Titlen

 

Titlen, der blev væk

 

25/8 1600. Der er lige blevet vendt op og ned på mit liv endnu en gang! Blaise modtog mig ved postvognen til min store overraskelse. Han tog mig med til sin ven Patricks hus, da jeg efter hans mening ikke vil være i sikkerhed i Bergerac-huset. Duc de Beaufort og den alt andet end kære onkel Pierre har lagt rænker mod Robert. De har arrangeret en omstødelse af Farfars testamente, således at onkel Pierre nu står som arving til gods og titel. Som om den usle hund var værdig til titlen! Vexins råd har stået for omstødelsen og Duc de Beaufort er leder af rådet. Tilsyneladende har de Beaufort længe haft en horn i siden på Far, og ser nu chancen for hævn, om end post mortem. Blaise sagde noget om en hemmelig loge, som Far havde været medlem af. Meget interessant! De Beaufort, som tydeligvis lever i fortiden og derfor ikke ønsker den udvikling eller fremgang, som logen har arbejdet for, har set Fars død og Roberts fravær som en chance for at få skovlen under de moderne kræfter, der ser mod fremtiden og bevæger sig væk fra hans kontrol. Heldigvis har sagen ikke været for Parlamentet endnu, så vi har tid endnu til næste Parlamentrådsmøde om 3 måneder til at samle støtter og forberede vores sag. Jeg sendte besked til Bergerac-huset (madame Birouque, som bestyrer huset i vores fravær er heldigvis yderst loyal over for vores del af familien) om at give de folk, der kommer med vognen med mine ting, besked om at bringe det til Montrouge-huset i stedet. Dér kan onkel i hvert fald ikke lægge sine klamme hænder på det. Jeg gav desuden besked til Montrouge-huset om at stable alle mine ting ind på min værelse dér til opbevaring indtil videre. Mere kan jeg ikke gøre lige nu. I løbet af den næste tid må vi deltage aktivt i det sociale liv her i Ryendor City for at styrke vores sag og finde allierede, men det er stærke kræfter vi er oppe imod: Duc de Beaufort og Vexins Råd. Det ser håbløst ud, men jeg nægter at give op! Det skal nok gå. Hvor om alting er, så har vi da heldigvis talenter nok at tage af, hvis onkel Pierre skulle løbe af med titlen. Onkel Pierre burde kende Bergerac-blodet bedre: vi giver ikke op, og vi lægger os i hvert fald ikke ned og dør, når vi har modgang i sigte! Vi skal nok vokse med opgaven!

 

Blaise snakkede også om vores nyvundne skat, som en gal Robert har foræret væk til en bondepige fra Nordlandet, der kom forbi og bad om de røde sten (som selvfølgelig var de mest kostbare!). Hun havde bundet ham en eller anden historie på ærmet om, at de var forgiftede (sikkert!), og da Robert synes, at det lød fornuftigt nok, så gav han lige £12.000 væk! Hun må virkelig have været noget særligt, at Robert opgiver vores skat netop som vi har mest brug for kapital! Jeg må tale alvorligt med ham, når han kommer hertil!

 

26/8. Robert ankom med fætrene i dag. De var blevet jaget på porten af de Beauforts mænd! Blaise og jeg besøgte én af hans venner for at få husrum til os alle sammen, for Patrick har ikke plads til fem ekstra. Én af hans charmerende venner, André Brixant, åbnede dørene for os til alt held, så nu har vi en base at arbejde ud fra. Pierre og Reynaud besøgte deres mors familie for at finde støtte, og Robert besøgte vores forretningsforbindelser. Kun én af disse, de Troussard, viste mod og mandshjerte nok til at love støtte. Blaise har skrevet et brev til inquisitionen under falsk navn, om at onkel Pierre og Duc de Beaufort er i besiddelse af nogle forheksede sten, der giver folk mareridt (det gjorde de røde sten tilsyneladende, ifølge både Robert og fætrene - sært!).

 

29/8 1600. Alle sejl er sat. Vi har været i diverse saloner hele ugen, og det er ikke småting man får at vide dér! Kongens yngste bror, Hertugen af Champagne, har lagt sig ud med de Beaufort, og ville være en magtfuld allieret. Spørgsmålet er, hvordan vi får hans opmærksomhed! Der bliver også snakket om Bourgaine/Montrouge-alliancen, som alle undres lidt over. Montrouge har jo altid været kendt for at være a-politiske, og der har vores popularitet og styrke ligget. Alencon har været et sted, hvor HM Kongen har kunnet gå på jagt uden at skulle diskutere politik og krige. Det er slut nu. Georges er sådan et fjols! Jeg tror ikke, at han har nogen som helst fornemmelse af, hvor meget magt Charles havde i sin neutralitet. Alle stolede på ham. Alle vidste at han var reel og ærlig. Han råd blev lyttet til, hans advarsler taget alvorligt. Reynaud og jeg har stukket hovederne lidt sammen, men det er svært at finde ud af, hvad vi skal gøre. Vi vil jo gøre det uden at diskreditere hverken Guillaume eller Jacqueline. Reynaud har skrevet et falsk brev stilet til Bourgaine, som skulle få det til at se ud som om, at Bourgaine har udspioneret familien længe, og har fundet Georges let at snyde til en alliance, og at han (Bourgaine) kun vil udnytte Georges’ position til at hævde sig selv. Dette brev skulle gerne på én eller anden måde gerne falde i Georges’ hænder og skabe splid mellem de to. Men det er risky business, og jeg ved ikke endnu om jeg vil lade ham sende det. Vi skal til bal de næste to dage. Heldigvis er mit tøj nået frem til Montrouge-huset, så jeg har noget ordentligt at tage på.

 

30/8. Vi er lige kommet hjem for et skrækkelig kedeligt bal. Det var en fest for de giftelystne, og ingen i Bergerac-familien (for slet ikke at nævne Blaise) går i giftetanker. Vi har ligesom vigtigere ting at tænke på! Til gengæld fandt vi ud af, at Prins Fransis (hertugen af Champagne) muligvis dukker op til ballet i morgen på militærakademiet! Det kunne være yderst interessant at møde ham igen. En oberst Dugarie, som Robert har fået at vide ville hjælpe os, skulle også være der. Han omtales af de ugifte kvinder som værende et meget passende parti for mange: adelig, velhavende, flot og endnu ugift. Jeg skal da gerne se nærmere på ham, og studere hans kvaliteter. Nej, jeg har faktisk tænkt over det. Hvis det bliver nødvendigt, hvis alt går galt for Robert, så kan jeg måske gifte mig til indflydelse og redde ham af dén vej. Jeg havde ellers ikke tænkt mig at gifte mig af fornuft, men hvad er sandsynligheden for, at jeg nogensinde kommer til at kunne gifte mig af kærlighed? Spørgsmålet er, hvor godt et parti jeg er efterhånden. En prins er for meget at stile efter (Ha!), og en hertug er også udenfor rækkevidde. Nej, jeg kan ikke holde ud at skulle være så beregnende! Men jeg skal ikke kunne udelukke, at hvis et godt tilbud melder sig, så må jeg overveje grundigt hvad jeg skal gøre. Sørgeåret er for længst omme, og jeg må anses for at være på markedet, som man siger. Men alle disse bagtanker ud af hovedet: ballet i morgen bliver forhåbentligt meget mere interessant end det i dag!

 

1/9 1600. Sikke et bal! Jeg ved ikke hvor meget eller om vi fik gavnet vores sag. Ingen ved rigtig hvad de skal stille op med os. For hvem ved om vi er grever eller ingen-som-helst, når sagen er overstået. Jeg blev hele tiden budt op af nydelige unge adelsmænd, men så snart de fandt ud af hvem jeg var, og hvem jeg var i familie med, så mistede de interessen. Alle var der åbenbart kun for at blive gift. Det er det triste ved ballerne i sæsonens slutning. Alle der ikke er blevet gift eller forlovede endnu, er næsten desperate for at blive det. Hvad er der galt med bare at have det sjovt? Blaise havde det i øvrigt sjovt! Robert og jeg spottede ham på et tidspunkt i nærheden af prinsesse Rianna (en meget yndig ung pige). Han ignorerede hende så demonstrativt, at jeg ikke var i tvivl om, at han havde noget skummelt oppe i ærmet. Hendes vagter og de omkringstående gentlemen havde et skarpt øje på ham, men han virkede fuldstændig optaget af at spise og drikke, indtil det øjeblik der blev spillet op til en ny dans. Så rykkede han lynhurtigt. Det var mildest talt imponerende! Pludselig stod han dér foran prinsessen, og bød hende op til dans. Hun kunne ikke gøre andet end at acceptere. Som tryllet ud af den blå luft, står en smuk, ung mand og byder op til dans; hvem kan stå for det? Han gjorde god figur på gulvet, og de var et smukt par! Hun lod til at more sig, så jeg kan gætte mig til, at han har skruet godt op for charmen! Så snart dansen sluttede, blev hun selvfølgelig indfanget af sine vagter og chaperoner, men alle talte resten af aftenen om hvordan den ukendte mørke mand havde budt prinsessen op. Fantastisk! Robert og Pierre skiftedes til at danse med en meget smuk ung dame, som i pauserne holdt sig til kirkens folk. Oberst Dugarie (en ualmindelig smuk mand, om end noget alvorligt anlagt) trak Robert og mig til side på et tidspunkt for at snakke diskret. Det viste sig, at den smukke unge dame (ved navn Marianne de Bois eller Celine, alt efter om man spurgte Robert eller Pierre, som vist havde mødt hende før). Han var i hvert fald dybt betaget af hende) var mistænkt for at være kardinalens spion. Det var jo ikke så godt! Han advarede os desuden mod Den Hellige Liga, som er den gamle alliance mellem kongemoderen, De Conte-familien, Santiago-logen og andre konservative kræfter. Det var ikke svært at regne ud, at det er dem vi kan risikere at få på nakken. Vi aftalte et nyt møde med ham om nogle dage.

 

Jeg skrev et brev til Reynaud inden vi tog afsted. Jeg kunne ikke finde ham, og han ville tilsyneladende ikke med til ballet, så jeg skrev i stedet for at snakke. Jeg bad ham holde sig fra sagen om Jacqueline og Guillaume foreløbig. Vi har ikke kræfter til at kæmpe på to fronter, og al vores energi bør ligge i Roberts sag. Det er den vigtigste for os. Jeg hader at svigte Guillaume, men det bliver bare nødt til at vente. Jeg har intet valg. Jeg vil prøve og se, om jeg kan finde på noget senere. Noget mere subtilt end et forfalsket brev, som Reynaud foreslog, og som ville kunne skade os meget, hvis vi blev afsløret! Det må kunne lade sig gøre at finde på noget, men ikke nu. Lige nu er det Robert, og gennem Robert os andre, det gælder.

 

2/9 1600. Denne dag vil altid stå klart i min erindring. Det var denne dag jeg, Manon de Montrouge, fandt kærligheden, så den i øjnene og genkendte den for hvad den var. Lad mig forklare: Blaises alter ego, Louis Besson, blev opsøgt i går af inquisitionen, som sædvanen tro stillede ubehagelige spørgsmål. Blaise besluttede fornuftigt nok at lade Louis Besson ”forsvinde” ud af byen. Jeg foreslog at møde ham uden for byen med heste og et sæt skiftetøj. Jeg havde desuden en madkurv og hans lut med derud, da vi ville benytte lejligheden til at spise frokost i det grønne. Det var en dejlig dag! Vi snakkede og lo, han spillede på sin lut og fortalte eventyr, og jeg lod alle bekymringerne blive hjemme. Stemningen var præcis som i gamle dage, bare sjov og ballade - ingen alvor eller dystre miner. Vi tog først hjem tidlig aften, da vi begyndte at blive sultne, og al mad og vin var forværret. Jeg ved ikke præcis, hvornår det skete. Lige pludselig så jeg bare over på ham, og min mave slog ligesom en kolbøtte og mit hjerte slog hurtigere og jeg blev varm over det hele. Jeg kan godt forstå, at forelskelse kan blive forvekslet med sygdom i bøgerne. Jeg har aldrig haft det sådan før! Min kærlighed til Charles var dyb og inderlig, min kærlighed til Guillaume var spændende, især affødt af at det var forbudt og skjult, men også af en følelse af, at jeg måtte beskytte ham. Blaise beskytter mig. Han red nat og dag fra Bergerac til Ryendor City for at beskytte mig. Det er rart et eller andet sted ikke at skulle være den stærke hele tiden. Selvom jeg føler mig stolt af, at jeg kan klare mig selv langt hen ad vejen, så er det altså også meget rart at kunne lægge hovedet på en stærk skulder og føle sig i sikkerhed dér. Blaise er så smuk, så charmerende, og han er dyb og inderlig, og jeg tror, at jeg kender ham bedre end nogen anden. Kun én ting ved jeg ikke: om han stadig elsker mig. Måske levede virkeligheden ikke op til det drømmebillede af mig, som han har båret rundt på i så mange år. Måske opfører han sig bare som en storebror ville. Sjovt nok er jeg ligeglad - jeg er forelsket! Til op over begge ører - og Lyset må tage mig hjem, før jeg indrømmer det overfor ham! Jeg vil lige så stille nyde denne fantastiske følelse et stykke tid endnu, før jeg tør finde ud af om situationen vil briste eller bære. Sidst vi snakkede om os, var vi jo begge dybt forvirrede. Jeg vil give ham tid til at finde ud af, hvordan han har det med mig nu.

 

Det er sjovt: det er som om en ro er faldet over mig. Som om erkendelsen af at jeg elsker ham, fik alting til at falde på plads for mig. Jeg behøver ingen rig mand. Jeg behøver ikke at gifte mig til titel og værdighed. Den store vigtighed af, at man scorer højt på ægteskabsmarkedet er mig inderligt ligegyldigt nu. Det eneste der betyder noget, er at være lykkelig, og det ved jeg, at jeg kan blive med ham. Om jeg så skal rejse rundt på landevejene med ham. Jeg har ingen illusioner om, at det vil blive let, men det betyder ingenting. Jeg elsker ham med hele mit hjerte, hele min krop og hele min sjæl! Men jeg tier stille med det lidt endnu. Vi skal også lige sikre Roberts titel og lykke først: den betyder trods alt meget for os begge to. Så kan vi altid komme til bagefter. Jeg elsker ham - jeg elsker ham - jeg elsker ham! Nu ved jeg, hvad det er de taler om; de forelskede poeter!

 

Senere: Vi havde en heftig diskussion efter middagen. Jeg mente, at vi skulle gå lovens vej, men Robert og Blaise sagde, at sagen ikke havde noget med loven at gøre. Det handlede udelukkende om hvem der stemte hvad den pågældende dag. At gøre sig klog på lovens bogstav, er at gøre sig klogere end Parlamentet, og dét kan de ikke lide! Det tog noget tid før Pierre og jeg forstod det, og jeg er stadig ikke sikker på, at Pierre helt forstod det. Han lod til at have holdningen ”I får ret og jeg får fred” til sidst. Nå, jeg stoler på min bror og min elskede. De er meget bedre til den slags politiske intriger end jeg.

 

3/9 1600. Den kløgtige Blaise har lagt en plan: vi skal have så mange som muligt til at interessere sig for sagen, sådan at Vexins Råds forslag ikke bare bliver kørt igennem Parlamentet på rutinen. Blaise og jeg startede i dag med at gå til Parlamentet for at finde ud af hvilke fraktioner, der er for tiden (de mest markante er: Prins Mauris, prins Fransis, De Conte, kongemoderen, kardinalen og prinsen af Damar, kongens fætter, som er her i eksil) og for at få nogle navne vi kan henvende os til. Vi arrangerede en hel del møder med forskellige parlamentsmedlemmer, de fleste af dem er i morgen allerede, og Blaise sørgede for at en hel masse mennesker henvendte sig til Parlamentet for at rekvirere sagsakterne. De får noget at lave derinde med alle de kopier, der skal laves! Jeg er godt nok glad for, at Blaise er på vores side. Jeg må huske at minde Robert om, at han skal tilkendegive sin taknemmelighed overfor ham. Vi ville ikke klare os så godt, hvis ikke hans kringlede hjerne var på vores side!

 

Robert vendte hjem fra forretningen med en fjern fætter på slæb: Marco de Badjo. Han virker vældig sød, og er en meget køn fyr. Hans far har sendt ham hertil på dannelsesrejse (jeg havde fornemmelsen af, at der lå andet og mere bag - hvad skal jeg nok få fundet ud af!), og selvom vi har problemer til op over begge ører, så ville han hellere blive her, end tage hjem igen, hvilket jo blot bekræfter min teori. Han skal nok falde til her. Det første han spurgte Robert om efter middagen, var om han kunne få et lille lån til at købe noget tøj! Det er nok meget godt at have endnu en kårde og klogt hoved (hvad jeg nu ikke rigtig ved endnu, om han er i besiddelse af) i vores nuværende situation. Desuden kan man jo nok regne med, at han er loyal. Han er, trods alt, en Bergerac om end langt ude.

 

4/9 1600. Blaise og jeg har været til det ene møde efter det andet med forskellige parlamentsmedlemmer. Det gik faktisk rigtig godt! Mange af dem havde godt hørt, at der var rift om sagen og med vores fortrinlige overtalelsesevner fik vi en del af dem til at interessere sig for sagen. Robert mødtes med obersten, som tilbød os et sikkert sted at være, hvis det skulle brænde på. Vi får se, hvor galt det går. Han advarede os desuden mod Santiago-logen, som åbenbart tog vores fornærmelser mere end alvorligt, og som de plebejere de er, accepterer de ikke, at de tabte i ærlig duel! De kan bare komme an. Bergeracerne slår dem hver gang - det tvivler jeg ikke på! Marco var ude og shoppe i dag, og jeg havde ret: han er en laps! Noget så eftertrykkeligt. Han vendte hjem i et højrødt sæt tøj (som klæder ham vældig fint, ham med hans mørklødede teint - men diskret kan han ikke beskyldes for at være!). Som prikken over i’et, havde han købt en fantastisk flot hat med en kæmpestor gul fjer i! Imponerende!

 

Senere, meget senere: Der blev stukket ild til Andrés hus her til aften. Vi fik slukket branden efter et par timer, og huset tog skade, men brændte i det mindste ikke ned. Robert, Pierre og Reynaud stak af, da De Beauforts fogeder pludselig dukkede op sammen med en flok Santiago-folk råbende op om en arrestordre på vores hoveder. Jeg fik pakket mine bøger, papirer og smykker, som jeg ikke ville efterlade og forlod stedet på Springer. Blaise gjorde et storartet arbejde i at holde fogederne væk. Han er jo ellers selv eftersøgt, men de ved kun hvordan Robert og Pierre ser ud. Han gik hen og snakkede med en af fogederne, som til sidst blev så træt af ham, at han bad ham om at gå! Han har stærke nerver og er ikke så lidt dumdristig, Blaise. Marco blev tilbage hos Blaise, som tog sig af den noget chokerede André. Vi andre samledes hos Dugarie, som tog pænt imod os. Jeg regner med, at vi tager til hans landsted i morgen, selvom jeg hader at vende ryggen til alt det vi kan udrette i byen. Jeg håber, vi finder en bedre løsning end at sidde på landet de næste to måneder. Jeg stinker af røg og jeg har intet skiftetøj med. Nå, jeg er for træt til at tage mig af det nu.

 

5/9 1600. Dugarie gik helt amok med hensyn til vores beskyttelse! 20 bevæbnede mand fra hans regiment (en noget broget flok!) har fulgt os hele dagen. Jeg ved godt, at vi måske er i fare, men det her er altså lige i overkanten! Jeg har mest lyst til at stikke af. Blaise og Marco er ikke dukket op, så jeg sendte en besked til Patrick, den unge mand vi boede hos den første dag, som jeg håber at han får mulighed for at levere videre. Vi hentede vores ting i Andrés hus. Det er kun bagsiden, der er slemt skadet. Det kommer til at koste lidt at få det repareret, og Robert er opsat på at betale for det. Vi har rådet ham til at se tiden lidt an. Hvem ved om vi overhovedet har penge til vores egen opretholdelse. Men jeg forstår ham godt: havde det ikke været for vores tilstedeværelse i hans hus, var det ikke sket. Jeg hentede desuden lidt tøj i Montrouge-villaen, bl.a. noget jagttøj. Det er jo ved at være sæson, og hvis vi skal sidde her på landet i to måneder, så agter jeg altså at gå på jagt mindst et par gange! Huset er spektakulært! Jeg har tænkt mig at gå på opdagelse i morgen. Nu vil jeg sove!

 

6/9. Det er et fantastisk sted, det her! Huset er enormt og meget rustikt, biblioteket er overvældende og haven og parken er bare smukke! Jeg red ud i eftermiddags og lavede en aftale med skytten om at gå på jagt en af dagene. Det er en herlig bøgeskov de har her, med et strejf af eg, ligesom jeg bedst kan lide det! Jeg hilste på nogle kulsviere, som advarede mod bakkerne, hvor de underjordiske angiveligt holder til. Det kunne jeg jo ikke sidde overhørig, så jeg red straks derhenad. Jeg så nu ingen underjordiske eller overjordiske for den sags skyld, men det var jo også højlys dag. Til gengæld så jeg nogle fantastiske stensætninger, som må være tusinder af år gamle! Meget fascinerende. Gad vide om Dugarie har noget i sit bibliotek om dem? Hmm. Det må jeg kigge på én af dagene. Der kom besked fra Blaise i dag! Vi sendte besked tilbage om at mødes på Den Glade Høne, eller hvad den kro nu hed, hvor vi spiste frokost i går.

 

7/9 1600. Vi spiste frokost på Den Glade Høne med 20 kavalerister udenfor - meget diskret! Blaise mente, at det er en fejl, hvis vi beslutter at bliver her de næste to måneder, når der er så meget meget lobbyarbejde at gøre i byen. Jeg og Marco erklærede os enige, vist mest fordi tanken om at være her i forhold til byen ikke er det fedeste vi kan forestille os, og da især ikke som sagerne står. Men heldigvis trådte den kære oberst netop da ind ad døren og meddelte, at Ryendor City skulle være sikker for os nu! Der er nu så meget opmærksomhed på vores sag, at selve indenrigsministeriet (som Dugarie vist arbejder for) har taget side (vores!!!). Dugarie tager os nu officielt under sine vinger, og det er jo et dejligt sikkert sted at befinde sig (selvom man ikke kan vippe med tæerne uden at 3-4 bevæbnede mand er til stede - det skal da nok nå at drive mig til vanvid!). Men nu var jeg altså lige opsat på at komme på jagt, nu vi er på landet, så jeg fik overtalt de andre (minus Marco, som ikke kan tåle den landlige luft!) til at blive her en uges tid.

 

8/9 1600. Vi tog i skoven i dag. Først spillede vi kroket, som jeg vandt overlegent. Derefter spiste vi en god solid frokost og drak en del til, hvilket nok var årsagen til, at da vi endelig havde buldret gennem skoven og fandt råvildtet, så kunne vi ikke ramme en ladeport. Nå, det er jagten mere end byttet, der tæller en gang imellem!

 

13/9 1600. Det har været en herlig uge! Men nu er vi grydeklar til at vende tilbage til byen og genoptage vores lobbyarbejde. Vi tager afsted i morgen. Der er nu dejligt at vide, at vi nu kan færdes sikkert i byen. Herregud, når selv indenrigsministeriet og den allestedsnærværende Dugarie er på vores side, så er der da ikke noget, der kan røre os!

 

4/9 1600. Jeg har ingen ord til denne dag. Hvis jeg nu ikke beskriver den, så kan det være at den med tiden vil blive slettet af min erindring. Ingen ord overhovedet...

 

15/9 1600. Hævnen - det var ikke som jeg havde forventet. Det var ikke forløsende. Angsten slap mig ikke. Det hele var som et mareridt, som jeg må gennemleve igen og igen. Jeg fik mit ønske opfyldt: jeg så ham dø. Blaise dræbte ham for mig, og han døde præcis, som jeg havde håbet. Druknet i sit eget blod. Poetisk retfærdighed - Uskyldens død.

 

Senere fandt jeg ud af at 8 mand var døde for vores og Dugaries hænder. 8 mand. Fordi jeg var en tåbe, og spadserede alene hjem, når jeg vidste at faren lurer omkring hvert hjørne, og røbede hvor den uerstattelige familiekrønike var! Havde jeg dog bare stået imod! Jeg kunne have sagt, at den befandt sig på Bergerac endnu, men jeg var så bange, jeg var så lillebitte og så forfærdelig bange. Jeg er stadig bange. Jeg kan ikke sove alene, og krøb ind til Robert, da han var faldet i søvn, efter vi var kommet hjem fra nattens begivenheder. Jeg tror ikke, at han opdagede mig, for han sov stadig, da jeg stod op igen. Hvad gør jeg i nat? Jeg kan ikke være alene. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg Døberen for mig: et blodigt, forvrænget ansigt, som skriger af mig. Hans døde og kolde øjne. Han rækker ud efter mig og jeg omgives af blod. Jeg ved ikke, om jeg skal græde eller skrige. Han er død, han kan ikke gøre mig noget, men han kan hjemsøge mig resten af mit liv. Han var et modbydeligt, ondt menneske, men jeg afstedkom hans død. Et menneskes død, otte menneskers død. Otte menneskers blod på mine hænder. Må Lyset tilgive mig!

 

16/9 1600. Jeg brugte dagen på at begynde med at nærlæse familiekrøniken. Måske er der noget vi har overset. Det passer mig så glimrende. Jeg kan fordybe mig i krøniken i Dugaries hus, hvor jeg ved, at jeg er i sikkerhed. Reynaud følger mig til og fra hans hus. Dugarie kom hen til mig i biblioteket og vi snakkede lidt. Han bebrejdede mig min tåbelige opførsel, men han kunne ikke sige mig noget, som jeg ikke allerede havde sagt mig selv. Så begyndte han at tale om kærlighed - den første kærlighed og om hvordan man aldrig glemmer den, og at man skal huske at fortælle dem man elsker, at man elsker dem, før det er for sent, og at han jo havde øjne i hovedet. Det var en meget mærkelig samtale. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad han hentydede til, men han må jo have opfattet, at jeg elsker Blaise. Jeg tror, at han opfordrede mig til at fortælle det til Blaise. Og det gør jeg nok én af dagene. Jeg skal bare lige have samlet mod nok. Vi har skændtes hver gang vi har talt om vores følelsesliv. Vi har været forvirrede og ubeslutsomme, og det er Blaise antagelig stadig. Men det er rigtig nok, hvad den gode Dugarie siger: man ved aldrig hvad morgendagen bringer - måske bliver det pludselig for sent at sige noget som helst.

 

Senere: Jeg har sagt det til Blaise. En løjtnant fra Kongens musketerer kom anstigende her til aften og udfordrede Blaise til duel i morgen formiddag. Jeg tog Dugaries råd alvorligt, og fik Blaise på tomandshånd, og fortalte ham, at jeg elsker ham. Han svarede ikke, og jeg turde ikke engang se på ham. Efter hvad der syntes som et halvt liv, hvor han stadig intet havde sagt, tabte jeg modet og bød ham godnat. Han stoppede mig ikke. Reynaud passede mig op på gangen, og gav mig det bedste middel til at få det hele ud af hovedet; ved at tilbyde mig at lære mig at forsvare mig selv. Jeg tog imod tilbuddet, og han startede øjeblikkelig lektion 1. Jeg er fuldstændig udmattet nu. Om et øjeblik trækker jeg ind til Robert. Jeg tror, at han sover nu.

 

17/9 1600. Blaise tabte sin duel. Løjtnant Nicholas St. Marie var en ualmindelig talentfuld fægter. Han var blevet beordret til duellen oppefra (hvor højt oppe mon?) for at lære Blaise bedre manerer (vi er stadig lidt i tvivl om, hvilken begivenhed han helt præcis skal straffes for, men vi gætter på dansen med prinsessen). Jeg har siddet hos ham hele dagen, og vi har snakket lidt. Han er stadig forvirret. Han er bitter på Roberts utaknemmelighed, og jeg forstår ham. Jeg må snakke med Robert. Vi har ikke råd til at miste Blaise som allieret med alt det arbejde, han har gjort for vores sag. Robert kan være sådan et fjols. Blaise sagde, at han efterhånden ikke vidste, hvad han lavede her eller hvor han er på vej hen. Han siger, at hans liv er i mine hænder, at mine ønsker er hans lov, men han ved ikke om det er kærlighed. Hvis det ikke er det, så ønsker jeg ikke det ansvar, det er at have hans liv i mine hænder. Sikke en utaknemmelig måde at dø på: for én, som man ikke ved om man elsker. Det er så frustrerende endelig at vide hvad jeg vil, og så tøver han. Han sov, da jeg gik. Jeg vender tilbage til Dugaries hus i morgen. Jeg må give ham den tid han behøver for at beslutte sig, hvis han nogensinde gør det. Love sucks, som de siger i Carvintia.

 

19/9 1600. Oberst Dugarie er salve for sjælen! Han rådede mig til at skrive mareridtet med Døberen ned for at få det ud af systemet. Han bad mig slippe skyldfølelsen, fordi at det bare havde været et spørgsmål om tid, før at Døberen og hans mænd ville få hvad de fortjente. At jeg ikke skulle se det der skete d. 15ende som noget jeg var ansvarlig for. Han rådede mig til at se på de lyse sider af livet. Hvem skulle tro, at den seriøse unge mand skulle være så følsom og eftertænksom. Jeg er beæret over, at han har gidet tage tiden til at hjælpe min sjælefred. Han er en god mand.

 

Mareridtet - jeg har siddet og stirret på papiret i en halv time, men nu må jeg vist hellere få det ud. For at starte med starten, så var vi gået i byen. Robert og Pierre ville gerne med ud og danse, Blaise ville hellere ud og slå på nogen. For det første forstår jeg ikke denne trang til at blive tævet (selvom Blaise sammenlignede det med min trang til at afreagere ved at gå på jagt), for det andet havde jeg håbet på at danse med ham. Jeg blev på dansestedet i knap en halv time, så sneg jeg mig ud for at spadsere hjem alene. Jeg tænkte mig ikke om, men det var en smuk aften. Turen langs floden vil altid stå i min erindring som noget ganske særligt. Der var sværmende par, duften af blomster og sensommer, begyndende stjerner på himlen. Mine sidste timer i mit gamle liv. Jeg drejede ned af Rue de Bestiaux, som er noget mørkere end havnefronten. Jeg hørte skridt bag mig, men antog at det bare var en nattevandrer som jeg selv. Jeg tog fejl. Han greb fat i mig, og var meget brutal, da jeg gjorde modstand. Han tog mig om halsen med én hånd, knaldede mig ind i muren og vislede ind i mit ansigt, at hvis jeg ikke gjorde som han sagde, så ville han sørge for, at jeg ikke gjorde noget som helst mere. Jeg blev bange. Han mente det tydeligvis alvorligt. Jeg er så aldeles hjælpeløs, når det gælder brutal vold. Han trak mig ind i et mørklagt lokale, som lugtede som et slagteri (hvad det også var, fandt jeg ud af). Her var endnu to mand. De ville have mig til at fortælle, hvor familiekrøniken var, og jeg benægtede i lang tid at jeg havde den mindste anelse om hvor den var. De slog mig mange gange i ansigtet, og jeg kom til at bide mig selv så hårdt i læben, at den blødte. Jeg har stadig nogle imponerende blå mærker i ansigtet efter slagene. Det ragede dem en høstblomst, at jeg var kvinde, at jeg var adelig, de skulle bare have deres oplysninger ligegyldig hvad der skulle til. Så kom en fjerde mand ind. Han var maskeret, men jeg var overbevist om, at jeg havde set ham før: det var Døberen - le Bruns kumpan. Da jeg stadig nægtede at svare, hev han mig op af stolen, tog et fast greb i nakken på mig, og holdt mig med hovedet først meget langt nede i en tønde med blod. Jeg havde ikke indset at det var blod, før at jeg kunne lugte og smage det. Han holdt mig nede længe nok til, at jeg næsten besvimede, så hev han mig op, stillede spørgsmålet igen og uden at vente på svar, holdt han mit hoved og overkrop nede i tønden igen. Jeg havde blod i øjnene, munden, næsen. Alt omkring mig var en tyktflydende masse, som truede med at kvæle mig. Og bare tanken om at det var blod! Som om det var bedre at drukne i rent vand. Da jeg igen blev hevet op til overfladen blabrede jeg ud med alt han ville vide. Okay, jeg sagde godt nok, at den var på mit værelse, og ikke på Roberts, og selvom det ikke gjorde den store forskel, så tilfredsstillede det mig alligevel lidt, at de ikke kunne få hele sandheden ud af mig. Så dyppede han mig i tønden igen, før jeg havde nået at tage et dybt åndedrag. Jeg gjorde mig hurtig slap, og øjeblikket før, at jeg ville være rigtig besvimet, hev han mig op og smed mig på gulvet. Der lå jeg; jeg ved ikke om de troede, om jeg var død eller besvimet, og ærlig talt tror jeg, at de var ligeglade. De gik og låste døren efter sig. Jeg lå der lige længe nok til jeg ikke længere kunne høre dem udenfor. Jeg fandt en anden vej ud - gennem svinestalden - og tumlede gennem byen, hulkende og tilsølet i blod, hen til Dugaries hus. Det var et mareridt… Sådan noget sker bare ikke i virkeligheden! At løbe igennem byen smurt ind i svineblod, i iturevet tøj, med ansigtet svulmende af blå mærker. Jeg har set forfærdelig ud, og Dugaries mand ville da heller ikke lukke mig ind til at starte med. Først da jeg skreg af ham, at han ikke kunne lade mig stå derude sådan, gav han efter. Jeg nærmest faldt ind i huset. I en hob på gulvet fortalte jeg hikstende og grædende Oberst Dugarie om mændene, om at de ville stjæle familiekrøniken, og ville han ikke nok standse dem? Han sendte folk afsted, jeg kom i bad og lånte noget nattøj af en tjenestepige. Jeg blev lagt i seng i et værelse, hvor der sad en bevæbnet mand, og jeg bad tjenestepigen om at blive hos mig også. De havde hældt tilstrækkelig med cognac på mig til, at jeg faldt i en bevidstløs søvn, så snart jeg lagde hovedet på puden. Jeg vågnede få timer senere ved, at Blaise kom væltende ind i værelset. De havde ledt alle vegne efter mig, havde været meget bekymrede, og havde så fået historien fra Dugaries mænd, som var dukket op ved Bergerac-huset, desværre for sent, for alt var rodet igennem og familiekrøniken væk. Snart efter dukkede de andre også op, inkluderet Dugarie. Robert ville udfordre vores onkel til duel, men Dugarie og Blaise satte grænsen her: Der skulle rykkes ud med alle mand for at finde de folk, der stod bag overfaldet, og det skulle ske nu. Vi skulle vise de plebejer, at Bergerac-familien ikke finder sig i mere fra deres side. De begyndte på et større krigsråd lige midt i mit værelse, indtil jeg nærmest grædende bad dem gå ud. Jeg bad Blaise sidde hos mig, indtil jeg faldt i søvn. Han sad der stadig, da jeg vågnede, og solen var stået op, og de andre var taget afsted mod ”Baronens Tårn”, kroen hvor kampen fandt sted, og Døberen senere blev dræbt af Blaise, medens jeg så på.

 

Så, nu er det ude. Det lyder ikke så slemt, når man læser det, men jeg kan ikke få gruen, rædslen, ydmygelsen ned på papir. Jeg blev knækket noget så eftertrykkeligt, den sidste rest uskyld revet væk fra mig. Jeg kan mærke angsten snige sig ind på mig igen nu. Et par glas af noget meget stærkt ville være godt nu, og så vil jeg trække mig tilbage til Roberts værelse (han har stillet en seng derind til mig nu). Vi har ikke talt om, at jeg sover derinde. Vi har slet ikke talt om overfaldet. Jeg ved, at han er rasende over, at det skete. Han uskadeliggjorde ene mand 3 af Døberens folk; 1 for ham selv, 1 for Blaise, og 1 for mig. Jeg håber, at jeg kan lægge det bag mig, men jeg bliver aldrig helt den samme igen, tror jeg.

 

Blaise og Marco var i øvrigt blevet overfaldet selv samme aften, som jeg var blevet det. Blaise var blevet stukket i ryggen af en fyr, som de senere fik til at fortælle, at han var hyret af Døberen til at slå Blaise ihjel. Derefter var Blaise styrtet hjem for at advare os andre, men for sent.

 

25/9 1600. I morgen tager vi afsted mod Beauforts gods for at deltage i hans 4 dage lange jagtbal. Blaise skaffede invitationerne. Nu bliver det spændende at se, hvad vi kan udrette dér. Vi skal være noget så forsigtige. Vådeskudsulykke er et ord, som igen og igen springer ind i mine tanker. Men vi Bergeracer (og Badjoer og Montaigner) er et dumdristig folkefærd. Vi tager tyren ved hornene og håber, at vores sædvanlige held følger os. Et eller andet sted bliver det rart at komme væk fra byen, selvom vi tager lige ud i løvens hule. Reynaud har trænet med mig dagligt siden hans tilbud. Hver morgen og hver aften, ja, han kom endda i middagspausen til Dugaries hus for at træne med mig. Jeg har været fuldstændig udmattet hver eneste aften. Jeg har sovet drømmeløst, og det er utroligt! Jeg lider stadig af angstanfald lige før sovetid, og jeg sover stadig i Roberts værelse. Hvad vi gør, når vi når frem til Beauforts slot, ved jeg ikke. Det vil ikke være god etikette, hvis jeg insisterer på at sove på min brors værelse. Nå, det tager i hvert fald et par dage at nå frem, og der kan ske meget på den tid. Reynaud betroede mig en forfærdelig historie fra da han var soldat. Han og hans deling blev sendt ud på en hævnaktion, og udryddede en hel landsby, mænd, kvinder og børn. Det er et dybt ar i ham. Jeg græd mens han fortalte historien, og holdt tæt om ham bagefter. Jeg er overvældet over, at han betroede den til mig. Han har aldrig fortalt det til andre, siger han. Det giver mig et andet indblik i ham. En form for forståelse, som jeg ikke havde før. Med hans eksplosive temperament, hans dedikation til at forfølge en sag, hans hjerte, som kun én kvinde har rørt, er han et dybt kompliceret menneske, som jeg er kommet til at holde meget af. Det er sjovt som jeg altid finder mine bedste venner i familien: Robert, Blaise, Guillaume og nu Reynaud. Ja, Blaise er jo mere end det, men jeg tør dårligt håbe.

 

(Brev sendt til Dugarie)

 

27/9 1600. Blaise har fuldstændig charmeret den unge Juliette d’ Isar. Jeg har vel heller ikke været det mest festlige selskab de sidste par dage. Jeg er så træt. Fornemmelsen af at drukne i blod kommer over mig hver gang jeg lægger mig til at sove. Roberts tilstedeværelse stopper det ikke, men dæmper det på en måde. Jeg ved jo godt, at Døberen er død, og ikke kan gøre mig noget mere. Men alligevel - jeg ved ikke hvad der skal til for at det går væk. Vi indlogerede os på et hotel i byen nær Beauforts gods, sammen med et større rejseselskab. Juliette d’ Isars følge bor her blandt andre, mens den unge frøken selvfølgelig bliver indlogeret på godset. Men det var lidt af en triumf at dukke op i så fint selskab. Og Duc de Beaufort var mildest talt rystet, da vores ankomst blev annonceret. Bare synet af hans ansigt, da han så os var det hele værd! Jeg fik et brev fra Blaise i dag, hvori han bedyrede, at han elsker mig, men ikke føler, at han her noget at tilbyde mig. Han er fattig, uden titel, uden hjem. Men det ved jeg jo godt! Jeg er da ligeglad. Lidt penge har jeg da selv, og hvad betyder en titel, hvis ikke man bare har snerten af kærlighed? Jeg skrev selvfølgelig tilbage til ham og fortalte ham det; at jeg hellere ville bo på landevejen med ham, end bo på kongeslottet med juveler, titel og alt det uden ham. Måske vil han indse, at det eneste jeg vil have er ham.

 

Damiens Dag 1600. Der var storvildtjagt i dag - uden kvinder. Robert gjorde sig godt bemærket, da han tog prisen for det største bytte: en enorm kronhjort. Til ballet gik næsten alle herrerne amok. Jeg fandt aldrig ud af, hvad præcis Marco foretog sig, men det involverede Duc de Beauforts ugifte datter! Dumt træk, men Marco hører heller ikke altid til de mest begavede! Pierre og Robert kæmpede om Marianne/Celines (kardinalens spion) gunst, så det var en gru at være vidne til. Juliette d’ Isar forlod ikke Blaises side. Hun ser dybt forelsket ud, og jeg kan jo kun sige, at jeg forstår hende. Jeg er ikke jaloux; nu ved jeg jo, at han elsker mig, og han har da endnu mindre at tilbyde Mademoiselle de Isar end mig. Som Kongemoderens protegé kan hun måske vise sig at være et godt kort at have på hånden. Hun advarede Blaise tidligere om at der var nogle folk efter ham, så hun har allerede bevist sit værd. Blaise gjorde i øvrigt et ret genialt træk i dag: han begyndte at tale om, hvor besynderligt det var, at en traditionsbunden mand som Beaufort var i gang med at gå imod traditionerne ved at sætte sin egen mand i Bergerac i stedet for den retmæssige arving. Dét vakte virkelig røre i selskabet. I særdeleshed blandt de unge førstefødte unge mænd! Jeg tror, at det bliver dét kort som vi skal holde som vores es!

 

Efter ballet holdt vi familiemøde på hotellet. Vi fik videreformidlet nogle informationer, som var godt at vide; bl.a. havde Dugarie anmodet Robert om at kontakte ham, før vi begyndte at kontakte højtstående folk. Det viser sig nemlig, at prinsen af Damar er en af folkene bag Dugarie, og han brød sig bestemt ikke om at blive kontaktet direkte af os. Det var jo godt at få at vide, for jeg var i fuld gang med at komponere et brev til Hertugen af Nordlandet! Robert kontakter Dugarie og hører hvad han mener om dén sag. Jeg bad ham spørge om Nordlandets arving, Baron Armenius, også, for hertugen er gammel, og måske ikke så interesseret i politik som han engang var. Vi fandt også ud af, at Santiago-ordenen, som jo ellers er stokkonservative står på Beauforts side lige meget hvad, også selvom han går imod deres egne interesser af den uafvendelige grund, at de hader os! Ja, ja, fjender ved man da hvor man har - for den anden ende af kården! Vi vil prøve at få snakket lidt mere med de unge arvinger i de næste par dage.

 

28/9 1600. Fuglejagt i dag. Jeg tog med Reynaud på falkejagt med nogen af hans venner, bare for at prøve noget jeg ikke havde prøvet før. Det havde jeg umiddelbart ikke meget talent for, men jeg tror, at jeg med tiden kan lære det. Reynaud var god! Der er intet bal i aften, men vi holder fest på hotellet. Reynaud og jeg trænede et par timer. Jeg fortalte ham om mit søvnbesvær, og så spurgte han om jeg nogensinde havde fortalt nogen hele historien. Det har jeg jo ikke, jeg har bare skrevet den ned her i journalen. Han opfordrede mig til at fortælle, og det gjorde jeg. Det var mærkeligt at høre historien højt. Jeg talte meget udenom til at starte med, men til sidst flød det hele ud. Det var udmattende og restaurerende på samme tid. Reynaud holdt om mig, som jeg havde holdt om ham, da han fortalte om Crève-Bouchiére. Af alle mennesker vil han forstå mig. Han ved hvordan det er at have virkelighedens mareridt som en ufravristelig del af sig selv. Det var en meget stærk oplevelse!

 

Senere: Blaise trak mig til side og viste mig et brev, han havde skrevet til Robert. Han ville have mig til at godkende det, fordi han bad Robert om tilladelse til at bejle til mig! Jeg er så lykkelig! Jeg ved godt at tidspunktet er ilde valgt, for det går ikke at støde Juliette d’ Isar lige nu, men vi kan godt holde lav profil. Men det er bare så vidunderligt, at han har smidt sine tvivl og forbehold væk. Så ender eventyret måske alligevel godt! Åh, jeg har bare lyst til at le højt og danse og snurre rundt, som jeg gjorde, da jeg var en lille pige. Det bedste af det hele var næsten, da Robert senere ville tale med mig, og sagde at han selvfølgelig gav sit samtykke! Vi er de to mennesker i verden, som han elsker mest, så hvorfor skulle han stå imellem os?

 

Senere endnu: Festen var storslået! Jeg er bange for, at Bergerac & co., satte sig fuldstændig på selskabet. Vi var alle i højt humør, vi drak og spiste og fortalte historier og anekdoter. Blaise mente på et tidspunkt, at han lige måtte vise hvordan musikken burde spilles, så han sad på podiet i et par timer, mens vi andre dansede og morede os. Endelig mente han, at de havde fattet hvordan der skulle gøres og han kom ned, brød ind i en dans og bød mig op. Vi dansede den halve nat, kun afbrudt af en pause, hvor vi gik ud og kiggede på måneskin. Åh, suk! Vi vendte tilbage til festen, for lige at vise Juliette d’ Isars følge, at alt var uskyldig imellem os - ha! Han fulgte mig til dørs (Roberts) og kyssede mig godnat. Jeg kan stadig lugte ham på min hud, mærke hans læber mod mine, hans arme omkring mig. Åh, jeg elsker ham sådan! Søde, søde Robert, som har givet sin tilladelse, ligger allerede og sover. Åh, der er jagt i morgen! Vi skal tidligt op! Godnat!

 

29/9 1600. Vi var et kønt syn i dag! Vi var alle sammen enten stadig fulde (bl.a. mig selv) eller tømmermændsplagede (f.eks. Reynaud). Blaise skaffede en temmelig særpræget sprut, som gjorde én helt klar i hovedet. Alting blev helt klart for éns øjne - det var virkelig bizart! Blaise, Reynaud og jeg holdt os fra jagten, og kastede os i stedet over et kroketspil med Juliette d’ Isar. Hun er utrolig sød, om end noget naiv og ensporet. Vi talte stort set kun om tøj og heste. Men hun lod til at kunne lide mig, og det var faktisk gensidigt. Hun kunne have været min lillesøster. Ved Lyset! På hendes alder havde jeg været gift i to år. Det var det år jeg tabte barnet - åh, det er så længe siden!

 

Senere: Robert prøvede at ignorere Marianne/Celine ved buffeten. Pierre var som en hund efter en tæve i løbetid, ja undskyld den vulgære formulering, men sådan så det faktisk ud, og han var ikke alene: en hel flok af forheksede unge mænd hang efter hende. Jeg kan da godt forstå dem; hun er meget smuk, bevæger sig uendeligt elegant, og har dét der særlige, som nogen mennesker har, som bare gør dem helt uimodståelige. Men han har jo ikke en chance! Hun higer kun efter én ting og det er bestemt ikke kærlighed, ægteskab eller penge, men magt. Og magt er nok en ting som Pierre aldrig kommer i besiddelse af. Det gør ondt på Robert kan jeg se, men det glæder mig, at han kan modstå hendes magi.

 

Før ballet fik vi os et velfortjent hvil. Og det havde vi brug for, for sikke et bal! Robert vandt fortællekonkurrencen stort! Smykket, en blå diamant i kæde, som han vandt, gav han videre til Marianne/Celine. Senere så jeg samme dame med Pierre, som gav den hele armen. Jeg dansede med lidt forskellige unge mænd, men mest med Blaise, naturellement! Jeg fik også snakket en helt del med Juliette, som dog stadig kun kunne tale om tøj og ballet. Blaise og jeg opdagede på et tidspunkt, at Reynaud var forsvundet, og da jeg tidligere på aftenen havde set ham være i temmelig skummelt humør, gav vi os til at lede efter ham. Han var på gårdspladsen i færd med en duel mod en Santiago-mand! Blaise stoppede duellen ved i bogstaveligste forstand at gå i mellem dem. De udsatte duellen i en uge, og Blaise skældte Reynaud ud for at være så kampgal. Men det hele kom sig af hans frustrationer over Jacqueline. Jeg tilbød ham at gå en lille tur med ham, og han tog imod. Jeg havde håbet på at få snakket med ham, men vi var dårligt nået hen til labyrinten, før vi fandt Robert i færd med at bokse med et træ i frustrationer over Marianne/Celine! Altså hvad skal jeg gøre? De trængte begge to til at blive holdt i hånden og blive lyttet til og jeg kan jo ikke være to steder på én gang. Det endte med at Reynaud råbte lidt fornuft ind i hovedet på Robert og han besluttede at tage hjem. Jeg fulgtes med dem. Jeg kunne ikke finde Blaise. Jeg bankede på hans dør tidligere, men han svarer ikke. Jeg går tilbage om lidt og prøver igen.

 

30/9 1600. Jeg overnattede på Blaises værelse, men han dukkede aldrig op. Jeg ved stadig ikke, hvor han var i nat. Vi tog op til godset og sagde pænt farvel, hvad der måske alligevel ikke var så klogt. Men nu har vi i hvert fald gjort et indtryk! Jeg fik også sagt farvel til Juliette, som jeg måske får set lidt mere til i Ryendor City.

 

Senere: aftenen endte i et kæmpe skænderi de herrer imellem. Robert og Pierre var sure på hinanden. Pierre var fuldstændig umulig at hugge eller stikke i; han er fast besluttet på at forfølge Marianne/Celine og tilbyde hende ægteskab! Han er fuldstændig blind for, hvor ulykkelig Robert er. Åh, hvor er han dum! Jeg begriber ikke, at han og Reynaud er brødre! Reynaud har tydeligvis arvet alt, hvad der hed begavelse! Robert sad til sidst lille og sammenkrøben og var godt klar over, hvor håbløs hans kærlighed er. Jeg har så ondt af ham! Men det værste var næsten Blaise og Reynaud, som røg i totterne på hinanden. Blaise skældte Reynaud ud for ikke at kunne styre sit temperament. De råbte og skreg af hinanden. Jeg prøvede at bryde ind, men Blaise bad mig tie, og Reynaud tog mig hårdt i armen. Så var det at jeg mente, at det måtte være en mandeting, som de selv måtte finde ud af. Jeg gik udenfor lidt for at få noget frisk luft og for selv at rase lidt ud. Da jeg senere vendte tilbage (de var trods alt på Roberts værelse, hvor jeg havde tænkt mig at sove) var de stadig i struben på hinanden. Reynaud truede med at slå Blaise ihjel, og da blandede jeg mig igen. Jeg sagde med lav stemme til Reynaud, at hvis han slog Blaise ihjel, så ville jeg personligt sørge for, at det blev det sidste han gjorde. Mit temperament kan være ligeså iltert som hans, og jeg er mindst lige så stædig. Om jeg så skulle tage til verdens ende, så skulle jeg nok nå mit mål. Det fik Reynaud til at bakke lidt væk. Jeg forsikrede ham, at det omvendte også gjaldt; at hvis Blaise slog ham ihjel, så ville han også undgælde for det - og hvor stillede det mig? Uden ven og uden elskede. De bliver måske aldrig venner de to, men måske vil de kunne arbejde sammen, så længe det er påkrævet. Åh, hvad er det der sker med min familie? Er der virkelig ingenting jeg kan stille op? Jeg står i midten af stormen, påvirket og skræmt af den, men ude af stand til at bekæmpe den. De må finde deres egen fred. Da vi var kommet i seng snakkede jeg og Robert sammen. Han fortalte, at han havde opgivet tanken om Marianne, og bad om min støtte og min hjælp, hvis vi skulle støde på hende igen. Hvad havde han regnet med? Jeg er hans søster, han er min bedste ven. Jeg ville gøre alt for ham. Ved han slet ikke hvor ondt det gør mig, at han er ulykkelig? Min stakkels Robert! Han sover nu. Jeg vil lige bede natportieren om noget stærkt at drikke. Blodet er tykkere her til aften, og søvnen er så meget længere væk.

 

(Brev sendt 2/10 til Hertugen af Nordlandet)

 

4/10 1600. Efter nogle begivenhedsløse dage på landevejen er vi nu endelig vendt tilbage til Ryendor City. Vi blev standset ved byporten, hvor Hotel de Villes gendarmer var udstationeret. Det lader til, at der er optøjer i byen. Det er studenterne, der ikke kan enes om en ny lov, som skal op i Parlamentet. Noget med hvordan dekanerne vælges eller sådan noget - det gik lidt hen over hovedet på mig. Jeg synes altid, at der er optøjer i en eller anden grad her i byen. Der er altid nogen, der er utilfredse med noget.

 

Da vi kom hjem, lå der en invitation fra Dugarie. Han havde nyheder: Pierre Berg, som onkel Pierre nu kalder sig, leder efter tre mænd i hele Picadiet. Det lader ikke til, at hertugen ved noget om det. Mændene er: Francois Benin, Karl de Levre og en fyr ved navn Alberto (om det er fornavnet eller efternavnet vides ej). Blaise mente, at han havde hørt navnet de Levre før. Han skulle være blevet brændt på bålet engang i forrige århundrede for sortkunstneri. Hvorfor leder Pierre efter en død troldmand? Det lyder meget mærkeligt! Blaise og jeg tog rundt efter visitten til Hotel de Ville og inkvisitionen (ubehageligt sted!) Der lugter af død, inkvisitorerne ligner lig og det er som om, at der lige uden for hørevidde lyder skrig og klagen - brrr!) for at finde oplysninger om de tre mænd. Vi kan hente informationerne i morgen.

 

Prinsen af Damar tilbyder herrerne i selskabet kommissioner. Det vil gøre os til hans folk og han vil kunne støtte os direkte. Til gengæld ligger der jo i kommissionerne, at hvis herrerne tager imod dem, så skal de stille, hvis der bliver krig om Damar igen - og det er slet ikke usandsynligt! Hvis prinsen får Damar igen, vil der nok ligge noget land og vente på hans tro støtter. Robert tager helt sikkert imod, Pierre og Reynaud måske, Marco tvivlsomt (det minder jo til forveksling om arbejde!) og Blaise siger helt sikkert nej. Han har ligesom prøvet militærlivet, og det var ikke noget for ham. Jeg holder mig udenfor. Kommissionerne gælder jo ikke rigtig mig. Det er kun hvis Blaise tager imod, at jeg bliver involveret direkte.

 

Jeg ved ikke om det bare er mig, men Dugarie virker mere sørgmodig end sædvanlig.

 

5/10 1600. Dagen startede på traditionel vis med en duel - Reynauds selvfølgelig. Vi blev snøret af de forbandede Santiago-fyre. De dukkede op midt under duellen (som Marco i mellem tiden også havde rodet sig ud i), og erklærede at vi kæmpede på universitetets jord, og at de i deres egenskab af universitetspoliti anholdte os! Ja, ikke mig altså, men alle herrerne, som de nød at tage våbnene fra og føre til Hotel de Ville. Jeg for afsted til Dugarie - min første tur alene igennem byen siden overfaldet. Ikke nogen rar oplevelse. Jeg nærmest faldt af hesten, da jeg nåede frem. Jeg tror, at vagten foran Dugaries hus efterhånden må være vant til mine uortodokse ankomster. Jeg fandt Dugarie i hans bibliotek, hvor han sad og stirrede ind i væggen. Han var mildest talt ikke glad for at høre om duellen. Han reddede os ud af kniben, naturligvis, men er vist ved at være ret træt af Bergerac-familien. Og med god grund er jeg bange for. Vi har det med gentagne gange at gøre det, som virker mest forkert i sammenhængen. Hov, det skal lige siges, at Reynaud rent faktisk forsøgte at undskylde over for Santiago-fyren, men blev afslået. Ikke så mærkeligt, når man tænker på, hvad deres plan var, de plebejiske skiderikker!

 

Vi dukkede op ved Hotel de Ville, Dugarie, hans advokat og et dusin af Dugaries klatøjede mænd. I løbet af ganske kort tid blev drengene løsladt (Santiago-fyrene, som de duellerede imod, havde sjovt nok aldrig været buret inde). Der blev udvekslet en del fornærmelser ved udgangen, men ingen udfordrer til duel i Hotel de Ville.

 

Blaise og jeg tog ud og indsamlede de oplysninger vi havde bestilt: Benin havde i 1576 udgivet en bog om filosofi, som inkvisitionen kortvarigt interesserede sig for. Vi sendte en tjener afsted til universitetsbiblioteket efter Benins bog. De Levre blev ganske rigtig brændt på bålet i 1559 for sortkunstneri. En heksering under optrævling angav ham. Det er konfirmeret, at han blev brændt og han ingen efterkommere efterlod. Den inkvisitor, som stod for hans domfældelse, er nu død, men hans daværende lærling skulle være at finde i sydRyendor. Blaise sendte et brev dertil for at høre om sagen. Ingen af dem havde noget på en Alberto. Det havde Marco til gengæld snuset op. Han har åbenbart flere kvaliteter, end dem der umiddelbart møder øjet. Fyren vi leder efter hedder Alberto Alfredo og var involveret i et eller andet med noget gift i en lille by, som ligger ikke ret langt fra Bergerac.

 

Senere : Nicholas SaintMarie og hans kammerat (han er også løjtnant, men jeg aner ikke, hvad han hedder) kom her til aften og fortalte, at der endnu en gang er nogen, som vil lære Blaise nogle manerer, efter at der på slottet har lydt skænderier (om Blaise?). De skulle efter sigende slå til i morgen, når optøjerne går i gang. Nicholas foreslog, at vi gik dem i møde. Herrerne trænede lidt i haven, og vi fik drukket en hel del. Nicholas udfordrede endog mig og afvæbnede mig lynhurtigt. Den mand er bare fantastisk med våben i hånd! Drukken som han må have været, virkede han fuldstændig ædru dét øjeblik hans parérdolk sad under mit hjerte. Han er god at have på sin side i en kamp! Blaise improviserede på lutten. Jeg ved, at han søgte efter dén melodi, som han hørte på øerne, den aften han hev mig med ud i junglen, og jeg ingenting kunne høre. Dét han spillede havde den dér hjemsøgende kvalitet, som jeg har hørt ham forsøge sig med før. Nicholas bød mig op, og jeg følte mig som en fe, sådan som vi svævede rundt i haven til den overjordiske musik.

 

Jeg ville gerne have forført Blaise her til aften, men han sidder stadig i haven og leder efter sin melodi, og så vil jeg ikke forstyrre ham.

 

6/10 1600. Jeg sidder i dette øjeblik ved Blaise’s side, og ved at jeg kommer til at sidde her i en uges tid endnu. Han var døden nær i dag. Svagere sjæle end jeg ville have svært ved at turde elske én, som så ofte kommer i så nær kontakt med kaos, ødelæggelse og død. En dag klarer han det måske ikke. Én dag rinder alt håb ud, og så sidder jeg ved et dødsleje igen, i stedet for ved et sygeleje. Men jeg elsker ham, som han er: dødsforagt, overdrevent mod og tro på eget held og talent, som han jo besidder. Han lever bedst, når han lever lige på kanten. Det er jo det jeg elsker ham for, blandt andet. Hvad kan jeg da gøre andet end at sidde her og se ham vågne med det blik i øjnene, som får mig til at leve.

 

Senere: ovenstående bør forklares: Dagen startede roligt nok. Blaise og jeg talte om musik, i særdeleshed om melodien, som han søger. Han tror, at hvis han kan finde den, så kan han kontrollere folks følelser. At han vil kunne gøre folk glade eller sørgmodige efter egen vilje. Det lyder fantastisk. Jeg ved, at han oplevede noget på øerne, som var ekstraordinært, overnaturligt. Jeg har så svært ved at forstå det. Når drengene snakker om de mareridt, de tidligere blev plaget af, og som de er overbeviste om skyldtes de røde sten, vi havde med hjem fra øerne, bliver jeg lidt skræmt. Jeg kan ikke forstå, at de kan tro, at det er sådan, at det hænger sammen. Der må være en rationel forklaring på det! Jeg diskuterede med Marco i går om hekseafbrændinger. Han tror virkelig på at der findes hekse; at der findes inkarneret ondskab. Jeg ved, at der findes ondskab, men jeg tror ikke på, at ondskaben er levende. Ondskaben bor i mennesker. Det er en del af vores natur. Nogle har ressourcerne til at bekæmpe den, andre lader sig lede af den. Men, kære venner, der findes ikke dæmoner og hekse! Det er gammelt overtro! Inkvisitionen ville brænde mig for de udtalelser - er dét ikke ironisk?

 

Nå, vi gik i byen og fik bestilt en kæde til Blaise’s tåre. Det bliver £15, som jeg godt ved, at Blaise ingen mulighed har for at betale. Det er ligegyldigt - jeg har penge nok. Og tåren er langt mere dyrebar end nogen kæde. Vi så i øvrigt Marianne/Celine inde hos juveleren. Vi hilste høfligt, men viste ingen synderlig interesse for hinanden. Jeg tror ikke engang, at hun ved, hvor meget rod hun har skabt i min familie, og derudover tror jeg heller ikke, at hun ved hvem jeg er. Jeg har jo ikke haft noget med hende at gøre som sådan. Jeg håber bare, at Robert kan slippe drømmen om hende. Hun er et æterisk væsen, på én eller anden måde uvirkelig. Uh, det kunne næsten lyde som overtro! Ha-ha!

 

Kort efter vi kom hjem, ankom Nicholas og hans løjtnant. Optøjerne var startet, og han havde fundet ud af, hvor vores would-be overfaldsmænd var. Blaise spurgte om jeg blev hjemme, og jeg afviste pure at blive herhjemme alene. Ikke fordi at jeg havde nogen interesse i at deltage i kampen, men at blive hjemme, mens de skal ud og slås? At blive hjemme alene? Det kunne overhovedet ikke komme på tale. Selvfølgelig tog jeg med. Kroen, vi kom til, var lukket. Nicholas tog sig af tre af fyrene ude i gården ene mand, mens de andre gik indenfor og tog sig af de øvrige 5. Jeg blev ved vinduet og betragtede Nicholas, dels fordi jeg ikke ville gå i vejen for de andre, dels fordi han er sådan et fantastisk syn med en kårde. Hvis jeg var mand, ville jeg ønske at jeg kunne kæmpe med den lethed og elegance han kæmper med. Ja, jeg ville ønske, at jeg kunne foretage mig et eller andet med samme lethed og elegance. Robert klarede sig fint. Der blev kæmpet på første salen, og jeg kunne ikke se, hvad der skete deroppe, men det var dér, at Blaise blev såret - slemt. Han ser så fredfyldt ud nu, hvor han sover. Allerkæreste Blaise: som jeg altid kun kan holde fast i med fingerspidserne - hvor ville jeg ønske, at jeg kunne få et fast greb i dig. Mærke dine arme omkring mig, din krop helt tæt ved min. Få opfyldt det begær som brænder i mig! Det får jo nok vente lidt. Der er intet sjov ved at forføre en mand, som stønner af de forkerte årsager!

 

14/10 Morgen: Blaise har det godt igen. Skulle jeg nok mene; jeg har sovet hos ham i nat! Det var noget, jeg godt kunne vende mig til! Han er så blid, så stærk, så helt igennem vidunderlig! Gad vide hvad Robert vil sige til det?

 

Senere: Blaise og jeg tog hen til Dugarie i dag for at fortælle ham om, hvad vi har fundet ud af med hensyn til de tre mænd Pierre Berg leder efter. Han inviterede os til et møde om en uge. Han er lidt fjern for tiden, Dugarie. Blaise er gået i gang med at skrive et skuespil.

 

18/10 1600. Vi var til premiere på Blaises skuespil ”Titlen, der blev væk” i dag. Det var en stor succes! Vi blev kaldt til møde hos Dugarie straks efter vi kom hjem. Kardinalen er kommet med et tilbud (via Marianne/Celine; jeg så hende gå forbi det værelse vi sad og ventede i): Han tilbyder, at sagen kan tages op i Ministerrådet i stedet for Parlamentet. Hvis vi skifter er alt vores arbejde spildt, men også Beauforts arbejde og ikke mindst penge (han har efter sigende brugt ret mange penge på bestikkelse), og det er selvfølgelig tillokkende. Kardinalen har meget at sige i Ministerrådet, men det har prinserne og Kongemoderen også. Kardinalen mener dog, at han kan klare dem, ellers ville han vel ikke komme med forslaget. En meget lang og træls diskussion fulgte. Robert endte med at vælge Parlamentet, hvorefter Marco røbede, at Beauforts agenter havde haft fat i ham og lovet ham £500, hvis han kunne overtale Robert til at vælge Parlamentet. Vi var lettere chokeret, men jeg begyndte alligevel at nære en smule respekt for vores nye fætter, for han havde ikke behøvet at afsløre den information. Han kunne bare have indkasseret sin løn. Lyset skal vide, at han kan bruge pengene! Det endte med at Robert forlod værelset, hvorefter Blaise kom med dagens gode idé: At spørge Kardinalen om han var med på en lille lumsk plan: vi vil lade som om, at sagen skal op i Ministerrådet, lave alle de indledende manøvrer, men lade sagen blive i Parlamentet. På den måde kan vi lokke Beaufort til at bruge en masse kræfter det forkerte sted. Vi satte Robert ind i sagen senere, og så gik vi til fest!

 

For resten: det billede, som Dugarie er så betaget af, forestiller en ung dame ved navn Sara la Escardiene, malet i 1589. Dugarie fortalte mig, at hun antageligt var død, og ville ikke tale mere om det.

 

19/10 1600. Jeg sidder nu i Andrés hus (det som næsten brændte). Blaise og jeg har pakket vores ting og flyttet herhen. I formiddags blev vi kaldt til møde med Kardinalens agenter hos Dugarie. Blaise, Reynaud, Marco og jeg tog afsted uden at vække Pierre og Robert. Vi mente ikke, at det ville være klogt, at involvere de to i et møde med Marianne/Celine (nu må jeg snart finde ud af hvad hun virkelig hedder!). Blaise lagde dog en besked om hvor vi var og hvad vi foretog os til når de vågnede. Udover Marianne/Celine var der en midaldrende mand med meget langt hår (han lignede en snigmorder og er det sikkert også). Marianne/Celine var betagende som altid. Hun er én af de kvinder, der får alle andre til at føle sig som små, grå mus. Jeg gjorde i hvert fald. Godt jeg er rødhåret, ellers var jeg gået helt i ét med væggene! Mødet gik godt hurtigt og godt. Den unge dame godtog vores plan og lovede at sprede rygtet fra Kardinalens kontor. I samme øjeblik mødet var forbi, kom Robert ind ad døren. Han så farlig ud! Jeg for hen til ham og borede neglene ind i armen på ham. Han knugede selv stoleryggen så hårdt, at hans knoer blev helt hvide, og jeg frygtede, at han ville ødelægge stolen. Han sagde ingenting. Stirrede blot på pigen med et forpint udtryk i ansigtet. Hun ignorerede ham stort set, og hun og hendes ledsager forlod os straks efter. Så brød Helvede løs! Robert var meget fortørnet over, at vi holdt et vigtigt møde uden ham; Han havde ret til at være til stede. Vi forklarede vores synspunkt; vi mente ikke, at han alligevel ville være til nogen nytte i et møde med hende, desuden var det kun et formaliamøde, meget kort og præcist. Han protesterede igen; han havde ret til at være med til alle møder, der havde med hans fremtid af gøre. Jeg pointerede, at han ikke havde deltaget, eller ytret ønske om at deltage i de 100 møder vi andre har haft med forskellige parlamentsmedlemmer. Og så sagde han det, som gjorde mig lynende vred: de møder var jo ikke vigtige. Vel var de da vigtige! Hvis vi ikke havde gået til de møder, havde vi ikke skabt interesse eller sympati for vores sag. Hvis ikke vi har alle de små med, så kan de da være ligegyldigt med Kardinalen! Jeg blev så vred!! Det er som om, at alt vi har gjort for ham er ligegyldigt! Ikke et tak har vi fået hen ad vejen. Ikke én tilkendegivelse af, at han har sat pris på vores arbejde. Vores liv står da også på spil her! Det er da ikke noget vi gør for sjov!

 

Medens jeg pakkede snakkede jeg med Reynaud. Han var meget berørt af, at vi ville forlade Robert. Han sagde, at det havde været Blaise og jeg, der havde holdt ham oppe den sidste tid. At han ikke vidste, hvad han skulle gøre uden os. Han har svoret loyalitet til Robert, og vil ikke forlade ham. Ja, jeg har jo også formelt eller uformelt svoret loyalitet, men når det ikke virker den anden vej rundt, når der ikke bliver sat pris på loyaliteten, så...

 

Senere: Først kom Marco og Pierre herhen (halvt på Roberts vegne), og siden kom også Reynaud og Robert selv. Robert var meget brødebetynget. Han græd og sagde, at han ikke kunne klare sig uden os, han elsker os. Jeg ved det jo godt. Jeg sad og holdt længe om ham, og lovede at gøre hvad jeg kunne for at hjælpe ham. Jeg kan ikke gøre noget for at vinde Blaise over til ham. Blaise insisterer på at han ikke vil have mere med sagen at gøre. Han slår ikke hånden af Robert, men vil bare ikke gøre mere i sagen. Jeg forstår ham. Jeg forstår dem begge to. Skal det altid være sådan for mig? Splittet mellem Robert og Blaise, mellem Reynaud og Guillaume.

 

20/10 1600. Jeg skrev til Dugarie i dag om Sara - at han må kæmpe for at kende hendes skæbne eller komme videre med sit liv. Stadig intet brev fra Guillaume. Jeg skrev så til Fader Bryant ved Alencon. Det kan være, at han ved noget. Der er heller ikke kommet svar fra Jacqueline, men jeg har hørt rygter om, at hun holdes under skarp observation på familiens gods. Jeg vil prøve at kontakte hendes duenna, som virkede meget loyal sidst jeg mødte hende.

 

24/10 Skriver i stearinlysets skær på en kro nær Jacquelines families landsted, Bourgaine. Det lykkedes mig at komme i kontakt med duennaen, som var meget villig til at hjælpe. Nu venter jeg bare på svar, så tager jeg tilbage til Ryendor City.

 

Senere: Besked tilbage fra Jacqueline. Hjerteskærende! Hun elsker stadig Reynaud og siger, at hun ikke kender den mand hun skal giftes med. Ja, så er sagen klar fra den side. Nu mangler jeg bare at høre fra Guillaume.

 

28/10 1600. Jeg fik brev fra Fader Bryant i dag. Guillaume er på Bourgaine! Det kunne duennaen da godt have sagt! Nå, jeg skrev et brev til Guillaume og sendte det dertil.

 

Robert og de andre modtog deres kommissioner i dag. Vi var meget tidligt oppe! Efter 1½ time i sadlen (av!) nåede vi frem til den lille landsby hvor militærlejrene er. Edsafsværgelsen foregik på eksersitspladsen i et gammel nedlagt fort. Det var et imponerende syn at se kompagnierne ride ind i deres stiveste puds og aflægge årsrapport. Blaise var mindre imponeret og forlod hurtigt selskabet. Marco og jeg fandt ham senere med et par flasker, hans lut og i fuld gang med at skrive et digt om militærlivet. Så lidt imponeret har han jo nok været.

 

Den mand, som Oberst Dugarie sendte hen til Benin, er vendt tilbage. Han fortalte, at Benin er en senil gammel mand, som fabler om højere indsigt i et eller andet. Blaise’s teori om de tre mænd Pierre Berg leder efter, er at det handler om de røde sten. Dem er jeg ærlig talt snart træt af at høre om. Hvordan ædelsten skulle have nogen som helst form for magisk kraft, kan jeg altså ikke gennemskue. Hvis jeg skal være helt ærlig, så mener jeg stadig, at de er blevet bondefanget noget så eftertrykkeligt af den nordlandske pige! Nå, hvorom alting er, så tog Blaise og jeg hen til inkvisitionen igen for at høre om vi kan komme til at se de Levres efterladte sager. Broder Francis er bekymrede for vores interesse i disse skumle sager, men røbede dog, at tingene var til undersøgelse hos en forsker ved navn Surene. Ham tog vi så hen til, og dét var lidt af en oplevelse! Den gode Surene var ikke bare forsker udi okkulte sager; han praktiserer det søreme selv! Da vi kom, blev vi inviteret indenfor til en seance. Surene er en ældre, lidt fedladen mand med sparsomt hårvækst. Da vi ankom, stod han og læste op af en bog på en for mig ukendt sprog. Så lavede han nogle håndbevægelser som blæste vokslyset på bordet ud. Derefter begyndte et lys at lyse op igennem et glas med vand. OK, jeg ved ikke lige hvordan han gjorde det, men jeg er sikker på at der er en naturlig forklaring på. Et eller andet kemikalie, måske? De andre tilstedeværende tog det hele meget seriøst, og begyndte at stille spørgsmål ud i den blå luft: Skal jeg købe naboens ko? Hvor gemte min afdøde mand sine penge? Dén type spørgsmål. Surene tydede svarene. Du Gode, hvor er folk dog naive! Så begyndte Blaise at stille spørgsmål om damen han mødte i Cagliano? Svarene så ud til at forurolige Surene og tilfredsstille Blaise: Hun er en ånd uden lige - en ætling af guderne - hendes navn er ikke for menneskelige ører. Blaise siger, at det stemmer overens med hvad hun selv har sagt til ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Blaise tror jo fuldt og fast på det, men altså: ånder? Magi? Nå, men Surene snakkede med os bagefter og fortalte at de Levres efterladte ting bestod af et par matematiske og astronomiske bøger og nogle amuletter. Han viste os én af amuletterne og den virkede bekendt. Senere kom jeg i tanke om, hvor jeg havde set den, eller i hvert fald én der lignede den til forveksling: på portrættet af Farfar i hallen på Bergerac. Han bærer den om halsen. Nu jeg tænker over det, tror jeg, at de tre mænd har mere med Farfar at gøre end med onkel Pierre. Hele den affære med hans rejse til Nordlandet, hans hemmelighedsfuldhed, de udrevne sider. Måske har han haft forbindelse til de tre mænd, og det er derfor, at Pierre interesserer sig for dem. Mon han har fundet de manglende sider? Nej, jeg kan ikke få det hele til at falde på plads i hovedet på mig, men det er noget, jeg finde ud af!

 

29/10 1600. Oberst Dugarie inviterede mig til the i dag. Han lagde ud med at sige, at jeg kunne trække mig ud af alliancen, hvis jeg ikke ønskede at være del af den. Han syntes, at han kunne mærke, at jeg ikke var interesseret i at være med! Jeg måbede mildest talt! I al den tid har jeg følt mig udenfor, mindre værd, fordi ingen afkrævede troskabsløfte af mig, og så har Dugarie opfattet det som om, at jeg ikke interesserede mig for det! Sikke en misforståelse. Jeg troede, at de ikke ville have mig med, fordi jeg var kvinde (og det er første gang, at jeg ellers har opfattet dét at være kvinde som en ulempe). Kommissioner bliver jo kun tilbudt mænd. Da Dugarie rakte sin hånd frem, spyttede jeg i min egen hånd og trykkede hans. Et smil spillede på Dugaries læber, og et øjeblik så han lige så ung ud som Robert og Blaise, så skiftede han igen til et meget seriøst udtryk. Han forstod så præcis hvordan jeg følte dette. Det var en barnlig ed - spyttet i håndfladen - men han tog det akkurat så højtideligt som jeg. Jeg kan ikke lade være med at holde af ham. Han har en meget speciel kvalitet, som gør, at man har lyst til at følge ham til Verdens Ende og tilbage igen, bare for at være i nærheden af ham. Jeg forstår godt, hvorfor hans mænd følger ham så blindt. Måske ville jeg selv gøre det, hvis jeg var mand. Det er mærkeligt at føle sig så tiltrukket af et menneske uden et øjeblik at betragte det som forelskelse. Jeg er bestemt ikke tiltrukket af ham på den måde. Måske er han mere en slags ekstrabror - dem har jeg ellers rigeligt af! Blaise accepterede mit valg - jeg fortalte ham om det straks jeg kom hjem - men han er ikke selv interesseret i at binde sig til Dugarie eller Prinsen af Damar. Men han har jo også rigeligt med jern i ilden! Til gengæld siger han, at han selvfølgelig vil hjælpe mig, hvis det er. Han advarede mig også om, at det ikke nødvendigvis var behageligt arbejde, sådan én som Marianne/Celine udførte. At min dyd ville kunne komme på spil. Men jeg tror altså ikke på, at Dugarie ville bede mig om at gøre noget utilbørligt, selvom det er i en god sags tjeneste.

 

1/11 Mit brev kom tilbage fra Bourgaine med addressant ubekendt! Vi tager afsted igen.

 

3/11 1600 Blaise tog op til Bourgaine og spurgte efter Guillaume, men de siger, at han er på Alencon!

 

10/11 1600 Tilbage på Alencon. Vi indlogerede os hos Fader Bryant, som var glad for at se mig. Jeg holder så meget af ham og hans familie! De er så livsglade! Fader Bryant siger, at det er over en måned siden, at han har set Guillaume til messe. I morgen tager Blaise op til godset og spørger efter ham.

 

11/11 De siger, at Guillaume er på Bourgaine! Altså, hvad foregår her? Hvor er Guillaume? Som sidste forsøg inden Parlamentssamlingen tager vi nu til klosterskolen i Tours, hvor han måske kunne tænkes at søge sjælefred.

 

13/11 Han er heller ikke i Tours, men han var her forbi for en måneds tid siden uden ledsagere. Det begynder at lyde som om, at han er stukket af, men hvorfor har han så ikke kontaktet mig? Han må da vide, at jeg er vild af bekymring, at jeg vil gøre næsten hvad som helst for at hjælpe ham. Hvor kan han være?

 

20/11 1600 Vi er tilbage i Ryendor City igen. Tænk engang; der lå brev fra Guillaume, da vi kom hjem. Han er stukket af! Han er mere ulykkelig end nogensinde, skriver han, så nu er han taget ud i verden for at finde noget at leve for. Han beder mig om ikke at lede efter ham. Nuvel, det må jeg så respektere. Man kan ikke finde en mand, der ikke vil findes. Et eller andet sted glæder det mig, at han tør gøre det. Jeg er sikker på, at det vil styrke ham og give ham nogle uvurderlige oplevelser. Jeg håber, at han har det godt! Og så fryder jeg mig en lille smule, fordi han således har stukket en kæp i hjulet på Georges planer! Der skulle ikke være noget til hinder for nu, at vi bortfører Mademoiselle Bourgaine, eller hvad vi nu finder på. Skandalen er alligevel i gang.

 

23/11 Møde hos Dugarie i dag, hvor vi forberedte sagen. Et eller andet lyst hoved kom i tanke om, at vi havde taget Farfars lille dragkiste med fra Bergerac. Tænk, at jeg kunne glemme det, eller har de andre glemt at sige det til mig? For jeg havde da hellere end gerne rodet den igennem for længe siden! Kisten indeholdt en hel stak kærlighedsbreve til Farmor (interessant læsning fra en mand, som vi senere kender som kedelig og pedantisk!), Farmors dagbog (hun nævner, at han ændrer sig efter rejsen til Nordlandet, men det er jo ikke noget nyt), derudover var der nogle regnskaber, et papir om et opkøb af ejendom, som Blaise får advokaten til at kigge på, og en halskæde med en smeltet metalklump ligesom de Levres!!

 

24/11 1600 Vi fik besked i dag om at Benin er død under en brand i sit bibliotek. Skødesløshed fra en gammel mand eller påsat? Det vides ikke. Oberst Dugarie kaldte Robert og mig til møde i eftermiddags. Han foretrækker, at det kun er os to, der sidder med ham i salen under Parlamentssamlingen. De andre, siger han, kan for let lave eller forårsage ballade. Det er heldigvis kun Pierre, der har ytret ønske om at komme med, og ham snakker Robert med. Dugarie mener, at vi har et loyalitets problem med Pierre. Han spurgte os desuden hvor meget vi var villige til at ofre for at vinde. Om jeg var villig til at opgive mit navn for eksempel. De eneste i Montrouge familien, som jeg har elsket og skylder noget er svigermor og Charles, og de er begge døde, og så Guillaume, som selv er flygtet fra navnet. Bergerac betyder så meget mere for mig. At Robert får hvad der tilkommer ham! At kunne vende hjem til det Bergerac, som jeg kender så godt. Roberts lykke: det betyder alt! Men, Åh, hvor jeg glæder mig til det hele er overstået!

 

25/11 1600. Parlamentsåbning i dag. Alle er i deres stiveste puds. Vi så de kongelige køre forbi i procession. Blaise er vist stadig meget interesseret i prinsessen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Jeg ville selvfølgelig foretrække, at han ikke tænkte på hende mere, men det gør han. Stakkels Blaise: han vil altid have det, som han ikke kan få. Nu har han mig, og hvad gør man så? Er det så ikke sjovt længere?

 

28/11 1600 Vi vandt! Det er fantastisk! Alle de måneder, hvor vi har slidt og spekuleret og håbet, er nu til ende: vi har vundet! 341 mod 359 var optællingen til Beauforts store ærgrelse. Mange af hans faste støtter faldt fra. Det var en langtrukken sag. Beaufort begyndte med at fremlægge sagen i alle detaljer, men det forhindrede ikke Dugaries allierede i at stille spørgsmål på spørgsmål. I starten gik det godt for Beaufort, men efterhånden blev han mere og mere trængt. Til sidst begyndte han med mudderkastning: beskyldte den yngre generation af Bergeracer at være nogle slagsbrødre, hvorefter Dugarie spurgte til Pierre og Beauforts indbyrdes økonomiske forhold og antydede bestikkelser, undskyld; favorable lån til parlamentsmedlemmer. Dén havde Beaufort svært ved at vende tilbage fra. Lige inden stemmeafgivelsen nåede én af vores støtter lige at komme med en højlydt kommentar om bruddet på traditioner. Undervejs i sagen havde Marco, Pierre og ikke mindst Blaise nogle skærmydsler med nogle af Beauforts fogeder, som var kommet med vigtige papirer til ham. Behøver jeg at sige, at papirerne aldrig nåede Beaufort? Jeg ville ønske, at jeg kunne have været der; for det lyder vitterligt som en sjov episode! På vejen hjem læste vi i de erobrede papirer, og det var nok meget godt, at de ikke nåede så langt. Far benyttede sig også af sine forbindelser dengang med omstødelsen af Farfars testamente. Han var ven med den daværende sekretær af Vexins Råd, akkurat som Pierre Berg er nu. Selvfølgelig med den forskel, at Far rent faktisk havde loven på sin side! Det kunne ikke desto mindre have forringet vores sag. Men vi vandt! Vi vandt! Vi tager afsted cirka nu til Bergerac for at redde hvad reddes kan. Pierre Berg skulle helst ikke nå at brænde stedet af bare for at ærgre os!

 

29/11 1600. Jeg er allerede godt træt af at sidde i kareten, men vejret er så dårligt, at jeg ikke gider ride heller. Drengene skiftes til at ride, undtagen Pierre, som sidder fordybet i en laset udgave af Lysets Bog. Til gengæld får jeg drukket en del rødvin og champagne for at fejre sejren. Bare vi snart var hjemme! Jeg kan næsten ikke vente med at se slottet igen!

 

1/12 1600. Reynaud indhentede os i morges og vi nåede hjem her til aften. Her ser farligt ud. Der stod en kæmpe bunke møbler, nedrevne tapeter og gardiner, vaser og lysestager, og Fars flængede portræt i gården. Vådt, halvsmadret, kasseret af Pierre Berg. Vi har forsøgt at rydde op. Robert og Reynaud tog ind til byen for at få fat i advokaten og sætte ham ind i situationen. Her var selvfølgelig nogle af Pierre Bergs folk da vi kom, men de stak af. Vi tog dem i bogstaveligste forstand med bukserne nede! Vi indtog huset, som om vi var ventet, som om de var tjenestefolk, der burde sørge for os. Jeg kørte den helt ud - råbte på paraply, som Blaise til sidst kom med, og bad om at få et bad gjort klar. De var mildest talt forbløffede og vidste vist ikke om de skulle slå os ihjel eller stikke af. Ja, det endte jo med at de stak af, heldigt for os. Vinkælderen er fuldstændig hærget. Der ligger smadrede flasker overalt. Lyset være lovet, at vi tog de bedste årgange med til Ryendor City, da vi forlod slottet dengang. Meget få flasker er tilbage, og det er hovedsageligt de få dårlige årgange. Tragisk, tragisk! Hvis jeg nogensinde ser Pierre Berg igen, skal jeg personligt kradse alle Fars ansigtstræk fra hans ansigt! Han er ikke familie! Jeg hader ham!

 

Det bliver noget værre roderi, det her skriveri. Hverken kronologisk eller sammenhængende. Vi så lys i klosterruinen, da vi drog forbi, men ingen gad undersøge det. Jeg har nu sat mig for at kigge på det i morgen. Åh, jeg kan huske alle de spøgelseshistorier Blaise og Robert fortalte mig som barn. Den 1. Bergerac hjalp kongen med at banke nordlændere og fik lov til at beholde al det land, han kunne erobre. Nordlænderne tog på hævntogt og bankede min fjerne forfaders bondehær med ham selv i spidsen. De kunne heldigvis ikke få hans søn, som vist kun var en stor dreng på det tidspunkt, for han sad trygt og godt med resten af familien bag borgens uigennemtrængelige mure. I stedet kastede de sig over det nærliggende kloster, og røvede og plyndrede stedet, og dræbte alle munkene. Disse munke siges nu at spøge deroppe. Jeg var hunderæd for det sted som barn, og elskede det ligeså højt! Jeg kan huske, at Robert og Blaise udfordrede mig og Maurice til at sove derude en nat. Maurice tog hjem kort efter mørkets frembrud under påskud af, at han skulle tisse - jeg så ikke mere til ham dén nat. Jeg var så bange! Jeg syntes bestemt, at jeg så spøgelser omkring mig hele tiden, skygger der greb ud efter mig, tåge der omsluttede mig, som blev jeg opslugt af en anden verden. Men jeg holdt ud. Intet i verden kunne have fået mig derfra. Jeg ville imponere drengene. Jeg ville vise dem, at jeg var præcis lige så modig som dem, selvom jeg var en pige og så meget yngre end dem selv. Flere år efter betroede Robert mig, at han og Blaise havde våget over mig hele natten, ude i mørket og kulden. Jeg havde ikke haft noget at frygte. Hvor jeg dog elsker de to! Robert og Blaise, Blaise og Robert! Jeg ville gøre alt for dem, vil stadig gøre alt for dem. Mon de er klar over, hvor vigtige de er for mig? De er hele mit liv. Jeg tror, at de ved det. Med Dugaries hjælp er jeg blevet i stand til at fortælle dem det.

 

Jeg kom mærkelig tæt på Pierre i dag. Vi gik og ryddede op i biblioteket, da han betroede mig noget han har båret rundt på længe. Han indledte med at fortælle om den udgave af Lysets bog han havde studeret så grundigt i kareten på vej hertil. Det har været Farfars, givet videre til onkel Josephe, og nu givet videre til Pierre. På titelbladet er skrevet ”Til dig min søn giver jeg den indsigt Lyset har givet mig”. ”Den indsigt Lyset har givet mig”. Præcis de ord havde Benin brugt, da Dugaries mand havde besøgt ham. Ligesom jernklumpen knytter de Levre til Farfar, knytter dette Benin til ham. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gennemskue det! Farfar var en barsk og puritansk mand, meget svær at komme ind på. Hans krønike er kedeligt og pertentlig. Jeg har et kæmpe ønske om at lære ham at kende, vide hvad han brændte for, hvad, der kunne få de store følelser op i ham! Vi kiggede Lysets Bog grundigt igennem, men fandt intet. Der er et eller andet med den, og jeg skal nok komme på hvad det er. Der må være mere til den bog, end hvad der møder øjet. Nok om det. Pierre fortalte mig bagefter, at de mareridt de røde sten antagelig gav ham, var det samme drømme han blev plaget af som barn og ung mand. Han har vist haft en meget barsk barndom i klostret, og det var også der, at han ved et uheld faldt over en bog, som siden gav ham de onde drømme, som altså har plaget ham lige siden. Han genfortalte dem til mig, og de gav mig kuldegysninger! Hans mareridt starter præcis som mit eget virkelige mareridt. Præcis som de minder der farer igennem mit hoved, hvis ikke jeg føler mig tryg, når jeg skal sove. Han vandrer gennem øde gader i Ryendor City på vej hjem fra en festlig aften. Han kan høre stemmer i det fjerne, leende, råbende stemmer, men ser ingen mennesker. Gaderne er tågede. Så hører han skridt bag sig, skridt, som kommer nærmere. Han flygter fra dem, men der er ingen steder at løbe hen. Der er som om, at personen bag ham ved præcis, hvor han løber hen. Han søger til sidst tilflugt nede i en gyde, hvor en enkelt dør står åben, lys strømmer ud derfra. Da han træder ind ser han en kappeklædt person med hætten oppe. Skikkelsen giver ham fornemmelsen af lige dele angst og tiltrækningskraft. Personen vender sig, tager hætten af og han genkender vedkommende, men kan aldrig huske hvem det er, når han vågner, badet i sved. Men ét ved han: det er det mest frygtindgydende væsen han nogensinde er stødt på. Jeg lovede ham at tie stille med det. Jeg forstår ham. Det hjælper at tale om det, om mareridtene så er virkelige eller bare mareridt.

 

Blaise havde gjort det hele så fint. Vi har forvist Robert til Fars gamle soveværelse og Blaise har overtaget Roberts værelse, som ligger ved siden af mit. Vi snakker om at få lavet en dør mellem værelserne. Blaise har rykket rundt på det hele, taget de bedste møbler ind på vores værelser, den bedste madras. Vi reddede i fællesskab hvad vi kunne af det, der lå i gården. Mange af tingene kan nok reddes, hvis vi får et par håndværkere til at se på det. Jeg glæder mig nu til, at tjenestefolkene vender tilbage! Her er så meget at lave. Nu begynder Blaise at distrahere mig, så jeg slutter mit sære sammensurium for i aften.

 

2/12 1600. Det har sneet i nat! Alt er hvidt udenfor - det er pragtfuldt! Blaise har åbnet vinduerne og her er hundekoldt! Han vækkede mig ved at recitere smukke digte om sne i mit øre. Lige nu er han nede i køkkenet og arrangere morgenmad til os. Jeg elsker ham!

 

Senere: Vi gik tur i sneen efter morgenmad og sådan noget. Robert dukkede op netop som en sneboldkamp var under opsejling. Herlig morgen! Robert og Pierre tog ind til byen igen, og Blaise og jeg vækkede Reynaud. Jeg med en vasker og Blaise med et glas anissnaps (de sidste rester af fader Bryants hjemmebryg). Vi fik lokket ham med ud til ruinerne, hvor vi fandt et par af Pierre Bergs knap så håndgangne mænd. De havde ikke set os komme i går og virkede meget forvirrede over det hele. Vi fulgte dem pænt ned til byen, så de kunne aflægge rapport hos deres sergent, som Robert fik sat i kachotten i går. 21 mand sidder der i alt. 6 af dem er fortsat loyale overfor Pierre Berg, resten kan nok overtales til enten at skifte herre, hvis de ellers dur til noget, eller til at forlade stedet med en trussel om bål og brand, hvis de vender tilbage hertil. Robert og de andre har virkelig været effektive i nat og i dag. Robert havde en hel flok stærke unge mænd til at hjælpe til med at rydde ud i Pierre Bergs fogeder. Garnisonen blander sig ikke medmindre der bliver optøjer, så det prøvede de at undgå. Blaise holdt en opbyggelig lille tale for mændene.

 

Vi fandt frem til Madame Beauvais og en del af tjenerstaben (mange af dem er jo i familie med hende et eller andet sted). Hun gav os en ordentlig skideballe, da vi kom hjem og hun så husets tilstand. Vi sagde bare ja og amen til hende - vi tør ikke andet. Heldigvis gik hun hurtig i gang med at få orden på sagerne. Hun er et eventyrligt menneske, Madame Beauvais. Hvad skulle vi dog gøre uden hende. Hun er omslaget, der holder vores bog sammen! Øjeblik, jeg kom lige i tanke om noget

 

Jeg har fundet Farfars manglende notater! Pierre gav mig lov til at sprætte hans Lysets Bog op, og omslaget var lavet af notaterne! Alle 40 sider var der! Jeg blev dog noget rystet over indholdet. Sagt kort var Farfar vist i gang med nogle sortkunster eller noget andet hedenskab sammen med, gæt selv: Benin, de Levre og Alfredo Alberto! Hvad jeg ikke kan gennemskue er præcis hvad det er, de havde gang i. Noget med at åbne en port. Det jordopkøb Farfar foretog i Nordlandet er på en eller anden måde involveret. Det var stedet det skulle foregå. Tidspunktet angiver han til Equinox eller det nordlandske Samhain. Jernklumperne er selvfølgelig involveret. De blev fundet, da noget han kalder Elverhøjene blev gravet ud. Åh, det klør i mig at løse gåden, men Robert mener, at jeg skal lade det være. sortkunstneri er ikke noget jeg bør rode rundt i, mener han. Jeg tror jo ikke på det hokus pokus, men jeg vil så gerne finde ud af, hvad det hele går ud på!

 

Bagefter hev Robert mig til side. Han havde selvfølgelig hørt om den dør Blaise og jeg ville have lavet, og mindede mig om, at det ikke vare mange øjeblikke før den nyhed når Madame Beauvais, Mama og resten af verden. Han vil så nødig have skandale knyttet til huset her, og det forstår jeg jo godt. Det er jo heller ikke fordi, at jeg ikke vil giftes med Blaise. Vi har bare snakket om at tage det lidt med ro. Og så er der det med pengene. Blaise ejer jo praktisk talt ingenting, og jeg har kun min enkepension. Jeg kan godt lide tanken om at være selvstændig. Ikke være afhængig af nogen økonomisk, ikke blive forsørget. Ja, jeg har jo ladet Robert forsørge mig i det sidste ½ år, men jeg kan i princippet gøre det selv. Robert tilbød mig en lignende sum af den jeg får fra Charles testamente. Jeg har det bare meget bedre med at plukke Georges end Robert! Jeg bliver vel nødt til at tage det op med Blaise, helst i aften, før Madame Beauvais kommer rendende og skælder ud.

 

Senere endnu: Vi gifter os til midsommer! Det med økonomien finder vi nok ud af. Det, der betyder noget, er at vi elsker hinanden og gerne vil tilbringe resten af livet sammen! Han sover nu, min smukke mand. Jeg kunne ligge og kigge på ham hele natten! Han er så ked af, at han ikke har fred med sin familie. Uvenskabet med hans far æder ham op. Jeg håber sådan, at dette bryllup kan forene dem igen. Han vil gerne tage mig med til Fuentor, til Gariele, hvor han er født, og jeg vil så gerne møde hans familie. Jeg har lyst til at danse og skrige af fryd! Det er som om, at hele verden tilhører mig i aften! Jeg elsker livet! Jeg elsker ham!

 

Han sover som et barn. Laver små lyde i søvne. Hans brystkasse hæver og sænker sig, og min hånd hører hjemme der et sted. Så vil jeg kærtegne ham, mærke hans hjerte banke, mærke hans glatte, mørke hud under mine fingerspidser. Min smukke mand. Min smukke, romantiske, dystre og levende, drømmende og funderende, vidunderlige mand. Jeg hører til ved hans side.

 

3/12 1600 Bergerac. Sneen er væk. Jorden er brun og våd som før. Verden ser brugt og beskidt ud, som om at der udendørs trænger til lige så meget oprydning og rengøring som indendørs. Men jeg ved, at sneen kommer igen og dækker grimheden med sit smukke hvide tæppe og dæmper alle lyde.

 

Jeg fortalte Blaise i morges, at jeg ikke troede, at jeg kunne få børn. Jeg synes, at jeg skyldte at fortælle ham det, før vi annoncerer forlovelsen. Bare for det tilfælde, at han håbede på sit eget personlige kompagni af unger. Han tog det nu ikke så tungt. Han var faktisk mere stødt over, at jeg ikke havde fortalt ham om min ulykkelige graviditet før. Sandheden er, at jeg ikke har tænkt ret meget over det, indtil for ganske få måneder siden. Og det har ikke rigtig haft betydning for mig før nu.. Men han sagde så sødt: Hvis der ikke kommer børn, så gør det ikke noget. Og hvis det alligevel kommer, så tager vi det som en glædelig overraskelse! Præcis min indstilling! Jeg kunne faktisk godt tænke mig at få børn med Blaise på et eller andet tidspunkt, når vi er faldet lidt mere til ro. Jeg har stadig rejselysten og eventyrerne i kroppen, og er absolut ikke villig til at lade det fare endnu! Nu får vi se.

 

Senere: En fantastisk fyr er dukket op sammen med håndværkerne! Han hedder Patrice, og hvis ikke han bliver holdt i ørerne, så ville han forvandle hele Bergerac til et østerlandsk palads med papirsdøre og jadedrager og det hele! Blaise og jeg plagede Robert om at få de to gæsteværelser yderst på venstre fløj (dér hvor der er balkon!). Idéen er at sætte en dør op i gangen, så vi kan være i fred, når vi ønsker det. Vi lader værelserne være separate. Det er meget rart at have soveværelse separat fra musikværelset/studérkammeret/krostuen. Og så har vi eget privét! Patrice og jeg blev enige om at dybviolette gardiner og draperinger om sengen ville se godt ud mod det hvide silketapet. Den mørke farve var for at imødekomme Blaises ønske om noget lidt dystert, og sorte gardiner vil jeg i hvert fald ikke have! Blaise foreslog i øvrigt selv, at vi om sommeren kunne have lettere og lysere gardiner, som kunne stå og blafre blidt i brisen. Dén idé købte både Patrice og jeg uden tøven. Her bliver bare så hyggeligt!

 

Jeg var hos advokaten i dag for at spørge til Farfars land i Nordlandet. Han kunne ikke fortælle mig andet end, at Farfar i sin tid købte landet og tårnet af Hertugen selv. Jeg tror, at jeg skriver til Hertugens administrator, og spørger omkring omstændighederne af købet, og om stedets historie. Jeg har kigget Farfars papirer igennem igen og igen. Jeg skriver til Bogtårnet i Brest om de har bøgerne - de var jo ret så velassorterede.

 

Vi annoncerede forlovelsen til aftensmaden. Det blev vel modtaget! Vi fortalte det også til Madame Beauvais, som straks gik i gang med at sprede nyheden og planlægge det hele. Det er vist meget godt, at vi frivilligt overlader det hende og Mama, for vi får vist ikke meget at skulle have sagt alligevel!

 

Vi drejede dog ret hurtigt samtalen ind på Reynaud, og det endte med, at han ville skrive til Jacquelines familie og officielt anmode om hendes hånd. Måske vil de se mildt på det, fordi det kan hindre den helt store skandale, når Guillaume ikke dukker op til brylluppet. Åh, jeg håber, at han har det godt. Jeg ville gerne tale med ham. Jeg er bange for, at han har været mere forelsket i mig end jeg i ham. Han virkede i hvert fald meget ked af det i det sidste brev han fik. Det har selvfølgelig været en blanding af alle mulige omstændigheder (giftermål med en pige han ikke kender, og som elsker en anden, Georges pres på ham, mit fravær i en tid, hvor han havde brug for min støtte og hjælp). Jeg kan bare ikke lade være med at føle skyld for at have svigtet ham, samtidig med, at jeg ved, at det ikke kunne blive anderledes. Vi kunne jo ikke blive gift! Og nu elsker jeg Blaise med en anden, dybere, på en eller anden måde mere rigtig kærlighed. Jeg er så ked af at have såret ham, og jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe ham, være der for ham nu. Jeg håber, at han skriver snart.

 

4/12 Robert og Blaise klarede det med fogderne i morges. De værste af flokken sendte vi til Duc de Beaufort, så han kan tage sig af dem. Med det anklageskrift vi sender med, kan han næsten ikke gøre andet end at hænge dem. Jeg er så imponeret over hvor let og elegant Blaise klarer alting. Han sagde for sjov på et tidspunkt, at han burde kræve løn for al det administrative han tager sig af for Robert. Han har faktisk ret! Men Robert vil jo så gerne gøre alting selv, og det er faktisk et problem. Han kan ikke gøre alting selv. Han kan ikke være alle steder på en gang. Og han tænker ikke altid hurtigt nok, når det gælder. Han skal nok blive dygtig med tiden, det er jeg ikke i tvivl om, men han må lære at lede og fordele. Det er det gode gamle problem med, at han skal lære at stole på, at vi godt kan gøre tingene tilfredsstillende for ham. Ellers slider han sig selv op, og det vil jeg så nødig se ske!

 

Senere: Efter at Robert og delegationen var taget til Carcaronne for at modtage byens overgivelse, tog Blaise og jeg med Reynaud til Crassure-Beau-Regard. Jeg har ikke været der i næsten 10 år, men udefra lignede stedet sig selv: 2 etagers bindingsværkshus i 2 længer og 4 skorstene, omringet af et mylder af udhuse og tilbygninger lige i udkanten af skoven. Det er et herligt sted! Reynaud prøvede at finde hovedmanden og få ham til at støve staben op. Imens prøvede vi at få sat lidt skik på huset. Alle møblerne er her, og Reynaud fortalte at de lokale bønder havde reddet biblioteket inden Pierre Bergs mænd rykkede ind. Til gengæld mangler alt man kan læsse på en hest og stikke af med: alle nipsgenstande, lysestager, alt sølvtøjet, ja selv lysekronen, og den er ellers ikke lige sådan at pakke ned! Vi tændte op i alle ildstederne, så huset kunne blive varmet godt op. Her ligger blade på gulvet alle vegne, så døre og vinduer må have stået åbne.

 

Mens vi spiste vores medbragte frokost og drak noget varm grog mindedes vi gamle dage. Den mest tydelige erindring for os alle var dengang jeg for vild i skoven. Jeg havde med vilje forladt stierne, fordi jeg ville opleve en anden del af skoven end jeg plejede. Jeg husker selv turen som værende ganske fantastisk! Kort før at mørket faldt på stødte jeg på kulsvieren, en tavs og indesluttet mand, som dårlig vidste hvad han skulle stille op med et 13-årigt pigebarn på udflugt. Han fulgte mig hjem. Jeg snakkede og snakkede til ham, men han sagde ikke et ord på hele vejen. Da vi nåede udkanten af skoven, lige ved Crassure-Beau-Regard, pegede han på huset og sagde: Dér! Så vendte han sig om og gik ind i skoven igen og jeg så ham aldrig siden. Det var bælgravende mørkt udenfor, da jeg trådte ind i huset, som var i vild panik over min forsvinden. Tjenestefolk var sendt ud med fakler for at lede efter mig sammen med Far, Onkel Josephe, Robert og Blaise. Og da jeg fortalte at denne her flinke kulsvier havde fulgt mig hjem, var Mama nær besvimet af skræk. Det viser sig, at manden engang havde mistet hele sin familie i en frygtelig brand, som man mente han selv havde antændt. I hvert fald havde man fundet ham sindssygt leende uden for huset, og han blev aldrig siden normal i hovedet. Jeg kan nu stadig ikke tro på, at han havde noget med sin families tragiske død at gøre. Enhver ville da blive sindssyg af at miste sin familie på dén måde! Jeg er i hvert fald taknemmelig for, at han fulgte mig hjem den aften. En sjov bihistorie dertil var at én af onkel Josephes tjenere, Jean-Luc, blev sat til at holde øje med at jeg ikke stak af igen, og jeg tror nok, at jeg drev ham mere eller mindre til vanvid med mine påfund, indtil han fandt på at tage mig med til sine søstre, Marie, som bagte de skønneste pandekager. Resten af ugen tog Jean-Luc mig dagligt med til Maries hus, hvor jeg spiste pandekager og sad foran ildstedet og lyttede til en gammel mands fortællinger og eventyr. Jeg tror nok, at han var Marie og Jean-Lucs bedstefar; han var i hvert fald tudsegammel og fortalte eventyr så man virkelig kunne se dem for sig. Det var fantastisk!

 

Affødt af dén erindring besluttede vi at besøge Marie, for at se om hun stadig kunne finde ud af at bage pandekager. Det kunne hun! Hun var glad for at se os, og vi sad der resten af eftermiddagen og snakkede om gamle dage. Den gamle mand var død for år tilbage, til min store fortrydelse. Jeg ville så gerne have fortalt ham om vores virkelige eventyr i kolonierne.

 

Sjovt nok involverede mange af vores barndomsminder min falden ned fra alle mulige steder. Jeg husker meget tydeligt min lille ekskursion op på taget for at redde den fuglerede som sad i én af skorstenene. Skorstensfejeren havde allerede sat sin stige op, så det var intet problem at komme op. Men sådan noget stråtag er farlig glat at klatre rundt på, og det endte da også med, at jeg rutsjede ned i en vældig fart. Det var faktisk rigtig skægt indtil det øjeblik jeg hang i luften adskillige meter over jorden og mærkede tyngdekraften have rigtig godt fat i mig. Heldigvis havde jeg hevet en masse tækkestrå med mig i faldet, så jeg landede forholdsvist blødt. Jeg blev lige slået ud et øjeblik, og da jeg åbnede øjnene igen stod alle drengene og kusine Daphne og kiggede bekymret på mig. Det var lidt af et under, at jeg ikke havde slået mig selv ihjel! Knap så galt var det, da jeg smed mig ud fra anden sal på min tur ned af gelænderet, fordi at jeg ikke ville køre ind i den pyntedims, der stod i svinget. Jeg skulle selvfølgelig have kastet mig den anden vej, men Pierre løb i vejen.

 

Jeg prøvede ihærdigt at komme på en oplevelse, hvor jeg ikke var kommet i uføre, og det lykkedes da også: Jeg husker den gynge som jeg satte op i det højeste træ i deres baghave. En mægtig gynge som man kunne svinge ud over andedammen med. Robert og Blaise ville begge to prøve først og de fik gynget rigtig højt op, da mine ikke helt gode knuder gik op og de svævede nok så smukt lige ud i andedammen! Vi fik Jean-Luc til at binde nogle ordentlige knuder, og gyngen hænger der såmænd endnu!

 

Da vi kom tilbage til Bergerac var Robert ikke dukket op endnu. Det er han stadig ikke, og jeg er ved at være ret bekymret for ham. Carcaronne skulle jo være fuld af fogeder. Måske overgav byen sig slet ikke, men sendte fogderne ud for at slå Robert ihjel? Åh, nu bliver jeg endnu mere bange! Bare han dog snart ville komme hjem!

 

5/12 1600. Robert var blevet overfaldet af nogle af fogeder, det var lykkedes at stikke af fra Carcaronne. Han er svært såret, ikke livsfarligt heldigvis, men kommer nok til at være sengeliggende i en tid. Overgivelsen var gået fint. De havde overgivet 30 af Pierre Bergs fogeder. 20-25 mand var stukket af i små både, det vil sige, at vi har ca. 30 af Pierre Bergs tidligere fogeder på fri fod - ikke nogen rar tanke. Der er blevet sendt besked ud om, at folk som træffes med de gamle fogedbadges skal anholdes på stedet. Der bliver nu lavet hvid kant på alle de gamle fogedbadges, så man tydeligt kan se hvem der er rigtige fogeder, og hvem der er tidligere fogeder og nuværende forbrydere. Blaise satte borgmesteren i Melun til at koordinere en slags arbejdscentral for hele Bergerac, så der kan findes arbejde til alle de tidligere fogeder, som har taget imod tilbudet om at tilslutte sig Roberts kompagni og samtidig få et job som foged, svend eller andet. De, der ikke har taget imod tilbuddet, er blevet fulgt til grænsen med beskeden om, at hvis de findes på Bergerac-jord igen med ondt i sinde, vil de blive hængt. Nogle stykker tog i øvrigt imod bestilling som lejesoldater for Dugarie, hvis han ellers vil have dem. Jeg tror at den arbejdscentral vil blive en stor fordel for Bergerac; Der er et bestemt sted man skal henvende sig, hvis man har brug for eller tilbyder arbejdskraft. Det er da ret genialt og ikke så lidt forud for sin tid!

 

6/12 Jeg plejede Robert hele dagen i dag, og fik endelig oplevet ham uddele opgaver til andre! Jeg har hoppet og sprunget for ham, så i morgen må det være en andens tur. Det cirkus gider jeg ikke igen. Du glade verden, hvor kan sådan en syg mand dog være krævende!

 

(Brev sendt til Guillaume)

 

7/12 1600. Én af Reynauds soldaterkammerater, seniorsergent Cedric de Vasseau, ankom i dag for at slutte sig til kompagniet. Han er nu sat til at oprette et kompagnikontor på Hotel de Ville i Melun. Han vil tage imod de folk, der ønsker at blive indrulleret, og bedømme om de er egnede. Han virker som en meget kompetent mand, som nok skal kunne udfylde sin nye rolle med bravur!

 

8/12 1600. Der er blevet lavet beskrivelser af alle Pierre Bergs forsvundne fogeder (lavet af hans forhenværende, og vores nuværende fogeder). Det viser sig, at rottemanden, som de rent faktisk har kaldt Rotten, har været en hyppig gæst her sammen med Døberen (gys!). Beskrivelserne og arrestordrer er sendt til Duc de Beaufort og Hertugen af Nordlandet, samt en specifik arrestordre på le Brun til hertugen over den by, hvor vi først mødte Rotten. Sjovt nok er der ingen beskrivelser af de mænd Pierre Berg havde med sig på skattejagt på trods af, at deres del af skatten, elfenbenene, stadig er her på Bergerac. Vores teori er nu, at de ligger døde et eller andet sted, måske gravet ned i baghaven, hvem ved? Det beviser kun, at ingen, absolut ingen, kan stole på Pierre Berg. Han stikker venner og fjender i ryggen for forgodtbefindende. At han og Far er tvillinger er umuligt at fatte!

 

12/12 1600. Der kom en kæmpe bunke bøger om taktik fra Dugarie til stakkels sengeliggende Robert i dag. Så får han da endelig andet at lave end at ligge og råbe på mad, drikke og selskab. Vi andre har rigeligt travlt med at skure og skrubbe, sætte møbler på plads, og snakke med håndværkere om hvordan det ene og det andet skal se ud. Jeg har sluppet Patrice løs i mit gamle værelse, som vi har tænkt os at Mama skal have, nu Robert har overtaget herresoveværelset.