Marburgs fyrste er død, og den ny fyrste hedder Simon – vores, og selvfølgelig ikke mindst hans Eminences, valg…

 

Reynaud blev også skudt i går. Besynderligt nok har jeg meget svært ved at hidse mig op over dét. Jeg orker ikke engang at være bekymret. Han er jo så fuldstændig kold overfor mig – undtagen når jeg ikke følger ordrer – så hvorfor skulle jeg bekymre mig om ham? Altså, det gør jeg jo alligevel – bekymrer mig… Men jeg er bare så skuffet over ham. Det virker som hundrede af år siden, at han betroede sig til mig, viste den mindste smule menneskelighed. Ja, han bekymrer mig, men ikke som man skulle forvente i denne situation.

 

16/6 1602. Så er ugen gået! Ikke det mindste lillebitte symptom på noget som helst – faktisk føler jeg mig urimeligt sund og rask! Hurra! Jeg lever! Jeg skal blive ved med at leve. Så holdt Lyset og de Høje alligevel hånden/hænderne over mig! Jeg har spekuleret lidt over hvorfor, og er kommet frem til, at jeg jo må være bestemt til et eller andet. Jeg må skulle gøre en forskel i verden på én eller anden måde. Jeg har ikke tænkt mig at spilde et eneste sekund fra nu af på at opføre mig pænt, hvis det ikke er det jeg har lyst til. Altså, jeg har lovet Robert ikke længere at sætte mine skuespil op under eget navn – og det holder jeg – men derudover er der ikke nogen der skal bryde sig om at spærre mig inde i forpligtigelser, som jeg ikke har lyst til at påtage mig.

 

Jeg lever! Kan jeg sige det højt nok? Råbe det højt nok? Jeg er så lykkelig! Jeg lever!

 

17/6 1602. Han er dog et besynderligt menneske, Reynaud! Efter at have ignoreret mig så eftertrykkeligt i ugevis, kommer han pludselig hen og giver kram og småsludrer som om vi er bedste venner i bar lettelse over, at jeg ikke er syg alligevel. Jeg er muligvis dybt uretfærdig, men hvor var alle de beroligende ord, da jeg frygtede at jeg skulle dø? Udviste han nogen som helst bekymring for mig undervejs? Nej! Men nu, hvor han altså ikke er sluppet af med mig alligevel, så må han jo hellere bevare en vis familiær fortrolighed… Nu kan jeg jo bruges til noget igen, når Jacqueline skal erobres… Ja, det skal han altså ikke regne med. Jeg er temmelig træt af at hoppe og springe for ham, når det eneste jeg får som tak er ordrer og nye opgaver, som jeg vel lige kan tage mig af. Ja, det er synd for Jacqueline… både hvis hun får ham og hvis hun ikke gør.

 

21/6. Hvilken herlig morgen! Vi overnattede i Momses kro i nat, og holdt en mægtig fest i går aftes. De andre ser noget brugte ud her til morgen, men ikke engang mine tømmermænd tør bryde ind i mit gode humør. Jeg fortjener virkelig at være rigtig dårlig her til morgen, men det er jeg ikke. Jeg er frisk som en havørn!

 

Jeg har tænkt lidt over noget; Jeg skrev i mit testamente, at jeg ville testamentere £800 til børnene i Ryendor City. Spekulationerne har gået ud på, hvad jeg ville have gjort, hvis det var mig, der skulle bruge de penge på gadeungerne. Jeg er kommet frem til at jeg vil bygge dem et hus, eller i hvert fald give dem et hjem – en seng at sove i, mad i maven, tøj på kroppen. Noget af det jeg og madame Renoir allerede gør for et udvalg af Pippins vandrotter. Men jeg vil gerne gå skridtet videre; at sørge for at disse børn på sigt vil kunne klare sig selv… Finde arbejde eller lærerpladser til dem… Jeg ved i virkeligheden ikke meget om, hvordan dén slags fungerer, men det kan jeg vel hitte ud af.

 

Og hvorfor nu denne store barmhjertighedsgerning? Tja, jeg kan jo godt lide de unger… Der skal nogle seje børn til at overleve i Ryendor City. Og så er der selvfølgelig noget sjælefrelse i det – jeg har synder på samvittigheden, som jeg ingenlunde fortryder, og for hvilke jeg vil komme til at tilbringe en rum til i Skærsilden for. Måske kan en tilstrækkelig god gerning skære noget af den tid af? For ikke at tale om at der må have været en mening med at jeg har overlevet så meget… Og det kunne jo ligeså godt være for dette her som for så meget andet… Planerne tumler rundt i hovedet på mig, og jeg kan dårlig vente med at komme hjem og komme i gang.

 

23/6 1602. Nogen gange ville jeg ønske, at Robert turde sætte foden ned overfor mig. Jeg kan ikke undgå at bemærke hans misbilligende blikke, når jeg for 4. aften i træk drikker i gennem, fester og fejrer livet. Hvis man så lige kunne tage sig et rask lille skænderi om det, i stedet for de der ’hvorfor kan du ikke opføre dig ordentligt?’-blikke, som virkelig er irriterende! Jeg tror, at det måske er fordi, at han samtidig godt kan forstå min reaktion, og fordi han selv er glad for at jeg lever, at han ikke gør noget. Men jeg er samtidig bange for, at det er fordi at han ikke har nosserne til at gøre det.

 

Men hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem til City! Disse provinsielle kroer er da meget hyggelige, men jeg savner i dén grad Nicholas og Prins Louis’ Yndlinge, og Pippin, og ballerne og salonerne og alt det! Jeg vil hjem til en ordentlig fest! Lyset og vinen og latteren… folk som tænker som jeg, som elsker livet som jeg. Hvor er vejen hjem dog lang!