Travlhed

 

En travl ung dame

(Alencon - Nicholas St.Marie - Roger d'Arras -

Marianne - Matt Donaldson - Fødselsdag)

 

 

 

18/8. Jeg tog en fridag fra skriveriet i dag, og red ud i Deumille-skoven med Springer. Jeg havde taget en madkurv med (Madame Renoir ville ikke lade mig tage af sted uden). Jeg har siddet og hængt alt for meget indendørs den sidste tid. Først hos Dugarie og nu med min bog. Jeg mangler nu ikke ret meget - historien fortæller jo næsten sig selv, føles det som. Der er lige et par ting jeg skal have strammet op på - det sidste faldt faktisk på plads i dag under ridningen. Det var en herlig tur! Både Springer og jeg nød det i fulde drag!

 

Alexia og jeg spadserede i Kongens Have her til aften. Hun er allerede begyndt at blive et kendt ansigt (jeg slæber hende jo også med til alt muligt), og hun nyder at hilse høfligt på den ene og den anden unge mand, som bukker dybt med fejende bevægelser og smigrende ord til følge. Jeg gik jo nærmest direkte fra debutantballet til brudeskamlen, så jeg gik glip af alle de falbelader, der er omkring partner-jagten. Det er nu vældig underholdende at være vidne til (og lidt falder der da også af på den gamle tante - hi!).

 

20/8 Jeg sendte brev til Fader Bryant i dag. Vi havde jo allerede snakket om, at jeg gerne ville komme til Alencon i efteråret, og hvis det passer ham og hans familie, så ville jeg tage Pippin med mig i starten af næste måned.

 

Jeg var henne forbi Blaise i dag på et af mine obligatoriske besøg. De bliver mere og mere obligatoriske frem for frivillige. Han er ikke nogen fornøjelse at besøge, i hvert fald ikke i dag. Han er så humørsyg, at man aldrig ved hvad det næste bliver. Netop som man sidder og samtaler hyggeligt, bliver han pludselig mut og indelukket, kommer med spydigheder, hvis han da overhovedet siger noget. Jeg begynder at undre mig mere og mere over, at jeg nogensinde kunne falde for ham, for enten må jeg have været meget blind, eller også har han forandret sig til det uigenkendelige.

 

24/8 Så blev bogen færdig! Jeg har indleveret den hos Reoul & Søn, som var meget interesserede, men dog lige ville sende bogen forbi censur-rådet først, fordi der havde været ”problemer” med rådet sidst. Det kunne jeg jo ikke rigtig protestere imod. Der er ingen, der ved hvor længe det tager (censur-rådet har vist en hel del at se til), så nu får vi se. Til gengæld er de også interesserede i digte (bare det ikke er erotiske digte, som censur-rådet med garanti vil protestere imod), så jeg skulle måske se at kigge på mine skriverier og se, om der er noget deriblandt, der kan bruges. Når jeg nu alligevel har blækplettede fingre, kan jeg jo ligeså godt forsøge at leve af det! Jeg er så småt begyndt at pusle med en historie til - mest afstedkommet af en melodi jeg fandt på den anden aften, da jeg øvede mig lidt på lutten (den bliver doven, hvis den ikke bliver brugt). Lidt efter lidt kom der ord på, og nu begynder idéen til en hel historie at mase sig på.

 

Philippe og Alexia har fundet et sted at bo! De flytter i starten af oktober. Det er bare et bare gader væk, og jeg har lovet Alexia, at hun må kommer her forbi lige så tit hun vil. Hun var med henne hos trykkeren i dag, og med henne hos Dugarie og se til Bastian og Adele. Jeg klarede et par breve (”Herren er desværre bortrejst/syg/indisponibel, og vil med fornøjelse svare Dem på Deres forespørgsel, når han vender tilbage/bliver rask/får tid”, hvis det da ikke bare var de standardsvar, som de faste 4-5 enker og pebermøer plejer at få (med en rask lille imitation af herrens underskrift…)), mens hun kiggede lidt på bogsamlingen, som interesserede hende meget lidt ; den indeholder jo heller ikke meget andet end krigshistorie, strategi og sådan noget. Hun var til gengæld ret fascineret af Bastian og Adele. Jeg kunne bruge timevis på dem. Jeg må få Dugarie eller Reynaud til at lære mig at jage med dem, når de vender hjem igen.

 

Jeg plejer ellers ikke at tage Alexia med derhen, men det virkede vigtigt for hende, at jeg ikke lader hende i stikken nu, hvor de flytter. Så meget hun end elsker sin far, tror jeg, at hun frygter lidt at skulle bo alene med en ældre, svagelig herre, som ikke har energien til at holde sin unge datter beskæftiget. Jeg er lidt bekymret for Philippe. Han er meget længe om at komme sig over sine strabadser i Almohadh, og jeg er begyndt at tvivle på om han nogensinde kommer sig helt over dem. Han ser meget gammel og hærget ud, selvom han ikke er ældre end Far. Men det er nu ikke så mærkeligt, når man tænker på hvad han har været igennem. Han har heldigvis ikke noget i mod, at Alexia bruger så meget tid med mig. Han har ikke de betænkeligheder som onkel Joseph har.

 

4/9 1601. Jeg fik brev fra Dugarie i dag, afsendt d. 27/8. Der var et par ting, som han bad mig om at tage mig af, hvis det skulle ske, at han ikke vender tilbage - instruktioner omkring testamente mm. Der var også en erkendelse af, at han var forelsket i Mademoiselle Bonnette, og at han nok kom til at skulle gøre noget ved det, hvis ikke krigen kurerede ham for det (næppe! er min uforbeholdne mening).

 

Og så skrev han noget, som jeg igen sidder her og blive helt stille af - han fortalte hvordan det havde været en fornøjelse og et privilegium at arbejde sammen med mig - hvor meget han havde sat pris på mig - og så skrev han, at han burde udnævne mig til kaptajn, for jeg har alle de egenskaber en officer bør have! Jeg læste det igen og igen, og kunne slet ikke fatte det. Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken om mig i spidsen for et kompagni… nej, ved du hvad! Og nej, ellers tak! Men det er noget af den størst ros Dugarie kunne have givet mig! At sammenligne mig med en officer… At have gjort sig fortjent til Dugaries respekt - dét må være noget af det sværeste et menneske, især en kvinde, kan opnå. Jeg har en god, varm fornemmelse indeni - ren og uforfalsket stolthed!

 

5/9 1601 Orleone. Pippin og jeg tog afsted i morges mod Alencon. Jeg var forbi Dugaries hus i går og gøre rent bord inden afrejsen, og overlade plejen af fuglene til hans tjenere (som klarer det udmærket - at Dugarie bad mig tage mig af dem, er bare fordi, at han ville have nogen der elsker dem til at kigge til dem). Tjenerne fik et anstrengt udtryk i ansigtet, da jeg fortalte at jeg ville være væk et par uger - at fodre Bastian og Adele er vist ikke noget de betragter som nogen gunst - de bider! Sludder, sagde jeg, man skal bare behandle dem med respekt, og så hev jeg den yngste tjener, en knægt på 15-16 år med et vakst blik, med mig ud i haven. Jeg viste ham, hvordan man skulle tage dem, hvordan man laver klikkelydene med tungen (som jeg fortalte i øvrigt ikke virker på papegøjer - det morede ham vist), og hvordan man i øvrigt ser efter om de har det godt. Jeg tror, at han fik et lidt andet syn på de majestætiske dyr; han bedyrede i hvert fald, at han nok skulle tage sig af fuglene i mit fravær.

 

Pippin brokkede sig over at skulle sidde i en vogn dagen lang - der er ikke noget at lave, klagede han. Jeg fortalte ham lidt historier fra de fremmede lande - itzaerne, skatten på øerne, emirens palads (i særdeleshed vagterne og deres våben) - jo farligere, jo bedre. Jeg tror, at Pippin er bange for at miste sin position blandt vandrotterne, når han nu skal være væk så længe. Men han må gøre op med sig selv om han vil være vandrotte resten af sit liv, eller stige i graderne til en berejst personlig tjener, som kan begå sig andre steder end i sin egen baggård.

 

8/9 ”De vandrendes hvile”. Jeg var lige faldet i søvn, da jeg begyndte at drømme den særeste drøm. Omgivelserne var tågede og urolige, faktisk føltes det lidt som at være ombord på et skib. Jeg var i min højrøde balkjole, som jeg havde set mig selv i, da vi besøgte oraklet. Pierre kom gående i mod mig i sit mørke tøj, og konverserede høfligt. Han fortalte, at de går i land om to dage på Damars kyst, at de alle har det godt, men at 8 mænd har deserteret. Så vågnede jeg igen. Jeg er sikker på, at det var Pierre, der havde brugt sin magi til at kontakte mig, ligesom han sagde, at han ville! Det var en meget besynderlig oplevelse! Nå, nu vil jeg lægge mig til at sove igen - det er sent.

 

Jeg savner dem!

 

10/9 1601, Alencon. Ja, så nåede vi frem. Vi ankom ved frokosttid og blev vel modtaget. Marcel og Pippin kiggede lige hinanden lidt an, men rendte så afsted sammen. Jeg tilbragte én del af dagen i kirken, hvor jeg bad for at Robert og de andre har held med invasionen. Jeg kan slet ikke bære tanken om at de ikke alle sammen skulle vende hjem igen.

 

12/9, Alencon. Pippin og Marcel er blevet vældig gode venner allerede, og selvom Pippin klager over den landlige luft, så ser han ud til at synes godt om stedet. Jeg selv har det som om, jeg er kommet hjem. Det er nu en skam, at jeg ikke længere kan betragte Alencon som mit hjem. Det er skønt at ride rundt blandt alle de gamle folk, for de bliver så glade for at se mig. De savner Charles, men det lader til at de fleste accepterer situationen, og går til Fader Bryant, når det kniber. Hele Alencon virker som om, at de er i en venteposition - de venter på, at der sker et eller andet, som forbedrer situationen. Jeg ser forfald rundt omkring, men ingen vil tage imod mine tilbud om økonomisk hjælp. Jeg har i stedet besluttet at donere £100 til kirkebøssen, så Fader Bryant kan give til de trængende.

 

Jeg henvendte mig til skytten, som godt kunne huske mig, for at spørge om der er jagt snart, og om det måske kunne tænkes, at jeg kunne få lov til at deltage, rent diskret naturligvis, som klapper. Det viste sig, at der er jagt i overmorgen, og at jeg skulle være velkommen. Det sidste sagde skytten med et meget fornøjet glimt i øjet - jeg tror at det morer ham at gå bag om ryggen på Georges. Vores uvenskab lader til at være almindeligt kendt.

 

13/9, Alencon. Jeg har været ude det meste af dagen på Springer. Jeg holdt mig mest til skoven, men tog ind omkring familien Roscoêx til frokost. Møllen går godt, men også de har klager over Georges. Jeg prøver at holde mig neutral - jeg er jo ikke kommet for at skabe problemer for Georges - men er medfølende og huskede dem på, at Fader Bryant altid var villig til at lytte og hjælpe. Jean Roscoëx skal giftes på søndag, og jeg lovede at dukke op. Den heldige pige er såmænd Jeanette Bonseville - det kommer jo ikke som nogen overraskelse! Det er godt, at de endelig fik råd til at blive gift - de har ventet på hinanden i 5 år!

 

14/9, Alencon. Jagt! Det var skægt! Jeg lånte noget tøj, så jeg lignede de andre klappere. Det er jo ikke noget for kvinder, i særdeleshed ikke adelige at gå klapper. Det var meget, meget underholdende! Alle gik vist og hyggede sig lidt med, at Georges stedmor gik iblandt dem. Jeg har fornemmelsen af, at min blotte tilstedeværelse er en hån mod Georges. Ingen har jo været i tvivl om, at han og jeg alle dage har været, ja om ikke fjender, så i hvert fald ikke venner. Men det var hyggeligt at være klapper - vi gik og småsnakkede undervejs, spiste lidt medbragt mad og drak noget godt øl. Det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre end at Georges på et tidspunkt fik øje på mig og genkendte mig! Han blev stiktosset! Men da Prins Maurice deltog i jagten (hvad jeg først erfarede her til morgen), turde han ikke gøre eller sige noget. Men jeg kunne se ham skumme af raseri, og hvis blikke kunne dræbe, så havde de holdt begravelse i stedet for bryllup på søndag! Jeg holdt mig i baggrunden resten af dagen, for ikke at provokere ham. Der er jo givet andre end mig, som kan få problemer af dette her. Jeg tror, at jeg må begrænse mine besøg til Alencon i fremtiden - ærgerligt nok! Ellers ender det med, at Georges enten slår mig ihjel eller folk starter en revolte! Kombinationen af min tilsyneladende popularitet og Georges’ mangel på samme er ikke god!

 

18/9, Alencon. Bryllup! Jean og Jeanette blev gift som sig hør og bør! Det var skægt at se de folkelige ritualer i forbindelse med bryllupper! Jeg fandt ud af at måden at danse på blandt bønder og blandt adelige ikke minder det fjerneste om hinanden! Jeg er sjældent blevet svunget og kastet så meget rundt med under dans, som jeg er blevet her til aften! Sveden klæbede mit hår til mit ansigt og jeg var ganske stakåndet, da jeg bød farvel ved festens slutning. Der var nu ikke mange, der turde byde mig op til at starte med, men efterhånden som øllet gik ind, gik hæmningerne ud, og da først Jean havde taget mod til sig, så turde de andre også.

 

Jeg gav brudeparret £10 i al diskretion. Der skulle være nok til at komme godt i gang med deres eget sted. Jean stirrede bare målløs på mig, og Jeanette faldt mig grædende om halsen. Jeg bad dem om ikke at snakke for højt om gaven - det var Charles’ skik at give en lille pengegave til alle brudepar, og selvom jeg ikke længere var deres frue, så synes jeg ikke, at de skulle snydes. Jeg sagde desuden, at jeg mente, at de havde fortjent dem, fordi de havde ventet så trofast på hinanden.

 

Vi tager tilbage til Ryendor City i morgen. Pippin både ærgrer og glæder sig. Han havde vist lige fået lært Marcel at stjæle fra folks lommer, mens Marcel til gengæld havde lært ham at ramme plet med en slynge. Det er vist på tide vi skiller de to skarnsunger ad!

 

24/9 1601, Ryendor City. Så er vi hjemme igen og jeg er træt af skrumlende rejsevogne! Der lå et lille brev fra Marianne, om jeg ville med ud og ride på mandag.

 

Historien, som er gået hen og blevet et skuespil, er ved at tage form i mit hoved. Idéer blev ved med at dukke op på turen, og nu mangler jeg stort set bare at skrive replikkerne ned. Og så skal det pudses grundigt af! Mon Prins Louis’ yndlinge vil være interesseret?

 

25/9. Jeg var forbi Maison de Bergerac, men Blaise var ikke hjemme - jeg er lige ved at sige heldigvis.

 

26/9 1601. Uh, det er lige så hele min krop længes efter hende! Det var en skøn tur! Deumille-skoven er urimelig smuk i sine efterårsfarver, luften var klar, himlen blå, som kun en efterårshimmel kan være det. Vi flirtede hæmningsløst; der var hele tiden antydninger og blikke og smil, der lovede en hel masse. Men vi rørte knapt nok ved hinanden - havde vi gjort det, er jeg bange for, at jeg ikke havde kunnet beherske mig; så havde jeg kastet mig over hende lige midt i Deumille-skoven, og dét var nok ikke gået an… som om at det går an, at jeg begærer en anden kvinde!

 

Damiens dag, 1601. Nicholas kom forbi i formiddags! Dér stod han og lænede sig op ad dørkarmen nok så nonchalant, målte mig med blikket på en højst udfordrende måde og sagde ”Var der ikke noget med, at du skulle trænes lidt?”. Vi tog over i Dugaries træningslokaler, som jeg har fået lov til at bruge. Vi trænede knivangreb. Nicholas’ hensigt er at lære mig at bruge kroppen bedre i stedet for at lære mig at håndtere våben ”som enhver idiot vil kunne lære dig. Dine hænder og din krop er dit bedste våben”. Det er en meget udfordrende måde at bruge kroppen på! Jeg er fuldstændig udmattet nu. Det meste af dagen er jeg fløjet igennem rummet i mine forgæves forsøg på at komme ind på kroppen af ham med en kniv. Men jeg har også lært ét og andet om at bevæge mig på en anden måde. Marcos smidighedsøvelser kaster virkelig af sig nu. Hurtighed og smidighed hører sammen. Nicholas er en hård træner, men mere tilbøjelig til at rose direkte eller indirekte end Reynaud er.

 

Jeg inviterede ham til middag bagefter sammen med Philippe og Alexia. Vi tog en meget flirtende afsked i døren. Han er optaget af pligter den næste uges tid, men vi aftalte, at han ville komme her forbi d. 8/10. Træningsrum er udmærkede, sagde han, men han ville gerne afholde næste træningstime i min opholdstue… Det bekymrer mig lidt - jeg har set hvordan et rum kan se ud efter en slåskamp, så jeg kan godt forestille mig, hvordan et rum ser ud efter en hel dags træning! Jeg tror, at jeg i dagens anledning pakker de mest kostbare nips ned…

 

1/10. Jeg var henne omkring Reoul & Søn med en samling digte i dag, både nye og gamle. Jeg har siddet med en masse papirer i skødet i går, kasserede og udvalgte og rettede til. Der var en del i mellem som er helt hæderlige. Nu får vi se, hvad de siger, når de får dem læst. Der var desuden kommet besked fra censurrådet! Det er ok at udgive bogen, bare det fremgår tydeligt, at det er en ren fiktiv fortælling. Det har jeg intet problem med, tværtimod! Faktisk tror jeg, at jeg ville få rigtig svært ved at overbevise folk om, at det hele faktisk virkelig fandt sted! Selve udgivelsen bliver nok først til foråret, sagde Monsieur Reoul. Udmærket!

 

3/10 1601. Så er jeg alene i huset! Philippe og Alexia flyttede deres sidste pakkenelliker i dag. Alexia havde tårer i øjnene, da hun sagde farvel, så jeg mindede hende om, at hun er så hjertelig velkommen i Rue de Cloister, så meget som hun havde lyst til! Det hjalp på humøret! Jeg fortalte hende om skuespillet i går, som jeg næsten er blevet færdig med, og hun gjorde store øjne. Teatret! Hun elsker teatret, og tænkt at hun kendte én, som sådan kunne skrive skuespil! Jeg sagde, at jeg jo ikke vidste om de ville tage det, men jeg måtte love, at hvis de gjorde, så skulle jeg tage hende med, når de øvede. Hun har altid ønsket sig at se, hvordan et stykke blev til. Og så synes hun, at det er skægt, at den sang, som hun selv har hjulpet mig med at rette til (hun har en meget bedre sangstemme end jeg), er blevet en del af et skuespil.

 

4/10 1601. Manon de Montrouge - skuespilforfatterinde! Prins Louis’ yndlinge har taget stykket og giver £10 for det, samt en vis procentdel af indtægterne. De ville gerne have mig til at være med til at instruere - det er kutyme at forfatteren gør det. Det bliver skægt. Vi gik i gang allerede i dag - jeg forklarede idéen, og vi fordelte roller. Reander Idaané ville gerne spille den onde ånd, og ham der spillede Reynaud sidst spiller Jacques. En næsten alfeagtig ung mand, Florent, hvis fortryllende stemme endnu ikke er gået i overgang, skal spille Oona. De synes godt om stykket, kulisser og kostumer skulle kunne lade sig gøre, og første gennemprøvning gik godt, og gav anledning til et par rettelser. De forventer premiere d. 16.!, så jeg kommer til at tilbringe den næste uge til halvanden i fuld koncentration dernede. Det er smadder spændende at være med til dette her!

 

Nicholas har sendt mig en invitation til årets sidste bal som traditionen tro afholdes på L’Akademie, og bedt mig om at være hans ledsager. Det kan en pige jo ikke sige nej til…

 

6/10. Alexia var med nede på teatret i dag hele dagen. Hun overtog egenhændigt syningen af Oonas kostume - hun vidste præcis hvordan det skulle se ud, basta! Efter at kostumemageren havde hængt over hendes skulder i en ½ time, mens hun forklarede og tegnede og fortalte, nikkede han anerkendende, og overlod hele projektet trygt i hendes hænder.

 

Det skrider ellers godt fremad. Mekanismen, der skal få Raznai til at dukke op ud af det blå i en røgsky, vil dog ikke rigtig som vi vil, men alle lader til at mene, at det når vi nok. Her er en utrolig ustresset stemning på teatret. Det er som om at den generelle holdning er: det går nok, vi finder ud af det, og hvis ikke vi gør, så improviserer vi! Og så har de ikke det fjerneste imod, at jeg nogle gange får en eller anden ny idé, som vi lige prøver af. Ok, der er nogle skuespillere som er gladere for det end andre - den eneste kvinde på scenen (hende, der spiller Gabriella), er helt formidabel til at indrette sig, og desuden har hun en fantastisk hukommelse, så når nogle af de ældre skuespillere roder rundt i det, så improviserer hun bare, så tingene falder på plads igen. Hun er skøn at arbejde sammen med!

 

Reander er bare skøn at se på - og så er han så glad for at spille skurk for en gangs skyld. Han har gjort Raznai meget mere dæmonisk og uhyggelig end jeg havde forestillet mig - en frister i ordets dybeste forstand. Helt perfekt!

 

9/10 1601. Nicholas kom forbi i går lidt over frokost. Jeg havde på forhånd advaret Pippin og Madame Renoir, at der nok ville blive en del larm, som de ikke skulle tage sig af, og det var nok meget godt!

 

Øvelsen i dagligstuen kørte efter tommelfingerreglen: alt kan bruges som våben: lysestager, bøger, borde, malerier, gafler, gulvtæpper og så videre. Jeg tror ikke, at jeg kan gå ind i et rum mere uden at se alle de muligheder, der er i møblement og nips! Vi trænede længe og intenst. Vi flirtede en del undervejs, og der blev flere og flere mindre tilfældige berøringer, og det endte med at han overmandede mig i ordets bogstaveligste forstand, og vi endte på gulvet. Han foreslog, at vi kiggede på de forsvarsmuligheder der var i et soveværelse, og svedig, stakåndet og bredt grinende, slog jeg straks til. Hmm, hvad skal jeg sige? Det var skønt! Og det var vist ikke kun mig, der lærte noget i går!

 

Det blev meget sent, før han måtte gå, og jeg kom lidt sent op. Da jeg endelig ankom stakåndet til teatret, kom Reander hen til mig med et fornøjet grin, stak ansigtet ned til min hals og snusede indad. Så så han på mig med et sigende blik ”Var han dejlig?”. Jeg smilede skyldigt og svedent. Jeg havde ikke haft tid til at komme ordentligt i bad, og jeg kunne pludselig godt selv lugte, at jeg duftede… afslørende… ”Bare rolig” sagde han ”De andre lægger næppe mærke til noget. Men hvem skulle vel bedre kunne genkende en tilfredsstillet kvinde end jeg?”. Den slyngel! Elskelig som han er, kan han også være lovlig glad for sig selv. Jeg kunne nu ikke gøre andet end at grine af det.

 

10/10 1601. Jeg har været på teatret den halve formiddag for at gøre op for min sene ankomst i går. Gabriella (tænk, det hedder hun også i virkeligheden) havde lovet at sætte mit hår - hun påstod, at hun havde haft en plan med mit hår siden jeg trådte ind den første dag med skuespillet under armen, og lovede at jeg ikke ville komme til at ligne en prostitueret, som er dem hun sædvanligvis sætter hår på - det var jo betryggende! Men jeg må sige, at hun slap gevaldig godt fra det! Det ser rigtig godt ud, og ser nok tilstrækkeligt anderledes ud til at vække opsigt i aften. Min kjole kom også lige til tiden. Min gule kjole med alle de sorte broderier og kniplinger er blevet rettet til og ligner dagens mode på en prik. Min hud har efterhånden fået en mere moderigtig farve - den er stadigvæk lige akkurat brun/gylden nok til at få mig til at se godt ud i gult, men er blegnet nok til ikke at være påfaldende. Nicholas henter mig om ikke så længe. Alexia fortalte mig, at hun også kommer i aften - ledsaget af sin far, som i dagens anledning godt synes, at han kunne tage til bal. Han har kommet sig meget, men min fornemmelse af, at han nok aldrig kommer sig helt af sine prøvelser, ser ud til at være rigtig. Til gengæld vil han gøre meget for at glæde Alexia, og han har fået trukket i et par tråde og skaffet sig og sin datter invitationer til i aften. Det glæder mig sådan! Nå, nu skal jeg vist ikke udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt, sådan som jeg sidder her i mit fineste skrud med et blækhus alt for tæt på!

 

11/10 1601, Ryendor city. Et fantastisk bal i går! Fantastisk! Alle var der, simpelthen alle - HM Kongen var der med hele hoffet (og alle musketererne!), kardinalen og hans hof, prinserne, kongemoderen, hertugerne og alle de adelige der kan krybe og gå fra hele Nord-Ryendor. Maden og udsmykningen var sublim! Og så er et bal med en større mængde musketerer altid en stor fornøjelse - jeg var mere på end af dansegulvet! Nicholas var den perfekte ledsager, og hans venner gjorde også deres for at opvarte mig, så meget, at Nicholas på et tidspunkt muntert bemærkede til dem, at det altså var ham, der var min officielle ledsager. De er alle sammen yderst belevne, og så må dans være en del af deres uddannelse; det er i hvert fald noget de alle sammen har godt styr på! Åh, det var skønt!

 

Sent, sent på aftenen måtte jeg lige holde en pause fra dansegulvet. Jeg havde netop fået mig et glas champagne ved ét af bordene, da menneskemængden ligesom delte sig, og jeg så Marianne. Hun stod med en eller anden kedelig sachisk ambassadør under armen, i en fantastisk kjole, hvis mørke stof komplimenterede hende hud og hår på mere end sædvanlig vis. Hele hendes opmærksomhed var vendt mod mig - hun lignede et kattedyr på jagt, og hendes blik… Jeg følte mig helt nøgen foran hende, og hendes blik gled ned over mig som ét langt kærtegn. Begæret - både hendes og mit - var næsten til at tage og føle på! Der skulle mere end almindelig selvbeherskelse til, at jeg ikke bare skråede over gulvet og kyssede hende heftigt foran hele forsamlingen. Hun hævede det ene øjenbryn i sekundet før at mængden skjulte hende for mig igen. Det var som om, at hun vidste præcis, hvad jeg tænkte. Øjeblikket efter kom Nicholas hen til mig efter endt dans, og jeg nærmest flåede ham ud af døren og ud i vognen. Han var noget overvældet, og ikke så lidt positivt overrasket. Han er vist ikke vant til i den grad at være dén, der bliver forført. Han var halvt klædt af allerede inden vi forlod kareten, som havde lagt location til noget som plejer at foregå i soveværelser. Nicholas lagde kræfterne i for at kunne følge med, men hvor vidunderligt det end var, så var det alligevel Marianne jeg drømte om, da jeg endelig faldt i søvn. Det gyser frydefuldt i mig endnu!

 

Nicholas har inviteret mig på middag i aften i ”The Dancing Damsell”, et carvintiansk spisested, som han har lovet serverer ordentligt mad. Nu vil jeg tage mig et langt, varmt bad, og så tror jeg, at jeg vil slænge mig i sofaen foran pejsen og læse i en god bog, indtil jeg skal afsted igen.

 

14/10 1601. Vi er næsten klar med skuespillet. Alexias dragt til Oona er blevet fantastisk! Hun har lavet en fiks indretning så kjolen kan forlænges og forkortes efter behov - i sidste scene, står Florent jo på en forhøjning, så han kan tårne sig over Paul, som spiller Jacques, og kjolen skulle gerne kunne nå jorden. De lange ærmer med forlængelsen af pinde er bare blevet perfekte! Hun er ikke så lidt af geni med nål og tråd! Raznai’s entréer er blevet ordnet. Og røgskyerne er helt som de skal være. Der er premiere i overmorgen og vi er så godt som klar. Pippin og hans vandrotter har hængt plakater op alle videre vegne.

 

Jeg har bedt Nicholas om at ledsage mig, og det ville han gerne - han skulle da være den sidste til at takke nej til et godt skuespil, mente han. Philippe og Alexia kommer selvfølgelig. Jeg har sendt invitation til både Blaise og Marianne, men regner ikke med at se nogen af dem. Jeg tilføjede i Mariannes brev, at hendes tilstedeværelse til ballet d. 10. havde gjort indtryk på mig, og at jeg ikke ville modsætte mig et besøg. Det var måske en anelse anmassende, hvad jeg bestemt ikke ønsker at være. Og det er jo heller ikke fordi, at jeg ikke har nok i Nicholas, som bare udfylder sin rolle til perfektion! Men Marianne er altså noget ganske særligt, hvad jeg jo bestemt ikke er den første til at indse.

 

16/10 1601, Ryendor City. ”Ånden i ringen” havde premiere. Det gik strygende! Skuespillerne var vidunderlige - især Reander høstede bifald for sin rolle. Og Florent var virkelig eminent! Hans stemme var helt overnaturligt - det var så det gyste ned af nakken, da han gik i gang med at synge! Alexia kan være stolt (og var det også) af Oonas kostume, som virkede perfekt! Publikum var begejstret. Der er altså ikke noget som en menneskemængdes bifald over noget, som man selv har været med til at lave! Vidunderligt! Nicholas roste stykket, og mente, at det var noget jeg godt kunne leve af. Nu får vi se. Første aften må i hvert fald have givet pænt!

 

Han kunne desværre ikke blive og overnatte bagefter - han har nattevagten i nat, men han inviterede mig på frokost i morgen og efterfølgende spadseretur i Kongens Have, så vi kan opsnappe sladder og kommentarer til stykket. ”Hvornår sover du?”, spurgte jeg. ”I morgen nat i din seng” svarede han med et flabet smil. Han er tilgivet flabetheden. Efter dét farvelkys kunne jeg såmænd tilgive ham hvad som helst!

 

18/10 1601. Jeg er begyndt at kigge lidt på huset. Efter Philippe og Alexia er flyttet ud kan jeg få gjort noget ved de værelser Blaise har haft indflydelse på. Hans arbejdsværelse skal jeg i hvert fald have lysnet! Jeg har tænkt mig at indrette det til pigeværelse til Alexia. Hun sover her tit nok alligevel, og Blaises værelse er bare så dystert. Nye og lyse tapeter, en enkeltseng, et servantestel… Der skal også nogle andre gardiner og andet tapet i dagligstuen. Det skal laves om til mit hjem nu. Ok, Marco bor her jo endnu, men jeg kan ikke forestille mig, at han vil protestere over at jeg laver om på et par ting.

 

19/10. Træning med Nicholas med alt hvad dertil hører… Det er dog de utroligste ting man kan med en lysestage - den eneste grund til at jeg stadig går med kniv, er at det trods alt er mere praktisk at have siddende på låret end en lysestage… Og det gør ikke så meget med alle de blå mærker og skrammer, når dén der forårsagede dem kysser dem blidt bagefter. Idéen med at træne med Nicholas viser sig at være endnu bedre end jeg havde forestillet mig!

 

22/10 1601. Nicholas og jeg tog Alexia med i operaen i går aftes - det var storslået! Philippe har det ikke så godt for tiden - kulden gør ikke ligefrem underværker ved hans helbred, så Alexia takkede nej til at tage med til natmad og bytur. Vi fulgte hende hjem og gik derefter hen på et lille sted, der bare hedder ”Francis’” - som nærmest er privat, der er kun 4 borde - til gengæld spiser man udsøgt! Derefter tog vi ud og dansede og mødte en del af Nicholas’ kolleger. Herlig aften.

 

Jeg var henne forbi teatret i dag - skuespillet går strygende. Kasséren gav mig £47 - min andel af første uges indtjening! Måske skulle jeg virkelig gøre en karriere af skuespilskriveriet! I hvert fald kan dette her finansiere mine små forbedringer i hjemmet. Jeg tror virkelig at det lyse tapet vil gøre underværker i dagligstuen. Jeg har fået Alexia med på indretningen af ”hendes” værelse - en idé hun er ret lun på. Vi var ude og kigge på tapeter i dag. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke kan tilbyde hende et værelse med vindue, men jeg vil så nødig af med mit arbejdsværelse, som er det eneste værelse ud over dagligstuen, der vender ud mod gaden. Det ser til gengæld ikke ud til at genere Alexia, som bare er glad for værelset.

 

24/10. Alexia og jeg lånte en hest fra Dugaries stalde i dag, så vi kunne ride tur i skoven. Det var en skøn tur. Det har lige akkurat frosset i nat, så skoven var ualmindelig smuk - skinnede hvidt som diamanter - og luften var skarp og frisk. Men det var nu godt at komme hjem igen til en varm toddy á la Madame Renoir. Der lå besked fra Nicholas som godt ville se mig i aften til en privat middag hos én af hans venner. Han henter mig ved 7-tiden.

 

Jeg snakkede lidt med Alexia om ham i dag. Jeg havde været lidt bekymret for om hun ville føle sig svigtet, fordi Nicholas og jeg bruger så meget tid sammen for tiden. Men let om hjertet som hun er, synes hun bare at det var romantisk og skønt, og hun slet ikke følte sig parat til at blive opvartet så ihærdigt endnu. Rødmende fortalte hun desuden, at en vis ung mand, som hun havde mødt til årets sidste bal, havde henvendt sig flere gange, og spurgt om hun måtte komme med ud og spadsere. Philippe var gået med en enkelt gang, to andre gange var deres nabo, en venlig midaldrende dame, gået med som chaperone. Jeg havde jo nok fornemmet noget i den retning - og Alexia fortalte, at hun havde sådan brændt efter at fortælle mig det, men havde ikke haft modet til at komme i gang. Ih, jeg blev sådan helt kåd ved tanken! Nu håber jeg søreme, at han er en ordentlig ung mand. Jeg skulle måske nok lige forhøre mig lidt om ham, selvom Alexia bedyrer, at hans hensigter er absolut reelle.

 

Nå, dér kommer Nicholas… Og griner af mine fingerspidser! Nå ja, blå eller ej, ser han da ud til at kunne lide dem alligevel…

 

25/10 Nicholas tager med kongen sydpå om en lille uges tid. Vi aftalte at mødes dagen før han tager afsted for at få rundet af på det ene og det andet. Det har været en dejlig tid, og jeg kommer til at savne ham. Vi har jo begge to hele tiden vidst, at det var en midlertidig ordning, og vi er derfor mindre kede af det, end vi kunne have været.

 

Det var en hyggelig aften i går i gode venners selskab. Vi var 4 par og to uledsagede herrer fra korpset. Det var med jævnt gode tømmermænd, at vi begyndte at træne i dag - Nicholas påstod, at dét havde han planlagt - man skal jo også kunne forsvare sig, når man er syg eller tømmermandsramt! Ok, sandt nok - men jeg foretrækker så vældigt ikke at skulle det! Efter en sen frokost gik det bedre - hovederne var ved at være klaret op igen. Madame Renoir overgik sig selv i køkkenet til middagen - hun er vist lidt lun på Nicholas, som da også altid gør et nummer ud af at komme ud og hilse på hende i køkkenet og oftere end ikke har et eller andet med til hende (jeg har såmænd set hende gå med et højrødt hårbånd, som han havde med til hende i sidste uge!). Nicholas er uforbederlig - kvinder er kvinder, og kvinder skal charmeres, sådan er verden indrettet - en indretning jeg slet ikke skal protestere imod!

 

27/10 1601. Alexia tog med over til Dugarie for at kigge til Bastian og Adele. Min tjans med dem er næsten fuldstændig overtaget af Francois, den unge tjener, som jeg overgav opgaven, før vi tog til Alencon. Jeg er jo jævnligt der forbi og kigge på post, og se til fuglene, men der er ikke meget jeg kan gøre for Bastian og Adele. Francois har virkelig tag på dem - måske har han en fremtid som falkonér foran sig - det må jeg lige nævne for Dugarie, når han kommer hjem. Jeg savner ham… Man kommer jo til at holde af et menneske, som man arbejder så tæt sammen med. Jeg savner dem alle sammen!

 

Vi spiste frokost med Nicholas og Alexias unge mand - charmerende på en stille måde - lige noget for Alexia! Bagefter gik vi tur i la Palais’ have. Orv, hvor ser de to forelskede ud! Nicholas og jeg var et par rigtig dårlige chaperoner; vi overlod det til den unge mand at følge Alexia hjem (et taknemmeligt blik fra ham og et strålende blik fra hende fortalte, at det var et populært forslag). Vi selv gik ned og så en forestilling i teaterkvarteret - som var meget skæg. Hunden var et stort talent! Det er sjovt - de små hunde er altid bedst!

 

30/10 Nicholas er lige gået. Det er stadig mørkt udenfor. Jeg sidder i sengen og skriver ved det lys, som Nicholas må have tændt, da han stod op. Vi sagde ordentlig farvel i går! Vi startede med frokost på "Den Sprængte And" - dyrt og deliciøst! Vi fik i dagens anledning en ualmindelig god rødvin fra Bourgogne serveret til maden. Efter en kort spadseretur igennem den kolde og tågede by, stod den på lidt træning i dagligstuen i Rue de Cloister. Vi var mildest talt ikke særlig seriøse omkring det. Efter jeg for 10. gang var blevet afvæbnet på en måde så vi endte i et tæt favntag, sagde jeg de magiske ord: ”Skal vi ikke droppe træningen og vende opmærksomheden mod noget mere interessant?”. Nicholas smilede bare sit ulvesmil, og 1 2 3 lå vi på gulvet og rodede rundt. I første omgang fik jeg slet ikke tøjet af… Derefter bar han mig ind i soveværelset, og gjorde, for ligesom at veje op for hurtigheden sidst, et stort nummer ud af at klæde mig langsomt af og ikke lade så meget som en kvadrattomme hud være uberørt eller ukysset. Det var en meget dejlig, sorgløs og hed elskovsnat - en perfekt afslutning på en dejlig, sorgløs og hed affære! Jeg kommer til at savne ham. Han var så fuldkommen præcis som jeg havde ønsket mig, at han skulle være. Det har været skønt! Må det altid være så nemt at sige farvel til en elsker!

 

Jeg vågnede ved, at han kyssede mig meget, meget blidt på min nøgne skulder. Jeg var for døsig til at reagere, og havde stadig lukkede øjne, da han flyttede en lok hår fra mit ansigt om bag mit øre. Jeg kunne fornemme, at han sad der lidt, før han rejste sig og gik mod døren. Jeg vendte mig halvt og sagde hans navn. Han vendte sig i døren og så spørgende tilbage på mig. Det var ikke for at sige noget, egentlig, bare at sige hans navn og se hans ansigt igen. Jeg smilede til ham. Han smilede tilbage, hans smukke smil, og sendte mig et luftkys. Dejligt!

 

Nu sidder jeg her med et velbehag i kroppen, som MÅ være syndig, og som vil være én af de synder, som Fader Bryant ikke vil mene det er værd at skrifte, fordi jeg ikke fortryder det et øjeblik!

 

De sidste par måneder har været vidunderlige! Jeg savner Robert og de andre forfærdelig meget, og ville ønske, at de bare var på Bergerac og ikke i krig i Damar, men jeg ville alligevel ikke undvære denne tid, hvor jeg selv bestemmer hvad mine dage og nætter skal bruges til. Jeg har levet som jeg lovede mig selv det efter mødet med Guillaume (hvor mon han er nu?) - fri og lykkelig, ubange og levende. Jeg håber, at jeg kan leve sådan her altid! Og hvis jeg møder kærligheden igen, som jeg har en stærk fornemmelse af at jeg vil - før eller siden - må det så blive én, der ligesom Charles kan forstå mig og give mig alt det jeg ønsker i livet - friheden mest af alt. Jeg kan slet ikke fatte hvor forkælet Charles gjorde mig. For hver dag jeg har undværet ham, er det mere og mere gået op for mig, hvor urimelig heldig jeg var med ham! Jeg savner ham hver dag, et lillebitte stik i hjertet, og synes alligevel, at han er her i nærheden og følger med i mit liv og nikker billigende. Jeg tror, at han ville kunne lide - ja, elske - dén person jeg er blevet til i hans fravær.

 

Solen er ikke engang stået op endnu, der er en times tid til endnu, så vidt jeg kan regne ud. Jeg ved, at Pippin formodentlig snart vil komme buldrende op af trapperne og råbe ”Morgenmad!” bare for at drille - han ved, at jeg havde tænkt mig at sove længe i dag. Og så vil Madame Renoir give ham en skideballe for at vække fruen, og han vil se uskyldig ud og sige ”jamen, var det ikke i dag hun ville tidligt op?”. Jeg holder alt for meget af Pippin til at kunne opdrage ordentlig på ham - jeg bliver ved med at håbe på, at det kommer af sig selv på én eller anden måde. Han er nu en elskelig knægt, selvom han er umulig at putte i bad (det er nu nemmere her om vinteren - da har han ikke noget imod at overtage mit stadig lune bad, når jeg er færdig med det). Jeg har tænkt mig at tage ham med til Bergerac til nytår - så får vi se hvordan han vil tackle Madame Beauvais og hvordan hun vil tackle ham! Mama vil elske ham - hun har altid haft en lille svaghed for ballademagere - mig selv inkluderet.

 

Nå, nu vil jeg sove lidt!

 

Senere: Jeg var nede forbi teatret. Yderligere £41 ned i lommen! Jeg så dem øve på deres nye stykke - en rørende tragedie om et elskende par, der ikke kan få hinanden… De øvede på en fægtekamp, da jeg ankom, og jeg kom til at komme med et par forslag til hvordan og hvorledes (jeg kunne ikke lade være, al Reynauds og Nicholas’ træning taget i betragtning) - det endte med at de bad mig komme igen i morgen og instruere kampen færdig! Jeg er godt klar over, at teatret ikke er en passende beskæftigelse for en ung (?) adelsdame, men når man nu ikke vil giftes alligevel… Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at slippe teatret sådan lige med det samme!

 

2/11. Jeg var ude og spadsere med Alexia i dag i Kongens Have, og hørte et par vældig interessant rygter: Enkehertuginden af Oldenburg (kongens kusine) er begyndt at afholde litterære aftenener for Ryendor City’s kloge hoveder i kaffehuset ”Den Hvide Rose”. Det lyder meget interessant, og jeg kunne vældig godt tænke mig at være med sådan et sted - alt det man kunne lære - for ikke at tale om hvor skægt det kunne være at mænge sig med Ryendors elite! Desværre kræver det en personlig invitation, og det får jeg jo nok næppe. Jeg har lagt hovedet i blød for at komme i tanke om der skulle være nogen jeg kender, der kunne tænkes at være blandt enkehertugindens udvalgte, og som ville tage mig med, hmm… Og så er der snart auktion på La Palaise over nogle af kongefamiliens møbler, nips og effekter, da der skal skiftes ud i de kongelige sale og værelser. Alexia og jeg besluttede på stedet, at dét måtte vi ikke gå glip af! Det er vist d. 14., med beskuelse dagen før. Det bliver spændende!

 

3/11 1601. Jeg fik brev fra van Maar i dag! Det blev afsendt i sommers fra Genoi! Guillaume leder nu to kompagnier sachiske landsknægte (!), så vidt jeg har forstået det. De har taget kommission hos en sydlandsk (?) markgrevinde, og skal måske snart i kamp. Det eneste i brevet, der gav god mening for mig, var hans udtalelse om at vejret i Carvintia var godt, men øllet tyndt! En sydlandsk markgrevinde? Snart i kamp? Jeg gad vide, hvad han mener med det… Gad vide om de også skal til Damar?

 

I dag blev også første dag, jeg hørte rygter om krigen i Damar. Ingen ved rigtig noget, udover at prinsen er vendt hjem for at kræve sit land tilbage. Jeg har ikke hørt et eneste ord fra min familie, og kan kun bede for at de har det godt.

 

Gabriels dag 1601. Jeg har været nede i domkirken det meste af dagen for at bede for mine kæmpende mænd. Gabriel burde være den rette til at passe på dem alle sammen. Jeg savner Robert. Jeg savner Marco. Jeg savner Dugarie. Jeg savner Reynaud og Pierre, og jeg savner Guillaume. Og som jeg sad der i kirken gik det op for mig, at jeg ingen garanti har for at se nogen af dem igen. Aldrig har kirken synes så mørk, og det var som om jeg faldt dybt, dybt ned i et hul. Jeg bøjede hovedet, halvt for at bede, halvt for at skjule mine tårer, da en solstribe brød igennem skyerne udenfor og lige igennem det farvede vindue, der forestiller Gabriel. Det var ligesom et lille mirakel - et øjeblik så det ud som om at Gabriel blev levende og bevægede sig af solstrålen ned imod mig, smilende. Jeg blinkede de tårer væk, som nok var dét der forårsagede synsbedraget, og stirrede op på vinduet. Jeg har aldrig set alle detaljerne før. Gabriel er afbilledet med et stærkt ansigt og et direkte blik, tænk at jeg aldrig har kigget nærmere på det før. Hans sværd og skjold med vægten på, skakspillet for hans fødder, løven på hans kappe, der falder ned over hans skulder i bløde folder. Der var hundrede små detaljer, hver især betydningsfulde og ladet med symbolik. Jeg sad fuldstændig benovet og stirrede på vinduet, mine bønner var glemt, mine bekymringer borte. Inderst inde føler jeg mig fuldstændig overbevist om, at jeg ser dem alle igen. Bagefter var jeg hele kirken rundt for at studere glasmosaikkerne af de andre Høje - de var alle lige så detaljerede og ligeså værdige til et grundigt studie. Jeg spurgte kapellanen, hvem der havde lavet mosaikkerne, og han lovede at undersøge det for mig. Jeg må en tur rundt til byens biblioteker og se om jeg kan finde en bog om bygningen af katedralen.

 

Gabriel gav mig i øvrigt idéen til hvem, der kunne tænkes at kunne skaffe mig adgang til enkehertugindens salon: Roger de Arras, én af Charles gamle venner, som må være blandt Enkehertugindens udvalgte. Han er ridder af den gamle skole, ædel og beleven. Belæst er han også. Jeg kan huske, at Charles engang viste mig nogle af hans digte, og han er dygtig. Man kan sidde med dem i timevis, og hele tiden opdage nye betydninger og fortolkninger. Og så spiller han skak; det er derfor at jeg blev mindet om ham - skakspillet ved Gabriels fødder - han slog mig engang i skak et par gange i træk efter et jagtselskab, og lovede mig, at han nok skulle lære mig at spille ordentlig skak engang. Et forsøg værd skulle jeg mene.

 

5/11 1601. Med skakspillet under armen tog jeg hen for at besøge Roger de Arras i dag. Og tænk! Uden at jeg selv nævnte salonerne med ét ord, har Roger inviteret mig med næste lørdag! Det var i øvrigt rigtig hyggeligt at spille med ham. Hjemligt og trygt. Han behandler mig som det barn, han altid har synes, at jeg var, da jeg var gift med Charles. Til at starte med irriterede det mig lidt, men da vi under spillene alligevel ikke sagde ret meget, men koncentrerede os om spillet, så gjorde det ikke så meget (behøver jeg at nævne, at jeg fik læsterlige tæv?). Og han kan da ikke anse mig for at være alt for lillepiget, når han nu inviterer mig med til enkehertugindens salon. Desuden er det helt forfriskende at blive anset for at være for ung, i stedet for for gammel til en forandring, hi!

 

6/11. Jeg har været til premiere på Prins Louis’ yndlinges nye stykke. Det var virkelig godt. Og fægtescenen var rigtig god - den fik flere af tilskuerne til at gispe på de rigtige tidspunkter. Det er godt at se, at tragedier, som dette stykke vel må kaldes, også kan få succes. Der var ikke et øje tørt, da det var slut! Sådan ville jeg gerne kunne skrive! Jeg har mødt forfatteren, som er noget af en karakter. Han har fingre som mine, når de er værst og han kan næsten ikke lade være med at tale teatersprog med ”Eder” og ”ærede” og pludselig udbrud af kærlighedserklæringer eller enetaler om storhed og ære. Jeg kunne lidt godt tænke mig at skrive et stykke om helte og stor kærlighed med ham - han kan et eller andet helt fantastisk med sproget!

 

Jeg fik desuden penge for ”Ånden i ringen”s sidste uge: £36! Det er alt i alt blevet en rigtig pæn indtjening!

 

10/11 1601. Uh, jeg er lige så jeg dirrer endnu! Det var så spændende! Roger kom og hentede mig ved 8-tiden - for som han sagde, burde så ung en dame ikke færdes uledsaget i byen… Der var allerede mange mennesker i salonen, da vi ankom. Roger introducerede mig for en masse mennesker, et par af dem kendte jeg i forvejen, men mange af dem har jeg kun hørt om før; lærde, akademikere, adelsmænd, og -kvinder. Enkehertuginden selv er en livskraftig dame omkring de 40 år. Hendes personlighed føles næsten som en fysisk varme omkring hende. Jeg har fået mig en ny helt! Jeg ville gerne være som hende, når jeg når hendes alder! Utopi, men man har vel lov til at drømme! Vi blev budt på både the, kaffe og chokoladedrik - meget eksklusivt! Der var en fantastisk stemning, sådan lys og gylden og rig på indtryk - jeg har sjældent følt mig bedre tilpas. Al den lærdom jeg har suget til mig i dag… jeg føler mig som en udtørret mark efter et regnskyl - jeg har fået smag for det her, og ønsker mere.

 

Historikeren Jacques-Auguste de Thou og filosoffen (og adelsmanden) La Reynie lagde ud med hver deres syn på statsudvikling og politiske tendenser. Jeg skulle anstrenge mig for at følge med - politik har ikke tidligere interesseret mig voldsomt, men da de Thou indledte med at sætte statsudvikling i en historisk sammenhæng, vækkedes min interesse; historie har jo altid interesseret mig. Jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at komme med en kommentar til teorierne, og de Thou tog mig i skole - ikke uvenligt; det vigtige var ikke at rette min fejl, men at oplyse mig, og naturligvis at få lejlighed til at diskutere hans synspunkt. Hvor jeg indledningsvist følte jeg mig på Herrens mark, så føler jeg lige nu, at der ikke er det jeg ikke ved, eller i det mindste kender til, hvad politik og statsudvikling angår - samtidig med at det hele summer rundt i hovedet på mig i én forvirring! Det var fantastisk! Det har været en meget dejlig aften - venskabelig og hyggelig - selvom det var vidt forskellige synspunkter, der blev luftet, så blev ingen uvenner eller højtråbende. Alting foregik utrolig civiliseret. Ingen insisterede på at få ret - det interessante var selve diskussionen, kunsten at formulere sig, fremlæggelsen af nye og anderledes idéer, eller forsvar at de gamle efterprøvede. Man lyttede opmærksomt på hinanden, ja selv til en nybegynder som mig, og nikkede anerkendende, byggede videre på idéen, eller fremlagde modbeviser. Det var en fægtekamp på ord, hvor det ikke er vigtigt at vinde, men at imponere modstanderen med sin kunnen. Åh, det var skønt! Det vidunderligste var vist i virkeligheden, at der ingen endegyldig konklusion var på noget. Ingen endegyldig sandhed. Eller rettere flere forskellige sandheder… Åh, nu kører det rundt igen! Åh, jeg er i himmerige! Hvor skønt!

 

Roger holdt sig i baggrunden, og lyttede og lod sig underholde frem for selv at bidrage til diskussionen. Ikke at han virkede uinteresseret, slet ikke. Jeg tror, at han fik lige så meget ud af aftenen som jeg bare på en anden måde. Og jeg får svært ved at overbevise ham om, at jeg er en voksen kvinde nu, for jeg dansede næsten hele vejen hjem af bare begejstring.

 

13/11 1601. Sikken dag! Alexia og jeg tog hen for at kigge på auktionsgenstandene i den store sal på la Palaise - sikke et skattekammer! Alt hvad der kunne krybe og gå af nobiliteter og pengefolk (med fruer) var der. Og der var meget andet end folk at kigge på : stole, skabe, sofaer, vaser, vægtæpper, porcelæn, antikke våben og meget andet. Alexia havde frygtet at vi ville finde nogle af de rædselsfulde dyrehoveder fra kongens trofærum, som Nicholas viste os dengang, men dem slap vi heldigvis for. Jeg forelskede mig i det smukkeste lille chatol med små udskæringer og træmosaikker. Det skulle undre mig meget om jeg fik råd til det, og plads har jeg jo egentlig heller ikke… Men det forhindrede ikke Alexia og mig i at gå og drømme om diverse genstande. Jeg tror, at jeg vil prøve at byde på noget af porcelænet. Det er kønt, og så kunne det da være lidt skægt at spise af kongeligt porcelæn! Vi får se…

 

Efterfølgende var jeg henne hos Roger og spille skak i et par timer. Han var ikke det mindste overrasket over, at jeg dukkede op - kommenterede det knapt. Vi snakkede ikke ret meget. En enkelt gang fik jeg et ”godt træk”, men ellers var der ikke mange kommentarer til mit spil. Det er så småt ved at gå op for mig, hvor mange træk i forvejen han tænker, hvor mange muligheder han sidder og jonglerer med ad gangen. Jeg forsøger at gøre det samme, og det gør det til meget langsomme spil, fordi jeg er så lang tid om at tænke mulighederne igennem. Det var lettere ved sidste end ved første spil, men er stadig hulens svært. Jeg spekulerede i skaktræk hele vejen hjem, og det skulle ikke undre mig om jeg drømmer om det i nat.

 

14/11 1601. Jeg er nu den lykkelige (og noget fattigere) ejer af 6 stk. kongeligt porcelæn, hvabehar’! Et fad, 4 tallerkener og en lille skål fra sommersættet 1497 (en gave fra hertuginden af Marburg) blev det til. Jeg bød også på et par andre ting, men faldt fra undervejs. Alexia var lige så hun dirrede af spænding, hver gang jeg bød. Jeg følte mig som en rig og vigtig person, som vidste præcis hvad hun gjorde, mens det stod på. Jeg tror, at det imponerede Alexia, som syntes, at jeg var meget modig, at jeg sådan turde hævde mig i så fornemt selskab. Nå ja, fornemt og fornemt. Det var faktisk hovedsageligt ikke-adelige pengefolk, der bød, og ofte betalte vild overpris for genstandene. Mit smukke chatol gik til en meget lidt diskret matrone, som betalte det hvide ud af øjnene for møblet. £87! Tak skæbne! Nå, det var i hvert fald en skæg oplevelse. Alexia og jeg tog hjem og spiste i Rue de Cloister bagefter. Madame Renoir havde gjort sit ypperligste for at forkæle os med god mad, og Pippin hoppede og sprang for os det bedste han havde lært (dvs. med en del upassende bemærkninger undervejs…). Alexia og jeg aftalte, at vi snarest måtte holde et lille middagsselskab, så vi kunne vise det fine porcelæn frem. Det bliver et meget lille middagsselskab, eftersom jeg kun fik fingrene i 4 tallerkener… Nå, vi blev enige om, at det var passende at invitere hendes far og hendes unge ven (som vist ikke er langt fra at være hendes forlovede…), når han kommer tilbage til Ryendor City igen. Hun snakker om ham med et lys i øjnene, som jeg næsten misunder hende. Nu sidder jeg og savner Nicholas - ikke fordi vi var forelskede i hinanden, men fordi han fik mig til at føle mig så godt tilpas. Vi skabte en illusion om forelskelse, der næsten som den ægte vare fik hjertet til at banke, og varmen til at brede i fra maven ud i resten af kroppen - der var en slags hengivenhed imellem os, og en gensidighed som var ganske dejlig, og som jeg savner nu. Nå, han er på mere end én måde langt væk lige nu. Min smukke Nicholas…

 

20/11 1601. Checkede post og fugle hos Dugarie. Der bliver mindre og mindre post - man skulle tro, at alle Dugaries tilbedere endelig har forstået beskeden; at de ikke får noget ud af ham lige foreløbig. Jeg håber hele tiden på at få efterretninger af en eller anden art fra Damar, men der kommer ingenting. Jeg ved ikke om de lever eller er døde.

 

Da det var småt med post havde jeg mere tid til Bastian og Adele. Francois og jeg brugte adskillige timer sammen med dem. Vi brænder begge to efter at lære at bruge dem i en rigtig jagt. Vi træner jo med dem for at holde deres talenter ved lige, men vi tør alligevel ikke vove os ud i en rigtig jagt uden Dugaries tilladelse.

 

Derefter gik turen til Rogers. Ganske stiltiende er vi nået frem til en aftale, som går ud på at jeg dukker op hver tirsdag, og så banker han mig i skak. Denne gang sagde han nu mere end ”Hmm”, ”godt træk” og ”skakmat”; han sagde også ”Jeg henter dig kl. 8 på lørdag, hvis det passer dig”. Jeg mistede momentært mit overblik. Han uddybede ”Enkehertuginden har inviteret til salon, og du var jo så begejstret sidst”. Så mistede jeg resten af min koncentration! Jeg mistænker ham for at sige det netop da, fordi jeg rent faktisk klarede mig ret godt. Resten af spillet sad han og smilede for sig selv, mens jeg forgæves prøvede at samle mig igen. Det lille træk viste mig en ny side af ham, som jeg vældig godt kan lide - selvom det kostede mig spillet. Et øjeblik mindede han mig om en ældre og roligere udgave af Nicholas. Sød lille finte!

 

24/11 1601. Åh, jeg ville flytte ind hos enkehertuginden og lade mig adoptere af hende, hvis det skal være - bare jeg må deltage i flere af disse aftener! I aften var det lige efter mit hoved: diskussion af skuespillet som kunstart! Enkehertuginden, hvem jeg nærer mere og mere respekt for, havde inviteret Auguste Philippe Jean-Pierre Dumont - en universitets-studerende fra Prins Louis’ Collegiet på omkring min alder - som havde nogle ekstremt spændende indgangsvinkler til skuespil, som jeg tror, fik udvidet adskillige horisonter hos folk. Han havde sågar taget den smukke Reander med til at spille forskellige scener fra Tychidids ”En vinterstorm”, som Hr. Dumont brugte som eksempel til at vise hvilke dybder sådan et skuespil kunne have. ”En vinterstorm” forvandlede sig fra en ordinær kærlighedshistorie til en østerlands æske med lag på lag på lag tilsyneladende uden ende, fuld af henvisninger til oldtidens litteratur, filosofiske retninger i nutid og fortid, kommentarer og kritik af nutidens samfund - det var ingen ende på det! Ok, nu er Tychidid en genial forfatter af både digte og skuespil, og selvom en del af lagene var lette nok at gennemskue, så viste Hr. Dumont os flere og flere der gemte sig underneden, og det var bare så spændende! Jeg fik snakket lidt med ham bagefter, men han virkede noget usikker på hvordan man sådan tacklede én som mig. Da jeg rakte ham hånden til sidst, trykkede han den! Men selvom jeg ikke fik meget ud af at snakke med ham selv, så har hans teorier i hvert fald sat en del tanker i gang hos mig. Det er på tide at gode skuespil får den anerkendelse de fortjener!

 

Diskussionen var i øvrigt vældig interessant - det var jo et emne, som de færreste havde diskuteret før, og det gjorde det til en meget forfriskende snak. Jeg følte mig som lidt af en ekspert, da teatret jo længe har haft min interesse også på et seriøst plan. Åh, hvor er det altså livgivende at bruge hovedet på den måde! Hvor tænker folk dog fascinerende tanker om alting! Hvor jeg dog lærer meget!

 

Jeg fik også vekslet et par ord med Reander. Der var den sædvanlige småflirten (han kan jo ikke lade være, når der er et skørt i nærheden!), og da jeg spurgte om teatret kunne være interesserede i et stykke til fra mig, svarede han uforbeholdent ja. Det er da smigrende! Jeg har skrevet ét skuespil, og lavet oplæg til et andet (jeg synes ikke helt, at jeg kan tage æren for ”Titlen, der blev væk”, selvom det er baseret på min bog, for det var ikke mig, der skrev stykket), og så siger han bare ja! Jeg kan ikke undsige mig fra at se frem til at skulle arbejde sammen med Reander igen. Han er en dejlig mand, Reander, lidt vel selvglad, men der er også meget at være glad for!

 

Roger fulgte mig hjem i regnvejret - naturligvis - og sagde godnat efterfulgt af et ”Vi ses på tirsdag”. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

 

27/11 1601. Jeg fik Pippin til at følge mig til Rogers hjem, så Roger ikke behøvede at sende sin tjener med mig, når jeg skulle hjem igen. I dag skete miraklet! Jeg vandt et spil! Ok, jeg tabte også to, det ene temmelig grundigt endda, men tænk! Jeg vandt virkelig et spil! Jeg har regnet et par af hans fif ud efterhånden, men har temmelig lang vej igen. Til gengæld fandt jeg ud af, at det er smartere at finde på mine egne tricks end at bruge hans, for dem kender han selvfølgelig alle modtrækkene til.

 

Jeg havde mine digte med til ham, og han lovede at passe på dem. Jeg er lidt spændt på, hvad han vil sige til dem. Sammenlignet med hans egne er de jo ret banale.

 

Pippin brokkede sig hele vejen hjem. Orv, hvor var det køkken kedeligt at sidde og vente i! Og hvad ville jeg i øvrigt med sådan en gammel mand? Hvornår ville Nicholas komme tilbage - ham var der sjov ved! Og hvad med Marco? Når han var sådan en fjern fætter, så kunne vi vel godt… Hans frække blik og vippende øjenbryn tippede hans uforskammethed over grænsen, og jeg måtte bede ham huske sin plads. Jeg spillede skak med ”den gamle mand”, intet andet, og desuden var han kun ganske få år ældre end den mand som havde efterladt mig som enke, og som ikke havde fundet sig et øjeblik i Pippins næsvisheder. Jeg vidste ikke hvornår eller om Nicholas vendte tilbage, og Marco skulle han bare slet ikke begynde at få forventninger om ville blive herre i huset. Rue de Cloister no. 3 er mit hus, dér bestemmer jeg, og dét måtte han godt huske på. Han gik og mumlede lidt for sig selv resten af vejen hjem. Da vi var hjemme igen gik han tvært ud i køkkenet, og jeg gik op i dagligstuen. Jeg kunne høre Madame Renoir give ham en skideballe, og snart efter hans trampende trin op af trappen. Han bankede høfligt på, og ventede til jeg sagde ’kom ind’ (!). Så kom han ind med en bakke aftensmad, som madame Renoir havde lavet til mig, satte den på bordet ved siden af mig og vendte sig, og blev stående. Efter lidt tøven vendte han sig om igen. ’Manon… ehm… frue… Undskyld, altså at jeg blandede mig, ikk? Renoir siger, at det ikk’ er min plads at sige såd’n noget, det er bare såd’n at…” (jeg forsøger at gengive hans besynderlige måde at sige tingene på, for det er næsten et studie værd i sig selv). ’Fordi at hvad, Pippin?’, min stemme var givetvis noget træt, og så løftede han hovedet, og så mig lige ind i ansigtet. ’Fordi du… De fortjener bedre, ikk’? Mig og så gutterne er enige om, at De sku’ ha’ en prins eller såd’n, eller ham Saint Marie-fyren, fordi han såd’n er ok, ikk’?’ Jeg kunne næsten ikke lade være med at le. Jeg kunne i hvert fald ikke være vred på ham, når både han og hans vandrotter sådan går og har en mening om, at jeg fortjener at have det godt. Jeg forklarede ham, at jeg satte pris på hans bekymring, virkelig, men at jeg faktisk har det temmelig godt. Ok, det ville være rart med en mand i mit liv, men ikke for enhver pris. Jeg ville bestemt ikke bryde mig om at være gift med en prins, og hverken Nicholas eller jeg er vist særlig egnede til ægteskab. Og det er fint! Jeg bestemmer i mit eget hjem, jeg gør de ting jeg har lyst til (inde for rimelighedens grænser) - en større frihed kan en ryendoriansk kvinde ikke få. Jeg tilføjede, at jeg ville sætte pris på, at hans vandrotter ikke diskuterede mit kærlighedsliv - det kunne godt gå ud over mit rygte. En besynderlig tavshed opstod mellem os. Jeg rejste mig og fiskede et pund op af lommen ’du er en god dreng, Pippin’ sagde jeg ’Jeg er glad for at have dig i huset’. Jeg gav ham pundet og kyssede ham på panden. Han rødmede helt ud i hårrødderne! Efter mit ’Stik nu af med dig’, sendte han mig sit allerstørste gavtyvesmil og spurtede ud. Her bagefter bekymrer jeg mig lidt for, om jeg dermed har givet ham grønt lys til at blande sig i mit privatliv - det håber jeg ikke! Han begynder at minde mere og mere om en lillebror i stedet for en tjener. I hvert fald ser det ud til, at jeg hænger på ham længe endnu - ingen anden vil da tage sådan en uforskammet knægt i sit hus, og holde af ham, som jeg er kommet til at gøre.

 

28/11. Tog Springer med på en ordentlig ridetur i Deumille-skoven - skønt! Trods frosten holdt vi os snildt varme; Springer hedder ikke Springer for ingenting. På vejen begyndte en historie så småt at dukke op, og inden vi nåede hjem, havde jeg begyndelsen på en storyline til et nyt skuespil. Hr. Dumonts lektion i salonen var ikke forgæves.

 

1/12 1601. Jeg fik et interessant brev fra Reoul & Søn i dag : en invitation til deres bogudsalg. De skal have ryddet ud til den nye sæson, og der skulle være mulighed for et par gode tilbud. Jeg spurtede straks over til Alexia med brevet. Jeg havde alligevel lovet at hente hende, for vi skulle ind og se en matiné forestilling, men jeg kunne ikke vente. Vi aftalte at tage på bogudsalg mandag, og Philippe lovede at give Alexia lidt penge med.

 

Matiné forestillingen var ok, selvom det ikke er alle skuespilforfattere, der er lige så dybe som Tychidid. Alexia og jeg havde en lang snak bagefter, hvorvidt man kunne tillade sig at læse andre meninger og fortolkninger ind i et stykke end dem forfatteren havde tænkt sig. Vi blev enige om, at alle mennesker alligevel opfatter skuespillet (eller digtet eller maleriet) ud fra deres egne oplevelser og deres egne fortolkningsgrundlag. Selvfølgelig er der nogle almengyldige symboler, som alle forstår (de Højes kendetegn fx), men derudover må det vel stå én frit for, hvordan man fortolker resten. Vi blev lidt benovede over, at vi ud fra dén teori var ligeså egnede til at finde fortolkninger og forklaringer, som de lærde herrer, der studerer litteraturteori mm., og at vores fortolkninger ud fra vores eget synspunkt kan være lige så gyldige som deres. De lærde har selvfølgelig et større fortolkningsgrundlag, fordi de har mere viden, men det giver dem ikke nødvendigvis ret til at fortælle os, hvordan vi skal tolke en kunstnerisk oplevelse.

 

3/12. Puh, jeg har brugt en frygtelig masse penge i dag! Og jeg kunne sagtens have brugt mange flere, hvis ikke jeg gerne ville have noget at spise de næste par år også. Nej, min formue skulle nok kunne holde en del år endnu, især hvis jeg med mellemrum får lidt tilskud for mine skuespil og bøger. Men ikke hvis jeg med jævne mellemrum bruger £46 på bøger, som jeg gjorde i dag. Hvis jeg var klog, så skulle jeg nok begynde at kigge nærmere på Dugaries og Rogers bogsamlinger, og låne i stedet for at købe… Ok, Dugaries samling består mest at bøger om krig og strategi, men det er måske heller ikke så tosset at studere lidt - jeg kunne nok bruge et par fif til skakspillet... Rogers samling er sikkert noget mere interessant.

 

Nå, jeg endte med at købe tre bøger: Leonbattista Albertis ”Samlede afhandlinger om malerkunst og arkitektur”. Den er på carvintiansk, med illustrationer fra Venuzia og Florenzia - en utrolig flot bog, som jeg glæder mig meget til at studere. Giorgio Vasaris ”Livsværker”, som er et kunstnerindex. Også den er carvintiansk, men oversat til ryendoriansk. Jeg glæder mig til at få lidt bedre styr på, hvem der er hvem. Kunstneren bag glasmosaikkerne i domkirken var jo carvintianer, så jeg regner med at han også er i. Den sidste jeg købte er en noget mere kontroversiel sag: Christine de Pisans ”Kvindernes by”. Den er forbudt, og handler om et samfund, hvor der er byttet om på mænds og kvinders roller. Dens ultimative formål er at tale for kvinders rettigheder; et emne som jeg finder meget vedkommende! Alexia købte et rejseguide om Venuzia, som jeg godt kunne tænke mig at låne. Det er jo lidt skægt at læse om byen, når man selv har været der.

 

4/12 1601. Der var mindre brok fra Pippin i dag. Han synes stadig, at Rogers køkken er et kedeligt sted at vente, men han ville alligevel hellere vente, end lade Rogers tjener følge mig hjem. Jeg tror, at den unge mand er begyndt at føle en smule ansvar - det i sig selv er et godt skridt i den rigtige retning.

 

Roger annoncerede ligesom sidst, at han ville hente mig lørdag lidt i otte, hvis det passede mig. Uh, jeg glæder mig!

 

7/12. Det skrider fremad med stykket. Jeg er ved at have plottet på plads, og jeg prøver at få mine lag til at fungere naturligt. Det bliver den ultimative kærlighedshistorie. Alle i stykket, både store og små karakterer, er motiveret af deres kærlighed til en anden person eller til et ideal. Man kan sige, at stykket er et studie i kærlighed; der er alle slags; kødelig, åndelig, mentor/elev, platonisk, venskabelig, den ulykkelige, og den fuldendte. Selv i ganske små bevægelser og gerninger vises kærligheden - uden selvfølgelig at blive sødsuppet - pointen er at vise, at kærligheden er en stærk kraft, som er ligeså smertefuld som den er dejlig. Mit eneste problem er dialogen, som jeg bliver ved med at skrive om i én uendelighed. Jeg forsøger at indflette henvisninger til de klassiske kærlighedshistorier (fx Tristan og Isolde, Arthur/Guineviere/Lancelot, Platon og Sokrates) og nogle steder går det godt, mens det andre steder bare bliver opstyltet og hult. Hm, jeg trænger til en pause, før jeg går helt død i det her!

 

8/12 1601. Salon hos enkehertuginden; i dag om noget så obskurt som lysets farve og videnskabelige metoder. Der blev vist adskillige eksperimenter, som var meget interessante. Jeg må indrømme, at jeg ikke forstod så meget til at begynde med. Den private forsker (som universitetsprofessorerne med foragt kaldte ’alkymist’) gav nu god mening og vi fik snakket lidt - eller rettere jeg fik stillet ham en masse spørgsmål, indtil jeg til sidst syntes, at jeg havde fået greb om det. Jeg lyttede mere end talte, da de begyndte at diskutere videnskabelige forskningsmetoder og fysiske grundlove - faktisk talte jeg meget lidt. Det er ikke ét af de fag jeg har fået mest undervisning i. På én eller anden måde er det jo vældig interessant at vide, hvordan alting hænger sammen. Men det er godt nok ikke sådan at blive klog på præcis hvordan, når alle de kloge hoveder ikke engang kan hitte ud af det, eller i hvert fald ikke er enige om det.

 

Fabians dag. Jeg gik i domkirken igen. Studerede glasmosaikkerne, som jeg er blevet så betaget af. På Gabriels dag bad jeg for at min familie havde held med deres kamp; denne gang bad jeg for at der snart ville komme fred, så de kunne komme hjem til mig igen. Jeg savner dem meget, og uvisheden om deres skæbne går mig på. Den sikkerhed jeg følte, sidst jeg var her, om at de ville komme hjem igen i god behold, er gået hen og blevet sådan en fornemmelse af ønsketænkning. I sandhed ved jeg jo ingenting. Man hører rygter om slag, om byer der bliver taget, om deres fremmarch gennem landet, men ingen detaljer, ingen navne. Jeg frygter især, at Dugarie ikke kommer hjem igen. De andre er forsigtige nok, synes jeg mig sikker på, men Dugarie glædede sig som en lille dreng til dette her; jeg er ikke i tvivl om, at han rider forrest mod fjenden, og drager for meget opmærksomhed til sig på ryggen af Ouragan, som ikke ligefrem er en diskret hest. Jeg bad så inderligt jeg kunne, om at de alle sammen blev bragt hjem til mig igen i hel stand og snart! De har været væk så længe. Men Fabian formåede ikke at trøste mig, som Gabriel gjorde.

 

10/12 1601. Jeg spillede skak med Roger i dag, som sædvanlig om tirsdagen. Jeg trængte så gevaldigt til at tænke på noget andet end krig og kærlighed (skuespillet, altså). Jeg elsker de tirsdage; Jeg falder sådan til ro, når mit hoved skal koncentrere sig om den ene ting; spillet. Og Roger er godt selskab.

 

11/12 1601. Jeg spiste middag med Luc på ”Fabians”. Det var vældig hyggeligt, selvom jeg nok fik lidt vel rigeligt at drikke. Vi snakkede om gamle dage, og jeg fortalte om mit nye stykke, som ikke glider helt så let, som jeg gav indtryk af. Han spurgte til Guillaume, og jeg fortalte hvad jeg vidste, hvilket jo ikke er meget. Han beroligede mig lidt. Guillaume er en overlever, sagde han, Han er én af dem, som Skæbnen har en plan med, og den plan ville næppe involvere en anonym død langt hjemmefra. Jeg erklærede mig enig med ham. Guillaume er uden tvivl noget ganske særligt… Savnet af ham forvandlede sig i løbet af aftenen til en længsel dybt inde i mig. Åh, det skal jeg lægge bag mig, kan jeg mærke! Gad vide om han altid vil være den dumpe smerte inden i mig, som han har været i to år. Måske er det hans skyld jeg ikke kunne forestille mig at gifte mig igen… Nej, jeg er for fuld! Jeg går i seng nu!

 

14/12. Argh! Jeg gider ikke mere! Jeg kan bare ikke få de forbandede replikker til at falde på plads! Hver gang jeg får rettet noget til til min tilfredshed, så passer det ikke med resten. Efterhånden er det så jeg drømmer om det om natten, men jeg kan aldrig huske de gode indfald, når jeg vågner igen. Øv! Altså! Skulle ”Ånden i ringen” blive mit eneste stykke? Så er der godt nok ikke meget talent i mig til dette her… Øv, øv, øv! Men jeg kan ikke få mig til at smide det væk for alvor, for jeg synes faktisk, at det grundlæggende er en rigtig god idé. Det er bare de forbandede replikker!

 

16/12. Fantastisk! Det hele er bare faldet på plads nu! Alt så så sort ud i morges, da jeg med stykket under armen tog hen til teatret for at høre om der ikke var én eller anden, der kunne hjælpe mig. Claude (teaterdirektøren for Prins Louis’ Yndlinge) henviste mig til Jean Coullean, som skrev den fantastiske tragedie som de spillede efter ”Ånden i ringen”. Han var bagud med et stykke han havde lovet Claude, og sad begravet i sammenkrøllet papir (et landskab som virkede meget hjemligt…). Jeg var der i timevis. Vi sad i lang tid og snakkede om replikker og karakterer. Jean er utrolig grundig i sit karakterarbejde, og til sidst var det næsten som om han kendte dem bedre end jeg selv. Øjeblikket før jeg skulle til at opgive at det stykke kunne blive til noget fornuftigt, skete der noget forunderligt; det var som om at Jean blev grebet af inspirationens lys, og han startede helt forfra; med egentlig ret små ændringer, ved at flytte lidt rundt på scener og replikker, slette et par linjer her og der, så fik han det hele på plads. Det blev fantastisk! Ved ganske små virkemidler fik han præcis den ånd frem i stykket, som jeg ønskede. Det var en fabelagtig oplevelse at se ham arbejde på dén måde. En skam at han ikke får flere af sine projekter færdige, for han er bare fabelagtig! Jeg tilbød ham en plads på plakaten, for det var jo ham der perfektionerede det, men han afslog. Det var mit stykke, sagde han, og hans indsats havde bare været ’at forskønne det fra naturen fuldendte’! Jeg dansede næsten hele vejen tilbage til teatret for at snakke med Claude. Jeg fortalte, at jeg havde et stykke til ham til efter nytår, hvis han ville have det, og det så ud til at glæde ham. Så sagde han, at de gerne ville sætte ”Ånden i ringen” op igen her op til nytåret, og om jeg ville komme og instruere i ugen op til! Ih, dagen kan næsten ikke blive bedre! Jo, altså, hvis Nicholas lige var kommet forbi, så havde den nok været helt fuldendt! Hurra for ”Labyrinten” og geniet Jean Coullean!

 

17/12. Jeg spillede skak med Roger, og fortalte at jeg ikke ville kunne komme næste tirsdag, fordi det mit stykke skulle sættes op igen få dage efter, samt at jeg havde et stykke til klar til efter nytår. Han var vist noget skeptisk overfor alt det teaterpjat. Han mente ikke, at det var passende for en adelig ung dame at være skuespilforfatter. Jeg fortalte, at siden Georges havde afskåret mig fra min enkepension, er min eneste indtægtskilde at skrive, og mit eneste held at teatret og forlæggeren mener, at jeg har talent nok til, at de vil offentliggøre mine værker. Desuden syntes jeg, at det var sjovt. Derefter fulgte en lang stilhed, hvor han sad og spekulerede over næste træk. Han kommenterede ikke sagen yderligere. Vi ønskede hinanden glædeligt nytår inden vi gik, og han sagde, at han måske ville tage hen og se mit stykke, hvis han fik tid. Det håber jeg, at han får. Jeg ville så gerne imponere ham lidt, og det bliver næppe gennem mit skakspil!

 

20/12 1601. Det er faktisk ret spændende at sætte ”Ånden i ringen” op igen. Jeg har ændret en smule på det, og synes at den anden gennembearbejdning er blevet rigtig god. Reander er i sit es igen i Raznais rolle, og han har fundet på et par nye detaljer til gestikken, som bare virker helt rigtige. Og florent er endnu mere æterisk end nogensinde. Rygtet lyder, at det er fordi at han er forelsket, men ingen ved rigtig hvem, der skulle være den udkårne, eller om vedkommende er af han- eller hunkøn. Jeg gætter personligt på det første. Hans stemme er i hvert fald eminent, næsten vibrerende af følelser, og han svæver bare rundt på scenen som en anden engel. Det bliver rigtig godt! Jeg er ked af, at jeg ikke kan være der til premieren, men Pippin og jeg skal afsted d. 26. senest, hvis vi skal nå at være på Bergerac som lovet inden nytår.

 

26/12 1601. … Solen er netop ved at stå op over Ryendor City. Byen er dækket af sne, som dæmper alle lyde - jeg føler mig lige så afdæmpet indeni. Marianne gik for ikke så længe siden - dvs. jeg så hende ikke gå, men fordybningen ved siden af mig i sengen er stadig lun.

 

Madame Renoir var i gang med nytårsbagningen, da Marianne ankom i går. Hun (Madame Renoir) havde insisteret på at sende noget lækkert med mig og Pippin, når vi tager afsted mod Bergerac i dag for at holde nytår dér. Madame Renoir selv holder nytår hos sin datters familie. Det var netop lykkedes for Pippin at snuppe én af de nybagte kager fra pladen, og han var i vild flugt op af trappen med Madame Renoir efter sig truende med en køkkenkniv, da dørklokken ringede.

 

Jeg gik selv ud og åbnede… Dér stod hun i mørket, med silhuetten af en mørk karet som baggrund. Snefnuggene føg om hende, da hun trådte ind som om hun havde været her 100 gange. Hendes blik slap ikke mit, hendes underfundige smil lovede hundrede ting, da hun trængte mig tilbage ind i hallen. Kappen gled modstræbende af hendes skuldre og afslørede en… meget afslørende kjole. ”Jeg kunne jo ikke lade dig rejse uden at give dig din nytårsgave!” hendes stemme - forførende, lokkende. Jeg kunne intet sige. Denne kulturforandring fra det hjemlige kagebageri til denne overnaturlige skabnings ankomst var for meget for mig. Bag mig kunne jeg høre Madame Renoir vende småbandende tilbage til køkkenet (hun så mirakuløst ingenting), og Pippin som kom hoppende ned af trappen og endte lidt til højre for mig. Han måbede ved synet af Marianne. Hun vendte sin fulde opmærksomhed til ham, skred mageligt et skridt hen imod ham og bukkede sig ned, så han havde frit udsyn til udskæringen. Øjnene var ved at trille ud af hovedet på ham. ”Var der ikke noget du skulle… et andet sted?” Mariannes stemme var blød og kælen. Pippin flygtede.

 

Marianne vendte sig igen mod mig. For mit indre øje så jeg en stor kat foran mig, og jeg var intet andet end et bytte. Det var også kattens leg med musen hele vejen op af trappen. Instinktivt vidste hun hvor soveværelset var, og fik styret mig derind. Jeg gik baglæns hele vejen, med store øjne og hjertet bankende i halsen. Hun lukkede døren bag os. ”Kommer du ikke herover og åbner din gave?” Hendes blik var dragende, udfordrende. Jeg tog mig sammen og fulgte opfordringen - resten er historie…

 

Det var ligesom sidst… bare bedre, ligesom anderledes… bortset fra Fornemmelsen af at hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre, som om hun kendte mine allerinderste ønsker. Sikken nytårsgave! Jeg forstår nu, hvad Robert mente med, at han ikke følte, at han havde noget valg. Jeg havde heller intet valg, men mest fordi at jeg ikke ønskede andet valg end dét hun tilbød. Der var ikke mange ord imellem os. I pauserne var der bare blikkene og smilene, hvorefter det hele begyndte forfra… Til sidst…, ja, til sidst besvimede jeg. Det må være det som Comtessa de Fleurent kalder ”la petite mors” - den lille død - i sin bog. Det hele blev bare for vidunderligt, for stort til at rumme, og så blev det sort omkring mig. Jeg kan dufte hende på min hud endnu, føle hende på min hud… Mine fingerspidser snurrer efter at have kærtegnet hende. Jeg ved hvordan de næste dage bliver: tågede; hendes duft omkring mig, et lille, fjollet smil om læberne ved tanken om hende… Hun er vidunderlig! Sikke en gave jeg er blevet skænket!

 

Nå, jeg kan ikke blive liggende her hele dagen, hvor gerne jeg end ville. Vi skal afsted mod Bergerac. Turen bliver hård nok med al den sne. Det er nu en god dag at rejse på - solen skinner nu blegt over tagene fra en skyfri himmel. Jeg pakkede det meste i går, så nu skal jeg bare i tøjet (jeg dropper badet i dag - jeg kan ikke få mig selv til at vaske Marianne af endnu), og så afsted. Hm, lyden af Pippins larmende fortrin på trappen… Jeg kommer nu, din skarnsunge!

 

Han har breve med! Breve fra Damar!

 

Senere: Hvis jeg nu bare kan fange dén følelse, der var i mig i vognen og få den ned på papiret, male den med ord med min pen… En følelse af inderlig fred og ligevægt. Jeg læste brevene i vognen - breve fra Reynaud (der er et par ting han lige beder mig ordne), ét fra Pierre, ét fra Robert og minsandten ét fra van Maar! Guillaume er i Damar for at kæmpe, sådan som jeg havde gættet mig til, og udmærker sig - som jeg havde forventet. Alle i familien er stadig i live, alle har det godt. Alle taler om den kamp - den store kamp - som de er på vej til, da de skriver brevene - så meget kan have ændret sig… Efter at have læst brevene sad jeg en stund og så ud på det smukkeste, hvide snelandskab, hvor den kolde luft får alle detaljer til at stå knivskarpt. De dystre fremtidsudsigter til trods er det som om, at jeg ikke kunne fatte dybden i dem på sådan en dag som i dag. Duften af Marianne sad stadig på mine hænder (den sidder der såmænd endnu!), og luften var så ren og skarp. Intet ondt kan ramme nogen på sådan en dag! Først da gik det op for mig, at Pippin sad og rystede af kulde, trods sine varme støvler, sin nye vams (en nytårsgave fra Madame Renoir) og sin nye uldne kappe (en nytårsgave fra mig). Jeg lokkede ham over i min arm - min uldkappe er foret med hvidt katteskind og er noget varmere - og der sad han så og faldt i søvn op ad mig. Jeg sad bare og kiggede ud på det fantastiske landskab, med Pippin tæt ind til mig, og tænkte på barndomsminder med Robert, på alle slags minder med Guillaume, og på Marianne. Jeg sad bare og smilede, opfyldt af ømhed og gode tanker. Hvor jeg dog har et godt liv! Det eneste mere jeg ønsker mig nu, er at alle mine mandfolk vender hjem igen - og i den lyse tankerække jeg har haft hele dagen, så er jeg fortrøstningsfuld.

 

29/12 1601 Bergerac. Så nåede vi endelig frem. Madame Beauvais kom med sin sædvanlige elskværdige velkomst, som lød som en blanding af skæld ud og ’velkommen hjem’. Jeg overlod Pippin til hendes (under protester fra begge), og gik herop for at klæde om - der er selskab i aften - alle fæsterne, familien, naboer og venner (pigen fortalte mig forarget om Danielle, som har klippet sit hår kort! Det glæder jeg mig til at se!). Nå, nu er det om at komme ned til festlighederne!

 

30/12. Årets sidste dag! Jeg sad i det åbne vindue i går efter festen, og tænkte over året der er gået - alle de forandringer, der er sket med mig i dette år! Når jeg leder efter årsagen til at de blev sparket i gang, så finder jeg kun Guillaume… Alting ændrede sig, da jeg mødte ham igen. Han mindede mig om mine gamle drømme og idealer, mindede mig om, at man ikke skal gå på kompromis med de vigtige ting i éns liv. At man lever livet halvt, når man er bange. Så jeg holdt op med at være bange, og havde pludselig ikke længere brug for Blaise, da det var ham jeg havde fundet tryghed hos. Jeg er ked af den måde det hele sluttede på - jeg vil aldrig kunne forstå, hvorfor det endte så galt med Blaise og mig. Pludselig forstod jeg ham bare slet ikke mere - måske fordi jeg ikke ville forstå? En ond lille stemme i mig siger, at det var fordi han ikke længere havde noget jeg havde brug for, og derfor smed jeg ham af mig, som man smider en kappe af sig, når dagen bliver for varm.

 

Nu kalder Mama - vi skal til gudstjeneste i Melun. Jeg har altid elsket gudstjenesterne på denne sidste dag i året - de er altid så fulde af håb og Lys!

 

Senere: Forbandet da også! Matt Donaldson er dukket op igen - piraten fra øerne! Og han er mere end vred! Han fandt aldrig skatten - hvordan han overhovedet overlevede turen er mig en gåde - og han leder nu efter Ebenezers nøgle, som jeg ikke har den fjerneste anelse om hvor er. Han har truet mig med, at det går ud over min familie og min omgangskreds, hvis jeg ikke samarbejder. Selvom jeg er fuldstændig ligeglad med den skat - jeg regner ikke med, at vi nogensinde vender tilbage til øerne igen - så gør det mig så edderspændt rasende at være tvunget til at gøre som han siger! Pippin var det kloge hoved, som fortalte mig dét, som min sunde fornuft ikke kunne sige højt nok: man går bare ikke i vejen for dén slags folk! Nu dét er blevet mig klart, så har jeg besluttet mig til at give ham dét han ønsker - vejen til skatten, som jeg vil tro, at jeg kan genskabe ud fra min journal og mine erindringer. Jo hurtigere dét er gjort, jo hurtigere forlader han min liv igen. Nu håber jeg bare, at det er nok! Han snakkede om ’renters rente’, og dét bekymrer mig. Jeg har jo intet at give ham! Jeg har selvfølgelig min egen lille formue - men den havde jeg jo tænkt mig at leve for! Hvis jeg giver ham den, så dømmer jeg mig selv til tiggerstaven - men mindre kan vel også gøre det... Nej, jeg håber, at hvis jeg nu er hjælpsom nok, så vil han glemme det andet. Under alle omstændigheder så forlader min kniv ikke sin plads på mit ben, før han er vel ude af mit liv igen! Uh, altså! Mage til ubehageligt menneske skal man lede længe efter! Jeg ved, at jeg skal være 100 % på mærkerne hele tiden, selv hvis han virker venlig. Jeg kan huske fra øerne, at han godt kunne udvise en form for bekymring og hensyn det ene øjeblik, mens han det næste øjeblik kunne vende 180 grader rundt og være usandsynlig kold og beregnende. På øerne fik han folk til at gøre det beskidte arbejde for ham, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han udmærket er i stand til at gøre det selv. Desuden ved jeg jo ikke, om han er her alene, eller har sine folk med sig… Åh, jeg håber han er alene! Én pirat synes jeg er slemt nok - en hel flok af dem! Brrr!

 

Hver gang jeg kan mærke. at angsten er ved at gribe mig, så hager jeg mig fast i mindet om Guillaume, og i erindringen om alle de ting Nicholas lærte mig. Jeg vil ikke være bange! Man tænker ikke klart, når man er bange, og det er så vigtigt, at jeg tænker klart! Desuden så kan jeg forsvare mig selv! Desværre har Matt Donaldson allerede regnet mig ud - at det er mine kære, der gør mig sårbar. Min eget skind er jeg ikke så bange for, for jeg skal nok klare mig, men jeg kan ikke beskytte hele min familie og alle mine venner mod ham. Ih! Hvor han altså gør mig arrig! Og vreden må jeg også hellere skille mig af med, for den formørker også den sunde fornuft. Jeg trækker vejret dybt - jeg samarbejder så meget jeg overhovedet kan, og så forsvinder han forhåbentlig, og vender aldrig tilbage igen! Det værste lige nu er, at jeg bliver nødt til at vente på, at han henvender sig igen! Dén del af journalen, der omhandler rejsen til øerne ligger i chatollet derhjemme, og da han har forbudt mig at stikke af, kan jeg ikke komme videre med sagen, før han viser sit grimme fjæs igen. Åh, jeg hader ventetid!

 

1/1 1602 Bergerac. Året er en time gammel, og jeg er lidt for beruset... Hvor nærværende faren end er, så går jeg alligevel ind i det nye år fuld af håb. Jeg kan mærke mit hjerte lige under huden, og det banker i takt til et navn: Guillaume, Guillaume, Guillaume… Åh, Guillaume - De mennesker vi er blevet i løbet af det sidste år: vi lever livet kompromisløst. Vi lever ikke halvt, elsker ikke halvt. Vi frygter hverken livet eller døden. De farer vi ser i øjnene er blot udfordringer - sten på vejen - med det ene formål at gøre os stærkere. En dag vil vi mødes igen, og hvis Lyset vil, så vil vi dén dag have mod nok til at elske hinanden, mod nok til at trodse autoriteterne, mod nok til at stå imod konformitet.

 

Hm, dette duer selvfølgelig kun, hvis jeg ikke er den eneste, der stadig føler så stærkt… Jeg lod dig jo gå; satte dig fri… Hvis du nu er så fri, som jeg dengang ønskede du skulle blive, så står jeg her med et klassisk tilfælde af ulykkelig forelskelse! Så vil mit sultne hjerte forblive umættet… Åh, Gud! Bare tanken om dig nu! Den yndling du var, og den mand du er blevet! Så fuld af liv! Så fuld af mod! Alle historier om helte vi læste, da vi var børn - legemliggjort i dig selv! Nogen heltinde er jeg ikke ligefrem, men noget utraditionel kan man vel godt kalde mig… Om jeg er dig værdig, må tiden vise.

 

Har jeg et håb - en bøn - for det nye år, så vil det være at møde dig igen, holde om dig, elske med dig igen, og se hvor langt vi kan tage det denne gang. Gøre vores kærlighed til et eventyr i stedet for den tragiske farce det ellers endte med at være. For to år siden var vi så unge, så bange for at falde udenfor. Men nu… har vi ikke begge fundet et liv et pænt stykke fra den slagne vej? Hvad betyder skandaler for os nu? Jeg ser ingen seriøse forhindringer for os… undtagen én - dig selv. Hvem ved, hvad du føler nu? Måske har krigen kureret dig for mig, måske gjorde jeg det selv? Hvem ved om du overhovedet lever? Nej! Nej, dén tanke vil jeg ikke engang tænke! Du lever! Du skal leve! Ligesom Robert og Dugarie og de andre skal leve! Jeg vil gå ind i det nye år fuld af håb. Ingen sørøver kan tage det fra mig. Jeg har masser af håb, masser af lykkeligt liv foran mig. Glædeligt Nytår, Guillaume!

 

Senere - næsten et døgn senere: Madame Beauvais shanghai’ede Mama og mig til at få styr på krydderurterne, og gøre dem klar, der skulle bruges til nytårsgåsen (ah - madame Beauvais’ nytårsgås! Det er noget af det bedste jeg ved! Hun er Lysets gave til Bergerac-familien, er hun!). Nå, opgaven gav i hvert fald Mama og mig rigeligt med tid til at sludre om alt og ingenting. Hun er så dejlig uforarget over min levevis i Ryendor City. Bare jeg er lykkelig, så har hun ingen problemer med den (jeg har måske også udeladt et par detaljer - Nicholas har jeg kun nævnt i forbifarten, og Marianne slet ikke). Undervejs i samtalen synes jeg pludselig, at jeg kunne genkende mig selv i hende. Hun havde sådan et glimt i øjet, da hun fortalte om sin ungdom, hvor Far ofte tog hende med i teatret. Jeg inviterede hende straks til premiere på mit nye stykke, og til at blive hos mig byen et stykke tid, så vi kunne opleve byen sammen. Jeg føler sådan en stærk kærlighed til hende og samhørighed med hende, som jeg aldrig har gjort før. Måske er jeg endelig blevet voksen nok til at se hende som et menneske, og ikke ’bare’ som en mor.

 

Vi snakkede om Robert og de andre, som er i krig langt herfra, om deres breve, og om vores håb og angst for deres skæbne. Heldigvis er Mama optimist som jeg selv, hvad det angår - vi tror begge stærkt på, at de snart vender hjem til os igen! Mama er nu også bekymret for Daphnes skæbne - hun er bange for, at Pierre og onkel Josephe vil afsætte hende til højest bydende, når hun debuterer, og at de ikke vil tage hensyn til hendes egne ønsker. Jeg skal nu nok se til, at hendes ønsker bliver respekteret! Mama har et noget negativt syn på Pierres motiver hvad det angår, men jeg mener nu, at jeg kender ham godt nok til at, om ikke andet, kan han manipuleres til at gøre det rigtige. Jeg stoler på hans gode hjerte, og hvis min tro på ham viser sig uberettiget, så skal han se, hvad den ene kusine kan gøre for at den anden får det godt! Vi kom også ind på Danielle, hvis historie Mama i store træk efterhånden har gættet sig til. Mama bekymrer sig om, at folk snakker om hende - hendes boen alene, hendes korte hår, og rygterne om at hun arbejder i mandetøj (hvilket jeg er sikker på også er det mest praktiske - jeg foretrækker selv skørterne, men praktisk arbejdstøj bliver en kjole aldrig!). Jeg lovede at tale med hende, hvad jeg da også kom til senere på dagen. Men Danielle ser ingen problemer i sin livsstil - hun ser jo kun folk, når hun er her, og da hun derudover har meldt sig ud af samfundet, så ser hun ingen grund til at indrette sig efter andre. Det giver jo god mening. Daphne sad og himlede med øjnene over Danielles udtalelser, men de virker nu som lige gode venner af den grund. Jeg er glad for at Danielle ser ud til at have det så godt! Hun er i fuld gang med at forme sit liv, som hun selv gerne vil have det, og er nået milevidt fra den rådvilde pige, som var så ulykkelig for et lille års tid siden. Jeg er vældig stolt af hende!

 

Jeg fik også tid til at lufte mine egne bekymringer overfor Mama - ja, ikke dem alle sammen: Matt Donaldson sagde jeg ikke noget om! Ingen grund til at give Mama mere at bekymre sig om - Jeg håber meget på, at jeg kan klare det med Matt uden at behøve at inddrage familien i det (selvom jeg har overvejet at skrive et brev til Robert og lægge det på hans skrivebord, for det tilfælde at der skulle ske mig noget). Jeg fik jo aldrig skriftet min dårlige samvittighed vedr. Blaise til andre end den mest ufølsomme person, man kan tænke sig, så i stedet fortalte jeg om det til Mama. Hun var fuld af forståelse. ’Han har en vanskelig sjæl’ sagde hun - Så sandt! Mama har åbenbart haft lettere ved at gennemskue ham, end jeg selv. Dybest set tror jeg ikke, at jeg kunne have gjort det anderledes eller bedre. Var jeg blevet hos ham, var jeg blevet ulykkelig, og sandt at sige tror jeg såmænd ikke, at han var blevet lykkeligere af det. Nej, Blaise er fortid - og jeg har så meget fremtid foran mig, som jeg ikke vil forplumre med skyldfølelse over noget, som jeg alligevel ikke med god samvittighed kunne have gjort anderledes.

 

Om eftermiddagen var Daphne, Danielle og jeg ude og ride - det var i dén anledning, at jeg snakkede med Danielle om Mamas bekymringer. Jeg var meget påpasselig med at vælge befærdede veje (til de andres undren - jeg plejer at vælge vildere stier at ride af), men jeg turde ikke andet. Jeg skal ikke nyde noget af at føre dem lige i favnen på en flok ufølsomme pirater! Heldigvis var kulden så stærk, at turen ikke blev synderlig lang. Vel hjemme igen varmede vi os på noget varm grog, som Madame Beauvais havde lavet til os. Jeg fortalte dem om ”Labyrinten”, og det endte med at vi forsøgte os med at tre-mands-opsætning af det. Daphne, den uforbederlige romantiker, var fuld af beundring over stykket, og selv Danielle nikkede anerkendende, selvom hun var noget skeptisk overfor temaet. Jeg må introducere Daphne og Alexia for hinanden - ikke bare er de cirka jævnaldrende - de har vist også meget tilfælles; deres bedårende naivitet, deres lyserøde syn på livet og kærligheden. Selvom onkel Josephe ikke betragter mig som passende selskab for Daphne, så skal vi nu nok få lidt at se til hinanden i Ryendor City. Den rigide gamle mand skal ikke tage sjælen ud af Daphne! Ikke så længe jeg har noget at sige, i hvert fald!

 

Jeg har endnu ikke hørt fra Matt Donaldson - hvad venter han dog på??

 

3/1 1602. Rygterne væltede ind i dag, da Maurice kom hjem fra en høflighedsvisit hos borgmesteren. Prinsen af Damar er vendt hjem, og der har været et stort slag ved byen Oporto (det må være dét slag Robert nævner, som de havde kort efter landgangen), hvor codorianerne blev slået ned af prinsens garde (deriblandt min familie). Hovedstaden Sao Damao er faldet efter en fantastisk hurtigt og effektiv march gennem landet - det er dét slag de alle sammen omtaler i deres breve. Jeg håber, at Lyset sparede dem! Codorianerne er trængte og flygter i store tal ud af landet.

 

Damar er ifølge rygterne ikke det eneste sted codorianerne er trængte; rygterne siger at mellem 100.000 og 1 million almohadhere er i færd med at invadere Codora (jeg vil gætte på, at tallet er tættere på de 100.000 end millionen!). Codorianerne prøvede at tage Saada, men fejlede. Almohadherne er ved at samle en kæmpe flåde, som nok skal holde codorianerne beskæftiget! Almohadh forsøgte i øvrigt at storme den by, der bevogter Adrianopolis' havn, men eprioterne fik uventet hjælp af sortebrødrene, som besluttede sig til at droppe deres neutralitet og blandede sig i kampen med 4 galeoner, som uden de store problemer (tilsyneladende) skød sig vej igennem 60 almohadhiske skibe!

 

Jeg er spændt på at se de mere troværdige efterretninger i Dugaries post, når jeg vender hjem, for der sker godt nok interessante ting ude i verden!

 

Her sker der til gengæld ingenting! Hvor i alverden bliver sørøveren af?!?

 

4/1 1602. Tomhed... En eller anden udefinerbar ... nagen...? Jeg var bange et øjeblik, men mest vred, og vreden tog ligesom præference. Jeg var ikke siden bange, jo, et øjeblik skræmt, da han kom med sin dårlige vittighed om, at han kunne tage sine renter i naturalier (=mit kød!), men det var trods alt ikke var andet end en vittighed. Jeg forstår ikke den manglende angst. Han var stor og mægtig, og meget kraftfuld - han kunne uden besvær have voldtaget og dræbt mig - og skyggerne gjorde ham endnu større, endnu mægtigere. Og alligevel var jeg ikke rigtig bange. Min resolution er vist meget stærk, åbenbart så stærk, at jeg ikke engang er bange, når jeg burde være det, når en pæn portion angst ville have været naturlig og måske endda fornuftig... Men jeg havde bare denne her fornemmelse af, at han ikke ville gøre mig noget ondt... at det kun ville blive ved truslerne. Som om han havde fattet... sympati...? For mig? Og så ikke alligevel - jeg tror sandt at sige ikke, at den mand aner hvad sympati er, usympatisk som han selv er... Hans rovdyrsmil, hans firfingrede hånd, de dér mørke afgrundsøjne... Han er det mest skræmmende menneske jeg længe har mødt - kun lige knapt overgået af Døberen, som var mere skræmmende i sin følelseskulde, end sørøveren er med sit mægtige temperament.

 

Min mangel på angst gjorde os på en eller anden måde... ja, ikke ligeværdige, men i hvert fald ikke som offer og bøddel. Jeg samarbejdede, fordi han var en irritation i mit liv som jeg gerne ville af med igen, ikke fordi jeg frygtede ham eller hans repressalier... Selvom jeg udmærket godt ved, at han sikkert ville have gjort alvor af sine trusler, hvis jeg ikke havde samarbejdet. Men der er en lille smule stolthed inde i mig, fordi det lykkedes mig - i hvert fald inde i mit hoved - at dreje situationen til at jeg hjalp ham frivilligt, og ikke udelukkende fordi jeg blev tvunget.

 

Er jeg helt galt på den at føle sådan? Jeg burde være enormt bange. Måske foregøgler jeg mig hele situationen, fordi jeg bare ikke kan tage at blive kommanderet rundt med. Måske bliver jeg nødt til at se sådan her på det, fordi det ellers ville være for skræmmende, og da jeg nu nægter at lade mig skræmme... tja... Jeg ved ikke helt hvad der foregår i mit hoved - måske dør jeg af angst i morgen bare ved tanken om det her.

 

Da han var forsvundet ud i mørket, smækkede jeg vinduerne op og hang halvvejs ude af dem en tid - for at få den kolde vind til at desinficere lugten fra ham af mig og ud af mit værelse. Lugten af billig tobak og uvasket mand hang i rummet - ikke en lugt jeg har lyst til at falde i søvn i! Her er hundekoldt nu - men en varmedunk og et par ekstratæpper og -dyner kan klare dén side af sagen.

 

Jeg tror, at jeg har identificeret den der nagen : det er irritationen over, at det ikke er overstået endnu. Ét møde til er nødvendigt, før jeg kan sige 'good riddance!' og håbe på, at jeg aldrig ser ham igen! Og så det endnu mere irriterende : at han vil opsøge mig, og derfor tvinge mig til at vente på, at han skal dukke op igen. Hvor jeg dog hader, at det er ham, der stiller betingelserne! Jeg hader denne indskrænkning af min frihed! Øv!

 

5/1 1602. Mama og pigerne var kede af, at jeg tog afsted før tid, men jeg undskyldte mig med, at jeg havde presserende arbejde i Ryendor City, som ikke kunne vente længere, og at jeg lovede Mama, at jeg ville skrive, når jeg kendte en præcis dato på premieren. Jeg fortalte Pippin om Donaldsons besøg, og han insisterer på at agere min bodyguard, når vi kommer tilbage til Ryendor City. Dét tror jeg nu næppe bliver nødvendigt - og hvad skulle en 10-12-årig knægt da også kunne gøre mod en hærdebred mand som Matt Donaldson?

 

Vi tager hjem over Cridence-sur-Chapielleron de Fourtre (hvordan finder folk da på sådan en navn?! Det må være en meget lille by – reglen er jo gerne, at jo mindre by, des længere navn…), så jeg kan levere Reynauds mystiske besked.

 

9/1 Cridence. Sikke en modtagelse vi har fået her i Cridence! Pippin og jeg ankom sent i går aftes efter 3 lange dage i en meget kold vogn, som ikke ligefrem havde de bedste betingelser at køre i; Det har blæst en del, især i går, så vejene fygede til, og vi kom ikke rigtig nogen vegne. Cridence er en ret lille by, og byens eneste kro havde kun et enkelt værelse, og det havde isblomster på indersiden af vinduerne! Så Pippin og jeg har ligget og krøbet sammen i værelsets eneste seng med alt tøjet på bare for at holde varmen - brrr! Gæstfriheden var noget anderledes, da vi meldte vores ankomst hos Hr. Gerinald Parclois, byens væver. Han var noget brysk i sin fremtræden til at starte med, men tonen fik en anden lyd, da jeg fortalte, at jeg havde nyheder om hans søn. Hr. og Fru. Parclois inviterede straks indenfor, og Pippin og jeg er blevet bespist, så vi er ved at revne, og jeg har fortalt og fortalt og fortalt, på deres egen opfordring, om prinsen af Damars noble sag, om den yderst kompetente Oberst Dugarie, og om min bror (som de kendte lidt til), og om Reynaud, som har taget knægten til sig. Og jeg har fortalt alt hvad jeg vidste af rygter om hvordan det går i Damar og forsikret dem, at hvis nogen vender hjem derfra, så bliver det da deres søn, som – fandt jeg ud af – hedder Giraud og er bare 15 år. Faderen mente, at knægten ikke havde andet end eventyr i hovedet, men mon ikke den unge mand har fået rigeligt med eventyr efter denne her omgang? Med mindre det er gået i blodet på ham – det er jo set før… Pippin og jeg er blevet inviteret til at overnatte her, og jeg nænner ikke at sige nej - de var bare så glade for at få nyheder om deres eventyrlystne førstefødte. Men i morgen må vi altså afsted! Vejene bliver ikke bedre, og vi skulle jo gerne til Ryendor City, før hele landet sner inde!

 

11/1 1602 Ryendor City (endelig!). Sikke en hjemtur! Jeg har lige fået puttet Pippin i seng, efter at have hældt lidt mere varm toddy på ham, end han egentlig kunne tåle. Jeg tændte op i alle ildsteder i huset, så snart vi kom hjem, men her er bare så koldt! Madame Renoir kommer først i morgen, så Pippin og jeg spiste på "Repas du Roi" (jeg synes, at vi fortjente det). Uh, jeg kunne godt bruge en sengepartner til at hjælpe med at varme sengen op. Hvor er Nicholas, når man har brug for ham? Jeg savner ham… Nå, det kan vel ikke vare længe, før huset bliver varmt igen - håber jeg! Uh, nu skal jeg altså ned under dynerne!

 

12/1. Jeg sov længe i dag, og blev vækket af en meget glad Pippin. Det viste sig, at Madame Renoir var kommet tidligt, og som det første varmede store mængder vand, så jeg kunne starte dagen med et varmt bad (hvilken betænksom kvinde!). Og Pippin kunne ikke vente til jeg var færdig, så han kunne overtage det lune vand (det er de utroligste ting en beskidt knægt vil gøre for at få varmen!).

 

Jeg var lige henne hos Alexia og Philippe et smut i eftermiddags med hendes nytårsgave, og jeg spurgte hende om hun ville med ud og gå i Kgs. Have i morgen. Først var hun ikke meget for at være ude i det kolde vejr, men da jeg fortalte, at det drejede sig om at aflevere et kærestebrev til den kvindelige part af et par, der ikke måtte få hinanden, blev hun fyr og flamme! Vi kan jo risikere at skulle gå rundt derovre i ret lang tid, men det var hun pludselig fuldstændig ligeglad med, den søde pige. Det er jo søndag i morgen, og mange mennesker her i byen har for vane at spadsere efter kirketid - det håber jeg også, at Jacqueline gør, og at hun ikke tager den sene messe!

 

13/1 1602. Vi havde heldet med os! Jacqueline var ude og spadsere efter kirke i dag! Ikke noget hendes bodyguard var særlig vild med - det var tydeligt - og kold så hun også ud, indtil hun fik øje på mig. Det er skægt - jeg havde planlagt til punkt og prikke, hvordan jeg skulle henvende mig, og under ly af at give hende et harmløst religiøst skrift, også give hende Reynauds brev. Men så snart hun så mig, kom hun nærmest løbende hen til mig, og ville høre nyt. Jeg nåede at give hende brevet (fra muffe til muffe - piece of cake!), inden vagten kom farende hen og trak hende protesterende væk. Hendes strålende øjne var al den belønning Alexia og jeg havde brug for. Vi var i så godt humør bagefter, at vi kastede os ud i en sneboldkamp med en flok af Pippins kloakrotter, indtil vagterne i haven smed drengene ud for sådan at forulempe to unge damer - det grinede vi meget af!

 

Så tog vi herhjem og sad og snakkede og snakkede over Madame Renoirs storartede rødvinstoddy. Jeg har lige fulgt hende hjem (med en eskorte af Pippins venner; min personlige bodyguard - det er nu lidt skægt!). Stadig ingen tegn på at sørøveren er i byen, men det skulle også undre mig, hvis han var kommet så hurtigt hertil.

 

14/1. Jeg tog hen til 'Prins Louis' yndlinge’ i dag med 'Labyrinten' og efterlod det hos Claude, som ville kigge på det. I næste uge har han et bud på om de vil tage stykket og hvornår. Jeg synes jo selv, at det er så meget bedre end 'Ånden i ringen', og selvom det ikke er en komedie som sådan (selvom det har sine lattermilde passager), så skulle det undre mig, hvis de ikke tog det.

 

Jeg tog hen forbi Dugarie’s hus, og det var vist på tide! Hans skrivebord var ved at dratte sammen af al den post, der har samlet sig de sidste par uger. Det meste af det var nytårshilsner fra forskellige håbefulde. Jeg synes, at det var for sent at begynde at sende nytårshilsner ud til folk på hans vegne, så jeg lod dem være efter hurtig skimning (kiggede lige efter om der skulle være brev fra Elisabeth Bonnette - no such luck). Han kan kigge på dem, eller bruge dem som optændingsbrænde, når han kommer hjem. Kun en lille håndfuld breve var interessante - de var til gengæld meget interessante! Almohadhernes hær i Codora er på 120.000 mand, fordelt på 2 rytterhære á hver 10.000 mand og 100.000 fodfolk. Den almohadhiske flåde er ved at gøre klar til en større offensiv. Codora ser ud til at have slået større brød op end de kunne bage, da de var så dumme at invadere Almohadh! Patriarken er begyndt at tale om korstog, men kardinalen er imod en sådan tanke. Der er vel på nuværende tidspunkt heller ikke mange pointer i at hjælpe Codora - i hvert fald ikke før Almohadh begynder at erobre for meget land! Men det ser ud til at Epirus og Sach er ved at stifte fred, og så bliver det jo spændende at se, om der kommer nye spillere på banen!

 

Efter at have indført alt dette + et par andre småting, gik turen ned til Adele og Bastian, som ser ud til at trives - lidt for godt endda. Francois og jeg blev enige om, at de er en smule for fede, og brugte noget af eftermiddagen på at lade dem flyve. Fascinerende syn! Jeg har fået læst en del om falkonéring efterhånden, og i fællesskab med Francois sad jeg den halve aften med næsen i bøgerne. Han er skæg, Francois! Han er så pavestolt over at han er den eneste, der tør fodre fuglene - han har nu også forbindingerne til at bevise det (jeg selv kommer ikke i nærheden af de skarpe næb og spidse kløer uden at have tykke handsker på!). Han er steget noget i hierarkiet her i huset, fra at være yngste tjener har han nu det ærefulde (og smertefulde) hverv at tage sig af fuglene - det er der vist en del respekt omkring. I hvert fald er de andre glade for at slippe for jobbet! Jeg må virkelig få Dugarie eller Reynaud til at tage os med på falkejagt, når de kommer hjem! Når de kommer hjem... Jeg er så sikker på efterhånden, at det bare er et spørgsmål om tid... Jeg har ikke lyst til at tænke tanken til ende, at de måske ikke alle sammen... Nej, jeg vil ikke tænke tanken til ende!!

 

15/1 1602. Så fik jeg endelig skrevet dét nytårsbrev til Fader Bryant, som jeg har gået og pønset på et stykke tid. På en pludselig indskydelse skrev jeg også ét til Nicholas, hvis selskab jeg savner, en blanding af flirt og alvor, sådan som vores forhold altid har været, og parfumeret med min favorit-parfume - bare for at holde ham på tæerne! Så vidt jeg husker, plejer postvognen til Navaris at gå om onsdagen, så jeg fik Pippin til at rende ned med det med det samme.

 

Og nu vil jeg se om Roger stadig gider spille skak med Charles' lille pige!

 

Senere : Dejlig aften! Roger var i rigtig perlehumør! Han virkede glad for at se mig, og havde sågar været inde og se mit stykke. Han mente at stykket såvel som mine digte manglede livserfaring, men til gengæld besad masser af livslyst. Jeg har bestået optagelsesprøven, som han sagde. Ih, hvor er jeg glad! Og tænk! VI er inviteret til salon på lørdag, ja, VI! Eller som det blev formuleret, så var han velkommen til at tage 'sin ivrige lille veninde med'. Hi! Det synes jeg er skægt! Jeg glæder mig meget. Og så gør det ikke noget, at han bankede mig tre gange - den ene gang dog kun knebent - det har været en dejlig aften!

 

Manuons dag 1602. Alexia og jeg tog os en ridetur i Deumille-skoven efter helligdagsmessen. Jeg kunne ikke fare afsted som jeg plejer, da Alexia ikke har helt samme tryghed på ryggen af en hest som jeg, men det var OK. I rask fart var vi dog, for det var koldt som bare pokker! Springer er ved at blive lidt småfed, så vi må nok ud lidt oftere i fremtiden!

 

18/1. Åh, hvor kan man være dum!!! Mig og min store mund! Hvorfor kunne jeg da ikke for en gangs skyld holde min næse for mig selv, og holde min mund! Åh, jeg har ødelagt det hele! Det startede ellers så godt! Oldtidslitteratur kender jeg jo en del til. Monsieur Randall terpede det med Guillaume og mig til hudløshed, og en del af det (det interessante af det) er blevet hængende. Jeg gjorde det godt i aften, dét gjorde jeg! Indtil... Åh, hvis jeg bare kunne gøre det ugjort! Jeg så enkehertuginden og Roger signalere til hinanden bag vores rygge, når de troede, at ingen så det - men jeg så det! Og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at kommentere det på vejen hjem - åh ve! Hvorfor kunne jeg dog ikke opføre mig som man bør, bare én gang, og lade være med at blande mig!? Åh, jeg sagde undskyld og bad ham tilgive mig, og han sagde at han gjorde, men det gjorde han ikke! Jeg kunne høre det på pausen, og på måden han sagde 'ja', tøvende og skuffet. Åh, jeg kunne grave mig ned og døøø! Jeg, som så gerne vil imponere ham og være én han kunne være stolt af, og være glad for at kende, har vadet hen over hans privatliv på den mest ufølsomme måde. Åh, jeg er så ked af det! Nu vil jeg gå i seng og græmme mig hele natten!

 

19/1. Red i skoven på den måde man bør ride i skoven på. Springer var lykkelig, jeg var stadig fuld af græmmelse! Ikke desto mindre har jeg lovet mig selv at tage hen til Roger på tirsdag (hvis han overhovedet vil lukke mig ind...), og opføre mig eksemplarisk, dvs. sige ingenting og nøjes med at spille skak. Den værste græmmelse tonede bort, da vi tog den første galoptur gennem skoven. Jeg holdt mig fra de mest befærdede stier - de er for glatte til at ride stærkt på - og vi havde nærmest skoven for os selv. Tænderskærende kold og klar, med iskrystaller glimtende som den skat Matt Donaldson går og drømmer om (gad egentlig vide, hvor han bliver af?), de nøgne træer skarpt aftegnet mod himlen. Denne rene klare verden fik mig til at indse, at jeg bliver nødt til at stå ved, det jeg foretager mig, også når det er noget jeg skammer mig over. jeg kan ikke stikke af fra det, og bliver nødt til at komme videre, og det kan jeg kun ved at kravle op på hesten igen... i overført betydning forstås! Og derfor besluttede jeg så at tage hen til Roger igen på tirsdag, og se hvad der så sker.

 

20/1 1602. Sørøveren dukkede op i dag! På vej hjem fra teatret (premiere ultimo februar, prøverne starter omkring 8/2) passede han mig op på gaden, fjernede Pippin, som ikke kunne gøre ret meget ved det, og opførte sig som om vi var gamle bekendte (as if! Det kunne enhver da gætte sig til at vi ikke var!). Han hev mig med hen på den usleste lille beværtning jeg i mit liv har været og kommer til at være på, ind på et lille hummer af et værelse, hvor han fik dagbogssiderne, som jeg har haft på mig hver eneste dag siden jeg kom tilbage til byen, læste dem, læste dem engang til, sagde så 'tak for samarbejdet' med dét der rovdyrssmil, som giver mig kuldegysninger, og gik... Så let var det! Jeg forlod stedet så hurtigt jeg kunne for lynhurtigt at blive omringet af Pippins overbeskyttende rotteslæng, som insisterede på at følge mig hjem, skønt jeg forklarede dem, at faren nu var overstået. Ja, det var så det! Sikke en lettelse!

 

22/1 1602. Slemme tømmermænd! Jeg tog hen til Roger i går, men han var taget på landet. Mand, hvor jeg føler mig i unåde! Ja, det kan jo selvfølgelig være et tilfælde, men det føles bare ikke sådan. Jeg var så nedtrykt derefter, at jeg gik i teatret for at blive muntret lidt op. Yndlingene spillede en gammel komedie – Sæsonstarten er først på d. 10. – jeg har lovet at komme. Bagefter spurgte Gabrielle om ikke jeg ville med ud og spise, og det ville jeg jo gerne. Det udviklede sig til et ret festligt lag, hvor jeg fik for meget at drikke (jfr. de slemme tømmermænd…). Jeg var i vældig godt humør, indtil jeg kom til at lave domino-effekten på først mit eget og derefter 2-3 andre glas. Det grinede vi en del af, også jeg selv, indtil Bernard – leende, godt nok, så han har ment det venligt – sagde : ’Manon, man kan sige meget om dig, men diskret; dét har du fan’me aldrig været!’. Dén ramte mig lige mellem øjnene! Det var lige før tårer begyndte at vælde op i mine øjne, og jeg blev noget tavs derefter. De andre lagde ikke rigtig mærke til noget, kun Reander, hvis stemme pludselig lød i mit øre : ’du ligner én, der trænger til frisk luft’, hvorefter han trak af sted med mig. På vejen hjem spurgte han mig, hvad der var galt, og hikstende (af både gråd og alkohol – det var virkelig kønt!) fik jeg fortalt, at jeg havde såret én, som jeg holder meget af, og at jeg nu er bange for, at han ikke vil have noget med mig at gøre mere. Flere detaljer fik han ikke – ingen grund til at være mindre diskret end højst nødvendig. Reander baksede lidt med mig – jeg var ikke rigtig i stand til at gå helt lige – og sagde fornuftigt nok, at man ikke skal græde over spildt mælk. Gjort er gjort, og der er som sådan ikke noget man kan gøre ved det. Og når jeg nu havde sagt undskyld, så var det faktisk op til dén jeg nu havde såret (han lød nysgerrig over hvem det var, men jeg sagde ikke noget) at tage imod undskyldningen. Og han har jo ret! Jeg kan ikke gøre mere nu. Jeg vil virkelig begræde tabet af vores bekendtskab, hvis Roger vælger ikke at tage mig til nåde, for jeg holder mere af ham og vores tid sammen, end jeg nogensinde vil kunne indrømme overfor ham. Men jeg forstår ham også godt – jeg var ualmindelig taktløs! Det var utilgiveligt, dét jeg gjorde. Jeg kan ikke gøre meget andet nu end at håbe på, at Roger vil invitere mig igen, for jeg vil ikke opsøge ham, hvis han ikke ønsker det.

 

Reander puttede mig i seng – han havde ret godt check på dét med korsetter og bånd og bændler, for som han sagde, havde han jo i sin spæde ungdom spillet en del kvinderoller – og jeg er bange for, at jeg faldt i søvn straks efter, for det sidste jeg husker er, at Reander lagde dynen over mig. Men han er sød, Reander! Hans kvinde-æder-image må være påtaget, for han var bare så sød ved mig i al min fuldskab. Jeg takker de høje for, at jeg ikke blev dårlig foran ham – dét havde alligevel været for pinligt! En ven i nøden – dét er hvad han var!

 

23/1. Hos Dugarie hele dagen. Nu må han gerne komme hjem! Alt ser pænt og ryddeligt ud. Eftermiddagen blev tilbragt med Francois i baghaven med fuglene. For pokker hvor har vi bare styr på de kræ! Det lykkedes mig at blive bidt lige mellem øjnene af Adele, som var en smule aggressiv i dag!

 

25/1Alexia er lige gået. Vi var i teatret i går – en vældig skæg komedie (det lykkedes rent faktisk Jean Coullean i ny og næ at få et stykke færdigt!) – formidabelt! Alexia havde fået lov til at overnatte hos mig, så vi behøvede ikke at holde øje med tiden. Vi tog ud og dansede bagefter – og det var skægt! Det er noget sjovere, når folk ikke er på udkig efter ægtemager som til ballerne, men kun er ude på at have det skægt. Alexia og jeg snakkede den halve nat, da vi kom hjem og sov meget længe. Vi har lige spist kombineret morgenmad og frokost nu, og den er faktisk et stykke ud på eftermiddagen! Nu tror jeg, at jeg vil slænge mig med en bog, og lave ingenting resten af dagen!

 

28/1 Spiste middag med Luc på ’Fabians’, som vi blev enige om måtte være vores stamsted, da det nu er anden gang vi spiser dér. Vi snakkede om løst og fast, og jeg fortalte (uden at gå fuldstændig amok af Guillaume-længsel), hvad jeg vidste om Guillaumes videre fremfærd. Luc fortalte, at han skal møde sin mulige kommende hustru på lørdag hjemme på faderens gods. Han ved ikke ret meget om hende, andet end at hun er en fornuftig, om end en smule kræsen pige, der allerede har takket nej til tre bejlere, og som i øvrigt ikke mener, at et bal er det rette sted at møde sin udkårne, derfor rendezvous’et på faderens gods. Hun lyder som en interessant pige, og Luc har lovet at holde mig underrettet om sagen.

 

½ 1602 Rue de Cloister, Ryendor City. Min fødselsdag – den 25. af slagsen, tænk engang! Om 3 måneder præcis er det 10 år siden jeg blev gift med Charles. Gammel? Mig? Ha! Jeg må le! Ha ha! Nej, alvorligt talt – jeg føler mig ikke gammel. Jeg ved godt, at jeg er det i nogen henseender, men altså! Jeg har aldrig haft det bedre end nu, og der er i hvert fald ikke nogen, der kan påstå at min ’alderdom’ hæmmer mig!

 

Vidunderlig start på dagen i øvrigt! En renvasket og vandkæmmet Pippin i rent og nystrøget tøj (han påstod, at det var hans fødselsdagsgave til mig, og jeg er beæret!) bragte mig morgenmad på sengen (Madame Renoirs havde virkelig gjort sig umage!) og 3 breve.

 

Fader Bryant skrev om tilstandene på Alencon, som ikke kan siges at være optimale, at Michell og Josephine har mistet deres to køer, og at de vist har det meget hårdt. Jeg har besluttet mig for at sende ham en veksel på £250, Lyset vil vide, at de har så meget mere brug for dem end jeg. Fader Bryant vil vide at fordele dem til de trængende. £250 – det virker som så lidt, selvom jeg godt ved, at de strækker noget længere blandt almuen, end blandt adelige. Tænk, at de måtte skillinge sammen for at købe nye køer til Michell – i Charles’ tid var de kommet til os, og så havde vi hjulpet dem, i hvert fald til at komme i gennem vinteren uden at sulte! Fader Bryant har ret – vi må bede til, at Guillaume snart vender hjem – også for Alencons skyld! Og så den glædelige nyhed : Jeanette er gravid! Det glæder mig, at det går dem godt!

 

Van Maar er død! Ét af brevene var fra en sachisk furier ved navn Erhardt Grossmann (kan det blive mere sachisk?). Van Maar døde som en helt på slagmarken i nærkamp, sikkert som han selv ville have ønsket. Det gør mig ondt, at han nu er død, og jeg vil bede for ham. Og så skræmmer det mig så forfærdeligt! Jeg aner ingenting om hvordan Guillaume har det, om han overhovedet overlevede kampen. Grossmann skriver om et kæmpe tabstal i det Sachsiske regiment, og at van Maar skulle begraves ’med de andre faldne officerer’. Hvem ved om Guillaume er i blandt dem?! Og ville jeg nogensinde få det at vide, hvis han var? Det er så fortvivlende! Nej! Han kommer hjem igen! Jeg ved det – jeg ved det bare… Han kan ikke være død – jeg ville vide det, jeg ville kunne mærke noget af min sjæl rive sig løs, jeg ville ikke være i tvivl. Han er ikke død!

 

Jeg gemte det bedste til sidst, og dét var nok godt! Der er vist ikke nogen, der kan muntre mig op som Nicholas kan! Det var et dejligt brev, som lovede flere hyrdetimer i fremtiden (på mere end én måde, han er vist mere end almindelig glad for får…) – ingen kan dog sige hvornår, for HM Kongen holder ham travlt beskæftiget. Men det lyder som om, at han og jeg godt kunne blive enige om, at vores affære vist ikke er helt forbi endnu…

 

Nå, nu må jeg se at komme i tøjet! Alexia har bebudet, at hun ville tage sig af fødselsdagsfestlighederne, og ville hente mig ved frokosttid.

 

Senere, langt senere : Hvilken ubeskrivelig dag! Jeg vil nu gøre et forsøg alligevel; Alexia ankom kort før frokost, og annoncerede, at hun var min guide i Ryendor City for dagen. Hun har i dag vist mig små torve- og markedspladser, skjulte haver, eventyrlige små butikker, som jeg aldrig har set før, trods jeg har været i byen i væsentlig flere år end hende. Hun startede med at tage mig med til et lille spisested, ’Le Faisan de rigoler’, der ligger i en gade bag alle de store spisesteder, hvor vi spiste frokost. Det mindede en lille smule om den lille restaurant, ’Francis’, som Nicholas havde mig med på; ganske få borde, et udvalgt klientel (jeg genkendte et par af de kloge hoveder fra salonerne, som nikkede venligt til mig – ’den ivrige lille veninde’…), og udsøgt mad! Kokkens hjemmelavede Foie gras er den bedste jeg nogensinde har fået! Vi fik 3-4 små retter afsluttet med brombærtærte med sur fløde til dessert. Oh, det var godt! Mætte, men uden at være fuldstændig proppede, bevægede vi os videre ud i byen. Vi gik langsomt, og Alexia bad mig hele tiden om at lægge mærke til detaljer og finurligheder ved bygningerne. Det var virkelig som at opdage sin by igen! Tænk, at jeg har gået rundt her i årevis, og aldrig rigtig set på byen – det var ligesom da jeg pludselige opdagede glasvinduerne i Domkirken! Vi har kigget på søjler, karyatider, mindesmærker, besynderlige vinduespartier, våbenskjolde fra for længst uddøde slægter, hemmelige symboler (der var ét som vi studsede meget over – adskillige af de fornemme huse havde en 7-takket stjerne i dekorationerne over hoveddøren – jeg mente at have set dette før, og vi blev enige om, at det kunne symbolisere et hemmeligt broderskab eller sådan noget. Fantasien fik ikke for lidt i vores gætterier om, hvad det kunne være. Jeg lovede Alexia at kigge efter det i Dugarie’s arkiv), gesimser, balkoner, indgangspartier. Jeg tror, at jeg har lært mere om arkitektur i dag, end jeg nogensinde har læst mig til. På vores rejse forlod vi jævnligt de brede gader, og tog på eventyr i de små stræder. Ét af stræderne mundede ud i en lille markedsplads, hvor en lille flok zigøjnere optrådte. En zigøjnerkvinde gik rundt og læste folk i hånden for penge, og jeg erindrede den gamle kone, der engang læste i min. Jeg fortalte Alexia, hvad jeg dengang havde fået at vide: at jeg ville rejse bagom horisonten, og at jeg ville føde børn. Bagom horisonten kan man vist godt sige, at jeg har været, men dét med børnene har vist lange udsigter, hvis det da nogensinde bliver til noget. Altså, jeg vil jo gerne have børn, men det ville jo være smartest, hvis der var en lovformelig far til dem, og jeg tror stadig ikke på, at jeg ville egne mig synderligt som nogens hustru. De sidste par år har nok gjort mig for egensindig – det skulle være en meget tolerant fyr, som samtidig skulle evne at holde min opmærksomhed fangen… Ingen let opgave! Nej, kunne jeg bare fortsætte som nu – med en lejlighedsvis affære med min smukke Nicholas, min overjordiske Marianne (i begge tilfælde er det noget af en tilsnigelse at kalde dem ’mine’!), og med drømmen om Guillaume… Det kommer der selvfølgelig ingen lovformelig far ud af, om end man ikke kan udelukke børnene… Uh, hvilken skandale ville det ikke være! Men på en eller anden måde er det som om, at det ned skandalerne ikke rigtig rører mig mere – det skulle da kun være fordi, at det kan skade dem omkring mig.

 

Nå, videre med dagens eventyr: Alexia guidede mig over på den anden side af markedspladsen, og ned af et lille stræde på den anden side, hvor den mest fantastiske lille butik lå: en hatteforretning. Alexia var på fornavn med indehaveren – hun havde tydeligvis været her før, dog uden nogensinde at købe noget, hvilket hun og ejeren lavede lidt skæg med – indehaveren er carvintiansk gift, og det er hustruen, der finder på de vildeste idéer til hattene. Hun kom selv ud i butikken, mens vi var der, og fortalte om, at hun havde lavet hatte, kostumer og masker til karnevalet i Venuzia, før hun blev gift. Jeg fortalte, at jeg havde været i Venuzia, og havde deltaget i maskernes nat. Tilskyndet af Alexia fortalte jeg om vores spøg med dogen, og den vakte jubel. Hattemagersken så granskende på mig bagefter, og spurgte så hvor modig jeg var. Alexia kastede sig ud i en åndeløs forsikring om, at jeg var den modigste kvinde hun kendte, mens jeg jo personligt synes, at hun selv tager prisen. ’Ja, for hvis du er modig nok, og ikke er bange for hvad folk siger, så vil jeg gerne skabe en hat til dit hoved’ siger hattemagersken så med tyk carvintiansk accent. Sådan en udfordring kunne jeg ikke lade ligge – jeg har bemærket flere usædvanlige hatte spadsere i bybilledet på det sidste, og man skal jo aldrig være den sidste til at springe på et modefænomen… Jeg kan hente den om et par dage, og er noget spændt på den!

 

Vi besøgte siden en glasmagerforretning, hvor Alexia havde aftalt med indehaveren, at vi kunne få lov til at komme ud i værkstedet og se, hvordan de lavede drikkeglas. Det er næsten som den rene magi, at tænkte sig at det er smeltet sand, der bliver til glas, at se dem blæse luft ind i den glødende kugle, og se dem forme denne masse til en genkendelig form – det var fantastisk! Vi var meget røde i kinderne af heden fra ovnene, da vi atter forlod butikken, efter at Alexia havde bestilt 12 smukke glas til sit udstyr. Det fik mig til at spørge hende, hvordan det går med André, og Alexia, som var ved at sprænges af indestængt jubel, fortalte at Andrés far og Philippe har aftalt at mødes snarest, så de kan diskutere en forlovelse mellem de to unge! Jeg fik vist ret, da jeg skrev til Nicholas, at vi nok snart kom til at høre bryllupsklokker!

 

Vi drak varm toddy i det lille the-hus i Kgs. Have, før vi tog hjem til Alexia, hvor vi skulle spise middag. Dér overraskede Alexia mig også: middagen skulle vi selv lave, hun og jeg! Jeg har godt nok tilbragt megen tid i Madame Beauvais’ køkken, og er da i ny og næ også blevet sat til at assistere, men jeg har aldrig i mig liv lavet et måltid selv – middagen for dogen var jo ligesom en ’joint effort’ for hele familien. Det var skægt! Det var ikke ligefrem det bedste måltid jeg nogensinde har fået – det bar meget præg af at både Alexia og jeg er nybegyndere, jeg noget mere end hende – men vi slap helt pænt fra det, når jeg selv skal sige det!

 

Jeg er stadig helt overvældet af den enestående oplevelse Alexia har beredt mig i dag. Hvilken fantastisk pige hun er! Aldrig har jeg mødt en pige, ja eller nogen som helt, med så meget ben i næsen, så opmærksom, så videbegærlig og eventyrlysten som hende. Hun suger simpelthen til sig af indtryk, og får derved et meget rigt liv. André er en heldig mand, og dét har jeg nu også indtryk af, at han er fuldt ud klar over!

 

Nu vil jeg i seng – jeg er ved at omkomme af træthed!

 

2/2. Jeg fik skrevet et par breve, bla. til fader Bryant med en pengeanvisning på £250. Jeg var desuden i kirke og bede for de fraværende, og for van Maars udødelige sjæl.

 

4/2. Hos Dugarie – ingen nyheder.

 

5/2 1602. Jeg var henne og hente min hat i dag – et vidunderligt værk! Den er af mørkeblåt fløjl i samme nuance som min vinterkappe (godt ramt af hattemagersken!), og har en temmelig usædvanlig form, som lægger op til at bæres sammen med usædvanlige frisurer (jeg skal have snakket lidt med Gabrielle om det), den er pyntet med hvide perler, samt en særpræget fjer, som hattemagersken påstår, er fra en fugl, der hedder en struds. Dén fugl gad jeg godt se, for fjeren ser højst aparte ud! Den er lang og hvid, og gynger når jeg går – det er en fantastisk hat! Jeg skabte en del opsigt på vej hjem – hovedsagligt beundrende blikke og et par misbilligende – jeg elsker den hat!

 

Senere: Jeg snakkede med Claude, om vi ikke kan lade et par af de kvindelige roller bære disse hatte – for opsigtens skyld og for at gøre folk opmærksomme på den enestående hattemagerske! Han ville tænke over det… Gabrielle var vild med hatten, og vi gik straks i gang med at sætte håret, så det passede til. Hun viste mig en ret enkel frisure, som jeg ville kunne sætte selv (det er noget med at krøllejern og en farlig masse nåle), og et par stykker, som vist kun hun kan sætte… Claude prøvede i øvrigt at presse mig til at flytte premieredatoen på ’Labyrinten’, men jeg synes, at det er så passende at premieren falder på Lilios dag, så det holdt jeg fast på. Claude virker noget usikker på Jean’s seneste stykke – han laver jo enten superbe succeser eller miserable flops, og man kan ikke altid sige forinden, om det bliver det ene eller det andet… Men jeg blev da inviteret til at sidde i skuespillerlogen til premieren d. 10/2, og det takkede jeg ja til.